Blekingegadebanden

Tyve minutter over midnat den 3. juni 1986 blev en gas- og vandmester vækket af en bildør, der smækkede uden for hans villa på Lobeliavej på Amager. Kort forinden havde han købt en ny varevogn til sit vvs-firma, og han vågnede med en fornemmelse af at kunne genkende den lækkert sugende lyd fra døren på sin nye vogn. Da bildøren smækkede endnu en gang, var han ikke i tvivl: Nogen var i færd med at stjæle hans bil.
Da han kiggede ud ad vinduet fra soveværelset på villaens første sal, så han da også nogle mænd på forsædet af bilen, en gul Folkevognsvarevogn. Vvs-mesteren blev rasende, og mens han fik klædt sig nødtørftigt på, vækkede han sin kone. Inden han løb ned ad trapperne, bad han hende om ikke at tænde lyset i soveværelset for ikke at skræmme tyvene væk.
I køkkenet greb han det første, han fik øje på, en stor colaflaske og en kødkniv. I det samme tændte hans kone lyset i soveværelset, og da han løb ud ad døren, kunne han se, at det havde advaret biltyvene, som allerede var på vej væk fra varevognen.
De tre tyve havde delt sig. En af dem løb ned ad Lobeliavej mod Oxford Allé og vvs-mesteren kylede colaflasken efter ham, men uden at ramme. De to andre mænd var drejet ned ad en sti, som førte over til den næste villavej, Gladiolusvej, og han valgte at sætte efter dem.
„Jeg tænkte ikke nærmere over, hvad jeg gjorde, eller at de var flere end mig,” fortæller vvs-mesteren i dag. „Jeg var simpelthen så gal og rasende. Jeg ville bare have fat i dem.”
En af de to mænd var besværet af, at han slæbte af sted med en tung taske, og et stykke henne ad stien indhentede vvs-mesteren manden og sparkede benene væk under ham. Manden faldt, så lang han var, og på ingen tid havde forfølgeren sat sig oven på ham med kødkniven i hånden.

I mellemtiden var vvs-mesterens kone også løbet ud på stien, og hendes mand råbte til hende, at hun skulle ringe på hos en nabovilla lidt længere oppe ad stien og bede dem tilkalde politiet. På vej hen mod naboen mødte konen imidlertid den anden tyv, en høj mand, der var vendt om for at hjælpe sin tilfangetagne kammerat. Konen greb fat i manden, som dog viste sig at have en skarp genstand i hånden, formentlig en skruetrækker, og han truede kvinden til at give slip. Derefter bevægede han sig langsomt hen mod sin kammerat, der stadig lå neden under vvs-mesteren.
Da vvs-mesteren så den anden tyv nærme sig, holdt han kødkniven ind mod halsen på manden under sig og råbte, at han ville skære halsen over på ham, hvis kammeraten kom nærmere. Men manden sagde ikke en lyd, og da kammeraten stadig nærmede sig, stak han kniven længere ind mod mandens hals.
Nu begyndte den tilfangetagne at råbe til kammeraten. „Manden er sindssyg! Han skærer halsen over på mig. Se at komme væk.” Råbet fik kammeraten til at vende om og forsvinde.
Tumulten på stien havde fået en mand fra nabovillaen til at komme ud af sit hus, og vvs-mesteren bad ham ringe til politiet. Det syntes naboen imidlertid ikke, at der var grund til, og mens de to mænd diskuterede, førte konen den tilfangetagne biltyv tilbage til ægteparrets villa på Lobeliavej.
Tyven fulgte frivilligt med og gjorde ingen forsøg på at flygte. Han blev anbragt på trappen foran hoveddøren, mens konen gik ind for at ringe efter politiet.
Da vvs-mesteren vendte tilbage til villaen, sad biltyven på trappen og græd.
„Han virkede helt ude af den,” fortæller vvs-mesteren. „Han stortudede, og jeg opdagede også, at han havde pisset i bukserne.”
Biltyven forsøgte at overtale ægteparret til at lade ham løbe. Han tilbød dem endda fem hundrede kroner, hvis de ville slippe ham fri. Men de var ikke til at overtale.
Kort efter ankom en patruljevogn fra den lokale Station 4 på Hør-husvej, ikke mange hundrede meter fra Blekingegade, og klokken 00.38 blev biltyven erklæret anholdt. De to ordensbetjente gennemførte en hurtig kropsvisitering, som i mandens lomme afslørede en løs tændingslås med to nøgler, alt sammen originalt udstyr til netop en folkevogn. Desuden havde han, fastgjort i sit bælte, en professionel walkie-talkie, en bærbar radio af mærket Storno med håndmikrofon og øresnegl.
Inde i varevognens førerkabine kunne betjentene konstatere, at tyvene havde nået at fjerne et plasticpanel i instrumentbrættet.
Betjentene kørte den anholdte til Station 4 for at sætte ham i en celle og senere foretage en nærmere afhøring. Også tasken, som han havde tabt på stien, blev taget med i politibilen.
Ægteparret hørte i første omgang ikke mere fra politiet og regnede med, at man sikkert ikke gjorde et større nummer ud af et mislykket forsøg på biltyveri. Men en tid efter den begivenhedsrige nat ringede en mand til konen, præsenterede sig som politimand og meldte sin ankomst til villaen samme aften for at foretage en ny afhøring i sagen.
Vvs-mesteren syntes, at det lød ganske besynderligt, at politiet ville tage sagen op igen, så han ringede for at høre nærmere. Men efter forgæves opringninger til flere af byens politistationer stod det klart for ham, at ingen kendte navnet på den mand, der havde ringet og præsenteret sig som politibetjent.
Han blev nervøs for, om det i virkeligheden var biltyvene, som planlagde et besøg, og han ringede derfor til den lokale politistation på Hørhusvej og bad dem sende et par mand for at beskytte familien samme aften. Det så den vagthavende betjent ingen grund til. Den mere og mere ophidsede telefonsamtale endte med, at vvs-mesteren erklærede, at han så ville lade sit jagtgevær, og at det måtte være politiets ansvar, hvis han skød knoppen af forbryderen.
Om aftenen blev aftalen i villaen på Lobeliavej, at konen skulle åbne døren og lukke den mystiske mand ind, mens hendes mand ventede på villaens første sal med det ladte jagtgevær.
Da manden ankom, viste han sig imidlertid i stand til at fremvise et meget autentisk udseende politiskilt, og efterhånden faldt ægteparret mere til ro. Politibetjenten forklarede, at man havde grunde til at tro, at biltyvene stod bag langt alvorligere forbrydelser, og at han derfor gerne ville afhøre ægteparret mere grundigt, end det lokale politi i første omgang havde gjort.
At ingen på de københavnske politistationer kendte hans navn, havde han også en forklaring på: Ingen måtte nemlig vide, hvem han var, da han arbejdede for „det hemmelige politi”.

Klokken tyve minutter over fire den 3. juni blev den anholdte biltyv fra Lobeliavej hentet i sin celle på Station 4 for at blive afhørt om affæren. Den anholdte havde med et kørekort legitimeret sig som den 27-årige Stig G. P. og oplyst en adresse på Christiania.

Billede i bogen:
Amager juni 1986: Indholdet af den værktøjstaske, som Niels Jørgensen medbragte under biltyveriet på Lobeliavej, fortalte straks det lokale politi,
at der var tale om en særdeles professionel tyv. Men sagen blev overtaget af PET og førte aldrig til en tiltale. (Foto: Københavns Politi)

Før afhøringen havde en af betjentene kontaktet politiets centrale kosterregister for at spørge på den meget professionelle Storno-radio, men den var ikke registreret som stjålet.
Den sorte håndværkertaske i læder, tyven havde forsøgt at slæbe med sig under flugten fra Lobeliavej, havde vist sig at indeholde et komplet sæt udstyr til indbrud og biltyverier. Ordensbetjent Mortensen kunne på sin kosterliste over taskens indhold, dateret samme nat, opregne fjorten forskellige genstande, blandt andet en batteridrevet boremaskine, forskellige metalbor, hammer, nedstryger, fladtang, et udvalg af skruetrækkere og to stykker ståltråd, omviklet med klæbende tape. Ståltråden kunne efter politiets erfaring bruges til at åbne en bildør, ved at man stak ståltråden ned mellem gummiliste og vindue og fik fat i låsearmen.
Desuden indeholdt tasken en plasticboks med endnu tre nye tændingslåse og tilhørende nøgler til folkevogne. Ved hjælp af blandt andet boremaskine og metalbor ville man kunne fjerne tændingslåsen i en bil og erstatte den med en ny, hvorefter biltyven kunne starte vognen med sine egne nøgler. Hvis tyven senere blev stoppet af politiet i den stjålne bil, ville han kunne vise, at han havde nøgler til bilen.
Betjentene meddelte den anholdte, at han var sigtet for brugstyveri, at han ikke behøvede udtale sig, og at han havde krav på en
forsvarer. Men den anholdte erklærede, at han var parat til at snakke, og at han ikke ønskede en advokat.
Manden forklarede, at han klokken otte aftenen før havde mødt en af de to andre tyve på restaurant Spiseloppen på Christiania. Han vidste ikke andet om ham, end at han hed ‘Svend’, og han havde kun mødt ham en enkelt gang før. De havde drukket et par øl sammen, og Svend havde tilbudt ham nogle penge, hvis han ville stå vagt under et biltyveri.
Lidt senere havde en af Svends venner sluttet sig til dem, en lidt sydlandsk udseende person, der kaldte sig ‘Jose’. Begge mændene var på hans egen alder, men han var ikke sikker på, om han ville kunne genkende dem.
Ved ellevetiden havde de forladt Christiania og var gået ud ad Amagerbrogade for at gennemføre tyveriet. Det var hans indtryk, at de to andre på forhånd havde udset sig den gule VW-varevogn på Lobeliavej. Svend havde medbragt både den sorte lædertaske med udstyret og den bærbare radio, som han havde fået udleveret på Sundbyvester Plads lige før tyveriforsøget. Svend, som også selv havde en radio, forklarede ham, at han skulle bruge radioen til at slå alarm, hvis der dukkede nogen op under tyveriet.
Det var Svend, der havde brudt bilen op. Efter nogle minutter havde Svend bedt ham komme ind i førerkabinen, hvor han rakte ham den løse tændingslås, han havde haft i lommen ved anholdelsen. Den tredje mand, Jose, havde været et sted i nærheden, forklarede den anholdte.
Pludselig stod der en mand og en kvinde uden for bilen og råbte op om, hvad de foretog sig. Svend rakte ham lædertasken, og de hoppede begge to ud af bilen og tog flugten. Men manden havde indhentet ham og stukket en brødkniv ind mod hans hals.
Ordensbetjenten kiggede også nærmere på det kørekort, som den anholdte havde legitimeret sig med. Kortet var udstedt i 1977, men virkede snarere helt nyt. En af betjentene checkede navnet på indehaveren, Stig G. P., i Folkeregisteret og bad den anholdte fortælle, hvad hans far og mor hed til fornavn. Det nægtede han. Han ville heller ikke fortælle, hvilke adresser han tidligere havde boet på.
Da betjentene pressede på for at få ham til at svare, indrømmede den anholdte, at kørekortet var falsk, og at han ikke var identisk med Stig G. P.
I virkeligheden boede han i et kollektiv på Nørrebrogade, og hans rigtige navn var Niels Jørgensen.
Nogle måneder tidligere var den 32-årige Niels Jørgensen af sin kæreste, Kirsten, blevet bedt om at flytte fra deres lejlighed i nærheden af Assistens Kirkegård. Forholdet havde længe knaget, og Kirsten foretrak at bo alene med deres treårige søn.
Gennem en annonce i Dagbladet Information fandt Niels Jørgensen plads i et kollektiv i en 270 kvadratmeter herskabslejlighed med ti værelser på en første sal på hjørnet af Nørrebrogade og Søerne. Opgangen, hvor der i stuen lå en kinesisk restaurant, husede flere venstreorienterede kollektiver, og to etager højere oppe havde flere Palæstina-aktivister gennem årene boet eller haft deres gang.
Kollektivet havde flere værelser ud til Peblingesøen, men som ny indflytter fik Niels Jørgensen et værelse mod Nørrebrogade, hvor han rykkede ind med sine ejendele. De andre kollektivbeboere, to mænd og tre kvinder, bemærkede, at han ikke havde meget andet indbo end to madrasser, en rispapirlampe og et par stigereoler fyldt med bøger.
Efter eget udsagn flyttede han dog samtidig en del teknisk udstyr – radioer og scannere, han havde købt til PFLP – ud i lejligheden i Blekingegade.
På Station 4 havde anholdelsen af en biltyv på fersk gerning ved midnatstid på Lobeliavej i første omgang været anset for en ganske banal rutinesag. Men da biltyven viste sig at være i besiddelse af et ganske veludført, falsk kørekort, besluttede de ordensbetjente, som havde nattevagten, at overlade den videre behandling af sagen til kriminalpolitiet på stationen.
I mellemtiden blev Niels Jørgensen fotograferet og fik taget sine fingeraftryk af en ekspert fra CFI.
Et par timer senere mødte de første kriminalbetjente, og de fandt flere af forholdene i tyverisagen fra Lobeliavej temmelig påfaldende. Indholdet i lædertasken, som ordensbetjenten om natten havde opregnet på en kosterliste, tydede på en særdeles professionel tyv, og især den topmoderne, bærbare Storno-radio var et højst usædvanligt fund i en sag om forsøg på biltyveri.
Desuden virkede den anholdtes forklaring ganske usammenhængende: Hvordan skulle de to ukendte mænd ‘Svend’ og ‘Jose’ i løbet af få timer kunne have forsynet ham med et veludført, falsk kørekort med et foto af ham selv?
Også den lokale kriminalkommissær, som betjentene konfererede med, fandt, at sagen virkede „lusket”. De blev enige om at gennemføre endnu en afhøring.
Under den ny afhøring klokken halv ti om morgenen blev Niels Jørgensen præsenteret for en ny sigtelse for dokumentfalsk, og han blev foreholdt sin usammenhængende forklaring fra samme nat.
Niels Jørgensen skiftede igen forklaring og hævdede nu, at han i virkeligheden havde mødt Svend en uge tidligere på værtshuset Månefiskeren på Christiania. Han kendte Svend af udseende og havde mødt ham en fem-seks gange før, men han vidste intet konkret om manden. Svend havde spurgt ham, om han ville hjælpe ham med „noget”. Niels Jørgensen fik ikke præcis at vide, hvad dette „noget” gik ud på, men han var godt Har over, at det måtte dreje sig om noget „lusk”, forklarede han.
Svend havde bedt ham skaffe et billede af sig selv til et falsk kørekort. „Det er rart at have, hvis man bliver standset af politiet,” havde Svend forklaret. Niels Jørgensen var straks taget hjem efter et foto og havde afleveret det til Svend.
Da de mødtes aftenen før tyveriforsøget på Spiseloppen, havde Svend haft det falske kørekort med til ham. Derefter havde de mødtes med Jose og var spadseret ud til Lobeliavej, som han tidligere havde forklaret.
Kriminalbetjentene forsøgte at få den anholdte til at indse, at hans forklaring forekom meget lidt troværdig, men Niels Jørgensen fastholdt, at det hele var sandt. Betjentene meddelte, at det ville blive nødvendigt at gennemføre en ransagning i hans kollektiv på Nørrebrogade. Niels Jørgensen gav med det samme en skriftlig tilladelse til ransagningen.
Derefter blev han igen anbragt i arresten, mens kriminalbetjentene planlagde næste skridt.

I løbet af de følgende timer fik den i første omgang banale og ukomplicerede sag om forsøg på biltyveri imidlertid et ganske andet perspektiv.
På en eller anden måde havde Politiets Efterretningstjeneste i hovedkvarteret på Bellahøj Politistation fået nys om, at en person, som de gennem ti år havde interesseret sig for som potentiel terrorist, var blevet anholdt på Amager og nu sad i arresten på Station 4.
Sandsynligvis er informationen kommet fra en betjent på stationen, der fungerede som meddeler for PET. Mange politifolk fungerer som led i deres turnus et år eller to som betjente hos PET, hvor de især arbejder som observatører i obs-afdelingen. Når de bagefter vender tilbage til deres normale arbejdsplads, har de samtidig fået
en ny status som meddelere for efterretningstjenesten. Hvis der sker noget i deres politikreds, som de mener vil interessere PET, lader de diskret en telefonisk besked afgå til deres kontaktperson i tjenesten.
Med erfaring fra obs-afdelingen vil betjentene ofte have erhvervet et stort kendskab til de personkredse, som PET overvåger. En betjent på Station 4 kunne derfor have bemærket, at en person ved navn Niels Jørgensen, som PET i årevis havde overvåget, sad anholdt på stationen under mystiske omstændigheder. På stationen havde man tilmed haft en ganske tæt forbindelse til PET, idet efterretningstjenesten frem til sidst i halvfjerdserne havde sit hovedkvarter oven på netop Station 4 på Hørhusvej.
Under alle omstændigheder fik kriminalpolitiet på stationen på et tidspunkt den 3. juni en meddelelse fra terrorafdelingen i PET om, at de havde en ganske særlig interesse i biltyven Niels Jørgensen. Fra dette tidspunkt foregik efterforskningen i sagen i tæt kontakt med PET og reelt under efterretningstjenestens ledelse.
Niels Jørgensen fik på intet tidspunkt besked om, at andre end det lokale kriminalpoliti havde vist interesse for tyveriforsøget. Lige fra begyndelsen gjorde PET det nemlig klart for kriminalpolitiet på Station 4, at sagen var langt større end som så, men at den anholdte under ingen omstændigheder måtte få anelser i den retning.
PET’s strategi var efter alt at dømme at undgå, at Niels Jørgensen og dermed resten af hans gruppe fattede mistanke om, at tjenesten var involveret. Derfor skulle kriminalbetjentene ikke lade sig mærke med noget, men blot afhøre den anholdte, sigte ham for tyveriforsøg, ransage hans bolig og derpå uden videre løslade ham.
I løbet af dagen kørte kriminalbetjentene sammen med Niels Jørgensen ind til hans kollektiv på Nørrebrogade i ved Søerne i København.
Ransagningen på hans værelse gav dog ikke nogen bemærkelsesværdige resultater. Betjentene fandt ifølge deres rapport intet „af betydning for sagen” på værelset.
Efterfølgende blev Niels Jørgensen løsladt og kunne – utvivlsomt ganske lettet – blive tilbage i kollektivet, da kriminalbetjentene returnerede til Amager. Han behøvede ikke have mistanke om, at politiet havde andre interesser end at få ham dømt for forsøg på brugstyveri og dokumentfalsk.
Den fortsatte efterforskning i sagen blev aftalt nøje med terrorafdelingen i PET. Kriminalpolitiet på Station 4 fik grønt lys til ud
over tyverisagen også at undersøge forholdene omkring det falske kørekort og den bærbare Storno-radio af typen Stornophone CQP863, som Niels Jørgensen havde haft i en rem om livet. Radioanlæg af samme type blev i mange år anvendt af politiet selv.
Efterforskningen omkring radioen blev dog omhyggeligt skilt fra tyverisagen.
Det falske kørekort blev sendt til undersøgelse i Teknisk Afdeling hos Rigspolitiet. Teknikerne konkluderede i en rapport til Station 4, at der var tale om en såkaldt „totalforfalskning”:
„Der er tale om et vellignende førerbevis, tilsyneladende trykt på samme papir, som dengang anvendtes til ægte førerbeviser,” skrev eksperterne. Kørekortet var dog trykt med offsetteknik, mens rigtige kørekort blev lavet i bogtryk, og flere andre detaljer afslørede også forfalskningen: Kørekortets nummer var fejlagtigt udført med en håndnummerator, og stemplet ‘København Politi’ var trykt, ikke stemplet.
For at finde ud af, hvor den bærbare radio stammede fra, henvendte kriminalbetjentene sig til producenten Storno. Efter at have checket sine arkiver kunne firmaet oplyse, at radioen var bestilt sammen med tre andre i august 1984 og leveret i oktober samme år. Storno kunne også give betjentene navn og adresse på det firma, som havde købt radioerne. Firmaet hed Videotek og havde hjemme på Blegdamsvej i København.
Kort efter mødte to kriminalbetjente fra Station 4 op i en ejendom på Blegdamsvej i København. Her havde Videotek i 1984 haft adresse på et såkaldt kontorhotel, hvor firmaer mod betaling kunne få en postboks og et lille kontorlokale.
Videotek fandtes imidlertid ikke længere på adressen, og de ansatte på kontorhotellet kunne ikke hjælpe politiet på sporet af firmaet. En person havde i firmaets navn lejet et kontor fra 9. januar 1984, men direktøren for kontorhotellet huskede, at der havde været meget lidt aktivitet på Videoteks kontor nummer 21. I november samme år var lejemålet udløbet, da det indbetalte lejeforskud var opbrugt.
Hos toldvæsenet kunne kriminalpolitiet få at vide, at firmaet Videotek var blevet momsregistreret den 17. januar 1984. Den i. december samme år var firmaet dog igen blevet afmeldt, og i afmeldingsskemaet havde firmaets direktør, Per Jensen, noteret, at „virksomheden har aldrig solgt eller købt noget. Den har kun eksisteret på papiret”. Som begrundelse for afmeldingen havde direktøren skrevet, at „firmaet bliver ikke til noget og afmeldes derfor”.
Politiet fandt også frem til den person, Per Jensen, der hos toldvæsenet havde været registreret som direktør for Videotek, og som også havde stået som lejer af kontoret på Blegdamsvej. Han viste sig imidlertid at være en jord- og betonarbejder, der aldrig havde hørt om firmaet Videotek eller om et kontor på Blegdamsvej. Han havde heller aldrig haft nogen som helst interesse for bærbare radioer.
Per Jensen forklarede, at han havde været engageret i fagligt arbejde og var kommet en del i venstreorienterede kredse. Per Jensen kunne ikke afvise, at hans navn og cpr-nummer kunne være kommet i de forkerte hænder.
Til slut indvilgede han i at afgive sin underskrift, så kriminalbetjentene kunne sammenligne den med de falske underskrifter på Storno-papirerne. En teknisk undersøgelse viste, at det ikke var den virkelige Per Jensen, som havde underskrevet papirerne. Per Jensens identitet måtte være misbrugt af nogle andre.
Længere fik kriminalbetjentene ikke lov til at komme med deres efterforskning. Fra dette punkt overtog PET’s terrorafdeling selv sagen, og sidst på sommeren mødte et par PET-medarbejdere op på Station 4 for at overtage både rapporterne i sagen og de koster, som efter anholdelsen af Niels Jørgensen var blevet beslaglagt af politiet. PET-medarbejderne drog således af sted fra Hørhusvej med lædertasken med værktøj, det forfalskede kørekort og den bærbare Storno-radio.
En rapport fra Teknisk Afdeling, som PET efter Købmagergade-kuppet har ladet indgå i det københavnske kriminalpolitis arkiv, fortæller dog, at efterretningstjenestens efterforskning fortsatte de følgende måneder: Allerede i august bad PET Teknisk Afdeling om igen at undersøge Niels Jørgensens falske kørekort samt en del andre papirer i sagen, som på dette tidspunkt havde fået tildelt journalnummeret 1378/86 hos PET.
Et af PET’s ønsker var at få sammenlignet Niels Jørgensens kørekort med det ligeledes falske kørekort, som gruppens daværende medlem Peter Døllner fem år tidligere, i marts 1981, havde legitimeret sig med, da han i navnet ‘Aksel Mortensen’ ville hente en check på et postkontor på H. C. Ørsteds Vej.
Teknikerne sendte begge kørekort til Silkeborg Papirfabrik, som konkluderede, at de to kørekort var trykt på samme slags papir med samme slags fibre og kridt, formentlig fabrikeret på papirfabrikken Lessebo i Sverige. Eksperterne kunne også ud fra små detaljer i tryk‑
ket se, at kørekortene var trykt i offset med brug af samme film- og originalmaterialer.
PET konkluderede, at begge kørekortene måtte være trykt på KA’s trykkemaskiner hos forlaget Manifest.
De opsigtsvækkende fund med forfalskede kørekort og falske identiteter, et konstrueret firma og moderne, kostbart kommunikationsudstyr fik dog heller ikke i denne omgang PET til at gribe ind over for gruppen. En ansøgning om aktindsigt i efterretningstjenestens rapporter om sagen er blevet afvist af PET’s ledelse, og det er derfor ikke muligt at redegøre for, hvad PET videre foretog sig af efterforskningsskridt.
Det kan dog slås fast, at PET ikke gav besked til kriminalpolitiet i Herlev, som stod med et uopklaret rullestolsrøveri, eller til kriminalpolitiet i København, som kort efter ville få stort besvær med at opklare endnu et dybt professionelt millionrøveri mod Daells Varehus.
Niels Jørgensen blev heller aldrig selv afhørt om de højst konspirative forhold omkring den bærbare radio, firmaet i kontorhotellet på Blegdamsvej og den falske Per Jensen.
Sagen fik i det hele taget ikke de store konsekvenser for Niels Jørgensen. I første omgang var han blevet sigtet for både ‘forsøg på brugstyveri’, dokumentfalsk på grund af det forfalskede kørekort og ‘falsk anklage’, fordi han havde udgivet sig for at være Stig G. P. og dermed havde udsat denne for en anklage for biltyveri.
I sidste ende blev Niels Jørgensen dog kun tiltalt for det ene punkt, dokumentfalsk. Af grunde, som ingen i dag kan redegøre for, blev sagen om dokumentfalsk skilt fra sagerne om brugstyveri og falsk anklage, og de to sidste sigtelser er Niels Jørgensen aldrig blevet hverken tiltalt eller dømt for.
En nærliggende forklaring kunne være, at PET på dette tidspunkt ikke ønskede at få hele den mystiske sag oprullet på et åbent retsmøde. Under en retssag ville det være vanskeligt at kontrollere, hvilke informationer der dels sivede til offentligheden, dels kom til Niels Jørgensens og dermed hans gruppes kendskab.
I politiets officielle rapporter om Blekingegadesagen karakteriseres den manglende tiltale mod Niels Jørgensen på de to punkter som en ‘procedurefejl’. Rapporterne indeholder dog ingen nærmere konkretisering af, hvad denne ‘procedurefejl’ bestod i, og ingen i politiet kan eller vil i dag redegøre for, hvem der har begået den såkaldte fejl.
Under alle omstændigheder medførte proceduren i sagen, at Niels Jørgensen kun blev tiltalt for det ene af de tre punkter, han havde været sigtet for. Han modtog efterfølgende — uden at skulle gennem en retssag — et bødeforlæg for at have begået dokumentfalsk ved at anvende et forfalsket kørekort.
Niels Jørgensen erkendte forseelsen og slap med at gå på posthuset og betale en bøde på fem hundrede kroner.

Præcis samtidig med dette dunkle sagsforløb i sommeren 1986 øgedes efterretningstjenestens interesse for ‘æblerne’ på et andet felt.
Dette skyldtes ikke Niels Jørgensens handlinger på en villavej på Amager, men at tjenestens terrorafdeling via telefonaflytninger af palæstinensiske PFLP-medlemmer i Danmark i juni og juli atter kunne konstatere kontakt mellem de danske æbler og deres førings-officer, Marwan El-Fahoum i Damaskus.
En af de palæstinensere, som PET gennem flere år telefonaflyttede, var Hassan A. D., som tjenesten mente fungerede som leder af den palæstinensiske PFLP-gruppe i København. Den 39-årige Hassan, der drev en kiosk på Nørrebro, var født i Jerusalem og kom i 1969 til Danmark. I løbet af halvfjerdserne havde han søgt kontakt med de PFLP-orienterede palæstinensere i Danmark, blandt andre Sati og Talal, og han kom til at spille en central rolle i miljøet omkring PWU, Palestinian Workers’ Union.
Hassan skulle ifølge PET have været på en form for træningslejr i Libyen i 1977, og siden 1979 var han flere gange af PET’s observatører set i selskab med Marwan El-Fahoum, når denne besøgte Danmark. På samme tid blev Fahoum føringsofficer for ‘æblerne’ i KA.
I efteråret 1983 blev den hidtidige leder af PFLP’erne i Danmark, Sati, ifølge en PET-rapport afsat og ekskluderet af organisationen, efter eget udsagn fordi han havde nægtet at udføre en ordre, som kunne have givet ham fire-fem år i fængsel. I stedet trådte den mere militante Hassan til som leder. Ifølge en PET-rapport blev han samtidig udnævnt til PFLP’s skandinaviske leder.
Allerede fra foråret 1983 havde PET etableret aflytning af Hassans telefon, og denne aflytning fortsatte uden afbrydelser helt frem til 1988. Denne usædvanlig langvarige aflytning har formentlig fundet sted på tilskyndelse af PET’s nære samarbejdspartnere i den israelske efterretningstjeneste Mossad, der havde en særlig interesse i at holde øje med militante palæstinensere i udlandet. Samarbejdet indebar, at Mossad fra midt i halvfjerdserne og frem til netop 1988
havde udstationeret en fast medarbejder i PET’s hovedkvarter.
Den 14. juni 1986 kunne den arabiskkyndige Mossad-agent, som især arbejdede med at overvåge dansk bosatte palæstinensere, konstatere, at Marwan El-Fahoum ringede til Hassan fra Damaskus. Samtalen eksisterer i dag kun i agentens håndskrevne, engelsksprogede oversættelse.
Fahoum, der i telefonsamtalen anvendte dæknavnet Abou Sami, talte delvist i tunger på grund af risikoen for telefonaflytning. Øjensynlig havde han brug for hurtigt at komme i kontakt med ‘æblerne’ og gjorde derfor en undtagelse fra reglen om ikke at tage telefonisk kontakt. I hvert fald fremgik det af telefonsamtalen, at Fahoum ved en tidligere lejlighed havde bedt Hassan om at skaffe kontakt til ‘firmaet’, som æblerne blev kaldt i denne samtale.
Da det endnu ikke var lykkedes Hassan at skabe forbindelse, foreslog Fahoum ham at kontakte en anden PFLP’er, Talal, eller Fahoums ‘kusine’ i Danmark. Hassan lovede at skaffe en kontakt hurtigst muligt, og Fahoum ville selv ringe tilbage den følgende onsdag.
Af de efterfølgende dages aflytninger af Hassans telefon fremgik det, at denne ‘kusine’ i virkeligheden var en af afdøde Holger Jensens søstre, som tidligere selv havde været medlem af organisationen. Da Marwan El-Fahoum ugen efter ringede tilbage fra Damaskus, kunne Hassan give ham telefonnummeret, men kunne dog samtidig fortælle, at søsteren de næste par måneder ville opholde sig i Argentina.
I denne telefonsamtale nævnte Hassan gruppens arabiske dæknavn ‘tuffah’, æblerne, og Fahoum bekræftede, at det var dem, han ville i kontakt med.
„Ja,” svarede Fahoum, „jeg plejede at kalde dem alle for tuffah.”
Til gengæld ville Fahoum ikke sætte navn på nogen af medlemmerne i telefonen.
Hassan gav ham foreløbig nummeret på en Poul A., som tidligere havde været sammen med „den gamle mand” alias Gotfred Appel. Samtalen sluttede med, at Fahoum meddelte, at han ville være væk fra Damaskus i en periode, og at Hassan ikke skulle forsøge at ringe til ham.
Den 19. juli ringede telefonen igen fra Damaskus, og Marwan ElFahoum forklarede Hassan, at han havde været udenlands længere end beregnet. Hassan kunne nu give Fahoum adressen på Kommu‑
nistisk Arbejdsgruppe/Manifests nye lokaler i Landskronagade på Østerbro. Hassan spurgte, hvem Fahoum konkret ønskede kontakt til, men i første omgang nægtede Fahoum at give et navn. Senere i samtalen sagde han dog, at han især var interesseret i at komme til at tale med Jan.
Fahoum tilføjede, at det var vigtigt for ham at få etableret en forbindelse, men at gruppen ikke selv måtte tage direkte kontakt fra Danmark. Derfor ville Fahoum selv kontakte dem, understregede han.
To dage senere optog PET en telefonsamtale mellem Hassan og Niels Jørgensens ekskæreste Kirsten. Under samtalen fortalte Kirsten, at hun havde talt med Torkil Lauesen, og at han gerne ville mødes med Hassan. Kirsten havde fået besked på at sige, at Hassan blot kunne møde op på Torkil Lauesens adresse på Nørrebro samme aften klokken 23 eller næste morgen klokken otte.
Tre dage efter dette møde, ved middagstid den 24. juli, ringede Marwan El-Fahoum igen til Hassan, som kunne overbringe den gode nyhed om, at han siden sidst havde haft et møde med en person fra gruppen. Denne person blev i telefonsamtalen omtalt under dæknavnet ‘Thompson’.
‘Thompson’ havde ikke ønsket, at hans telefonnummer skulle videregives. Men han havde understreget over for Hassan, at gruppen var parat til at gøre „alt hvad I ønsker”.
Fahoum bad derpå Hassan meddele gruppen, at de straks skulle sende en repræsentant til Damaskus. Fahoum gav Hassan et telefonnummer, hvor ‘Thompson’ efter klokken otte næste morgen ville kunne komme i kontakt med ham for at aftale nærmere.
Hassan lovede at give beskeden videre.
Denne telefonsamtale må være blevet aflyttet af PET, allerede mens den fandt sted. I hvert fald bad PET’s terrorafdeling øjeblikkelig om en dommerkendelse til at aflytte telefonerne hos ikke alene ‘Thompson’ alias Torkil Lauesen, men også KA’s lokaler i Landskronagade samt de to andre centrale æbler, Niels Jørgensen og Jan Weimann.
Desuden omfattede aflytningerne også det tidligere KAK-medlem Poul A., der var blevet nævnt i samtalerne mellem Hassan og Fahoum.
Allerede klokken 13.25 samme dag var aflytningen af KA’s telefon effektiv, og fra klokken 14.21 kunne PET lytte med på Lisa og Torkil Lauesens telefon i lejligheden på Nørrebro.
Klokken 17.05 spidsede aflytteren hos PET formentlig ører, da han kunne konstatere, at Lisa ringede til Kirsten. Samtalen mellem de to kvinder viste sig dog primært at handle om den rette måde at tilberede kikærter.
En vigtigere samtale fandt sted senere på dagen, omtrent ni timer efter at Fahoum havde bedt Hassan få Torkil Lauesen til at ringe næste morgen. Klokken 18.52 ringede Lisa til sin mand Torkil, der befandt sig i KA’s lokaler. Hun kunne fortælle, at hun havde besøg af en mand, der gerne ville snakke med Torkil.
„Kan han ikke komme og besøge mig senere i aften?” spurgte Torkil.
„Det har jeg også foreslået,” svarede Lisa. „Men han vil gerne snakke med dig nu.”
„Det er o.k.,” sagde Torkil. Lisa rakte røret til manden.
„Det er Hassan,” præsenterede manden sig. „Jeg har en besked til dig, og det skal være meget hurtigt.”
„Jeg sidder i et møde nu og er først færdig om en time eller halvanden. Men hvor længe vil du snakke med mig?”
„Kun fem minutter,” svarede Hassan.
„Kan du så ikke komme herud. Jeg sidder ude i Landskronagade
2.
Allerede en uge efter, at ‘æblerne’ gennem Hassan havde hørt om Fahoums ønske om et snarligt møde i Damaskus, blev ønsket imødekommet. Den i. august ankom Niels Jørgensen via Athen til Damaskus, hvor han de næste dage havde god tid til at diskutere fremtidige planer med æblernes føringsofficer. Det er mere tvivlsomt, om Niels Jørgensen også fandt lejlighed til at fortælle Fahoum om en ubehagelig oplevelse med en vand- og gasmester under et mislykket biltyveri på Lobeliavej to måneder tidligere.
Efter en uges tid i Damaskus vendte Niels Jørgensen den bo. august tilbage til København. Men allerede tre dage senere rejste han igen til Damaskus for at fortsætte diskussioner og planlægning af operationer med Marwan El-Fahoum.
Tre år senere, i maj 1989, udsender PET’s ledelse en særudgave af tjenestens interne ugerapport. Anledningen er fundet af det store våbenlager i Blekingegade og dermed den definitive afsløring af Appel-gruppen, som PET har overvåget i mere end ti år.
I særudgaven berettes også om de særlige begivenheder i juli 1986, da Appel-gruppen i PET’s version af forløbet „mødtes med
PFLP-lederen Hassan A. D., der fik ordre af Marwan El-Fahoum til at aktivere gruppen”. Tilbagemeldingen fra Hassan til Fahoum lød, at gruppen var „parat til at udføre alt, hvad PFLP forlangte”.
I de følgende måneder overvågede PET ifølge rapporten gruppen intenst, men gruppemedlemmerne foretog sig tilsyneladende intet „af efterforskningsmæssig interesse”. Til gengæld kunne tjenestens ledelse konkludere, at „gruppen optrådte særdeles sikkerhedsbevidst, og den indbyrdes kommunikation var meget vanskelig at afdække (zoo % telefonsikkerhed, meddelelser via pc’er, aftale af møder fra gang til gang, opmærksomhed på observation, brug af dæklejligheder og dækfirmaer oprettet med dobbeltidentitet på eksisterende personer, brug af Motorola- og Storno-kommunikationsudstyr m.v.)”.
På trods af det alvorlige uheld med arrestationen af Niels Jørgensen i juni 1986 og på trods af, at gruppens egen føringsofficer, Marwan El-Fahoum, få uger senere begik en alvorlig sikkerhedsfejl ved telefonisk at søge kontakt til gruppemedlemmerne, undgik gruppen alligevel endnu en gang at blive afsløret af de danske myndigheder.
Heller ikke i dette tilfælde skred PET til handling eller adviserede kollegerne i kriminalpolitiet.
Efter at Niels Jørgensen i august 1986 havde holdt møder med Marwan El-Fahoum i Damaskus, kunne gruppemedlemmerne derfor straks gå i gang med at planlægge deres næste millionkup midt i København.




Klokken kvart over ni om morgenen den 22. december, to dage før juleaften 1986, indløb meldingen til røveriafdelingen på Politigården i København: Tre bevæbnede mænd havde få minutter tidligere røvet hele gårsdagens omsætning fra Daells Varehus i Nørregade i det centrale København.
Meddelelsen fra politiets radiotjeneste, HS, blev modtaget af lederen af røverigruppen, kriminalassistent Niels Bach Christensen, som tre år senere skulle komme til at stå i spidsen for efterforskningen mod Blekingegadebanden.
Niels Bach og seks kolleger fra afdelingen satte sig straks ind i bilerne og kørte mod Nørregade. Undervejs fra Politigården ad H. C. Andersens Boulevard og Nørre Voldgade holdt kriminalbetjentene øje med, om røverne skulle være på flugt i området. Fra radiotjenesten havde de allerede fået foreløbige signalementer, som fortalte, at de tre var klædt som håndværkere i blåt og beige arbejdstøj. Et par af røverne var set flygte ned ad Nørregade mod Nørreport med byttet i en barnevogn.
Over radioen fik Niels Bach også besked om, at ordensbetjentene på stedet havde fundet spor efter røverne i en passage bag posthuset i Nørre Voldgade, og han omdirigerede derfor tre af sine betjente til stedet.
I kontorerne bag Daells Varehus, blandt københavnere også kaldet ‘Dallevalle’, mødte Niels Bach de ordensbetjente, der som de første var ankommet til stedet, efter at meldingen om røveriet var gået ud over politiradioen klokken 9.12. Betjentene havde afspærret gerningsstedet og var i gang med at samle alle vidner i et par af kontorerne.
Betjentene forklarede Niels Bach, at røveriet havde fundet sted ud for varehusets hovedkasse på tredje sal i kontorbygningen. Flere af varehusets medarbejdere havde forsøgt at standse gerningsmændene under deres flugt, men de var alle blevet slået ned. Tre ansatte var allerede i ambulance på vej til Kommunehospitalet.
En af dem var varehusets sikkerhedschef, Bruno Kryger-Jørgensen, som ved de første betjentes ankomst havde siddet på et af kontorerne, stærkt blødende fra hovedet og med venstre hånd kvæstet. Inden han var blevet kørt væk med ambulancen, havde han nået at give et overfladisk signalement af de tre røvere. På Kommunehospitalet kunne lægerne konstatere, at Bruno Kryger-Jørgensen havde fået et mindre kraniebrud i nakken og desuden havde fået knust pegefingeren på sin venstre hånd.
En kvinde, der arbejdede i hovedkassen, havde også været i nærkontakt med røverne. Men ifølge en af betjentene havde hun været i en form for „hysterisk chok”, og det havde været umuligt at afhøre hende, før også hun blev kørt på hospitalet.
Øverst på den bagtrappe, hvor sikkerhedschefen havde forsøgt at standse røverne, kunne Niels Bach konstatere „en større blodpøl”, som han senere samme dag skrev i sin rapport. På samme sted havde ordensbetjentene fundet et pistolmagasin med et antal skarpe 9 mm-patroner, som en af røverne tilsyneladende havde tabt under slagsmålet med sikkerhedschefen.
I gården bag varehusets kontorbygning havde andre betjente i sneen opdaget fodaftryk og hjulspor fra en barnevogn, og sporene førte ud gennem porten til Nørregade, hvor de drejede til højre mod Nørreport og lidt længere henne forsvandt ud på den sjappede kørebane.
Niels Bach rekvirerede straks assistance fra fingeraftrykseksperter og teknikere og satte sine folk i gang med at afhøre vidnerne. Over varehusets højttaleranlæg blev kunder og personale, som havde bemærket røverne eller andet mistænkeligt, bedt om at henvende sig til politiet med det samme.
Varehusets direktør fortalte, at omsætningen hver aften efter lukketid blev låst inde i et pengeskab på hovedkassererens kontor. Tidligt næste morgen pakkede hovedkassereren pengeposerne ned i tasker fra sparekassen Bikuben, og efter en fast rutine blev pengene hver morgen mellem klokken ni og kvart over ni hentet i hovedkassen på tredje sal af en bankbetjent fra Bikubens hovedafdeling på Slotsherrensvej.
Netop denne mandag morgen havde pengebeløbet, som skulle køres i banken, været ekstraordinært stort: Sidste afhentning havde været fredag morgen, og derfor indeholdt poserne i pengeskabet omsætningen fra både fredag, lørdag og søndag, hvor varehuset havde haft åbent for julesalget i de sidste hektiske dage op til højtiden.

Billede i bogen på dette sted:
København 1986: Det voldelige overfald på et pengebud om morgenen den 22. december i Daells Varehus (øverst) — det såkaldte julerøveri — gav et udbytte på fem en halv million kroner. Pengene blev fragtet bort i en barnevogn, som politiet samme dag fandt i parkeringskælderen under Israels Plads (nederst). (Fotos: Polfoto/Jens Dresling & Scanpixfiohn E. Jacobsen)

De næste timers vidneafhøringer fastlagde røvernes fremfærd ret præcist: Lidt før klokken ni havde et vidne set to mænd i lyse frakker skubbe en barnevogn fra Israels Plads og hen ad Nørre Voldgade. En af mændene havde undervejs tabt en sav, en såkaldt fukssvans, og hurtigt samlet den op igen. Et par minutter i ni havde flere vidner set tre mænd med en barnevogn mødes i Nørregade. Mændene var klædt som håndværkere, den ene bar en plasticspand med vinduespudsergrej, en af de andre en sort værktøjslædertaske med en fukssvans påspændt.
De tre mænd gik gennem porten til Nørregade 24 og ind i baggården bag Daells Varehus’ kontorbygninger. Efter at have parkeret barnevognen lige inden for porten bevægede de sig over den snedækkede gård, ind ad en personaleindgang i det fjerneste hjørne og op på tredje sal. På forhånd måtte røverne have undersøgt, at de via en lang, smal kontorgang, der slyngede sig gennem baghusene, kunne få adgang hen til hovedkassens kontor i Nørregade 18.
Uden for den låsede dør til hovedkassen stillede røverne sig op og ventede. Flere ansatte, som passerede kontoret, bemærkede vinduespudseren og de to håndværkere.
Inde bag den låsede dør havde bankbetjenten fra Bikuben, som kort forinden var kommet op ad hovedtrappen, fået udleveret weekendens omsætning på i alt 7,2 millioner kroner, heraf lidt over en million i checks, resten i kontanter. Pengeposerne var af førstedamen i hovedkassen pakket ned i seks sorte nylonsportstasker med Bikubens logo.
Førstedamen havde lovet at hjælpe bankbetjenten med at bære taskerne ned til pengetransportbilen, som stod parkeret i en gård lige neden for kontoret. For sjov havde hun foreslået, at de jo bare kunne smide taskerne ud ad vinduet.
Efter at bankbetjenten havde kvitteret for pengene, blev døren låst op for ham. I det samme skubbede nogen døren op udefra, og tre mænd trængte ind i lokalet, bevæbnet med knipler og pistoler.
Da førstedamen begyndte at skrige, slog en af mændene hende i nakken med en knippel, så hun sank sammen på gulvet. En af de andre mænd trykkede et pistolløb ind mod halsen på bankbetjenten.
„Det er et røveri. Det er alvor,” meddelte han. Efter at have skubbet bankbetjenten ind i en blomsterkumme bemægtigede røverne sig de seks tasker.
Med pengetaskerne i hænderne løb de tre mænd tilbage ad den smalle gang mod bagtrappen. Uden for hovedkassen efterlod de lædertasken med fukssvansen og spanden med vinduesskraber.
På grund af råbene fra hovedkassen var flere medarbejdere på vej ud fra deres kontorer, da røverne passerede. En af dem var varehusets driftschef, som nærmest rendte ind i røverne på vej ud fra sit kontor. En af røverne standsede op og slog ham i gulvet med et enkelt slag i panden.
Netop som røverne var nået ud på bagtrappen for enden af gan‑
gen, blev de indhentet af varehusets 61-årige sikkerhedschef Bruno Kryger-Jørgensen. Knap ti år tidligere var han kommet til varehuset direkte fra en stilling som chef for militærpolitiskolen og med en fortid som soldat blandt andet på Cypern og i Congo.
Nogle minutter tidligere havde Bruno Kryger-Jørgensen set tre håndværkere gå hen ad gangen mod hovedkassen, og han regnede med, at det var de telefonmekanikere, som han vidste samme dag skulle arbejde i huset. Fra inspektionskontoret, hvor varehusets detektiver holdt til, så han imidlertid lidt efter de tre mænd komme løbende tilbage ad gangen med nogle tunge tasker i hænderne, og da han gik ud fra kontoret for at se efter dem, fik han øje på en pistol i hånden på en af dem.
Bruno Kryger-Jørgensen satte i løb efter mændene og greb fat i den bagerste, netop som han var på vej ud på bagtrappen. Under det efterfølgende håndgemæng, hvor røveren slog ud efter ham med en pistol, vendte en af de andre røvere om og begyndte med stor kraft at slå Kryger-Jørgensen i hovedet med skæftet af sin pistol. Sikkerhedschefen slap sit greb i røveren, sank ned i knæ og forsøgte forgæves at værge for sig med hænderne.
Mens røverne fortsatte ned ad trappen, mærkede Bruno Kryger-Jørgensen blodet løbe ned over ansigtet fra et sår i hovedbunden. Hans pegefinger var flået op af slagene.
„Jeg kan huske, jeg tænkte, at det ikke var nybegyndere,” fortæller Bruno Kryger-Jørgensen, som i dag har en skæv og stiv pegefinger og en mild form for parkinsonisme, der ifølge lægerne kan skyldes kraniebruddet dengang. „Det var tydeligt, at røverne vidste, hvad de gjorde, og havde sat sig et mål. Da jeg prøvede at stoppe dem, virkede de hverken desperate eller paniske. De tøvede ikke et øjeblik med at slå. Jeg blev behandlet som et møbel, der stod i vejen og derfor skulle fjernes.”
På første sal faldt en af røverne på trappen og tabte en af sine pengetasker. En snarrådig kontorassistent, der var kommet ud fra sit kontor, snuppede tasken og smækkede døren til trappeopgangen, så røverne ikke kunne følge efter hende. Dermed sikrede hun varehuset halvanden million af de stjålne syv millioner kroner.
I gården bag varehuset smed røverne pengetaskerne med de fem en halv millioner kroner ned i barnevognen og dækkede dem med et tæppe. I vognen havde de gemt et par frakker, som de tog oven på arbejdstøjet. En prokurist fra varehuset, som nærmede sig røverne, blev truet til at vende om.
I Nørregade delte røverne sig. En ansat i Daells Varehus’ reklameafdeling, som var på vej på arbejde, så en høj, skægget mand, iført en lang frakke med kraven slået op, løbe imod sig ned ad Nørregade, mens han skubbede en brun barnevogn foran sig. Da manden kørte barnevognen ud over kantstenen og ned på vejen, var den ved at vælte.
„Hej, pas på barnet,” råbte en kvinde efter ham.
På den anden side af vejen havde manden også problemer med at få barnevognen op over kantstenen. Han bøjede sig ned, vristede en stålkurv fri af barnevognsstellet og smed den fra sig på fortovet.
Manden forsvandt ind i en port i nummer 49 og fortsatte gennem en passage bag posthuset ud i Nørre Voldgade 56. Mens bilerne bremsede hårdt op for ikke at ramme manden med barnevognen, løb han over Voldgaden ved Nørreport og fortsatte hen til en nedgang til parkeringskælderen under Israels Plads. I kælderen blev pengetaskerne omladet til en bil, som holdt parat med en fjerde mand bag rattet.
Fra dette tidspunkt stopper politiets viden om den fortsatte flugt.
På andet dæk i parkeringskælderen blev den brune barnevogn af mærket ‘Odder’ fundet en time efter røveriet. Vognen viste sig at være stjålet fem dage tidligere fra en opgang i Hedeparken i Ballerup. Et par vidner havde denne aften set en yngre mand, som med stor fart skubbede barnevognen gennem Hedeparken og hen til en ventende kassevogn, hvor en anden mand hjalp ham med at smide den op i bagrummet. Derefter forsvandt mændene i kassevognen.
I den efterladte barnevogn fandt politiet en af røvernes hjemmelavede knipler – en 35 centimeter lang stump rød, riflet vandslange, fyldt med strandsand, lukket i begge ender med en træprop og omviklet med sort gaffatape.
Ud fra de mange vidners forklaringer sammensatte kriminalpolitiet signalementer af gerningsmændene. Den røver, som havde truet bankbetjenten med pistol, havde været en cirka trediveårig, atletisk mand, solbrændt med mørkt, næsten sort hår og skæg. Han bar et par mørke, dråbeformede briller, blåt arbejdstøj og tophue med kvast. De andre blev beskrevet som jævnaldrende, begge i khaki arbejdstøj, den ene muskuløs og bredskuldret med let rødligt, krøllet hår, den anden slank med mørkt pandehår og blå strikhue.
En del af de vidner, som på nærmeste hold havde set røverne, blev indkaldt til at gennembladre kriminalpolitiets billeder af mulige
gerningsmænd i fototeket på Politigården. På dette tidspunkt havde kun PET, ikke kriminalpolitiet, fotografier af medlemmerne af Appelgruppen, og ingen af vidnerne genkendte en gerningsmand.
De tekniske undersøgelser af det magasin, som røverne havde tabt under overfaldet på sikkerhedschefen, viste, at det stammede fra en FN Browning-pistol, model 1935, med tretten skud i magasinet. Våbnet var blevet kastet ned til modstandsfolkene under krigen, kunne en af teknikerne fortælle, og var derfor relativt almindeligt i Danmark. Patronerne viste sig at være af svensk fabrikat, produceret i 1974. Stjålne pistoler af samme mærke blev efterlyst i hele landet og gennem Interpol.
I løbet af de kommende uger og måneder stod Niels Bach Christensen i spidsen for en omfattende efterforskning af det store julerøveri. Foruden de mange vidneafhøringer blev samtlige poletter og billetter indsamlet i automater og skraldespande i parkeringskælderen under Israels Plads og undersøgt. Efterforskningen fokuserede også på de genstande, som røverne havde efterladt, og som blev underkastet grundige, tekniske undersøgelser. Desuden blev både producenten og et stort antal forhandlere af værktøjslædertasken opsøgt og afhørt, og det samme gjaldt for leverandørerne af fukssvansen og enkeltdelene til den hjemmelavede knippel.
Da ingen i det traditionelle kriminelle miljø syntes at kende det fjerneste til røveriet, end ikke på rygteplan, overvejede Niels Bach, om gerningsmændene skulle findes i helt andre kredse. Han fik også arrangeret et møde med PET for at høre, om de havde grupper i søgelyset, der kunne tænkes at stå bag et røveri af denne kaliber.
På mødet oplyste PET, at tjenesten var opmærksom på flere grupperinger, som kunne tænkes at være involveret i kriminalitet. Aftalen mellem Niels Bach og PET blev, at efterretningstjenesten ville sætte disse grupper under overvågning, næste gang et større røveri i København fandt sted.
Under mødet blev ingen konkrete navne på mistænkte nævnt. PET oplyste heller ingenting til efterforskerne i kriminalpolitiet om, at et medlem af en af disse grupperinger, Niels Jørgensen, nogle måneder tidligere havde været anholdt under et forsøg på biltyveri, og at han havde været udstyret med både en veludstyret taske med tyveriværktøj og topprofessionelt kommunikationsudstyr. PET fortalte heller ingenting om samme gruppes konspirative forbindelse til PFLP.
Også Niels Bachs kollega i røveriafdelingen, Jørn Moos, blev in‑
volveret i efterforskningen af røveriet. I 1987 var Moos leder af en særlig gruppe, kaldet Cx, der efterforskede organiseret kriminalitet, og han inddrog sagen i efterforskningen mod en række kriminelle grupper med høj professionalisme.
Også Jørn Moos’ efterforskning af røveriet i Daells Varehus endte dog resultatløst. Hvad heller ikke Jørn Moos på dette tidspunkt blev orienteret om, var at PET havde en alvorlig mistanke om, at også kuppet i Daells Varehus var udført af Appel-gruppen, og at PET’s terrorafdeling på samme tid overvågede og telefonaflyttede flere af gruppemedlemmerne.
Dagen efter røveriet i Daells Varehus blev Torkil Lauesen således ringet op af sin far, fremgår det af PET’s telefonaflytninger.
„Nå, du var nok i Dallevalle i går,” sagde faren henkastet til sin søn.
Tankerne må have faret gennem hovedet på Torkil Lauesen. Ikke mindst fordi han allerede på dette tidspunkt regnede med, at PET aflyttede hans telefon.
Da telefonsamtalen fortsatte, blev det dog tydeligt, at faren intet vidste om noget røveri, men blot havde spurgt til en uskyldig indkøbstur.
Ingen i PET’s ledelse mente åbenbart, at det var formålstjenligt at orientere kollegerne i det københavnske kriminalpoliti om telefonaflytningerne og efterforskningen mod Appel-gruppen. En eller anden form for tip fra PET ville ellers være blevet modtaget „med kyshånd” af kriminalpolitiet, som Jørn Moos har formuleret det.
En henvendelse i sagen fra PET havde også givet mulighed for, at de mange vidner, der havde været tæt på røverne i Daells Varehus, havde kunnet blive konfronteret med de mistænkte fra Appelgruppen.
Men henvendelsen kom aldrig.