Birkedal

Nina har selv bedt mig fortælle sin historie. Hun mener sig udsat for et justitsmord: Seksten års fængsel er hun blevet idømt, på trods af at hun er ganske uskyldig.
Historien begynder med en kvindestemme i telefonen. Stemmen er distinkt og gennemtrængende, en smule nasal; den tøver ikke, som andre ville have gjort i samme ærinde, og den kunne sagtens have tilhørt en langt yngre kvinde.
Hele sagen, fortæller stemmen, skyldes ham, ingeniøren, og ikke mindst hans kone, der ville hævne sig. Ingeniøren havde gjort Nina gravid, da de var oppe ved Gilleleje for at nivellere, og sæden rendte op i hende af sig selv.
Retssagen havde været en parodi: Hun var blevet anbragt i et lille aflukke og havde aldrig fået lov til at forklare sagens rette sammenhæng for dommeren. De vidner, som kunne tale hendes sag, var aldrig blevet ført.
Talestrømmen stikker af i forskellige retninger, udsagnene falder tæt, og jeg må afbryde for at få hende tilbage på sporet. Efter nogen tid bekræfter hun mit forsøg på at opsummere: Kvinden i telefonen blev engang i slutningen af fyrrerne idømt seksten års fængsel for angiveri. Under krigen havde hun været ansat som sekretær hos en ingeniør, og det var hans hustru, der stod bag komplottet. Ingeniøren havde været vildt forelsket i den unge sekretær og gjort tilnærmelser på de mest intime måder; sexchikane ville vi kalde det i dag.

Ingeniørens hustru opdagede mandens affære – hun kunne jo se det i hans underbukser – og som hævn fabrikerede hustruen i ledtog med sin søster en falsk anklage om, at Nina skulle have angivet jøder til tyskerne. Hustruen og hendes søster var de eneste, som blev afhørt under retssagen, og selv fik Nina aldrig mulighed for at forsvare sig.
Nu, et halvt århundrede senere, har hun i fjernsynet set, hvordan Danmark kæmper for menneskerettigheder andre steder i verden. Men Danmark lever ikke altid selv op til reglerne, siger stemmen i telefonen, og det vil en bog om hendes sag kunne bevise. Den bog vil hun have, at jeg skal skrive.

Historien begynder med denne distinkte, næsten metalliske kvindestemme i telefonen, og jeg aner endnu ikke, hvor den slutter, da stemmen råber ‘Kom ind’ fra et sted langt inde bag hoveddøren. Hendes nuværende navn står med hvide plasticbogstaver på brevsprækken, som det var almindeligt på den tid, hvor man også støbte trapperne i ternet terrazzo i opgange som denne i et lejlighedskompleks i gule mursten i udkanten af en dansk provinsby.
Jeg lukker mig selv ind. Som aftalt i telefonen har hun bedt hjemmehjælperen lade døren stå åben, for hun kan ikke længere selv komme ud og åbne. Nina faldt og brækkede skulderen, da en af hjemmehjælperne havde ladet sit overtøj ligge og flyde i en klump på entregulvet. Hun har ganske vist fået en kunstig knogle sat ind, men det gør ondt, og hun kan ingenting selv længere.
Luften er varm og tyk i entreen. Fra et rum på højre hånd hører jeg igen stemmen. Nina sidder i en øreklaplænestol bagerst i den snævre stue med ryggen til vinduerne; gardinerne er trukket for og hindrer eftermiddagssolen i at trænge ind. Med fjernkontrollen slukker hun for fjernsynet.
Hun er stor. Lemmerne er kraftige, ansigtet blegt og rundt, de smalle, vandige øjne møder mig med et gennemtrængende blik. Over hendes knæ ligger et uldtæppe, på
trods af den tætte hede i stuen; hun har lige været syg, og jeg opgiver straks min tilskyndelse til at få åbnet et vindue. Jeg har knap sat mig ind bag det lave sofabord, før hun igen begynder at tale om dommen, om ingeniøren, hans kone og hendes søster.
»Jeg blev dømt, både i Byretten og i Landsretten, alene på de to kvinders vidneudsagn. De sagde, at jeg havde angivet dem, da de ville flygte til Sverige. Men jeg kendte dem ikke, jeg vidste ikke engang, hvad søsteren hed! Jeg anede ikke noget om, at de ville til Sverige! Hvor skulle jeg vide det fra? Alligevel blev jeg dømt på deres udsagn.«
På bordet, inden for rækkevidde, er alt, hvad hun har brug for mellem hjemmehjælpernes besøg, stablet op: Blade, kalender, telefonbog, vandglas, læselup. Den store kvinde sidder lænket til sin lænestol, mens hendes tanker konstant synes at cirkle om den uretfærdighed, hun mener er overgået hende for mere end halvtreds år siden.
Jeg kan ikke få øjnene væk fra hendes hænder: Neglene er usædvanligt lange, og på tre af fingrene bærer hun tykke guldringe med hvide sten.

Da jeg første gang aflægger besøg hos den kvinde, hvis stemme starter historien, er hun kort forinden fyldt 84 år. Hun var 23, da hun blev ansat hos den mand, hun selv opfatter som historiens anden hovedperson: En rådgivende ingeniør med kontor på et af Københavns centrale handelsstrøg; i denne forbindelse vil han få tildelt navnet Dermann.
Men selv om ingeniør Dermann er hovedperson i hendes version af historien, beder jeg hende begynde fortællingen længere tilbage.
Nina blev født som den yngste af ni søskende i en stærkt indremissionsk gårdmandsfamilie på Ringkøbing-egnen, fortæller hun. Moderen døde af kræft, da Nina var to år, og hun har ingen erindringer om hende. I familien lever dog en historie fra dagene efter moderens død:
»En af mine søstre smurte mig ind i skosværte, fordi jeg skulle være fin til begravelsen. Hun siger godt nok, at det har hun aldrig gjort, og hvis det var noget, var det bonevoks. Men det kan ikke passe, for vi havde kun ferniserede gulve og løse tæpper i huset, så vi ejede ikke bonevoks. Og det var endda sort skosværte, for træskoene – og alle andre sko, vi havde dengang – var sorte.
Efter begravelsen flyttede min ældste søster hjem for at holde hus for os. Mine to yngste brødre boede stadig hjemme, og de kunne aldrig enes; den ene bankede den anden noget så uhyrligt. En dag, da min søster havde været ude ved pumpen, havde min bror igen tævet den yngste, og så tog hun resolut spanden med vand og hældte det hele ud over ham. Altså for at afkøle ham, og det hjalp jo også.
Jeg var ret dygtig i skolen, og skylden for det giver jeg ene og alene vores lærerinde, fru Knudsen. Hun havde haft børnelammelse og gik med støvler, hvor den ene hæl var bygget højere end den anden. Hun var SÅ dygtig! Hun lærte os alting. Vi sad efter dygtighed i klassen, og jeg sad altid nummer ét hos pigerne og kappedes med nummer ét hos drengene, mejeribestyrerens søn.«
Da Nina var ti år, giftede hendes far sig med en enke efter en af sine gode venner, der havde en gård på Vordingborg-kanten, og faderen flyttede med de yngste børn til Sjælland for at være med til drive gården.
»Mine søskende har drillet mig med, at jeg skiftede sprog på Storebæltsfærgen. Jeg var klar over, at jeg ville blive drillet, hvis jeg talte jysk i skolen, derfor begyndte jeg med det samme at tale rigsdansk. Men der var rædsomt i den skole! Vi skulle lave fire-fem regnestykker på en time, og jeg havde allerede haft dem for år tilbage, så det tog mig ikke ti minutter at regne dem ud. Bagefter kunne jeg så sidde og trille tommelfingre resten af tiden. Jeg plagede om at komme i realskolen, og det fik jeg lov til, på en halv friplads.
Min far var meget, meget religiøs, indremissionsk. Hvis vi var til noget på skolen, juletræ for eksempel, så fulgte far med, og når de begyndte at danse, skulle vi gå hjem. Så var det bare slut. De andre grinede ad os, men det rørte nu ikke mig så meget.
Min stedmor var sød og flink mod os, men hun døde efter fem-seks år, og så overtog far gården. Han tog til København for at sælge kartofler, og dér mødte han en kvinde, der havde en grønt- og blomsterforretning. Hun kaldte sig selv Tornerose og var vel nok det værste, man kan forestille sig, en rigtig harpe, men han giftede sig med hende. Heldigvis blev de forholdsvis hurtigt skilt igen.
På det tidspunkt var jeg gået ud af skolen som femtenårig med udmærkelse til eksamen. Jeg fik 112 point af 120 mulige. Mit første job var hos en bankdirektør i Haderslev, hvor jeg skulle læse lektier med hans to piger. Men jeg ville gerne tilbage til Sjælland og fik job på Hareskov Kuranstalt.
Det var et dyrt sted for velhavende mennesker. Vi var to unge piger på kontoret, som skulle skiftes til at servere te, når stuepigerne havde fri. Der var en mand – åh, jeg var så genert – han sad altid ved vinduet oppe i musikstuen, hvor der stod et flygel, og hvis en af stuepigerne kom op med te til ham, sendte han dem ned igen, for det var mig, der skulle komme op med hans te. Det var jeg så genert over!
Jeg ved ikke, hvordan han fandt ud af det, men han opdagede, at når jeg havde haft vagt ved omstillingsbordet hele dagen indtil klokken ti, så trængte jeg til luft og gik gerne en tur i skoven ned omkring Bagsværd Sø. Og så stod han altid med overtøjet på, parat til også at gå tur. Jeg var så bange for at blive opdaget, for gæsterne havde ikke nøgle og måtte ikke gå ud efter den tid, og hvis de havde opdaget, at jeg gik ud sammen med ham og bagefter låste ham ind, ville jeg nok være blevet fyret. Men han var aldrig fræk eller indladende, han viste mig den dybeste respekt.
Min drøm var at blive engelsk korrespondent. Men for at komme til England som au pair, fandt jeg ud af, skulle man have anbefalinger fra to års husligt arbejde, så jeg sagde op på kuranstalten og blev stuepige, i første omgang hos en overlæge på Frederiksberg. Dér traf jeg en pige, som hed Barbara; vi blev meget gode venner og var det, til hun døde for nogle år tilbage. Bagefter fik jeg job hos en forlagsdirektør, hvis kone sang, og dér lærte jeg at holde af klassisk musik … Jeg kan ikke fordrage den musik, de spiller i fjernsynet nu!
Så kom jeg endelig til England, og min søster ville med. Vi blev der i to år, og jeg blev rigtig god til engelsk. Nogle gange spurgte folk mig: ‘Excuse me, what part do you come from?’ Og når jeg svarede, at jeg var dansk, ville de ikke tro mig, for jeg havde kim en lille smule accent. Vi begyndte også at komme i en international studenterklub, hvor vi mødte unge fra hele Europa, blandt andet et par brødre fra Tjekkoslovakiet. En aften, vi stod og sludrede uden for klubben, kom der en bobby og sagde: ‘Pass the street, please.’ Og jeg svarede: ‘We’re only sharing ’round the goodnight kisses, and then we will go each our way.’ Så kunne han ikke lade være med at grine.
I 1938 var Chamberlain i Tyskland for at snakke med Hitler, og bagefter erklærede han ‘no more war in our time’. Men det var der ikke nogen, som troede på. Da faren for krig voksede, blev min søster helt hysterisk og ville absolut hjem. Jeg havde mest lyst til at blive, men det ville hun ikke høre tale om, og til sidst måtte vi begge to rejse hjem til Danmark. Vores værtinde lovede, at vi kunne komme tilbage, så snart krigsfaren var drevet over.
Jeg flyttede ind i en klublejlighed på Frederiksberg AlM og begyndte på kursus i Bredgade – stenografi og engelsk, for også at lære forretningsengelsk. Men så kom krigen den 9. april 1940, og pludselig havde jeg ingen chance for at blive engelsk korrespondent, for der var ingen korrespondance med England. Så jeg holdt op på kurset og kom
i huset hos en kvinde, der ejede ‘Olympia’, en restaurant med dans på Axeltorv, skråt over for Cirkusbygningen.
Der kom mange tyskere på restauranten, men jeg var meget engelsk orienteret. Engang hun tog mig med derind, kan jeg huske, at der kom en tysker og inklinerede, men jeg sagde nej, og så blev hun vældig fornærmet. Måske havde hun tænkt, at jeg skulle være trækplaster for de tyske soldater. Jeg elskede at danse, selv om jeg ikke var særlig god til det, men jeg ville under ingen omstændigheder danse med en tysker.
Senere fik jeg et værelse hos en frøken Laursen, der var servitrice på en restauration nede på Sankt Annæ Plads. Engang, hun skulle holde en frokost, havde en af pigerne meldt afbud, og så plagede hun mig om at være med i stedet. Jeg sagde ja på den betingelse, at jeg kunne få lov til at gå, når frokosten var forbi. Og det var godt, for én af de tre mænd begyndte at vise mig frække billeder, og dét skulle jeg ikke have noget af. Jeg var ude på en lang spadseretur, og da jeg kom tilbage til lejligheden, var sikkerhedskæden sat på, så jeg ikke selv kunne låse mig ind. En af mændene kom ud og tog kæden af – splitternøgen! – så de må have haft gruppesex derinde. Fra den dag låste jeg altid min dør om natten. Jeg skulle ikke risikere noget.
Min bedste ven i de år var Hugo Seligmann, der var musikkritiker på Politiken. Jeg traf ham gennem en af de unge piger, vi havde lært at kende i England; hun var blevet husbestyrerinde hos ham. Hugo Seligmann tog mig altid med i Det Kongelige Teater, når han skulle anmelde musik, og dét nød jeg – ih, hvor jeg nød det! Han var gammel nok til at være min bedstefar, og når jeg var cyklet hjem til min klublejlighed efter koncerten, skulle jeg altid ringe og fortælle, at jeg var kommet godt hjem.
En af de første gange, jeg var ude hos ham på Amager, sagde han: ‘Bare man dog kunne få sig en gås’, for det var svært under krigen. Men jeg skrev til min bror, der havde en gård nede ved Skælskør, om han kunne undvære en
gås, og så gjorde han én i stand og sendte den til Hugo. Fra den dag hed jeg aldrig andet end ‘Gåsepigen’. En sommer, han holdt sin fødselsdag, var der også en Vagn med fra den musikalske Koppel-familie, og Hugo holdt en tale på vers.«
Den gamle kvinde husker talen ord for ord, selv om den blev holdt for tres år siden:
»’Og til Gåsepigen: Hvem skal for hende lægge ravn /hvem andre vel end Vagn/Stravinskys russerstorhed og mer’ af samme tønde/vil man poetisk ånd begejstre, han forkynde/betaget vil hun lytte, fuld af sødme, fuld af ynde /og Gåsepigen skælmsk, når det’ belejligt/hun bryde ind og bryde ud, ja, og Mozart er skam dejligt…’
Og så fortsatte han med at tale til Karen, som også var en pige, vi havde mødt i England – det evigt forelskede pigebarn. Hun begik i øvrigt selvmord. Jeg ved ikke, om hun havde forelsket sig i en mand, hun ikke kunne få.«

En af Ninas ældre søstre, der arbejdede for entreprenør-virksomheden Theut i Viborg, satte hende i efteråret 1940 i kontakt med ingeniør Dermann. En kollega hos Theut havde fortalt, at Dermann søgte en dygtig kontordame, og den 23-årige Nina fik jobbet.
Nina lyser op, når hun fortæller om arbejdet hos ingeniøren, og stemmen bliver rundere. På ingeniørkontoret foldede hun for alvor sine evner ud.
»Det var noget, der virkelig passede mig … ih, hvor var jeg glad for det arbejde! Der var kun ham og mig på kontoret. Vi havde en del opgaver for Arbejdsministeriet, som havde opkøbt et par gårde ved Ulfborg på vestkysten og Snepsgårde nede ved Ribe. Gårdene skulle laves om med køjerum, for at unge mennesker kunne flytte ind og lære et håndværk. Det var meget, meget interessant. Jeg var for eksempel med til at beregne, hvor store radiatorerne skulle være i forhold til, hvor meget varme der blev tabt gennem vægge, gulve og lofter.
Engang ingeniør Dermann var ude at rejse, ringede en af de unge sekretærer fra ministeriet. I Ulfborg var der meget sand i undergrunden, og derfor skulle vi sætte en dippedut på vandpumpen, så den automatisk slog fra, når vandstanden blev for lav, ellers blev der pumpet sand op i maskineriet. Jeg tog tegningen frem og forklarede sekretæren tingene, så han kunne forstå dem. Så sagde han: ‘Sig mig, frøken, er De selv ingeniør?’ Det måtte jeg jo desværre afkræfte. Men det er det bedste arbejde, jeg nogensinde har haft.
Ingeniøren blev desværre mere og mere nærgående efterhånden, og så måtte jeg sige op. Det begyndte nogle måneder efter, at jeg var blevet ansat. Han fik rejsning, og så kom han over til mig, hev mig op af stolen og pressede sig ind mod mig. På den måde fik han udløsning. Jeg var helt uerfaren selv, så jeg vidste ikke noget, men selvfølgelig har hans kone kunnet se det på hans undertøj. Det var jeg bare ikke klar over dengang. Jeg havde aldrig haft en kæreste. Jeg vidste knap nok, hvad udløsning var.
Jeg sagde op, og min søster skaffede mig ind hos Theut i Viborg. Men han fulgte efter mig derop. Han skulle til Ulfborg på eftersyn, og på vejen derover stoppede han i Viborg. Jeg skulle møde ham på hotellet, og vi gik en tur rundt om Nørresø. Det begyndte at styrte ned, og vi havde ikke noget sted at gå i læ, så vi blev pjaskvåde hele vejen igennem, sko og tøj og det hele. Jeg ved ikke, hvordan han kom videre, om han havde et ekstra sæt tøj med. Men han plagede mig om at komme tilbage, og han lovede, at han nok skulle lade mig være i fred. Vi skulle bare være arbejdskammerater. Og jeg var dum nok til at tro på det.
Min søster passede bogholderiet hos Theut, og jeg hjalp hende med at regne lønninger ud. Jeg sad meget af tiden og puttede penge i lønningsposer, det var bestemt ikke noget interessant arbejde. Så da Dermann kom til Viborg og højt og helligt lovede at lade mig være i fred, valgte jeg altså at tro på ham. Jeg var meget interesseret i at få det
arbejde igen, så jeg sagde op i Viborg og rejste tilbage til København.
I begyndelsen lod han mig være. Men det varede ikke ret længe. Han tog min hånd … Han var slank, men meget stærk. Noget af det første, han fortalte, da jeg blev ansat, var, at han havde arbejdet på et gods i Estland, hvor han altid lavede gymnastik om morgenen – om han gjorde det nøgen, ved jeg ikke, for det spurgte jeg ikke om – men han grinede meget af, at godsejerinden stod og betragtede ham gennem nøglehullet. Jeg sagde, at ‘Det kunne du da sagtens have afbødet, du kunne bare have puttet noget ind i nøglehullet, så hun ikke kunne kigge’ … Ja, jeg sagde ikke du, for det gjorde man ikke dengang. Jeg sagde ‘De’ og ‘hr. Dermann’. Men i England havde jeg jo været vant til bare at sige ‘you’ til alle.
Han tog min hånd. Og stak den ned i sine bukser, så jeg fik alt det sæd i hånden. Før i tiden havde han bare presset sig op imod mig, jeg havde ikke mærket noget til udløsningen, og jeg havde ikke haft noget at gøre med sæden. Men det blev bare værre og værre.
Vi havde en del arbejde for Dansk Folkeferie – de byggede feriebyer, én ved Marielyst på Falster og én ved Gilleleje. Han betroede mig mange vigtige opgaver: Engang skulle vi have licitation på noget arbejde ved Marielyst, og han sendte mig alene derned. Du kan tro, alle de fyre gloede, da der kom sådan en ung pige og skulle holde licitation. Men det var ikke svært, for det var en indbudt licitation, og så skal man tage det billigste tilbud – i modsætning til en offentlig licitation, hvor man kan vrage nogen, man ikke har tillid til. Jeg skulle bare skrive priserne ned, så fik den billigste opgaven.
En dag spurgte han mig, om jeg ville med op til byggeriet i Gilleleje for at nivellere; om jeg ville holde nivellerstangen. Det ville jeg godt. Jeg regnede med, at vi skulle sidde udenfor på en bænk og spise vores frokost, men han havde fået stillet et hus til rådighed. Inden vi gik i gang,
spurgte han, om ikke jeg skulle tage mine strømper af, for ikke at rive dem i stykker på stubmarken. Det var jo under krigen, og det var ikke til at få fat i nye strømper. Jeg tog strømperne af, og også hofteholderen, for den var af elastik og rullede sammen, hvis den ikke sad fast i strømperne. Da jeg bagefter skulle have strømperne og hofteholderen på igen, krøb jeg ind i en af køjerne i huset og trak gardinet for sengen, for der var ingen nøgle i toiletdøren – jeg ved ikke, om han havde fjernet den. Pludselig kom han ind og rev gardinet til side. Og så fik han udløsning.
Det kan godt være, at noget af sæden er kommet ned i mine bukser, i hvert fald fik jeg ikke min menstruation. En af dem, jeg boede på klublejlighed med, gav mig to tabletter, men jeg ved ikke, hvor meget erfaring hun egentlig havde med den slags.
Selv havde jeg kun en lille smule erfaring: Jeg var blevet voldtaget engang, min søster og jeg var hjemme på besøg fra England. Det skete aftenen før, vi tidligt den næste morgen skulle tilbage til Esbjerg og med skibet. Så der var ikke tid til at gøre noget ved det, og jeg skammede mig også lidt. Jeg var altså ikke jomfru, men jeg havde ikke anden seksuel erfaring.
Da jeg tog tabletterne, besvimede jeg. Jeg ved ikke, hvad det var for nogle piller. Jeg havde fortalt hende, at jeg ikke havde fået menstruation, og så gav hun mig de to tabletter. Hun sagde ikke noget om, hvordan de virkede. Jeg besvimede inde på kontoret hos ingeniør Dermann og blev kørt på hospitalet. Måske bildte han lægerne ind, at jeg var tosset i hovedet, jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke, om de har fortalt ham, at jeg aborterede på hospitalet, men bagefter sendte Dermann mig ud til overlæge Stiirup i Herstedvester. Doktor Stiirup sagde, at var der kommet blot det mindste sæd på mit undertøj, så var det levende og kunne selv vandre op mod ægget. Jeg kunne godt være blevet gravid af det. Der behøvede ikke være tale om fuldbyrdet samleje.«
Hendes venstre øje løber i vand. Men det er mere end det: Hun kaster af og til et blik på mig, mens hun fortæller om ingeniøren, og så har hun et glimt i øjet, som jeg ikke kan fortolke.
En hjemmehjælper, der selv låser sig ind, har afbrudt os; en mand og en 45 år ældre kvinde i en beklumret stue. Vi bliver tavse, mens hjemmehjælperen laver pulverkaffe til os i mikrobølgeovnen. Hun sætter kaffekopper og en skål med chokolade ind på bordet.
Da hjemmehjælperen er gået og hendes friske tone klinget ud, spørger jeg kvinden i øreklapstolen, hvorfor hun vendte tilbage til ingeniør Dermann, og hvorfor hun blev hos ham, også efter episoden i Gilleleje.
»Det var arbejdet, som interesserede mig, jeg var ikke spor interesseret i ham … åh, nej. Han havde to børn, og jeg kan huske, at de engang ringede og plagede mig, om jeg ikke nok ville prøve at få deres far overtalt til, at de måtte få en hund. Jeg skrev så en seddel – ‘Hvad er et hjem uden en hund’, ligesom de broderier med ‘Hvad er et hjem uden en moder’ – og lagde sedlen op på hans skrivebord. Efter det begyndte han igen at stikke min hånd ned i sine bukser.«
Historiens omdrejningspunkt, eller i hvert fald dens begyndelse, skal tilsyneladende findes omkring dette sted i fortællingen: Ved hånden i bukserne, sæden.
Hvorfor blev hun hos den arbejdsgiver, som chikanerede hende?
»Det var arbejdet, som var interessant, kun arbejdet,« gentager hun. Men det skal blive endnu vanskeligere at forstå. For efter besvimelsen og turen på hospitalet blev Nina sagt op af ingeniør Dermann, og alligevel ønskede hun at vende tilbage.
»Hvis han havde gjort det igen, ville jeg have slået ham noget så grusomt. Jeg ville have givet ham en øretæve med alt dét der i hånden!«
Hun laver en bevægelse med sin hånd.
»Efter aborten sagde han, at jeg kun måtte vende tilbage til jobbet, hvis jeg havde fået en kæreste. Han regnede vel med, at så ville jeg ikke finde mig i noget. Jeg stiftede bekendtskab med en tilfældig mand inde foran Cirkusbygningen. En dag stod jeg og kiggede på cirkusbilleder, han gjorde det samme, og så stiftede vi bekendtskab. Peter Friis hed han vist, men han gjorde ikke rigtig indtryk på mig. Han kom og besøgte mig nogle gange, men der var intet kysseri og kram, intet som helst.
Jeg havde en soveottoman med en løs ryg, som dynen lå i. Når man sad i den, var det ligesom en sofa, men når man skulle ligge på den, var den bredere. Men der var aldrig noget seksuelt mellem mig og Peter. Jeg var ikke interesseret i noget seksuelt længere. Men han var ganske flink, og så tænkte jeg, at jeg kunne udgive ham for at være min kæreste og på den måde få mit job hos Dermann tilbage.
Den første gang, han var på besøg hos mig, var jeg ude for at lave kaffe, og imens fik han øje på en adresseliste, jeg havde liggende på bordet. Det var en liste over mennesker, som skulle have illegale blade tilsendt, og jeg var i gang med at adressere kuverterne til dem. Jeg var kommet i kontakt med modstandsbevægelsen gennem et parti, der hed Dansk Samling, som var stiftet af en modstandsmand. Jeg var meget engelskvenlig – og imod tyskerne, som jo havde ødelagt alt for mig, da jeg skulle have været engelsk korrespondent.
Peter Friis spurgte mig, om jeg ikke var bange for at have sådan en liste liggende, men jeg svarede, at jeg ikke regnede tyskernes husundersøgelser for noget. For ingeniør Dermann havde på et tidspunkt fortalt mig, at der havde været razzia hjemme hos ham, og tyskerne havde overset et skab med dobbelt bagbeklædning. Jeg tror nu ikke, Dermann gemte våben, for han havde sikkert ikke mod til at være med i noget som helst. Jeg tror slet ikke, han har været med i modstandsbevægelsen.
Peter var meget interesseret i, hvad jeg fortalte, men jeg
sagde til ham, at jeg ikke vidste andet, end at ham, der kom med kuverterne, hed Mogens og boede i Roskilde. Han afleverede kuverterne til mig, jeg adresserede dem, og så hentede han dem igen – det var alt, hvad jeg vidste. Jeg ville ikke vide mere, for så kunne der ikke ske noget: Tyskerne kunne lede efter en ‘Mogens’ i Roskilde, til de døde.
Desværre viste det sig altså, at Peter Friis arbejdede for tyskerne. En dag, vi sad i hver sin ende af ottomanen, lænede han sig frem, og der faldt noget ud af hans lomme. Det viste sig at være et skilt fra det tyske politi, Gestapo. Sådan fandt jeg ud af det. Nu havde han en klemme på mig på grund af den adresseliste, og så prøvede de at få mig til at arbejde for tyskerne. Men jeg gjorde det kun på skrømt. I stedet hjalp jeg modstandsfolkene og advarede dem, når jeg kunne komme til det.«

Sådan lyder Ninas udgave af historien. I den version spilles de vigtigste roller af to mænd, der fører hende bag lyset og udnytter hende. Selv er hun den naive og uerfarne vestjyske pige, som kommer til hovedstaden og på fatal vis konfronteres med to kræfter, som ikke kun er centrale i denne historie: Seksualiteten, personificeret i hendes arbejdsgiver, ingeniøren, og ondskaben, repræsenteret af en agent for den tyske besættelsesmagt.
Men det er hverken ingeniør Dermann eller en agent med dæknavnet Friis, som kommer til at spille hovedrollen i denne version af historien. Den mandlige hovedperson træder først ind i historien, da jeg et par måneder efter den første telefonsamtale med Nina modtager et brev fra ‘Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster & Bornholm’.
I Landsarkivet har jeg med fuldmagt fra Nina søgt om tilladelse til at gennemgå retssagen mod hende, og landsarkivaren meddeler mig nu, med samtykke fra Københavns Byret, at jeg har fået adgangstilladelse til akterne i sag nr. 25-1948 i Byrettens 21. afdeling. Sagen, meddeles det, omfatter 23 kasser dokumenter.
Retssagen mod kvinden i øreklaplænestolen har ikke kun omfattet hende selv, viser det sig. Snarere har hun spillet en birolle i et gigantisk sagskompleks med tolv anklagede ud over hende – de øvrige alle mænd. Fire af de anklagede blev idømt dødsstraf, resten lange fængselsstraffe.
Den hovedanklagede i sagen bærer et navn, som jeg kender i forvejen: Ib Birkedal Hansen.
For mange af de gamle frihedskæmpere repræsenterer navnet ‘Birkedal’ al den rædsel, smerte og angst, de har oplevet under fængselsophold og forhør i den sidste del af besættelsen. Birkedal Hansen-gruppen, som fik navn efter sin leder, var en af de mest frygtede og hadede af de grupperinger af danskere, som under krigen gik i tysk tjeneste for at bekæmpe modstandsbevægelsen. Allerede dengang blev de kaldt terrorgrupper, og det samme ville vi have kaldt dem i dag.
Mens andre af grupperne, især den såkaldte Brøndum-bande, først og fremmest blev berygtet for deres mange hævndrab og gengældelsessabotager – dengang kaldet clearingdrab og schalburgtager – er navnet Birkedal snarere forbundet med stikkeri, forhør og tortur. Ib Birkedal Hansen var under krigen ansat i Gestapo, den afdeling af det tyske sikkerhedspoliti, som arbejdede på at afsløre og uskadeliggøre de danske frihedskæmpere.
Tidligere modstandsfolk fortæller, at det ikke var de tyske Gestapofolk, de frygtede mest – tyskerne lod for det meste andre om at udføre den mere brutale del af arbejdet. Mange modstandsfolk har således på egen krop erfaret, at de danske Gestapofolk ofte stod for den mest hårdhændede mishandling under forhørene. Og den mest hadede af besættelsesmagtens danske torturbødler var Ib Birkedal Hansen. I modstandskredse blev han allerede under besættelsen berygtet som ‘Tæve-Hansen’ på grund af sin langvarige mishandling af fanger med spanskrør, pisk eller gummiknippel og glødende cigaretter.
Efter alt at dømme var Ib Birkedal den dansker, som
under krigen opnåede den højeste placering i Gestapos hierarki. Hans vidt forgrenede net af stikkere og lokkeduer, der blev hyret og betalt for at afsløre de illegale frihedskæmpere, gav ham i modstandsbevægelsens historieskrivning også tilnavnet ‘Stikker-Kongen’. Nogle af hans tidligere Gestapokolleger tillægger således Ib Birkedal og hans stikkernet ansvaret for over halvdelen af de arrestationer, som Gestapo foretog under besættelsen.
I en brun karduspose, fyldt med gulnede udklip fra det berlingske avisarkiv, får jeg et første overblik over Ib Birkedals efterkrigshistorie i overskriftsform: I befrielsesdagene slipper han åbenbart ud af Danmark, og i spredte notitser kan man følge hans flugt gennem Tyskland – ‘Ib Birkedal Hansen set i Frankfurt am Main’. I næsten to år lykkes det ham at holde sig på fri fod, så følger forsidehistorien om, hvordan han bliver taget til fange efter at have løjet sig til en chefpost hos det amerikanske militær i Tyskland.
I foråret 1948 indledes retssagen mod Birkedal og hans gruppe ved Københavns Byret under stor pressebevågenhed. Anklageskriftet rummer blandt andet tiltale for 28 drab, 315 anholdelser og 132 tilfælde af grov mishandling. ‘Ib Birkedal Hansen spiller sindssyg’, lyder overskriften på et fyldigt avisreferat af første retsmøde.
Tre måneder senere hedder det på forsiden af avisen: ‘Fire dødsdomme i Birkedal Hansen-sagen’. Af artiklen fremgår det, at den kvinde, som under sagen er blevet kaldt ‘Birkedals kæreste’, har fået en dom på seksten års fængsel for sin indsats som stikker og lokkedue for gruppen. Kvindens navn er Nina Danielsen.