Jeg har besluttet at skrive en bog om den danske BZ-bevægelse i firserne. Og arbejdstitlen er ‘BZ – En kærlighedshistorie’, fordi mange BZ’ere hurtigt begynder at tale om familie, fællesskab og kærlighed.
Beslutningen er truffet, efter at jeg de seneste to måneder har været i en intens og hyperinteressant dialog med BZ’erne – en debat, som altså tog fart, længe inden jeg havde besluttet at skrive bogen.
Faktisk begyndte det allerede før sommer med et anonymt brev, hvor en gruppe gamle BZ’ere frarådede alle andre fra bevægelsen at deltage i mit mulige bogprojekt. Denne første del af historien har jeg fortalt her: http://oevig.dk/bzere-efterlyses/
Torsdag i sidste uge kulminerede dialogen foreløbigt, da jeg var indkaldt til en form for ’fællesmøde’ i BZ – det første i næsten 25 år. På mødet, der fandt sted i Christianshavns Beboerhus, diskuterede jeg et par timer med omkring tredive BZ’ere, der ligesom jeg selv i dag er i 50-års-alderen.
Stemningen var fin (syntes jeg), en del latterbrøl gik gennem lokalet, men langt de fleste BZ’ere var stadig meget skeptiske over for mine motiver for at skrive bogen, mine hensigter og ikke mindst risikoen for, at jeg fortæller en fordrejet og voldsfikseret udgave af deres historie.
Efter mødet og især efter de foregående måneders diskussioner – først i en ret hård tone på Facebook, siden under mine noget mere behagelige kaffemøder (under fire øjne) med en række mennesker med BZ-fortid – har jeg fået øje på et tankevækkende paradoks:
Dels taler mange om et BZ-fællesskab, ja, nogle kalder det simpelthen en ’familie’, som efter 25 år stadig hænger sammen på kryds og tværs, og som efter nogles opfattelse stadig kan og skal udtale sig som et fælles ’VI’. Dels møder jeg individer, som i dag befinder sig vidt forskellige steder i samfundet, og som tilsyneladende (ligesom alle andre mennesker) er uenige om en del, herunder også hvad der er betydningsfuldt i historien om BZ.
Imidlertid mener en del af de gamle BZ’ere, især nogle af de dengang centrale figurer, at det på en eller anden måde er en fælles sag at tage stilling til mit bogprojekt, og i en lukket Facebook-gruppe (som jeg ikke har adgang til) har diskussionen om min bog bølget gennem de to måneder. Man kan både se dette som et behov for at ’passe på hinanden’ og som udtryk for ’social kontrol’ – og blandt BZ’erne findes begge fortolkninger i forskellige blandformer.
Det har imidlertid den uheldige konsekvens, at en del gamle BZ’ere, som over for mig udtrykker lyst til at fortælle deres historie, alligevel ikke tør, fordi de – i forskellige udgaver – frygter at blive ekskluderet af fællesskabet, ’familien’.
Rigtig mange har indtil nu været tilbageholdende og meddeler mig, at de lige må vente og se, hvordan ’stemningen’ i fællesskabet udvikler sig.
Når jeg NU alligevel har besluttet at gå i gang med researchen til bogen, skyldes det især to forhold:
For det første finder jeg den dialogproces, som har været i gang de seneste par måneder, vanvittig interessant i sig selv. Jeg har aldrig før oplevet, at en stor gruppe kilder finder sammen, allerede inden jeg er gået i gang med arbejdet, for i fællesskab at diskutere, om de vil fortælle deres historier til mig.
Temaet er jo, hvem der har ejerskab og fortolkningsret til historiske begivenheder, og indimellem har jeg oplevet debatten som en live opførelse af min meta-bog fra foråret, ’Nakkeskuddet’, hvori jeg (under en forfatterkrise) netop overvejer betingelserne for overhovedet at skrive dokumentarisk om virkeligheden.
For det andet har jeg allerede mødt en del mennesker, hvis erindringer og historier forekommer mig at være meget vigtige (og ofte handle om kærlighed – og længslen efter det samme).
Jeg aner endnu ikke, hvor mange gamle BZ’ere der ender med at beslutte sig for at ville tale med mig, men allerede nu er jeg i kontakt med et ret stort antal, som er overvejende positivt stemt. Og jeg kan jo ikke forvente, at de beslutter sig for at deltage, før jeg selv har besluttet mig for at skrive bogen …
Ud over de ’levende kilder’ kan jeg også se, at jeg vil kunne trække på en meget stor mængde skriftlige kilder, ikke mindst de mange bøger, blade, film og forskningsrapporter, som BZ-miljøet selv har produceret.
Med andre ord: Alle gamle BZ’ere og alle, der ligger inde med BZ-materiale til udlån, er mere end meget velkomne til at henvende sig via mailkontakten her på bloggen: http://oevig.dk/kontakt/ – eller på Facebook: https://www.facebook.com/oevigpeter?fref=ts
På ’fællesmødet’ med BZ foreslog jeg en ret snæver definition på en BZ’er, nemlig en person, som i firserne havde boet i en BZat ejendom i mindst et par måneder. Men stemningen blandt BZ’erne er snarere, at jeg burde åbne definitionen op til at omfatte alle, der havde været del af BZ-miljøet, fordi de kom i Ungdomshuset eller til demo’erne – ja, nogle mener simpelthen, at en BZ’er kan defineres som et menneske, der opfatter sig selv som BZ’er.
Så der er ingen grund til at holde sig tilbage …
