Blekingegadebanden

Den danske celle

Uddrag fra bogen

Arrestationen
(1989)

De fem kriminalbetjente bevæger sig rundt om sommerhuset og ind over græsplænen, hvorfra de kan se, at havedøren står åben ind til stuen. Efter en fælles aftale har de alle trukket deres tjenestepistoler, men holder dem diskret under jakkerne.
Betjentene frygter, hvordan manden i huset vil reagere, når han om lidt skal anholdes.
Tidligere på morgenen har far og søn været hos bageren efter morgenbrød. På hele turen ad de smalle grusveje gennem plantagen op til Købmandsgården og bagerbutikken er de blevet fulgt af nogle påfaldende diskrete mænd. Faren har også bemærket et par biler, som ikke plejer at høre til i sommerhuskvarteret, men det overrasker ham ikke synderligt: Gennem de seneste måneder er det efterhånden blevet hverdag for ham at være overvåget af efterretningstjenesten.
Niels Jørgensen og hans seksårige søn vender tilbage til sommerhuset og dækker op til morgenmad. Sammen holder de et par dages ferie alene i farmors sommerhus, et lille brunmalet træhus, der ligger fredsommeligt placeret mellem graner og birke for enden af en blind grusvej et sted mellem Arresø og Asserbo Plantage i Nordsjælland. Med på ferie er også en hund, en livlig cockerspaniel, der tilhører Niels Jørgensens nye kæreste.
Det er en torsdag formiddag midt i april 1989. Hen ad klokken ti mødes fem bevæbnede kriminalbetjente fra København med observatørholdet fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, på en parkeringsplads over for Købmandsgården på landevejen mellem Helsinge og Frederiksværk. Observatørerne kan bekræfte, at Niels Jørgensen efter en tur til bageren atter befinder sig i sommerhuset nogle hundrede meter væk.
Langsomt kører betjentene ind ad grusvejen, drejer til højre ad den blinde vej og parkerer deres to hvide Volvo’er et stykke fra som‑
merhuset. Da de nærmer sig, kan de se sønnen lege med en hund på græsplænen ved siden af huset.
Havedøren ind til stuen står åben. Inde i huset aner de konturerne af en mand.
I månedsvis er den 35-årige Niels Jørgensen blevet skygget og telefonaflyttet af Politiets Efterretningstjeneste, og fra observatørerne har kriminalpolitiet fået meldinger om, at Niels Jørgensens alkoholforbrug virker ret voldsomt. De efterretningsfolk, som skygger ham, har noteret mange og sene værtshusbesøg, og på båndene med aflytninger af hans telefonsamtaler høres nogle gange en mand, der ikke forekommer ganske ædru.
Hos kriminalpolitiets efterforskere har disse meldinger givet indtryk af en mand, der forsøger at dulme nerverne og måske glemme, at han har begået en ubehagelig forbrydelse. Betjentene er sig samtidig overordentlig bevidst, at de er på jagt efter en person, som fem måneder tidligere har dræbt en af deres kolleger på Købmagergade i København. Drabet skete, da fem mænd efter at have røvet en pengetransport i gården bag det gamle hovedpostkontor ramte en ung betjent med et såkaldt vildsvinehagl fra et oversavet jagtgevær.
En sådan drabsmand ville ifølge kriminalfolkenes erfaring meget vel kunne have en adfærd, som ligner Niels Jørgensens. I så fald, siger erfaringerne, kan manden i sommerhuset i en anholdelsessituation reagere uforudsigeligt og måske desperat.
Betjentene passerer drengen på plænen næsten uden at ænse ham og træder ind ad sommerhusets havedør med pistolerne skudklare. Niels Jørgensen er i gang med at rydde op efter morgenmaden, da han bliver afbrudt. En af betjentene beder ham bekræfte, hvem han er.
Klokken 10.11 den 13. april 1989 bliver Niels Jørgensen erklæret anholdt, sigtet for røveri af særlig farlig karakter.
Han reagerer ganske fredsommeligt på anholdelsen. Betjentene viser ham en kendelse fra Københavns Byret, som giver dem lov til at ransage både sommerhuset og hans lejlighed i København. Det accepterer Niels Jørgensen, og han skriver under på rettens kendelse. Betjentene behøver ikke at tilkalde vidner til ransagningen.
Samtidig er en af betjentene gået ud af huset for at ringe til kriminalcheferne, der spændt afventer opkaldet inde på Politigården i København.
„Vi har ham nu,” siger betjenten.
Meddelelsen fra sommerhuset i Nordsjælland er startsignal til, at
politihold placeret flere steder i det storkøbenhavnske område de følgende minutter kan indlede en stribe anholdelser og ransagninger mod en gruppe venstreorienterede danskere. Politiet mistænker gruppemedlemmerne for op gennem firserne at have udført en række væbnede røverier og en kidnapning.
På forhånd bliver Niels Jørgensen af politiledelsen regnet for at være en hovedperson i gruppen. Hvis det ikke var lykkedes at pågribe ham denne formiddag, ville de øvrige arrestationer og ransagninger være blevet afblæst. Men nu kan alle politiholdene gå i aktion.
Niels Jørgensen lader sig kropsvisitere uden at protestere eller gøre modstand. Derpå bliver han anbragt på en stol, mens en af betjentene bevogter ham. Sønnen er kommet ind fra haven, og faren forklarer ham, at mændene skal undersøge huset.
De fire andre kriminalbetjente går i gang med ransagningen. Den anholdte bliver spurgt, om der findes noget ulovligt i sommerhuset. Det mener han ikke. Så kommer han i tanke om, at hans mor har en gaspistol gemt i et skab på et af værelserne, fordi hun nogle gange er nervøs for at være alene i huset. På øverste hylde i et klædeskab finder betjentene en sort Mauser-gaspistol med fem patroner isat.
Niels Jørgensen får lov til at tage sin søn op på skødet. Sammen læser de i en af tegneseriebøgerne, ‘Valhalla’, om de nordiske guder.
En af de andre bøger i sommerhuset fanger betjentenes opmærksomhed. Den bliver fundet ved siden af en dobbeltseng i det værelse, hvor Niels Jørgensen ser ud til at have sovet. På gulvet ligger også en grå rygsæk med personlige ejendele og en blok med notater.
‘The Kidnap Business’, som tilsyneladende har udgjort den anholdtes godnatlæsning, er en fagbog om kidnapningsfaget, skrevet af to engelske journalister. Titlen tiltrækker ikke mindst opmærksomhed, fordi sigtelserne mod Niels Jørgensen omfatter netop en kidnapning.
En af betjentene bladrer gennem siderne. Bogen beskriver detaljeret forløbet af en række indbringende kidnapninger af især europæiske rigmænd op gennem firserne og politiets jagt på bortførerne. Et af bogens kapitler gennemgår et par mere politisk betonede sager som Baader-Meinhof-bandens bortførelse af den tyske arbejdsgiverformand Hanns-Martin Schleyer.
Bogen er for de særligt interesserede udstyret med litteraturliste og et omfattende register med henvisninger til stikord som ‘trusler’,

‘båndoptagelser’, ‘løsesum’ og ‘proof of life’, beviser for, at den kidnappede stadig er i live.
‘The Kidnap Business’ bliver noteret på den såkaldte kosterliste over beslaglagte genstande og pakket ned. Det samme gælder de svenske krimiforfattere Sjbwall og Wahlbbs ‘Terroristerne’, der står på en boghylde i soveværelset. Kort, pas, smalfilm, en kvadreret blok og diverse papirer bliver ligeledes konfiskeret til nærmere undersøgelse. Særlig omhu udviser betjentene over for alle typer af nøgler.
To hold tilkaldte bombehunde gennemgår i løbet af formiddagen området omkring huset, men uden at finde noget mistænkeligt. Et par af tagpladerne på huset bliver løftet op for at undersøge loftsrummet.
Over middag ankommer seks soldater fra ingeniørtropperne på Farum Kaserne med minesøgere og skovle. De deler hele den tæt beplantede sommerhusgrund op i firkantede felter med hvide minestrimler og gennemsøger grunden. Hvis minesøgerne giver udslag, går soldaterne i gang med at grave, i ét tilfælde så dybt som seks meter ned i jorden. Men udbyttet er ringe: Foruden temmelig store mængder rustne ølkapsler finder soldaterne fire afskudte patronhylstre fra et jagtgevær. Patronhylstrenes positioner på grunden bliver omhyggeligt noteret ned.
Ved halvtretiden er kriminalbetjentene færdige med ransagningen. De har spurgt Niels Jørgensen, hvem der skal passe sønnen, når han nu selv skal med på Politigården. Niels Jørgensen svarer, at han må få fat i Kirsten, drengens mor, som han er blevet skilt fra et par år tidligere.
Den mulighed eksisterer desværre ikke, kan betjentene meddele. Også drengens mor er nemlig blevet anholdt samme formiddag.

I en træbarak ved en skole i Hvidovre har en 35-årig sproglærer, som her blot vil blive kaldt Kirsten, været i gang med at undervise asylansøgere i dansk, da tre betjente henvender sig og klokken kvart over ti erklærer hende anholdt.
Betjentene kører Kirsten hjem til hendes lejlighed tæt ved Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor de går i gang med at ransage værelserne. Betjentene – en af dem en kvinde – pakker dagbøger og breve, kontoudskrifter, adresselister og politiske papirer ned i sorte plasticsække. I deres ransagningsrapport bemærker en af kriminalbetjentene, at lejligheden desuden indeholder „en del litteratur om Kurdistan, Libanon, Palæstina, terrorisme, marxisme, flygtningepolitik m.v.”
Om sit forhold til Niels Jørgensen forklarer Kirsten, at hun mødte ham på en klunserlejr en sommer for ti år siden, mens hun selv boede i Århus og læste på lærerseminariet. Efter den sommer begyndte Niels at besøge hende i Århus, men selv om de begge to havde et stærkt politisk engagement, var deres forhold i første omgang mere af følelsesmæssig art.
Da Kirsten opdagede, at hun var blevet gravid, flyttede hun til København og rykkede ind i Niels’ lejlighed. Kort efter flyttede parret til den fælles lejlighed ved Assistens Kirkegård. Men de kunne i længden ikke komme overens, og i begyndelsen af 1986 havde hun bedt Niels flytte. Siden dengang havde de kun set hinanden i forbindelse med samkvem med sønnen.
I løbet af formiddagen ankommer Kirstens samlever, en kurdisk flygtning fra Irak. Han indvilger i at lade sig afhøre, men da en af betjentene spørger til hans flugt fra Irak, bryder manden sammen. Han forklarer grædende, at han har været udsat for langvarig tortur, og at hans psyke ikke kan klare at få rippet op i det. I rapporten skriver betjenten, at afhøringen må afbrydes, da manden får „voldsomme grådanfald og rysteture”.
Efter at kurderens psykolog på et center for torturofre er blevet kontaktet, forlader han ved middagstid lejligheden for at tage ind på centeret. Fire timer senere afslutter kriminalbetjentene ransagningen og kører Kirsten til Politigården.

Da det går op for Niels Jørgensen, at også hans tidligere kæreste er blevet arresteret og derfor ikke kan tage sig af sønnen, ringer han i stedet til sin mor. Det bliver arrangeret, at moren tager fri fra arbejde, så betjentene kan aflevere både sønnen og hunden hos hende i en lejlighed på Frederiksberg.
Sammen med sønnen bliver Niels Jørgensen kørt ind mod København i en af politiets Volvo’er. På vejen får han lov til at tage 78 kroner fra en pung, som politiet har konfiskeret, og han investerer pengene i tre pakker King’s.
Efter at have taget afsked med sin søn i morens lejlighed bliver Niels Jørgensen bragt ind på Politigården, og kort efter fortsætter turen til hans bopæl på Nørrebro, hvor han skal overvære endnu en ransagning af sine ejendele.
Kun et par uger tidligere er Niels Jørgensen flyttet ud fra en lejlighed på Nørrebrogade og i stedet rykket sammen med sin nye kæreste, Gitte, i to lejligheder på tredje sal i Brohusgade på den
anden side af Assistens Kirkegård. Den 22-årige Gitte læser på Den Sociale Højskole, men er væk på studietur til Prag.
Politibetjentene går i gang med ransagningen, som fortsætter til et stykke over midnat. De pakker store mængder af bøger, tidsskrifter og politisk materiale ned, blandt andet fra en organisation ved navn Kommunistisk Arbejdskreds, KAK, og fra den palæstinensiske kamporganisation PFLP. I et grønt ringbind finder politiet en håndskrevet, alfabetisk oversigt over centrale personer i flere palæstinensiske organisationer med deres dæknavne og adresser.
I sin atten sider lange ransagningsrapport over fundene i sommerhuset og lejligheden noterer en af kriminalbetjentene, at Niels Jørgensen „på mere end almindelig vis har interesseret sig for så godt som alle former for politiske handlinger, hvori vold benyttes som et helt legitimt middel til at gennemtrumfe ideologier, der må antages at befinde sig på den yderste venstre fløj”.

Efterforskningen mod den venstreorienterede gruppe, som kriminalpolitiet mener står bag en række alvorlige forbrydelser, er blevet indledt efter røveriet mod Købmagergades Postkontor og røvernes drab på en ung politibetjent den 3. november 1988.
Kriminalpolitiets teori er, at gruppen op gennem firserne har stået bag en række minutiøst tilrettelagte millionrøverier mod især pengetransporter i det storkøbenhavnske område. Udbyttet fra røverierne skal være blevet kanaliseret til Mellemøsten som kontant støtte til den palæstinensiske folkefront PFLP.
Som led i efterforskningen har det københavnske kriminalpoliti gennem de forløbne fem måneder gennemført et usædvanlig tæt samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste om at overvåge gruppens centrale medlemmer og forsøge at finde beviser mod dem. Det foreløbige højdepunkt på samarbejdet er de stramt koordinerede anholdelser denne torsdag formiddag af fem af gruppens formodede medlemmer og ransagningerne af deres bopæle.
Allerede tidligt om morgenen er et stort antal kriminalbetjente mødt op til fælles briefing på Politigården, mens observatører fra PET har haft til opgave at holde øje med de mistænkte og løbende melde tilbage til kriminalpolitiets kommandocentral.
Kriminalbetjentene har inden aktionen fået besked på, at de under ransagningerne skal tage alt, som kan have den mindste betydning for sagen, med sig tilbage til Politigården. Aktionens leder, Jørn Moos, indskærper også sine folk, at nogle af de sigtede fra grup‑
pen kan være farlige. Betjentene må under ingen omstændigheder bruge politiradioen til at kontakte hovedkvarteret, idet man under efterforskningen har opdaget, at gruppens medlemmer flere gange før har været i stand til at aflytte politiets radiokommunikation. Spørgsmål og meddelelser skal derfor indtelefoneres direkte til ledelsen på Politigården.
Klokken elleve minutter over ti er anholdelsen af Niels Jørgensen startsignalet til, at politiholdene synkront kan indlede anholdelsesaktioner og desuden en række ransagninger flere steder i Storkøbenhavn, blandt andet af en cafe på Islands Brygge, Cafe Liberation, som de mistænkte driver i fællesskab. Men vigtigst er anholdelserne af de fem, som kriminalpoliti og efterretningstjeneste mener er sagens hovedpersoner.
Den tredje af disse fem bliver erklæret anholdt af et hold kriminalbetjente klokken 10.22 i en lejlighed i en af Østerbros centrale handelsgader. Manden er den 41-årige tømrer og chauffør Peter Døllner. Ifølge efterretningstjenestens materiale optræder han som en central figur i gruppens tidlige år.
Kort efter arrestationen ankommer Peter Døllners polskfødte hustru til stedet og kan sammen med sin mand iagttage, hvordan betjentene gennem fire en halv time ransager lejlighedens fire værelser. I køkkenet viser politiet særlig interesse for en låsepistol, som de finder i et skab over døren, og i soveværelset bliver blandt andet en sort paryk og et kunstigt overskæg pakket ned. Fra et loftsrum bliver flere kasser med politiske skrifter og en faldskærm båret ned til politiets biler.
Ved middagstid ankommer to af politiets hundeførere med bombehundene Lunte og Timer, og i en skuffe i soveværelset snuser Lunte sig frem til et granathylster med et knap tyve centimeter langt gummiprojektil. Peter Døllner forklarer, at han har fået projektilet af en ven, der engang i halvfjerdserne havde hjembragt det som souvenir fra et besøg hos IRA i Nordirland.
Fundet vækker en vis lettelse hos den kriminalbetjent, som leder ransagningen hos Døllner. Efter at have læst sagens vigtigste rapporter før arrestationen har han, ligesom flere kolleger, ikke den store tiltro til materialets holdbarhed i retten. Men gummiprojektilet må i det mindste være en overtrædelse af våbenloven.

Allerede klokken seks samme morgen har observatørerne fra PET
placeret sig rundt omkring en ejendom ud til en plads på indre
Nørrebro. I en lejlighed på anden sal i huset bor en mand ved navn Torkil Lauesen sammen med sin familie.
Det er langt fra første gang, at PET-folkene ligger på skjul ved ejendommen, og de kender familiemedlemmerne af udseende. Lidt i otte ser de således Torkil Lauesens kone forlade opgangen og køre væk i familiens bil. Tyve minutter senere forlader Torkil Lauesen selv lejligheden sammen med sin datter. Efterretningsfolkene følger efter de to hen til datterens børnehave i nærheden.
Lidt efter kommer Torkil Lauesen igen ud fra børnehaven og bliver fulgt hjem. En time senere vender også hans kone tilbage til lejligheden.
Ved samme tid ankommer seks kriminalbetjente til stedet og overtager opgaven. Få minutter efter at et hold kolleger har anholdt Niels Jørgensen i sommerhuset ved Asserbo, og samtidig med at andre politihold arresterer Kirsten i Hvidovre og Peter Døllner på Østerbro, slår denne fjerde gruppe til mod anden sals lejligheden. Lederen af gruppen er en kriminalassistent fra PET.
Dørklokken virker tilsyneladende ikke. De tre betjente venter et øjeblik på trappeafsatsen, mens tre af deres kolleger holder øje med bagsiden af huset og lejlighedens altan. Der høres ingen lyde bag døren. Så beslutter kriminalassistenten at banke på.
Hustruen åbner døren og bliver bedt om at kalde på sin mand. Kriminalassistenten viser manden sit politiskilt og læser gårsdagens kendelse fra Byretten højt for ham.
Klokken kvart over ti bliver den 36-årige laborant Torkil Lauesen erklæret anholdt, sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 288 om røveri.
Den sigtede bliver oplyst om sine rettigheder og meddeler med det samme, at han ikke vil afhøres, uden at en advokat er til stede. Betjentene kropsvisiterer ham, men finder intet, der kan „tjene til vold, undvigelse eller bevis”, som kriminalassistenten samme dag noterer i sin rapport.
Efter at have kaldt deres tre kolleger op fra baggården indleder kriminalbetjentene ransagningen af bopælen, mens en af dem bevogter Torkil Lauesen. I soveværelset bliver en grå dynejakke, to par kondisko, en rulle kabel og fire ruller tape konfiskeret. I stuen finder en betjent et brev til en postboks på Vesterbrogade, og kriminalfolkene ringer straks til ledelsen på Politigården for at bede dem sætte en ransagning af postboksadressen i værk. Også kort, fotografier, ringbind og en telefonliste bliver pakket ned.
I arbejdsværelset går en af kriminalbetjentene i gang med at sikre discs fra computeren – „velvilligt assisteret af Torkil Lauesen”, som det noteres i den ellers tørt faktuelle politirapport. I en pung ved siden af computeren finder betjenten en lille papirlap, dateret 12. april, dagen før ransagningen, og på lappen er tre biler og deres numre noteret med kuglepen. En af bilerne, en hvid Ford Sierra, viser sig at være diskret indregistreret under ‘Rigspolitichefen’, men bliver i realiteten benyttet af PET som observationsvogn.
I Mayland-kalenderen samme sted kan betjentene konstatere, at alle blade før 13. april er revet ud. En af siderne, fra 11.-12. april, bliver fundet iturevet i en skraldebøtte med notater om at „ringe til mor” og møde på „Formidlingen”. To af betjentene undersøger alle spande i ejendommens skralderum for at finde resten af kalenderbladene, men forgæves. Ejendommens vicevært kan fortælle, at skraldespandene er blevet tømt samme dag kort inden klokken ti.
I en reol i arbejdsværelset finder politiet både flyvekort og logbog, og Torkil Lauesen bekræfter, at han har certifikat til at flyve. En papæske med et navnekartotek, syv par briller, diverse kort, breve og pas bliver også taget ud af reolen. Alle effekter bliver mærket, registreret og pakket ned. Det gælder også en del nøgler, som ikke passer til lejlighedens døre.
Midt under ransagningen ankommer yderligere to betjente med bombehunde, som også her gennemgår hele lejligheden og desuden et tilhørende pulterrum i kælderen, dog uden at finde sprængstoffer. Familiens bil bliver ligeledes undersøgt.
Efter fire en halv time afslutter kriminalbetjentene ransagningen. Tre af betjentene eskorterer Torkil Lauesen til Politigården, hvor han foreløbig bliver overladt til sine egne tanker i arresten.
Samme formiddag har en jævnaldrende mand ventet forgæves på Torkil Lauesen i en badmintonhal et sted i København. Lauesen havde allerede pakket en sportstaske med ketsjer og sko, da politiet bankede på døren, men han havde sine grunde til ikke at bede om lov til at melde afbud til sin badmintonaftale klokken elleve: Hans badmintonmakker er medlem af samme gruppe som han selv.
I badmintonhallen har makkeren hurtigt fået mistanke om, at noget er galt. Han ved, at Torkil Lauesen gennem flere måneder har været skygget af efterretningstjenesten. Fra et andet gruppemedlem, der samme formiddag er blevet afhørt uden at blive arresteret, får han senere på dagen bekræftet, at både Torkil og flere andre af kam‑
meraterne fra gruppen er blevet arresteret. Han beslutter straks at gå under jorden.
Med den yderste forsigtighed bevæger Carsten Nielsen sig gennem byen ud mod Amager, mens han konstant holder øje med, om han bliver skygget. Hans mål er en adresse, som få uger senere skal blive en af landets mest kendte.
Gennem knap fire år har gruppen haft illegalt hovedkvarter i en lejlighed på første sal i Blekingegade 2.

Den 41-årige Jan Weimann er om morgenen den 13. april på arbejde i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads. Sammen med sin lillebror, Bo Weimann, er han ved at færdiggøre et edb-system for ministeriet. Begge brødre har gennem flere år været ansat som systemkonsulenter i Regnecentralen, et stort edb-firma, der op gennem tresserne og halvfjerdserne har stået i spidsen for udviklingen af datasystemer i Danmark, og som foruden en stor eksport leverer til de fleste større offentlige virksomheder.
Jan Weimann forlader sin bror sidst på morgenen med en bemærkning om, at han skal have stillet på p-skiven til sin bil og samtidig købe en gave i en butik i nærheden. Men Jan Weimann vender aldrig tilbage til sin bror i Udenrigsministeriet.
Få minutter før den koordinerede arrestationsaktion bliver indledt klokken ti, er der fra efterretningsfolkene indløbet besked om, at den hvide Ford, Weimann kører i, er blevet fulgt fra Udenrigsministeriet til Peder Skrams Gade bag Det Kongelige Teater. Her har Jan Weimann parkeret bilen og er gået ind ad porten til en gård, der huser flere afdelinger af Kunstakademiet. Lidt efter kommer han tilbage og sætter sig ind i bilen.
Samtidig er de fem kriminalbetjente, som skal gennemføre anholdelsen, ankommet til kvarteret i et par af politiets civile vogne. Klokken kvart over ti får en af dem øje på Weimanns bil, der er blevet lukket inde af en skraldevogn i Peder Skrams Gade. På førersædet kan betjentene se en mand, der nøje svarer til signalementet af Weimann.
Klokken 10.17 banker de på bilruden og erklærer Jan Weimann anholdt.
Den anholdte ønsker ikke at kommentere sigtelsen for røveri, men han følger uden protester med over på bagsædet i en af politiets vogne.
Jan Weimann har selv fortalt, hvordan et bestemt sæt nøgler bræn‑
der i hans lomme under arrestationen – fire nøgler i en ring, der er mærket ‘Bilen’, men som i virkeligheden er nøglerne til dæklejligheden i Blekingegade.
Han overvejer at lade nøglesættet forsvinde ned mellem sædet og ryglænet eller smide det ud ad vinduet, men han er bange for at tiltrække sig opmærksomhed og får det ikke gjort.
Nøglerne er blandt de „personlige effekter og papirer”, som politiet fratager ham, da han kort efter bliver grundigt visiteret på Politigården.
I hans tegnebog og en lommekalender finder politibetjentene også flere håndskrevne papirlapper, hvorpå Jan Weimann har noteret oplysninger om i alt seksten biler – type, farve og nummer. En kriminalassistent bliver straks sat til at checke numrene i Centralregisteret for Motorkøretøjer.
Efter visitationen bliver Jan Weimann af kriminalbetjentene kørt ud til sin arbejdsplads, Regnecentralen i Ballerup, hvor hans kontor skal ransages. Betjentene finder frem til Jan Weimanns daglige chef, en afdelingsleder, og sætter ham ind i sagen.
Afdelingslederen erklærer, at han har meget svært ved at forestille sig, at hans medarbejder kunne udføre et røveri. Han har kendt Weimann gennem ti år, og hverken han eller andre i virksomheden har nogensinde haft grund til at mistænke Weimann for kriminelle handlinger. Tværtimod har Weimann i flere år været en af Regnecentralens mest betroede medarbejdere.
Afdelingslederen fører betjentene hen til Weimanns kontor, som han forklarer aldrig er aflåst. Kontoret forekommer betjentene „noget rodet”, noterer en af dem senere i ransagningsrapporten, og der ligger „forskellige papirer overalt uden særligt system”.
Bortset fra en telefonliste i en udtræksskuffe i skrivebordet finder kriminalfolkene ikke noget særligt af „politimæssig interesse”, og en time senere fortsætter turen sammen med Jan Weimann til hans bopæl, et gult parcelhus på en sidevej i Herlev.
I Weimanns arbejdsværelse kan betjentene notere, at den anholdte er velforsynet med litteratur om „PFLP, Lenin, Stalin, Marx og Engels”. De konfiskerer pas, en arkivtaske, seks styk militære ammunitionshylstre og diverse avisudklip. Særlig interesse vækker et udklip om et nyt røntgensystem til gennemlysning af bagage i lufthavne.
Politiets bombehunde er på besøg og gennemsøger både huset og haven, ligesom ingeniørtropperne fra Farum Kaserne igen bliver tilkaldt for at undersøge haven med minesøgere. Ingen af dem finder
noget interessant. Fra et garderobeskab i gangen pakker betjentene ti par kondisko ned for at kunne tage aftryk af sålerne.
Jan Weimann får lov til at ringe til sin kone, der er planlægningschef i en bank, og hun kommer straks hjem fra arbejde. Hustruen bliver sat ind i sagen „i fornødent omfang” og forlader snart igen villaen for at sørge for, at parrets børn ikke kommer hjem, før ransagningen er afsluttet og deres far ført bort af politiet.
Ved halvfemtiden er betjentene og Jan Weimann tilbage på Politigården, hvor Weimann som de andre bliver anbragt i en celle.
Allerede samme dag bliver en af lederne af efterforskningen, Niels Bach Christensen, præsenteret for en liste med navne på ejerne af de biler, som Jan Weimann havde noteret oplysninger om. En af hans folk har checket bilnumrene hos Centralregisteret, og hans rapport viser, at af de seksten biler er de ti indregistreret hos ‘Rigspolitichefen’
Niels Bach behøver ikke at kigge længe på listen for at konstatere, at de fleste af vognene er registreret på netop denne måde, fordi de anvendes af Politiets Efterretningstjeneste til ‘observation’, det vil sige skygning af mistænkte.
Oplysningerne giver Niels Bach en snigende fornemmelse af, at gruppens medlemmer kan have været betydeligt bedre informeret om politiets bevægelser, end man hidtil har forestillet sig.
I de foregående måneder har Niels Bach ledet opbygningen af et helt nyt datasystem, som skal gøre kriminalpolitiet i stand til at sammenkøre de mange oplysninger om den mistænkte gruppe af venstreorienterede med den løbende efterforskning af Købmagergade-røveriet. Med denne førstehåndsindsigt i politiets datasystemer overtager han selv den videre undersøgelse af sagen om Weimanns bilnummerliste.
En udskrift fra loggen på datasystemet hos Centralregisteret for Motorkøretøjer viser, at der de seneste fem måneder er blevet stillet en række forespørgsler på netop de politivogne, som Weimann har noteret numrene på. Loggen viser, at forespørgslerne er blevet stillet via terminaler i politiets eget edb-system. Niels Bach noterer senere i sin rapport om sagen, at det forekommer „overordentlig usandsynligt”, at nogen ansatte i politiet skulle have haft grund til at spørge så mange gange på tjenestens egne vogne.
En nærliggende forklaring på, hvem der kan have foretaget forespørgslerne, viser sig særdeles ubehagelig for politiledelsen: Både Jan Weimann og hans bror Bo har som ansatte i Regnecentralen
udført arbejde for politiet. De har blandt andet været involveret i at installere et nyt edb-system, kaldet RC 8000, som kriminalpolitiet bruger til at registrere særligt alvorlige forbrydelser. Brødrene har også siden hen udført service på systemet, og de har derfor, som Niels Bach skriver, haft „jævnlig adgang til politiets lokaliteter, hvor der er terminaladgang”.
Politiet kan altså ikke udelukke, at Jan Weimann som ansat i Regnecentralen har haft adgang til computere, både i politiets centrale dataafdeling og hos kriminalpolitiet på Politigården. Han kan her dels have haft mulighed for at søge oplysninger på de vogne, han følte sig skygget af. Men Weimann har muligvis også skaffet sig adgang til edb-systemet RC 8000, hvori kriminalpolitiet har registreret sin efterforskning i blandt andet de røverier, han nu selv er sigtet for.
Kriminalpolitiets ledelse må ikke alene se i øjnene, at de står over for modstandere af en ganske særlig karat, men også, at Politigården i landets hovedstad måske har haft en alvorlig læk.