ÅBENT BREV TIL JUSTITSMINISTEREN
VEDR. BLEKINGEGADE-KOMMISSIONENS BERETNING

Foto: Helene Bøgvad

Jægersborg 3. juni 2014

Kære Karen Hækkerup

Ved modtagelsen af Blekingegade-kommissionens beretning den 26. maj udtalte du ifølge Justitsministeriets pressemeddelelse, at der nu er ”sat punktum i sagen”, og at vi har ”fået svar på de væsentlige spørgsmål, som har været rejst i den offentlige debat.”

Med mine bøger om Blekingegadebanden var jeg i 2007/08 med til at rejse den offentlige debat om disse væsentlige spørgsmål. Da der et par år efter samlede sig et flertal for at nedsætte en undersøgelseskommission, tilbød jeg derfor den daværende justitsminister, at jeg – uden vederlag – gerne ville foretage undersøgelsen, hvis jeg kunne få den adgang til PET’s arkiver, som jeg hidtil var blevet nægtet.

Jeg ved ikke, om du, før du fremsatte dine udtalelser, havde læst beretningen, eller om du har haft lejlighed til at gøre det i den forløbne uge. Med baggrund i min egen viden om sagen har jeg studeret dele af beretningen, og jeg finder desværre, at jeg modsat din konklusion netop ikke finder de væsentlige spørgsmål besvaret, endsige tilstrækkelig undersøgt.

Jeg har gjort rede for nogle af mine kritikpunkter i en kommentar, som jeg vedhæfter, og som også kan læses på min blog på https://oevig.dk/naar-staten-forsvarer-sig-selv/

Det store spørgsmål, som kommissionen var nedsat for at opklare, var, hvorfor myndighederne, i særdeleshed PET, i flere år lå inde med en omfattende viden om Blekingegadebandens aktiviteter og internationale forbindelser uden at gribe til handling og få gruppen stoppet?

Med kommissionens beretning er dette overordnede spørgsmål på ingen måde blevet besvaret. Kommissionen konkluderer, at der intet er at kritisere PET for, skønt de i deres egen beretning bringer nye dokumenter frem, som tværtimod skærper mystikken omkring ovennævnte hovedspørgsmål.

Et eksempel: I beretningen er aftrykt en intern PET-rapport fra to år FØR Købmagergade-kuppet og drabet på en politibetjent i 1988, og den fortæller præcis, hvad PET vidste.
Rapporten, der kan læses side 910-921 i beretningens bind 5, er en opsummering af PET’s viden om Blekingegadebanden i august 1986:

PET kender bandemedlemmernes navne og roller i gruppen. De kender deres tætte relation til ledelsen i PFLP (som PET på det tidspunkt anser for en af verdens farligste terrororganisationer). De ved fra telefonaflytninger, at banden efter eget udsagn er parat til at gøre ”hvad som helst” for PFLP. De ved, at bandemedlemmerne har været på terrortræningskurser hos PFLP i Libanon. De ved, at bandemedlemmerne tager på hemmelige rejser, har falske firmaer, identiteter og dækadresser, perfekte falske kørekort, samme moderne radioudstyr som politiets, professionelt tyveri-værktøj m.m. Og de har mistanke om, at gruppen gennem de foregående seks år har stået bag en række konkrete, væbnede røverier (som vi i dag ved, at banden faktisk stod bag).

Rapporten slutter med at konkludere (side 921 øv.), at PET må forvente, at Blekingegadebanden inden for kort tid vil slå til igen med et våbnet røveri. Fire måneder senere, i december 1986, er det præcis, hvad der sker, da banden gennemfører deres danmarkshistorisk store væbnede røveri mod Daells Varehus.

Efter et par måneders forgæves efterforskning af kuppet henvender kriminalpolitiets efterforskningsleder sig til PET for at spørge, om de kender til en dansk, måske politisk gruppe, som kunne gennemføre et så professionelt kup? Nej, svarer PET, de har ingen relevante oplysninger.

Denne PET-rapport fra august 1986 har jeg ikke set før, fordi PET har nægtet mig adgang til deres arkiv (og justitsministeren har støttet PET, når jeg har klaget). Ikke engang Blekingegade-kommissionen får i første omgang rapporten at se. Først da den PET-medarbejder, som har skrevet rapporten, bliver afhørt af kommissionen, kommer rapportens eksistens for dagens lys – og kommissionen får den skaffet til veje.

PET-medarbejderen fortæller kommissionen, at han i august 1986 afleverede rapporten til sin chef, som gav den videre til PET’s daværende operative chef, Per Larsen. Da medarbejderen en uge efter mødte Per Larsen på gangen, bekræftede Larsen, at han havde fået rapporten. Men han havde ikke fået den læst.

Af kommissionens afhøring af Per Larsen kan man se, at kommissionen aldrig spørger ham, om han fik læst rapporten – og om han drog nogen konsekvenser af den.

Efter at have læst relevante dele af kommissionens beretning mener jeg, at det er særdeles misvisende at konkludere, at offentligheden nu har ”fået svar på de væsentlige spørgsmål”, ligesom ofrene for Blekingegadebandens forbrydelser næppe vil have en oplevelse af, at der med beretningen er sat punktum for sagen.

Hvis man eksempelvis lavede det tankeeksperiment, at en dansk, islamistisk terrorgruppe lavede et angreb i netop Købmagergade – og at PET siden viste sig gennem flere år at have haft et lige så indgående kendskab til gruppen, som den ifølge tjenestens egen, ovennævnte rapport havde om Blekingegadebanden to år før Købmagergade-kuppet … ville vi så være tilfredse med en undersøgelse, der ikke fandt en eneste fejl hos PET? Og en justitsminister, der erklærede sagen for fuldt oplyst og afsluttet?

Med baggrund i de troværdighedsproblemer i forhold til befolkningen, som er aktuelle for både dit eget og andre folketingspartier, vil jeg derfor anbefale, at du trækker dine udtalelser om kommissions-beretningen tilbage eller modificerer dem.

Ellers vil befolkningen kunne få det indtryk, at formålet med beretningen snarere end at afdække de væsentlige spørgsmål i Blekingegadesagen har været at stoppe debatten om myndighedernes håndtering.

Med venlig hilsen

Peter Øvig Knudsen