Birgitte Feiring alias BZ'eren Bibber i nærkontakt med politiet under rydningen af det besatte hus Bazooka på Nørrebro, januar 1983. Foto fra bogen: Heine Pedersen
Birgitte Feiring alias BZ’eren Bibber i nærkontakt med politiet under rydningen af det besatte hus Bazooka på Nørrebro, januar 1983.
Foto fra bogen: Heine Pedersen

 

I mit arbejde med BZ-bogen har jeg gennem over to år haft en livlig og intens dialog med de gamle BZ’ere – også en del af dem, som IKKE ville bidrage til bogen.
En af dem var antropologen Birgitte Feiring, engang BZ’er under tilnavnet Bibber, i dag ansat i Institut for Menneskerettigheder.
En anden var Mette Sejsbo, der dengang boede i to af de mest berømte besatte huse, Allotria og Ryesgade 58, og som i dag er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Nogle af mine mailudvekslinger med de to er medtaget i bogen – og du kan læse Birgitte Feirings overvejelser i uddraget nederst på siden.

Efter bogens udgivelse har både Birgitte Feiring og Mette Sejsbo skrevet til mig igen – og herunder følger deres breve og mine svar.

Birgitte Feiring skriver, 3. oktober 2016:

“Kære Peter
Som en af de gamle BZere, der har bidraget til din bog ved ikke at bidrage, tillader jeg mig nu yderligere at bidrage med kommentarer om bogen. Jeg håber faktisk, på trods af alt der er sagt og skrevet om gamle sure BZere i disse dage, at du vil tage det som et kritisk men konstruktivt bidrag. Jeg tillader mig også at lægge dette offentligt ud og citere fra vores mail korrespondance – det forestiller jeg mig du vil synes er OK.
Først lidt om forløbet:
Du henvendte dig, og jeg pløjede mig igennem flere af dine bøger for at forstå din metode og perspektiv. Så havde vi en lang udveksling, både på skrift og i samtale, hvor jeg luftede min tvivl om projektet. Derefter mødtes vi, og jeg fortalte dig, hvordan jeg løb ind i det BZatte kloster i Abel Cathrinesgade i 1981, og blev suget ind i en bevægelse, der fuldstændigt ændrede verden, som jeg kendte den.
Efter det første interview blev jeg inviteret til BZ-bål fest hjemme hos dig i august 2015, men jeg trak mig fra både festen og et aftalt opfølgningsinterview. Du skriver i bogen, at du ikke forstår hvorfor, men indkaldelsen til bålfesten signalerede en usund cocktail af pot, alkohol, professionel og social relation, som blev et decideret turn-off for mig. Invitationen lød:
”Jeg synes, det kunne være sjovt at se jer sammen – og forhåbentlig også sjovt for jer. Planen er at lave suppe over bål, drikke lidt, ryge en fredspibe, gå en tur op til Troldmandshøjen, når mørket er brudt frem, og derpå drikke og ryge lidt mere”.
Når jeg efterfølgende ser dig referere til hvad der er blevet sagt ”rundt om bålet”, så er jeg glad for jeg ikke deltog.
Et opfølgende spørgsmål fra din side om hvad der så skulle ske med det halve interview, du allerede havde lavet, fik jeg aldrig besvaret. Jeg hang dig simpelthen til tørre, godt og grundigt kørt træt i dit projekt. Derefter havde vi ingen kontakt indtil august i år, hvor jeg ad omveje hørte, at der er adskillige sider om mig i bogen. Det overraskede mig, for jeg havde en klar formodning om, at du ville tage kontakt, hvis du brugte vores snak. Særligt fordi du tidligere havde skrevet til mig at: ”Det er dit valg, om du finder det vigtigt og rigtigt at være med”. Endnu mere overraskende var det, at du ikke engang ville lade mig læse de omtalte sider om mig selv. Dit svar på min direkte forespørgsel var at:
”Jeg opfattede både din mail og dit manglende svar på min mail sådan, at du ønskede at afbryde samarbejdet med mig. Når folk gerne vil samarbejde om en bog, får de en meget omfattende indflydelse på, hvordan de omtales i bogen. Og det er bestemt, hvad jeg foretrækker! Hvis folk ikke ønsker at samarbejde, kan jeg i sagens natur ikke fortsætte en samarbejdsproces, men må
selv tage ansvaret for, hvad jeg skriver om de pågældende. Sig til, hvis jeg skal sende dig en bog, når den udkommer.”
D. 22 august i år svarede jeg, at jeg syntes ”din reaktion er langt ude. Selvfølgelig står det dig frit for at definere mig som din fjende, bryde vores aftaler, og skrive lige hvad du vil – men det er mildest talt ikke særlig god stil. Som minimum ville jeg forvente, at du som seriøs dokumentarist ville lade mig læse hvad du har skrevet om mig – men det har jeg åbenbart ikke gjort mig fortjent til. Jeg synes du mangler etik og åbenhed og at du desværre svigter den tillid jeg har vist dig”.
I Politiken d. 25 september fortæller du hvordan du ”har vristet BZ-historien ud af hænderne på nogle få magtfulde”. Og uddybende at: ”…her mødte jeg en inderkreds af kilder, hvorfra ingen ville være med”. Om din metode siger du at: ”Reglen er, at jeg har besluttet at jeg bliver nødt til at redegøre for, hvorfor nogle mennesker ikke vil være med i bogen, med deres egne ord … det bryder med mit princip om at folk skal godkende hvad jeg citerer dem for. Det er kun sket med syv-otte personer. Dem har jeg omhyggeligt udvalgt ud fra deres magtfulde placering i BZ dengang. Jeg har citeret folk, der i dag er socialt velkonstituerede og selv håndterer medier i deres arbejde… ”.
Hvordan passer det med, at du i en mail til mig, efter vores første møde skrev ”… lad mig i den forbindelse lige nævne, at jeg egentlig ikke opfatter dig som et typisk inderkreds-medlem, ja måske knap som medlem”. Var det efter jeg droppede det opfølgende interview, at jeg blev om- skrevet til at have en magtfuld placering?
Helt privat kan jeg oplyse, at i meget af den tid hvor ”ønsket om at gøre verden til et bedre og kærligere sted muterede til en lukket klub” (som du udtaler til Weekendavisen forleden), boede jeg i Latinamerika. Her indledte jeg et livslangt engagement i oprindelige folks menneskerettigheder, der i starten udmøntede sig i solidaritets og oplysningsarbejde i Danmark, f.eks. en hel masse støttekoncerter i Ungdomshuset. Alt dette arbejde var konsekvent ikke- voldeligt, og blev senere til en formel uddannelse og et arbejde, bl.a. som chefrådgiver i FN. Jeg har aldrig, overfor arbejdsgivere eller andre, lagt skjul på, at jeg har været BZer i mine unge dage. Bogen ”Ungdomshus Nu” fra 1982, som jeg er medforfatter på, har fast plads på mit CV.
Jeg synes du går rigtigt langt for at kunne sætte lighedstegn mellem nogle af os, der har haft tvivl om dit projekt, og en lille dominerende inderkreds. Du opsætter dine egne regler om at skrive i en hårfin balance mellem ”på den ene side, hvad jeg fandt nødvendigt at fortælle om dem, der ikke ville være med, og på den anden side en bestræbelse på at undgå at krænke og udlevere deres privatliv”. Men hvor det skorter på faktuelle oplysninger tyer du til insinuerende bemærkninger, som jeg har svært ved at se nødvendigheden af. På en af bogens sidste side fortæller du f.eks., at du mødes med en tidligere BZer på en kaffebar på Nørrebro, i ”BZ-ernes hjemkvarter, kun et stenkast fra Blågårdsgade”. Mødet har intet med mig at gøre, alligevel finder du det nødvendigt at oplyse læseren om, at jeg og en anden navngiven tidligere BZer bor i Blågårdsgade. Lidt længere nede i samme afsnit skriver du, at dit kaffemøde, i løbet af tyve minutter er kommet denne navngivne BZer for øre. Hvorfor, Peter, er det nødvendigt at fortælle læseren, at jeg bor i Blågårdsgade, oven i købet i en sammenhæng hvor det kan fremgå som om jeg eller andre tidligere BZere holder øje med hvem der drikker kaffe med dig?
Nogle af de, i mine øjne, mest kontroversielle udsagn bliver leveret af anonyme kilder. Du skriver at du kun bruger dem undtagelsesvist, hvis du har vurderet at ”læseren ellers vil savne essentielle informationer til at forstå begivenhederne, og kun hvis flere uafhængige kilder bekræfter hinanden”. På side 118, beretter en anonym kilde at der ”i miljøet” diskuteres en teori om, at min mangeårige ven Mogens, (der fik ødelagt en bog om BZ, som han udgav i 1988) skulle lide af Stockholm syndrom (hvor et gidsel udvikler sympati for sine gidseltagere). Udover at jeg aldrig nogensinde i mit liv har hørt om en sådan diskussion, har jeg svært ved at se hvorledes denne tvivlsomme psykologiske spekulation skulle udgøre en essentiel information til at forstå begivenhederne. Noget lignende gør sig gældende med hele afsnittet ”Bad standing”. Der er tale om en anonym BZer, der kom med i bevægelsen som 16-årig og forlod den igen som 23-årig. Altså en person, der har brugt 8 år af sit liv i BZ, hvilket er langt mere end de allerfleste jeg nogensinde har hørt om. Siden har vedkommende ikke haft kontakt med andre BZere i 25 år, og sidder nu i en lederstilling. Alligevel giver vedkommende udtryk for, at han stadig ”bærer et mentalt rygmærke” under jakkesættet og frygter at ”komme i bad standing” hvis han taler om sin BZ-tid. At snakke med dig ville være at ”række min hånd med logeemblemet ud over en dyb og mørk brønd”. Uden det vil han stå ”alene, nøgen, uden fortid og uden identitet”. Det er stærke sager med klare rocker- associationer i sprogbruget. Dog finder jeg intet i det tre og en halv side lange afsnit, der udgør en essentiel information til at forstå begivenhederne, og jeg forstår simpelthen ikke, at en så central kilde kan få lov at være anonym.
Og så er er jo brugen af bl.a. de mails, jeg har skrevet til dig, uden aftale. I Politiken udtaler du at: ”Hvis jeg skulle skrive bogen om bz, kunne jeg ikke skrive den uden at citere visse personer for, hvorfor de ikke ville medvirke i bogen. Jeg tror ikke, de er glade for, at jeg gør det. Eller også er de. Jeg ved det ikke”.
I bogen bringer du lange uddrag af mine mails, hvor jeg udtrykker tvivl om din hensigt og metode. Fra min side kan jeg afklare din tvivl: Ja, selvom jeg ikke bryder mig om din etik, er jeg glad for at mine ord står i bogen, som en lille trojansk pony, der forhåbentligt kan medvirke til læserens overvejelser undervejs.
Samtidigt er jeg glad for de mange andre stemmer, der høres i bogen, og som deler deres vanvittige, underholdende, skræmmende, voldsomme og fantastiske fortællinger med dig og derigennem os andre. Der er både gamle venner og nye bekendtskaber i disse stemmer, og jeg bliver både rørt og ramt undervejs, og sidder tilbage med en kæmpe respekt for den brogede flok af mennesker, jeg på godt og ondt har haft et fællesskab med.
I Weekendavisen trækker du linjerne og konklusionerne endnu skarpere op, og udtaler at den slags fællesskabs rus som BZ bygger på ”har drevet Tyskland, Rusland og Cambodia ud i folkemord”. Bogens overordnede projekt bliver så at identificere den formelle eller uformelle ledelse, som skulle have drevet BZ i den retning. Du har helt ret i, at nogle grupper i BZ blev mere og mere militante, nogle droppede ud, nye kom til, nogle var mere dominerende og havde større indflydelse end andre, både på fællesmøderne og uformelt. Dog var det BZ som jeg kender en uregerlig mangfoldighed af grupperinger, splittelser, modsætninger, sammenfald, afvigelser, kampe og venskaber på kryds og tværs, der gjorde at ”magten” aldrig var entydig eller uimodsagt.
Opsamlende vil jeg sige, at jeg ikke genkender mig selv som en del af en kreds, der har forsøgt at kontrollere historien gennem de sidste 30 år, og som man ikke kan have en åben og reflekterende dialog med. Men udover at være lidt personligt småformærmet over at blive fremstillet sådan, er der en dybere pointe her: Du skærer en meget mangfoldig gruppe af mennesker over én kam, og fremstiller dermed os gamle BZere som meget mere entydige, end vi er. Og den tendens til forsimpling og dikotomi var netop én af grundene til, at jeg oprindeligt var skeptisk overfor dit projekt og tvivlede på, om du var den rigtige til at samle historien. Den mest uhyggelige pointe er, at ved at dele verden op i sort og hvid, venner og fjender – dem der er for og dem der er imod de præmisser, som du selv definerer – så er du også med til at skabe den virkelighed, som du beskriver. Du er ikke længere en dokumentarist, men en kreationist; du har ikke vristet bz- historien ud af hænderne på nogle få magtfulde – men du har skabt historien om det. Kort sagt: Som du råbte i skoven fik du svar.
Mit eget pejlemærke er, at ansvaret til enhver tid bør være proportionalt med magten. Du beskriver i bogen farlige situationer, f.eks. afbrændingen af en politi station i 1986, hvor nogle beboere i ejendommen blev bragt i livsfare. Jeg kan ikke forestille mig det har været intentionelt, men sådan noget er selvfølgeligt helt uacceptabelt, og jeg håber situationen afstedkom den nødvendige selvransagelse og selvjustits blandt de daværende BZere. Samtidigt får bogen mig også til at tænke på, hvor få voksne og magtfulde mennesker, der i 1980erne tog ansvar i forhold til BZerne. Og så er der jo endeligt forfatterens magt til at beskrive verden, og det dermed forbundne ansvar. Det snakkede vi to del om, og som du skrev til mig:
”Det er virkelig interessant og øjenåbnende for mig at diskutere min magtposition som forfatter. Vi forfattere har nok en tendens til at opfatte os selv som en form for outlaws, der ikke har nogen særlig magt, men tvært i mod beskriver og kritiserer magten. Måske ligesom inderkredsen i
BZ engang har overset sin egen magtposition”.
Min største anke mod din bog er, at du i stedet for at tage kritikken af din forlods fastlagte præmis alvorligt, udelukkende bruger den til at befæste din egen præmis og magtposition. Dermed trækker du en lige linje fra BZ til folkemordet i Cambodia; hvilket egentlig ikke bidrager til en bedre forståelse af hverken det ene eller det andet. Der er masser at lære af i BZ-historien, også af alle fejlgrebene, selvhøjtideligheden og de blinde vinkler, men jeg har svært ved at se mig selv som Pol Pots lærling eller arvtager.
Information har forudsagt, at en af dine næste bøger i 2025 vil hedde: Årstiderne – fra frugt til frygt. Hertil bemærker en af vores fælles venner på Facebook: ”Han skulle hellere skrive om, hvordan spindoktorfaget har hjulpet med til at fordreje hovedet og hjernevaske masserne til idiotisk at stemme på politikere som går ind for evig vækst. En radikalisering som kan ende med at slå os alle sammen ihjel. Skam dig Peter Øvig Knudsen over at fravælge så vigtigt et emne, i 2020..!”
Ideen til fremover også at rette opmærksomheden mod andre typer af magthavere, inclusive politikere og meningsdannere, er hermed givet videre.
Mvh. Birgitte Feiring, Blågårdsgade.”

Jeg svarede, 7. oktober 2016:

“Kære Birgitte
Magt har altid været et tabu på venstrefløjen, og det spejler vi på meget interessant vis hos hinanden, forekommer det mig:
Du har i vores dialog flere gange påpeget, at jeg har stor magt som dokumentarisk forfatter med gennemslagskraft i offentligheden. Jeg vånder mig ved at indse det og har det absolut bedre med at se mig selv i rollen som den lille, frie forfatter, der sidder helt ude på kanten af samfundet i sit arbejdsskur og nørkler med mine bøger om idealister og frihedskæmpere, mens langt større og mere magtfulde mennesker styrer samfundet.
Jeg har udpeget dig til en af de engang magtfulde BZ’ere, som også siden har indtaget vigtige og indflydelsesrige roller i samfundet, mens du igen og igen kalder det en konstruktion fra min side og befinder dig bedst som den unge oprører og siden idealisten helt ude på kanten af samfundet.
Vi kæmper om ikke at være den, der har magten.
”Hvem er det, vi vil beskytte ved ikke at fortælle om bagsiderne af BZ?” spørger den tidligere BZ’er, dokumentarfilminstruktøren Mariella Harpelunde i bogen. Og svarer: ”En del af forklaringen handler om magt. Det er en magtkamp mellem en forfatter og BZ-bevægelsens 25-30 år gamle uformelle lederskab. De mennesker, som i firserne reelt udstak linjerne for bevægelsen, tæller i virkeligheden kun en håndfuld omkring Gyda og René. Men lederskabet blev aldrig formuleret, og det står ikke i mødereferaterne – for de findes ikke. Det er uformelt, usagt, men alle ved godt cirka, hvem de er. Hierarkiet er tydeligt. Det er utroligt, at de selvsamme mennesker stadig kan styre så meget. Og stadig kan styre så mange mennesker.”
Måske er det ikke ret og rimeligt at have udvalgt dig – blandt alle dem, der har valgt ikke at ville medvirke med interview til bogen – som en af de syv-otte gamle BZ’ere, der dengang havde magten, og som siden har sikret sig gode uddannelser og positioner i samfundet.
Jeg har allerede i bogens forord (som også ligger på mit website her) forklaret, hvorfor jeg var nødt til at citere jeres begrundelser for ikke at ville være med. Og jeg kunne ikke spørge jer om lov, for så vidste jeg, at I ville sige nej …
Jeg valgte dig blandt den store håndfuld, fordi andre BZ’ere talte om dig som en central figur, det ville være godt at tale med, og fordi jeg kunne se, at du var medredaktør til bevægelsens første bog og siden en af de to stemmer i filmen ’Jævning’ om to af de besatte huse på Nørrebro. Men endnu mere gjorde jeg det nok, fordi du havde ordet i din magt, når du skrev til mig. Du er blevet en vigtig stemme i bogen, som mange læsere allerede refererer til – og jeg er glad for, at du er endt med at være glad for at være den stemme. Ikke en lille trojansk pony, men en betydningsfuld fuldvoksen hoppe.
Jeg kunne skrive mange indvendinger mod elementer i dit åbne brev. Men lad mig nøjes med historien om bålfesten herude i min have.
Du oplever og fortæller historien som mit kyniske forsøg på at drikke folk fulde og ryge dem skæve for at presse endnu mere blod ud af deres historier. Jeg oplever bålfesten – den første af flere – ganske anderledes: Jeg stod over for en gruppe mennesker, der gerne ville bidrage til min bog, men som hver især følte sig alene og sårbare ved at stå frem med deres historier, når både flertallet og den magtfulde (!) inderkreds i BZ-familien diplomatisk sagt ikke brød sig om det. Jeg ville gerne vise dem, at de ikke stod alene ved at lade dem møde hinanden.
Ikke at jeg var uden kyniske (jeg ville kalde det professionelle) bagtanker: Hvis ikke disse modige enkeltpersoner holdt fast i deres ret til at fortælle deres egne historier, ville jeg ikke kunne skrive min bog. Og det virkede: Mennesker, der ikke havde mødtes i 30 år, fandt sammen om ikke bare at fortælle hinanden historier fra dengang i timevis, men også om at styrke modet i det nye fællesskab.
Jeg har ikke brugt noget som helst af det, som er blevet fortalt under påvirkning af pot og whisky til bålfesterne, hverken som citater eller historier i bogen. Med en enkelt vigtig undtagelse, din gode ven Henrik Schmidt, som har godkendt, at jeg bruger en dialog fra bålet som indledning på kapitlet ’Bohemerne’, hvori Henrik og David, punkpoeten fra Aalborg, fortæller om at være de første, der rykkede ind i det legendariske Ryesgade 58.
Den kommer her:

Han lyser op, da han får tanken. Det er en sen sommernat 2015 omkring et bål i min baghave, hvor jeg har inviteret tyve-tredive af de BZ’ere, jeg er i dialog med.
Henrik Schmidt sidder ved siden af mig med en cigar i den ene hånd og en whisky, som beklageligvis ikke er hans foretrukne skotske single malt, i den anden.
„Jeg så, at du er medlem af James Joyce Selskabet på Facebook,“ udbryder han opmuntret.
„Jeg har nu ikke selv meldt mig ind,“ svarer jeg.
„Men du har da læst Joyce?“
„Nej. Beklager.“
„Du har ikke læst Joyce …?!“
Skuffelsen formørker hans ansigt.
„Shakespeare?“
„Nej.“
Tavsheden sænker sig.
Henrik Schmidt har tidligere på Facebook kaldt sig selv en af „bohemerne“ i BZ, og det begreb omfatter for hans vedkommende en belæsthed pænt over gennemsnittet. Han er typen, som – efter at have læst om den nærliggende Troldmandshøj i Nakkeskuddet – indleder en kvik etymologisk debat om min brug af ordet ‘troldmand’ om den danske bronzealders religiøse ledere.
„Troldmænd hører dog vist renæssancemagien til,“ skriver Henrik Schmidt og foretrækker klart ‘shaman’ efter det asiatiske nomadefolk evenkernes ‘šamán’.
„Det lyder bare lidt for new age,“ svarer jeg.
„Fri os fra new age. Jeg tænkte nu mere i Eliadeske termer. Troldmand minder mig om Mickey Mouse og kampen mod kostene.“
Et Google-opslag fortæller mig, at Mircea Eliade er en rumænsk religionshistoriker fra sidste århundrede.
„Du er jo langt mere dannet end mig,“ bemærker jeg ved bålet. Henrik Schmidt brummer.

Det var en dejlig aften. Du er velkommen næste gang.
Bedste hilsner
Peter”

Mette Sejsbo skriver, 12. oktober 2016:

“Kære Peter Øvig,
I P1-debat mandag den 10.10 fortæller du, at de BZ’ere, der ikke ville være med i din bog, nu faktisk begynder at læse den, og at den ene efter den anden nu siger, at OK, det var måske noget andet end vi havde frygtet…
Jeg er en af disse vrangvillige, der uden at ønske at medvirke, alligevel er med i din bog, og jeg har det ikke helt, som dem, du refererer til. Jeg medgiver, at din bog er fundamentalt spændende og velskrevet. Den er grundigt researchet, og indimellem de detaljerede beskrivelser af gadekampe og voldsomme aktioner er der sine steder givet plads til eftertænksomhed og beretninger om den daglige indsats for at bygge op. Disse kunne have fyldt langt mere, men indtrykket er ikke at eftertænksomheden har haft førsteprioritet i dine gengivelse af samtaler med medvirkende. F.eks. kunne en grundigere skildring af de diskussioner om anvendelse af vold, som rent faktisk fandt sted, være foldet langt mere ud. Men det er jo selvskabte plager. Jeg kunne jo bare have medvirket…
Måske kunne jeg have nuanceret det billede, du tegner af os. Måske gik jeg, ligesom du i bogen skriver til en anden vrangvillig bz’er,” (…)glip af en vigtig mulighed for at reflektere over din fortid med en samtale partner, som havde tænkt sig at give dig et solidt modspil” (BZ – Du har ikke en chance, s. 566) I stedet er jeg nu blandt de 7-8 personer for hvem det gælder, at du ”… bryder med mit princip om, at folk skal godkende, hvad jeg citerer dem for” og som du ”(…)omhyggeligt (har) udvalgt ud fra deres magtfulde placering i bz dengang” (Politiken. 25.9). Havde jeg valgt at medvirke, havde jeg måske sågar været i stand til at få dig til at reflektere over, om den magtfulde ledergruppe, der er så vigtigt et omdrejningspunkt i din udlægning af vores historie, nu også virkelig fandtes.
I lyset af din pressestrategi og den måde hvorpå du har markedsført din bog de seneste uger, konkluderer jeg alligevel, at min beslutning om ikke at medvirke var rigtig. Når du f.eks. sammenligner BZ med ”Pol Pot i Cambodja, der fik teenagere til at slå deres forældre ihjel med macheter ” (Politiken 25.9) er det nærmest en hån overfor ofrene for en så gigantisk tragedie, og i den grad ude af proportioner. Når du fastslår, at du har ”Vristet BZ-historien ud af hænderne på nogle få magtfulde” (ibid), understreger du præmissen om de få, der bestemmer over de mange. Der er selvfølgelig tale om skarpvinkling, som effektivt og dygtigt skaber opmærksomhed om din bog. Men det bestyrker mig i beslutningen om, at en eventuel refleksion fra min side ikke skulle finde sted sammen med dig. For fremfor en reel refleksion om de omstændigheder i samtiden, som BZ-bevægelsen var en reaktion på, og som var rammen om den måde, bevægelsen udviklede sig, tilbyder du dine læsere en bekvem og lidt gysende, uhyggelig historie om nogle få rabiate galninge, der var skyld i at endnu en ”revolution åd sine egne børn”. Jeg synes, det er SÅ ærgerligt.
Ud over i vist omfang at være udpeget til leder, behandler du mig pænt i bogen. Det samme hensyn viser du ikke alle andre, der medvirker mod deres vilje. For mig at se er det f.eks. ikke i orden, undertiden vha. subtile antydninger og anvendelse af anonyme kilder, at skrive udførligt om navngivne personers angiveligt dominerende rolle og handlinger uden at forelægge dem dine beskyldninger. Men nu er du jo forfatter, og ikke længere journalist, og dermed ikke længere forpligtet af de presseetiske regler.
I din bog gengiver du en privat mailudveksling mellem os, hvor jeg forklarer mine grunde til ikke at medvirke. Blandt mine begrundelser er, at en historie om BZ, i lighed med dine bøger om Hippierne, let kan fortælles i en lys og en mørk del. En lys én om børnemagt, kreativ aktivisme og kollektiver, og en mørk efterfølger om svære liv, selvmord og radikalisering. I min mail anerkender jeg, at nogle af disse ting, ligesom for hippierne, også skete for os, men rejser spørgsmålet om de skete på grund af eller på trods af vores bevægelser. Jeg forudser med andre ord en forenklet fremstilling af vores bevægelse, som ikke forholder sig til den samfundsmæssige kontekst den opstod og udviklede sig i.
Jeg synes desværre, jeg fik ret i min forudsigelse. ØV.
De bedste hilsner
Mette Sejsbo,
ex-BZ’er (1982-85)”

Jeg svarer, 13. oktober 2016:

“Kære Mette

Tak for dit åbne brev, som jo ligger fint i forlængelse af de citater fra dine breve, som er med i bogen. Jeg kan ikke lade være med endnu en gang at ærgre mig over, at du til sidst valgte ikke at bidrage til min research: Din stemme ville sikkert have givet endnu en nuance til det meget sammensatte billede, som de mange deltagende BZ’ere giver.

Til gengæld undrer jeg mig over, at du formulerer et så entydigt billede af de BZ’ere, der faktisk valgte at medvirke i bogen. Du skriver i dit brev, at jeg tilbyder mine læsere en ”lidt gysende, uhyggelig historie om nogle få rabiate galninge”. Jeg ved ikke, hvem af de 40-50 medvirkende BZ’ere, du anser for at være ”rabiate galninge”? For jeg synes jo, at jeg har lært en del af dem ganske godt at kende uden at få øje på nogen iøjnefaldende rabiat galskab.
Måske er en del af forklaringen, at du – som du selv skriver – har været med i BZ frem til 1985. Denne mere fredsommelige og mangfoldige periode (som i øvrigt fylder langt over halvdelen af min bog) adskiller sig væsentligt fra tiden efter Ryesgade, ikke mindst efter dannelsen af den autonome eller antiimperialistiske del af BZ. Du har ikke været med i BZ i den tid, da sammenstødene med politiet blev mere militant organiseret (som beskrevet i f.eks. kapitlet ’Slaget ved Sorte Hest’), og da flere og flere aktioner blev ildpåsættelser, der ramte bl.a. en nærpolitistation i en beboelsesejendom, benzinstationer og private virksomheder.
Faktisk har en del af de BZ’ere, der modsat dig var aktive i anden halvdel af 80’erne, efter at have læst min bog skrevet til mig, at de oplevede gadekampene og aktionerne i den tid både voldsommere og mere omfattende, end jeg beskriver det i bogens sidste kapitler.

Min bemærkning i et avisinterview om Pol Pots massakrer mod den cambodianske befolkning vækker din harme, men lad mig stilfærdigt gøre opmærksom på, at netop den bemærkning primært havde en brod vendt mod mig selv: Som gymnasieelev var jeg medlem af ungdomsafdelingen af det maoistiske KAP, der (som det også fremgår tydeligt af interviewet) sendte en delegation på venskabsbesøg til Cambodia, hvor partikammeraterne kindkyssede med Pol Pot. I dag bor min søster i Cambodia, jeg har besøgt Pol Pots torturcenter S-21 og henrettelsespladserne ’The killing Fields’, ligesom jeg har talt med efterkommerne af de ofre, du mener, at jeg håner.
Netop disse oplevelser har ført til en del selvrefleksion hos mig, herunder en artikelserie i Weekendavisen. I en af artiklerne taler et andet tidligere KAP-medlem, vores fælles kollega fra tiden på månedsbladet Press, Ulrik Dahlin, om sin ungdommelige overbevisning som ”den røde, perverterede udgave af overmenneske-teorien” og erklærer, at han, hvis han i stedet havde været ung i 30’ernes Tyskland, kunne være blevet ”en glimrende nazist”. Respekt for at han selv tør se det – og sige det!
Jeg har hverken slået min far eller mor ihjel med en machete, men har fundet det væsentligt – også for mig selv personligt – at undersøge de mekanismer i fanatismen, som fører unge mennesker ud i vold, terror og folkemord, dengang som nu.

Du skriver, at jeg som forfatter ikke er underlagt de presseetiske regler. Men jeg synes ikke, vi skal hænge os i formaliteter: Med mine mange års erfaring som journalist føler jeg mig naturligvis forpligtet over for de presseetiske regler, og jeg har også under arbejdet med BZ haft langvarige overvejelser og diskussioner med kolleger om de etiske aspekter. Endelig har jeg også som en ekstra sikkerhed mod at begå etiske fodfejl haft en af landets førende eksperter i de pressejuridiske og presseetiske regler, din kollega på Journalisthøjskolen, forskningschef Vibeke Borberg, som konsulent på manuskriptet, og hun har ikke konstateret nogen overtrædelser af reglerne.
Hvad angår jer, som ikke har ønsket at medvirke i bogen, har jeg i særdeleshed haft mange overvejelser. Jeg har i et enkelt tilfælde tilbudt en BZ’er, der i bogen bliver beskyldt for en konkret handling, mulighed for at kommentere sagen, men det har den pågældende ikke ønsket.
Hvad jer andre angår, bliver I ikke beskyldt for noget som helst. Jeg har gennemført en omfattende research på tilgængelige mundtlige og skriftlige kilder, og i bogen fremlægger jeg det komplekse og nuancerede resultat af disse undersøgelser. I er i jeres gode ret til at kritisere resultatet, men jeg tager personligt det fulde ansvar for, hvad jeg har skrevet, og kan naturligvis ikke lade personer, som ikke har ønsket at medvirke, redigere min bog.
Hvor ville jeg have ønsket, at du og flere fra din kreds havde besluttet at medvirke i bogen. Nu må vi vente på at høre jeres version til en anden gang – og måtte det blive hurtigst muligt!

De bedste hilsner
Peter”

Mette Sejsbo svarer atter, 13. oktober 2016:

“Hej Peter,
I annonceringen af dit opslag, hvor du har lagt mit og Birgitte Feirings åbne breve op – og skrevet dine svar ind, gør du ganske rigtig opmærksom på, at jeg i dag er lektor på Journalisthøjskolen. Jeg skrev mit brev til dig som privatperson, derfor har jeg ikke betitlet mig selv, men det er helt korrekt, at jeg underviser på Danmarks Medie og Journalisthøjskole (skolen har skiftet navn siden du gik der) på TV og Medietilrettelæggeruddannelsen. Det har jeg gjort de sidste 7 år. Så skulle det vist være på plads.
Jeg sigter ikke til de mennesker, der medvirker i din bog, når jeg skriver at du i min optik ” tilbyder dine læsere en lidt gysende, uhyggelig historie om nogle få rabiate galninge”. Som skrevet i mit brev reagerer jeg her på din pressestrategi, hvor du konsekvent understreger vinklen om endnu en bevægelse, der starter farverigt men ender i et sort hul – og hvor du sammenligner os med Pol Pot. For uanset om grunden til at netop Pol Pot falder dig ind er din meget omtalte fortid i KAP, så drager du en direkte sammenligning til os. Det er for mig at se ude af proportioner, og bidrager til at skabe fjendebilleder, der inviterer til afstandtagen og hovedrysten frem for refleksion. Og det synes jeg er ærgerligt.
DU henviser dernæst til din artikel i Weekend Avisen, hvor Ulrik Dahlin på baggrund af sin ungdommelige tilslutning til KAP’s politiske linje erklærer (og stor respekt for det), at han også kunne være blevet en glimrende nazist. Heller ikke her bliver jeg overbevist af sammenligningen. Såvel Pol Pot’s, som det nazistiske regime hyldede den eneste stærke fører. Det ligger for mig at se meget langt fra det, der forenede os i bz…
Jeg skal ikke gøre mig klog på den juridiske vejledning, du har fået fra Vibeke Borberg, som ganske rigtig er forskningschef på min arbejdsplads og som jeg har stor respekt for. Jeg vil dog fastholde, at forelæggelse ville have været på sin plads ift. nogle af de medvirkende i din bog (se den omfattende tråd her på FB under mit åbne brev, 12.10). Etiske regler er i vist omfang elastik i metermål, og tolkningen af dem er og bliver en vurderingssag. Ansvaret for en sådan vurdering må altid ligge hos forfatteren/journalisten selv. At du faktisk har forelagt en konkret beskyldning for en person, der ikke ønskede genmæle, taler kun til din fordel. Det kunne du jo have taget med i bogen. At der ikke er andre, for hvem beskrivelser i bogen kan være ”skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende” (Presseetiske regler A3) er jeg – igen med henvisning til diskussionstråden fra i går – lodret uenig med dig i. Og så synes jeg altså at du blander pærer og bananer, når du sidestiller forelæggelse/genmæle med redigeringsret.
Bedste hilsner Mette Sejsbo (og husk det nu) Lektor på Danmarks Medie og Journalisthøjskole.”

Og jeg svarer 14. oktober:

“Kære Mette
Lad mig lige til en begyndelse hæve blikket fra presseetikken: I min præsentation af dig i min bog, i dagbogen for 24. oktober 2014, skriver jeg, at fælles venner har fortalt mig, ”at Mette i kraft af sin integritet og etik har en særlig status i BZ-familien. ’For mange var hun en moderfigur i BZ,’ som én siger. ’En slags Florence Nightingale,’ siger en anden.”
Denne position, hvor du ligesom Martin ’Tjek’ Sundbøll og Birgitte ’Bibber’ Feiring nyder en udbredt respekt blandt andre BZ’ere, ville have betydet, at jeres bidrag til bogen havde haft en særlig vægt.
Herunder kunne du have været med til at reflektere over, hvordan der midt i det varme og idealistiske fællesskab spirede mere militante og voldelige tendenser. For selv om du ikke nævner det, kan du vel ikke i din tid som BZ’ere frem til 1985 have undgået at opleve det samme, som alle dine kammerater fortæller om i bogen – at sammenstødene med politiet blev mere og mere voldsomme, og at optrapningen ikke KUN skete fra politiets side.
„Efter rydningerne tog mange af os – og en masse andre, der var kommet til – ind til byen og fór rundt og smadrede en masse vinduer og tiltede nogle banker,“ fortæller du således i din voiceover til dokumentarfilmen Jævning fra 1985 om timerne efter, at Allotria var blevet ryddet. „Lige i dagene bagefter tror jeg, at de fleste af os næsten var i stand til at gøre hvad som helst – smide sig ud og vælte en panser, der kom forbi på motorcykel, og helst håbe, han døde af det,“ fortsætter du. Det kunne have været interessant at få uddybet.
Ligesom det vel heller ikke kan være helt ukendt for dig, selv om du forlod BZ, at der fra midt i 80’erne i bevægelsen opstod en antiimperialistisk fløj, der dyrkede en byguerilla-strategi efter tysk RAF-model og gennem flere år omsatte strategien i en lang række regulære sabotageaktioner.
For at sige det ligeud: Jeg opfatter det sådan, at du og din kreds har skabt en romantisk myte om bevægelsen, og at I ikke vil have drømmebilledet forstyrret af fakta. Det er ikke mig, der opfinder en radikalisering – den sker desværre i virkeligheden.
Tilbage til presseetikken: I et enkelt tilfælde, hvor der rettes beskyldninger mod en person, har jeg givet personen mulighed for at svare, hvad den pågældende ikke ønskede. Når jeg ikke omtaler tilfældet i bogen, skyldes det ene og alene, at jeg (og backingbandet) vurderede, at det kun ville være yderligere ubehageligt for vedkommende, hvis det blev nævnt.
Ud over dette ene tilfælde er der efter min mening ingen tilfælde af potentielt ærekrænkende beskyldninger i min bog. Jeg redegør omhyggeligt og efter dokumentariske principper for, hvad mine hundredevis af kilder fortæller, og giver dermed boglæseren mulighed for selv at vurdere sagen – præcis som jeg har lært på Journalisthøjskolen.
Bedste hilsner
Peter”

Uddrag fra BZ side 478-484