Lis er død

Jeg har skrevet denne nekrolog, som står i Politiken i dag:

FRIHEDSELSKEREN

Lis er død. At Elisabeth Bomhoff, som hun rettelig hedder, blev 102 år, er ikke det, som gør hende til en unik kvinde. Det gør hendes mod og hendes livskraft.
Modet viste Lis, da hun under 2. Verdenskrig trådte ind i den danske modstandsbevægelse, hvor hun spillede en afgørende rolle som vært og beskytter for flere af bevægelsens mandlige koryfæer.
Villaen i Hjortekær, hvor hun boede sammen med sin mand, lå direkte ud til Dyrehaven med perfekt flugtmulighed ind i skoven. I husets kælder boede en af tidens største unge helte, Bent Fauerschou Hviid, bedre kendt som Flammen, og blandt de gæster, som mødtes hos Lis, var Flammens makker Citronen, Frihedsrådets centrale figur, Frode Jakobsen, og sågar BOPA-lederen Børge Thing.
Lis tog den unge Bent til sig som en søn. Det var hende, som købte den cyankaliumpille, han skulle sluge, hvis han faldt i hænderne på det tyske politi Gestapo. Og hun var også sammen med ham den aften, han blev nødt til at spise den.
Man skal have et meget koldt hjerte for ikke at blive bevæget af hendes øjenvidneberetning om Flammens død: Da Gestapo buldrede på døren på den villa, hvor han og Lis var på besøg, styrtede Flammen op ad trapperne til første sal, men måtte indse, at han var omringet. Lis stod for foden af trappen med hænderne over hovedet, da Gestapo-betjentene i benene trak den døende Bent ned ad trapperne, så hans hoved faldt på hvert af de tæppebelagte trin med dæmpede dunk. Hun ville så gerne have kunnet tage hænderne ned og lukke hans øjne.
Lis blev arresteret, afhørt, udsat for fingerede henrettelser og til sidst sendt i tyskernes fangelejr i Frøslev.
Først et kvart århundrede efter krigen begyndte Lis at fortælle om sine både dramatiske og bevægende oplevelser. Heldigvis lever fortællingerne videre efter hendes død, fordi de er blevet foreviget i både bøger og film, bl.a. Morten Henriksens og min dokumentar ’Med ret til at dræbe’.
Lis fik aldrig selv børn, og da jeg mødte hende for femten år siden under arbejdet med bogen ’Efter drabet’, krævede hun straks at se min nyfødte datter. I løbet af ingen tid tog hun mig til sig som en ny søn, blev en reserveoldemor for mine børn og champagneelskende gæst hos os til fødselsdage, fester og juleaftener.
Indtil efter sin 100 års fødselsdag, hvor brandalarmen gik i gang, da vi tændte 100 lys, boede hun i sit lille træhus i Charlottenlund. Efter et fald blev hun noget mod sin vilje nødt til at flytte på plejehjem, men livskraften, nysgerrigheden og helbredet var til det sidste i top, og først efter 102-års dagen begyndte hendes bevidsthed så småt at lukke ned.
Den sidste erindring, som forsvandt, var hendes sene livs højdepunkt, premieren på Ole Christian Madsens film ’Flammen og Citronen’. Jeg fulgte hende i filmselskabets limousine ind til den røde løber i Imperial, men måtte under filmen overlade hende til Kronprins Frederik.
Vi grinte, når vi mindedes, hvordan hun efter filmen rejste sig uden tanke på den åbne håndtaske i skødet. Men Frederik var hurtigt nede på knæ foran Lis og samlede lommetørklæde, halspastiller og læbestift op til den prægtige kvinde.
Til efterfesten lænede Kronprinsesse Mary sig længe helt ind til hendes ansigt, mens hun lyttede til Lis’ fortællinger fra et liv, der havde frihedskampen som omdrejningspunkt og kærligheden som en flammende rød tråd.

Lis bliver bisat fra Gentofte Kirke onsdag den 4. juni kl. 14.