EFTER DRABET

En særlig opgave

Billede på dette sted i bogen:
Jørgen Jespersen, februar 2000. Jørgen Jespersen døde 26. marts 2003.

Nummer 395 på politiets liste over besættelsestidens ’uopklarede Drab og Drabsforsøg i Stor-København’ er cand. polit. Aage Petersen. På listen noteres det lakonisk, at Aage Petersen blev „dræbt 13/9 1944. Skudt i Nørrealle ud for Nr. 27 i Glostrup sammen med Torben Arne Vikelsø-Jensen.“ I margenen ud for navnet har en eller anden noteret ’BOPA’. Den håndskrevne tilføjelse betyder, at sabotageorganisationen BOPA efter krigen har påtaget sig ansvaret for dobbeltdrabet, og at politiet derfor ikke har foretaget yderligere efterforskning.
Tidligt om morgenen den 13. september 1944 var tre unge mænd cyklet til Glostrup for at vente på Aage Petersen. Lederen af den lille gruppe, som havde fået til opgave at gennemføre likvideringen, var en attenårig BOPA-sabotør med dæknavnet ‘KK’. Med sig havde ‘KK’ en af sine betroede mænd, ’Johnny’, samt en ny sabotør. De tre mænd lagde sig i skjul bag en hæk et stykke nede ad Nørre Allé. ‘KK’ havde i nogen tid haft Aage Petersens hjem på Tværagervej under observation, og han regnede med, at de to mænd ville forlade boligen omkring klokken otte for at spadsere ned mod Glostrup Station, hvorfra Aage Petersen hver dag tog toget ind til København.
Kort efter klokken otte drejede Aage Petersen og Vikelsø-Jensen som forventet rundt om hjørnet fra Tværagervej og spadserede ned ad Nørre Allé. Da de passerede købmandsbutikken et stykke nede ad alléen, blev de råbt an. Et øjeblik efter skrattede en maskinpistol på den stille villavej, og de to mænd styrtede om på vejen.

I en montre på Frihedsmuseet i København hænger en mørk, gammel herrefrakke med fem røde og hvide cirkler fastgjort på stoffet. Cirklerne markerer de skudhuller, som gik gennem sabotøren ’KK’s frakke, da han under nærmest mirakuløse omstændigheder slap uskadt fra en Gestapobetjent på Axeltorv midt i København efter at være blevet arresteret en formiddag i februar 1944.

Billede på dette sted i bogen:
Gymnasieeleven Jørgen Jespersen blev som syttenårig leder af besættelsestidens formentlig mest effektive sabotagegruppe, ‘Afdeling KK’ under sabotageorganisationen BOPA.

På vej til fods fra Vesterport Station mod Gestapos hovedkvarter på Dagmarhus havde ‘KK’ pudset næse og benyttet lejligheden til at afsikre sin pistol i frakkens inderlomme. På vej over sporvognsskinnerne på Axeltorv råbte ‘KK’ pludselig „pas på bilen“, og idet Gestapomanden kiggede væk et øjeblik, skød ‘KK’ gennem frakkelommen. Men da ‘KK’ derpå ville skyde ham i hovedet, sad der lommeuld i pistolen, og den klikkede. I stedet måtte han flygte i siksak hen over torvet, mens Gestapobetjenten tømte sin pistol efter ham – og skuddene ramte kun frakkestoffet.
Ved siden af den hullede frakke på museet ligger den pistol, en tysk 7.65 mm Sauer & Sohn, som ‘KK’ skød sig fri med ved arrestationen.
Bag dæknavnet ‘KK’ skjulte sig en af besættelsens største sabotører med det borgerlige navn Jørgen Jespersen. Ved krigens slutning var den da nittenårige gymnasieelev leder af landets formentlig mest effektive sabotagegruppe, ’Afdeling KK’ under BOPA-lederen Børge Thing, dengang kendt som ’Brandt’. I de foregående to år havde Jørgen Jespersen stået i spidsen for nogle af besættelsestidens vigtigste sabotageaktioner i København – eksempelvis mod B&Ws maskinfabrik, Riffelsyndikatet, Hærens Våbenarsenal, Torotor og Globus. To gange havde sabotagerne affødt lykønskningstelegrammer fra de allieredes øverstkommanderende, general Eisenhowers hovedkvarter. Trods konflikter på kryds og tværs mellem modstandsorganisationerne og deres medlemmer er ‘KK’ et navn, som alle gamle frihedskæmpere omtaler med respekt.
Jørgen Jespersen blev født i 1926 og voksede op på det københavnske Østerbro i, hvad han selv kalder „et borgerligt hjem med en meget nationalt og kongetro indstillet far.“ En kusine var gift med en østrigsk jøde, og allerede i 1938 oplevede den tolvårige Jørgen, hvordan hun og hendes nye familie over hals og hoved måtte flygte fra nazisterne i Wien. I nogle måneder boede den jødiske familie i København, men danskerne var ikke overmåde begejstrede for jødiske flygtninge, og familien fortsatte flugten til Australien.
Da modstanden mod tyskerne begyndte at spire i 1942, gik Jørgen i gymnasiet på Østre Borgerdyd. Han og nogle klassekammerater begyndte på eget initiativ at dele løbesedler ud mod besættelsesmagten, og Jørgen meldte sig ind i Akademisk Skytteforening for at lære at skyde.
„Vi var stærkt provokeret af, at den ældre generation totalt havde svigtet ved at sælge landet uden at gøre modstand. De fleste danskere var passive, og mange talte om, at Hitler havde fået togene til at køre til tiden og afskaffet arbejdsløsheden. Mens nordmændene kæmpede, sendte Danmark landets produktion til Tyskland og bøjede sig gang på gang for tyskernes krav. Vi følte et stort raseri mod de ældre, som blev ved med at give efter og dermed forråde landet.“
I 1942 kom en ny dreng ind i Jørgens klasse. Hans Edvard Teglers’ far var blevet dræbt, da tyskerne torpederede det skib, han var maskinmester på, og sønnen følte et dybt had til besættelsesmagten. I januar 1943 søgte et par unge sabotører tilflugt hjemme hos Hans Edvard og hans mor, og de bragte gymnasiekammeraterne i kontakt med en af lederne i det tidligste BOPA, Poul ‘HH’ Petersen, kommunist og tidligere frivillig i den spanske borgerkrig. På dette tidspunkt vidste drengene ganske vist ikke, at organisationen hed BOPA – det fandt de først ud af efter befrielsen.
„Det eneste, som det gjaldt om for os på det tidspunkt, var at gøre oprør mod tyskerne og de danske myndigheders samarbejdspolitik. Jeg har aldrig selv været kommunist og har i det hele taget aldrig fundet et politisk parti, som jeg kunne sympatisere med. Allerede under krigen mistede jeg min respekt for Buhl og de andre politikere, som samarbejdede med tyskerne, og det øgede ikke respekten, at de efter befrielsen vendte tilbage til magten og frikendte sig selv.“
De mere erfarne BOPA-folk oplærte drengene i sabotagekunsten. Allerede i februar satte Hans Edvard, Jørgen og en tredje klassekammerat ild til et bilværksted på Lyngbyvej, der reparerede tyske vogne, og kort efter antændte de deres første ladning sprængstof ved virksomheden ’Iron’, som fabrikerede dele til tyske u-både. Om dagen passede drengene deres skole, om natten lavede de sabotageaktioner flere gange om ugen.
På vej hjem fra en sabotage mod en elektronikfabrik på Østerbrogade en nat i juni 1943 blev Hans Edvard og Jørgen passet op af to danske betjente. Jørgen undslap, mens kammeraten blev arresteret. Det lykkedes Hans Edvard at spille sindssyg, og han blev senere overført til Skt. Hans Hospital, hvorfra Jørgen og en kammerat i oktober samme år befriede ham. Men efter hans arrestation i juni måtte Jørgen flytte fra sin familie og gå under jorden. Indtil befrielsen boede han på mere end fyrre forskellige illegale adresser.
I dag bor Jørgen Jespersen sammen med sin kone i et rækkehus op til skovene ved Furesøen. Den høje, magre mand med det grå skæg viser mig ind i stuen, venligt og afmålt. Vi sætter os over for hinanden ved panoramavinduet mod haven med et lille sofabord imellem os. Han tilbyder en øl.
Jeg fortæller, at det er mit første interview om emnet, og Jørgen Jespersen understreger, at stikkerlikvideringerne ikke var hans speciale – han var sabotagernes mand. Men selvfølgelig kendte han til stikkerne.
„Allerede fra sommeren -43 tog angiveriet fart, og samtidig begyndte de danske myndigheder at udlevere modstandsfolk til tyskerne, som pinte og torturerede dem. På den anden side var vi tvunget til at have kontakt med mange mennesker for at skaffe opholdssteder og lagre til våben og sprængstof, og derfor levede vi i de år i en konstant frygt for at blive angivet til Gestapo. Jeg ved for eksempel, at jeg selv var blevet angivet, dengang jeg slap fra Gestapo på Axeltorv. Vi prøvede at opklare, hvem stikkeren var, men vi kunne aldrig bevise noget. Mange af mine kammerater blev dræbt efter at være blevet angivet, og derfor havde jeg ikke specielt meget tilovers for stikkerne.“
– Hvordan gik det op for dig, at det kunne være nødvendigt at likvidere stikkere?
„Krig er noget utroligt svineri, noget af det dummeste, mennesker kan gøre. I en krig skærpes situationen konstant og bliver mere og mere modbydelig. Vi havde ikke andre midler til at uskadeliggøre folk end at skyde dem. Vi har haft enkelte tilfælde, når folk blot var for dumme og åbenmundede, hvor vi kunne sende dem til Sverige. Men for dem, som virkelig vidste noget og ville angive os, havde vi ikke anden mulighed end likvidering. Vi havde ikke nogen fængsler, og i Sverige ville de fortsat kunne angive os. Likvideringerne havde også en præventiv effekt, fordi de kunne skræmme folk fra at gå i tysk tjeneste. Hvis tyskerhåndlangerne kendte risikoen for at blive likvideret, kunne det måske afholde dem fra at være for emsige.“
– Havde I en efterretningsvirksomhed?
„Det var i højere grad Holger Danske, som stod for likvideringerne. I BOPA likviderede vi mest i den udstrækning, en stikker truede os selv. Men af og til fik vi en ordre oppefra om at likvidere dén og dén. Allerede i efteråret 1943 blev Hans Edvard og jeg sat til at likvidere Hammeken, en kendt stikker, som boede i Rødovre. Vi så ham en enkelt gang, men havde kun meget sparsomme oplysninger, og det lykkedes os aldrig at komme på skudhold af ham.“
– Hvem gav ordren til den likvidering?
„Det har formentlig været ‘HH’. Men vi vidste ikke, hvor ordren kom fra højere oppe i systemet. Vi måtte bare tro på, at det var i orden.“
– Der må være forskel på at skyde et menneske i kamp og at gennemføre en likvidering?
„Når man skyder en vagt i forbindelse med en sabotage, er det ofte et spørgsmål, om det er ham eller mig, det skal gå ud over. Og i den situation foretrækker de fleste, at det er ham. Så ja, der er stor forskel. At ligge på lur og skyde et andet menneske, måske bagfra, er en ganske anden sag.“
Han ser mig direkte i øjnene.
„At få at vide, at man skulle likvidere et menneske, man ikke kendte, kunne være tungt. Og det har nok præget mange senere hen i tilværelsen. Som gruppeleder syntes jeg ikke, at jeg kunne jage andre ud at gøre det uden selv at have prøvet det. Så jeg har også gjort det. Jeg har også deltaget i den frie jagt på Gestapoog Hipo-folk, som kørte rundt i biler og terroriserede københavnerne. Den dag, englænderne bombede Shellhuset i marts 1945, var de overalt, og vi kørte rundt på ladet af en lastvogn for at få ram på nogle af dem. På et tidspunkt blev vi overhalet af en bil med fire Gestapofolk i, og oppe fra ladet skød vi ned i deres vogn, som kørte ind i en mur. Vi afsluttede angrebet med et par håndgranater, og alle fire blev dræbt.“
– Man likviderede ikke kun deciderede stikkere, men også mere bredt?
„Visse kategorier af tyskerhåndlangere, sabotagevagter og andre, som var gået i tysk tjeneste, kunne også likvideres uden videre. De værste bødler hos Gestapo var jo danskere. Tyskere er meget autoritetstro, og ifølge tysk retspleje måtte tysk politi kun tæve fangerne til en vis grænse. De danskere, som deltog i forhør af modstandsfolk, følte måske ikke den samme begrænsning. I hvert fald var de langt værre til at torturere vores folk.“
– Hvor gik grænsen for, hvem man likviderede?
„Inden aktionen mod Globus i sommeren -44 havde vi besluttet, at vagterne, som var medlem af det nazistiske Sommerkorps, skulle likvideres. Vi skød nogle stykker af dem ned for at komme ind på fabrikken, men så overgav resten af vagtstuen sig. Da de stod dér med hænderne i vejret op ad vagtbygningen, kunne vi alligevel ikke skyde dem. Ordren var faktisk, at de skulle likvideres, men så sagde ’Brandt’, at der ikke skulle foretages mere. Så vi lod dem løbe, efter at have afvæbnet dem.“
„Selvfølgelig var der en gråzone. I ly af krigen foregik der jo mange kriminelle ting, især i den politiløse tid. Nogle har sikkert benyttet lejligheden til at skaffe sig af med en svoger. Derfor blev der jo også efter krigen nedsat et udvalg til at gennemgå sagerne. Men det har sikkert i nogle tilfælde været vanskeligt at afgøre, om det var det ene eller det andet.“
– Hvordan sikrede man sig mod fejllikvideringer?
„I nogle af de første tilfælde prøvede vi at afhøre folk. Men det er en meget kompliceret proces at tage et menneske til fange, og det kræver desuden, at man har folk, som virkelig kan afhøre. Jeg har ikke selv deltaget i afhøringer og ved ikke meget om, hvordan man gennemførte undersøgelser forud. Nogle gange har arresterede kammerater genkendt folk hos Gestapo og har kunnet få smuglet et brev ud med oplysninger, og i de tilfælde har sagen været ret klar. Men ellers har mulighederne for at gennemføre undersøgelser under krigen været meget begrænsede – for ikke at sige stort set umulige.“

Billede på dette sted i bogen:
BOPA-lederen Børge Thing alias ‘Brandt’ (yderst til venstre) sammen med sine nærmeste afdelingsledere. Nummer to fra venstre er Hugo ‘Uffe’ Horwitz, nummer tre er Jørgen ‘KK’ Jespersen, og yderst til højre ses Erling Andresen.

Bag Jørgen Jespersen tikker væguret i pauserne. Alle spørgsmål bliver besvaret, kort og præcist, efterfulgt af afventende tavshed.
– Diskuterede I nogensinde likvideringerne med hinanden?
„Jeg erindrer det ikke, men der har sikkert været mange diskussioner. I nogle kredse var der problemer med at indse nødvendigheden af det, og efter krigen var der en del røre. Man skal jo langt tilbage i historien for ellers at finde henrettelser herhjemme.“
– Var det noget, man talte om før en likvidering?
„Om det moralsk og etisk korrekte?“
– Ja. Eller blot om man turde?
„Jeg ved, at en af mine folk blev skudt ned af én, han var ude for
at likvidere. Han sagde vist lige inden, at han ikke kunne få sig selv til at gøre det, og så klikkede hans pistol i situationen. Der var en anden med derude, som måtte overtage. Han er i øvrigt en af dem, hvor det pludselig rammer sent i tilværelsen. Han har arbejdet hele sit liv og har ikke tænkt noget eller talt med nogen om, hvad han lavede under besættelsen, men pludselig ramlede det hele ned over ham.
Han kunne ikke sove, kunne ikke arbejde og fik dårlige nerver.“
– Hvad vidste du selv på forhånd om de to mænd, du var med til
at likvidere?
„Intet. Jeg havde fået navnene, signalement og bopæl af ’Brandt’,
og vi havde haft dem skygget og undersøgt deres vaner. De var kendte nazister og skrev i Fædrelandet, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Jeg tror ikke, navnene sagde mig noget.“
– Hvordan besluttede I, hvem der skulle udføre en likvidering? Meldte man sig frivilligt?
„Vi har aldrig tvunget folk til den slags. Jeg fik opgaven, besluttede selv at tage med, og så forhørte jeg mig blandt mine folk … Den ene af dem, som var med, ’Johnny’, begik i øvrigt selvmord senere. Men hvad der tyngede ham, ved jeg ikke. Nogle af de ting, man har gjort under en krig, kan man jo komme til at fortryde.“
– Hvordan foregik likvideringen den dag i Glostrup?
„Jeg kan dårligt huske det. Vi cyklede derud. Jeg boede i nærheden af Glostrup på det tidspunkt. Vi råbte dem an, da vi var klar over, at det var dem. Så løb de. Og så skød vi … Bagefter fandt vi ud af, at de var bevæbnede, i hvert fald den ene af dem. Jeg kan huske, at jeg på det tidspunkt boede hos en familie, som stort set ikke vidste noget om, hvad jeg lavede. Men én i deres familie havde åbenbart set mig og genkendt mig den dag, for fruen i huset kom senere og sagde, „nu har du været dér og dér“.“
– Én fra familien havde set dig skyde?
„Åbenbart. En eller anden tante Ellen.“
– Hvorfor gik I hen til de likviderede bagefter?
„For et par år siden holdt jeg et foredrag om modstandskampen,
og nogle må have fået mig til at tale om likvideringerne. I hvert fald spurgte en ældre dame, hvordan vi så klarede begravelsen bagefter … Det er svært, når sådan en sød, ældre dame spørger. Jeg tyggede lidt på den, og så sagde jeg: ’Ærlig talt, efter at vi havde konstateret, at døden var indtrådt, så overlod vi begravelsen til familien eller andre’.“
Vi er tavse lidt.
„Vil du have en bid mad med..?“ Jørgen Jespersen forlader stuen for at sætte frokosten i gang. Da han kort efter vender tilbage, bliver han stående lige inden for døren.
„Jeg tror ikke, Leif Panduro selv lagde skjul på det. Men jeg var ikke klar over, at det var hans far.“
– Panduros far?
„Ja. Den ene af dem, jeg var med til at likvidere ude i Glostrup, var forfatteren Leif Panduros far. Jeg fik det først at vide for et par år siden, da en ven spurgte, om jeg var klar over det. Jeg vidste det ikke, for faren havde et andet navn. Men det er jo i og for sig ligegyldigt. Jeg sætter da pris på Leif Panduro og hans værker alligevel.“
Jørgen Jespersens kone ser på sin mand, mens hun sætter maden frem på det lille bord i køkkenet.
„Jeg ved ikke, hvordan du tør invitere folk på frokost uden at vide, om de hader sild og ost,“ siger hun. Han sender mig et blik.
„Så kan han sgu æde en banan.“
Efter krigen gik Jørgen Jespersen som mange andre modstandsfolk ind i hæren. Han forklarer, at det især var erfaringen af, hvor let spil Hitler havde haft op til krigen, som fik ham til at vælge den militære vej. „Og i dag,“ tilføjer han, „kan der stadig være god grund til at være parat til at forsvare sig mod sindssyge magthavere, som af religiøse, ideologiske eller nationalistiske grunde stikker hovedet frem.“
Efter fyrre års tjeneste blev Jørgen Jespersen i 1986 pensioneret fra en stilling som oberstløjtnant og chef for Hærens Materielog Færdselsskole i Avedørelejren. Efter pensioneringen har han brugt mere tid på erindringerne fra modstandskampen, og han har blandt andet i samarbejde med Frihedsmuseet udarbejdet et kartotek over de sabotageaktioner, ’Afdeling KK’ deltog i. Som formand for BOPA’s Mindefond har han også fået fornyet kontakten med mange af de gamle modstandsfolk.
„Jeg har ellers holdt mig lidt på afstand. Det er ligesom, når gamle soldater mødes og fortæller de samme historier for 27. gang. Den slags er jo ikke til at holde ud.“
Vi er tilbage i stuen.
– Havde du nogen særlige tanker eller følelser efter likvideringen? „Det husker jeg ikke. Jeg tror ikke, jeg havde nogen søvnløse næt-
ter i dén anledning. Der er andre oplevelser under krigen, som har gjort større indtryk på mig. De store sabotageaktioner med tredivefyrre mand involveret, som ikke kunne mødes forinden, var komplicerede. Man må rekognoscere fabrikken, finde ud af deres vagtrutine, deres alarmeringssystem, hvordan man kommer ind, om der er arbejdere indenfor, man kan stole på. En likvidering kræver ingen særlig planlægning. Hvis man ved, at manden plejer at sidde på den og den beverding hver formiddag klokken ti, så er det let at gå til.“
„Det er aldrig særlig rart at skulle udsætte sig selv for livsfare, og før en vigtig aktion skulle man altid tisse. Men efter en stor, grundigt planlagt, vellykket sabotageaktion kunne der være stor personlig glæde og tilfredshed. Der er til gengæld ikke megen glæde og tilfredshed ved at optræde som bøddel og skyde et andet menneske. Dét er nok også en forskel.“
– Har du haft nogle eftervirkninger af de dramatiske oplevelser?
„Jeg var sammen med nogle kammerater fra dengang, som mente, at vi alle sammen havde taget skade. Det ved jeg nu ikke. Det har betydet meget for mig, at jeg hurtigt indså, at krigen var forbi og gik i gang med uddannelse, arbejde og familie. Det har nok holdt det på afstand. Når man så bliver pensioneret, kan det begynde at dukke op igen.“
„Det har undret mig meget at se, hvordan det kan komme op hos folk halvtreds år efter og virke meget stærkt. Det er svært at sige, hvad årsagen er til, at folk får dårlige nerver eller begår selvmord. Jeg ved ikke, om det hænger sammen med, at der dengang ikke var noget, der hed krisehjælp. De fleste har slet ikke villet fortælle om de likvideringer, de har deltaget i. Mange har ikke engang fortalt om deres oplevelser til den nærmeste familie. Jeg har så truffet dem langt senere, hvor de har fået betænkeligheder og svære kvaler med det, de har været med til.“
„At slå et andet menneske ihjel præger sig dybt i erindringen. Og for de mennesker, som har likvideret en forkert, må det kunne give anledning til nogle kedelige overvejelser senere hen. Det kan virke stærkt tyngende på folk at have været den udøvende.“
– Og på dig selv?
„Man kan jo ikke vide, om man var blevet mærkelig alligevel.“

En fars skygge

Da cand. polit. Aage Petersen kort efter klokken otte om morgenen onsdag den 13. september forlader sit hjem på Tværagervej 5 i Glostrup sammen med en kollega, er den 44-årige, let korpulente redaktør elegant klædt i stribet jakkesæt, lys frakke og hvid bowlerhat. De to herrer vil spadsere til stationen for at tage toget ind til Frimurerlogen på Blegdamsvej i København, hvor det nazistiske Schalburgkorps har opslået sit hovedkvarter. Aage Petersen har i nogen tid fungeret som korpsets propagandachef med den særlige opgave at forklare danskerne fornuften i tysk udenrigspolitik.
Kollegaen, han følges med, er den 37-årige Torben Arne VikelsøJensen, der er ansat som ekspeditionssekretær i Københavns Magistrat. Desuden er Vikelsø-Jensen medarbejder ved det nazistiske blad, Maanedens Tilskuer, som Petersen udgiver.
Nogle minutter senere, efter at de to er drejet om hjørnet ned ad Nørre Allé mod Glostrups centrum, forlader en anden mand sit hjem to huse længere oppe ad Tværagervej i nummer 1. Denne mand, der arbejder som kommuneassistent på rådhuset i Glostrup, hedder tilfældigvis det samme som Aage Petersen. Det er ikke ualmindeligt, at de to navnebrødre om morgenen næsten samtidig går turen ned ad Tværagervej og Nørre Allé, men de taler aldrig sammen.
Da kommuneassistenten Aage Petersen drejer om hjørnet, bemærker han de to andre mænd nogle hundrede meter nede ad Nørre Allé, men han genkender ikke sin navnebror. Kort efter sker noget besynderligt, og kommuneassistenten standser brat op: Det ser ud, som om benene forsvinder under de to mænd foran ham, og de falder begge om på vejen.
Kommuneassistenten hører ingen skud, men han er klar over, at noget er galt. I stedet for at gå videre ned ad Nørre Allé mod de to mænd i vejkanten, skrår han ind gennem en nærliggende park og haster ned til sit kontor på rådhuset. Først da Aage Petersen om aftenen kommer hjem fra arbejde, får han at vide, at det er den anden Aage Petersen, som samme morgen blev skudt for øjnene af ham. „Det gav naturligvis anledning til en vis nervøsitet,“ husker Aage Petersen i dag. „Jeg havde samme navn, boede på næsten samme adresse og gik samme rute hver morgen som den anden Aage Petersen. Jeg overvejede, om det lige så godt kunne være mig selv, som var
blevet skudt.“
Fem måneder efter likvideringen blev Aage Petersen i øvrigt ar-
resteret af Gestapo, fordi han som kommunalt ansat havde produceret falske legitimationskort til illegale politifolk. Efter et ophold i Vestre Fængsel sad han i Frøslevlejren til befrielsen i maj 1945. Senere avancerede Aage Petersen på rådhuset og var indtil sin pensionering Glostrups kommunaldirektør.

Den dengang attenårige Jørgen ‘KK’ Jespersen fortæller i dag, at han fik ordren til at likvidere Aage Petersen fra den daværende BOPA-leder, Børge Thing. Andre personer med kendskab til den daværende ledelse af BOPA og Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, vurderer, at det ikke er sandsynligt, at Børge Thing selv har truffet beslutningen om likvideringen. Formentlig har han enten fået opgaven tildelt eller i hvert fald konfereret om den med sine kontakter i DKP-ledelsen, enten Svend Nielsen eller Børge Houmann. Den fem mand store partiledelse i det kommunistiske parti holdt på dette tidspunkt af krigen daglige møder, og beslutningen om at likvidere Aage Petersen kan være truffet på et af disse møder tidligt i september 1944.
Der foreligger ingen vidnesbyrd om, at Aage Petersen blev likvideret på grund af stikkervirksomhed. Til gengæld fandt hans nazistiske aktiviteter sted i fuld offentlighed: Ud over at skrive i sit eget blad, Maanedens Tilskuer, bidrog han til det danske nazistpartis dagblad, Fædrelandet, og desuden holdt han foredrag i statsradiofonien, der var underlagt tysk ledelse. Ved sin død havde han været medlem af nazistpartiet i knap to år.
Aage Petersen blev født i Ringkøbing den 8. maj 1900 og voksede op som redaktørsøn i Præstø. Efter nogle år som elev på farens avis tog han til København for at tage studentereksamen og derefter begynde på cand. polit.-studiet. På sit pensionat mødte han den seks år ældre lærerinde Anne Johanne Panduro. Nytårsaftensdag 1921 giftede de sig med hinanden.
Ifølge litteraten John Christian Jørgensen, som i sin store Leif Panduro-biografi også fortæller om forfatterens far, var ægteskabet ikke populært i den panduroske familie. „Han har en skidt karakter,“ sagde Anne Johannes far om svigersønnen. Men Anne Johanne selv var forelsket i den charmerende og begavede Aage.

Billede her i bogen:
Cand. polit. Aage Petersen (forrest i billedet) og ekspeditionssekretær Torben Arne Vikelsøe-Jensen blev en morgen i september 1944 skudt ned af Jørgen ‘KK’ Jespersen og to andre BOPA-sabotører på Nørre Allé i Glostrup.

I april 1923 nedkommer Anne Johanne før tid med en dreng, som bliver døbt Leif Thormod Petersen. Men allerede da Leif og hans mor vender tilbage fra fødeklinikken, er faren på vej ud af hjemmet. Aage Petersen har taget sin første eksamen, har fået legater og frit ophold på Regensen, og nu vil han andre veje. Anne Johanne bryder sammen oven på skilsmissen og kommer til at tilbringe det meste af sit liv på psykiatrisk hospital. To år efter skilsmissen tager hun sit pigenavn Panduro tilbage, og samtidig kommer sønnen til at hedde Leif Panduro.
I 1927 tager Aage Petersen sin cand. polit.-eksamen med førstekarakter, og året efter gifter han sig med Tove Kullenberg, som han har kendt allerede før ægteskabet med Anne Johanne. Parret får to sønner, den yngste er Ulrich Horst Petersen, født 1936.
Året efter sin eksamen bliver Aage Petersen filialbestyrer i Nordisk Brandforsikring A/S. I praksis fungerer han som assurandør i Glostrup, men Aage Petersen titulerer sig gerne direktør. Han lever dyrt, køber efterhånden både automobil og villaen i Glostrup. Som politisk pragmatiker beundrer han Stauning, men i valget mellem de to supermagter, Sovjetunionen og Tyskland, holder han så absolut på det effektive Tyskland. Da Danmark bliver besat, ser han det som en sørgelig, men forståelig begivenhed. Nationalsocialismen kan, skriver han i et blad, ses som en videreudvikling af socialdemokratiske tanker. Og når Tyskland har sejret, kan Danmark komme til at spille en vigtig rolle i det ny Europa.
Først i november 1942 melder han sig ind i det danske nazistparti, DNSAP. Han forventer formentlig at kunne bruge medlemskabet som løftestang for sine sociale ambitioner, mens nazisterne hurtigt finder ud af, at de kan bruge hans begavede pragmatisme og gode formuleringsevner. Lige fra besættelsens start støtter Aage Petersen, som så mange andre, regeringens samarbejdspolitik med tyskerne i skrift og tale, men da samarbejdet bryder sammen 29. august 1943, tvinges han til at vælge side.
Måneden efter siger han ja til at blive administrator af ugeskriftet Europa-Kabe, der er finansieret af tysk kapital og af modstandsfolkene anses for et nazistisk propagandaskrift. Kort efter begynder han selv at udgive Maanedens Tilskuer, hvori han kritiserer modstandsbevægelsen og „Bolsjeveringsprocessen“ i det danske samfund, som kun besættelsesmagten kan sætte en stopper for. Aage Petersen begynder også at undervise på kurser for nye nazister. Skolingsafdelingen har adresse hos Schalburgkorpset i Frimurerlogen på Blegdamsvej, og her får Aage Petersen nu et kontor. Ifølge en senere rapport fra Rigspolitiet har han titel af chef for korpsets propagandaafdeling. Med direkte forbindelse til det tyske propagandahovedkvarter på Dagmarhus får Aage Petersen blandt andet ansvaret for de nazistiske programmer i radioen.
Schalburgkorpset er blevet oprettet i april 1943 ud fra SS-lederen Heinrich Himmlers idé, og korpset er tiltænkt en central rolle i nazificeringen af det danske samfund. Korpsets hovedkvarter på Blegdamsvej har karakter af en befæstet kaserne, og dets militære afdeling, der blandt andet bemandes af hjemvendte østfrontfrivillige fra Frikorps Danmark, har til opgave at bekæmpe modstandsfolkene med alle midler – angiveri, bombeattentater og clearingmord. Schalburgkorpset er så forhadt i København, at Frihedsrådet under Folkestrejken i sommeren 1944 kræver det fjernet fra byens gader.
Aage Petersen må på dette tidspunkt selv være klar over, at han nu har valgt side i en voldelig konflikt. I hvert fald anskaffer han sig en pistol, som ligger ved sengen om natten, og som han altid bærer på sig om dagen. I juli 1944 er der indbrud i villaen på Tværagervej, hvor der dog kun bliver stjålet et parti gode cigarer, men det kan have skærpet Aage Petersens agtpågivenhed. Efter sommerferien 1944 sender han sin familie, konen og de to sønner, i sikkerhed hos en bekendt i Roskilde.
Aage Petersens yngste søn, Ulrich Horst Petersen, der senere blev jurist og forfatter, husker i erindringsbogen ’Huse og tider’, hvordan nogle drenge hjemme på Tværagervej råbte „nazisvin“ efter hans storebror. Da faren hørte om drillerierne, opsøgte han straks drengenes familie på hjørnet af Nørre Allé og Tværagervej og truede dem med al landsens ulykker. Horst Petersen tilføjer lakonisk: „I betragtning af at al landsens ulykker i en nazists mund kunne være lidt af hvert ville der også heri siden være et motiv til at stille sin have til rådighed som ly for hans mordere.“
Farens nazisme og likvideringen af ham slynger sig som en rød tråd gennem de erindringsbøger, som Ulrich Horst Petersen har udsendt i løbet af halvfemserne. I én af dem overvejer han, om naboerne har hjulpet til ved likvideringen. Et baghold var eneste mulighed for at komme til at skyde faren i det fredsommelige villakvarter, skriver han, og „det kan have indebåret bistand fra de mennesker i hvis haver jeg gik ud og ind som barn. Således skifter disse haver betydning, den stemning de formidler i mit sind bliver en anden alt efter den sammenhæng de indgår i. De kan være rammer om lege vi legede, huler vi byggede – og de kan pludselig lukke sig forræderisk over en morder der ligger parat, mens de derinde i huset afventer hvad der vil ske og måske beredvilligt har røbet de tider på dagen hvor han kom og gik, ja, måske selv med begejstring har henvendt sig.“
Kort efter likvideringen flytter resten af familien Petersen fra Tværagervej. Ulrich Horst Petersen skriver om faren: „Hvis jeg siger at han aldrig blev voksen, er det mindre fordi han kun var 44 år da han døde, end fordi det var drengetidens, jægertidens idealer han aldrig forvandt – renhedsdrømmen, stoltheden og æren – og som i perverteret udgave til sidst tog magten, besatte også ham og dikterede kampens udfald.“
„Men med hans død og flytningen var dramaet ikke forbi. Ofte, når han straffede mig, havde jeg ønsket ham død, og så skete det med ét slag. Dér lå han badet i sit eget blod, jeg så fotografiet i et værk om besættelsestiden i billeder på det lokale bibliotek, da jeg var 16-17 år gammel. Som sagt: jeg genkendte ham straks – og dog var det anderledes nu. Jeg fortalte ingen, at han var min far, og fortalte ingen at jeg havde set det billede, og at det fandtes i den bog. Men synet genopvækkede min gamle forestilling: at det var sket, fordi jeg havde ønsket det. (…) Med ét slag var jeg blevet dobbeltforræder for så vidt som min kærlighed til ham forrådte mig i deres øjne der havde myrdet ham, og for så vidt som mit ønske om at han skulle forsvinde forrådte ham til dem. Dramaet blev suspenderet dengang, ikke ført til ende, godt det samme sikkert, både for ham og mig. Men intet drama der væsentligt har berørt vor kærlighed og kærlighedsevne tager nogensinde slut. Det følger os hele livet og præger os ud i alle vor karakters egenskaber, også dér hvor vi mindst venter det.“

Aage Petersens ældste søn, Leif Panduro, fortalte først offentligt om likvideringen af faren året inden, han døde. Det skete i et interview med journalisten Jens Branner, som i april 1976 skrev en serie samtaler om angst i Politiken.
„Jeg kendte jo næsten ikke min biologiske fader,“ fortalte Leif Panduro i interviewet. „Jeg så ham kun de gange, da jeg selv skulle hente underholdsbidraget hos ham inde i Frimurerlogen.“
Leif Panduro, som ved krigens start var sytten år, havde gennem venner fået en perifer tilknytning til modstandsarbejdet og var mod krigens slutning leder af en af militærets såkaldte ventegrupper. Det var derfor med blandede følelser, han hentede sine penge i det nazistiske Schalburghovedkvarter.
„Jeg var angst for det der inde i Frimurerlogen, og for modstandsbevægelsen, som jeg selv var medlem af, hvis den fik det at vide. Jeg følte mig på en eller anden måde skyldig i det hele, hele krigen. Jeg følte mig også lidt nazistisk. Skønt jeg jo var medlem af modstandsbevægelsen, så fik jeg penge af ham, som var stornazist. Og man vidste jo aldrig, hvor de penge kom fra.“
En dag, Leif Panduro fulgtes med sin far i toget til Glostrup, begyndte faren at skælde ud på en sabotageaktion, som netop havde fundet sted. Aage Petersen råbte op om sabotørerne midt i toget: „De skulle skydes alle sammen!“ De andre passagerer stirrede, og sønnen forsøgte at dysse ham ned.
Da en af Leif Panduros kammerater flygtede til Sverige, følte den let paranoide Panduro sig også i fare og ville af sted. Han henvendte sig til faren for at bede om hjælp til at komme ud af landet – og med 500 kroner finansierede Schalburgmanden modstandssønnens flugt til Sverige … Panduro blev dog kun i Sverige i seks uger.
Dagen efter likvideringen af faren læste Leif Panduro om drabet i et kort Ritzau-telegram i avisen: „Onsdag kl. 8,30 blev cand. polit. Aage Petersen og Fuldmægtig i Magistratens 2. Afdeling, cand. jur. Vikelsø-Jensen dræbt i Nørre Allé i Glostrup…“ For første gang betroede Panduro en af sine venner, at faren var nazist. Formentlig har han også måttet overveje den teoretiske mulighed for, at han som modstandsmand selv havde fået tildelt den likvideringsopgave, som nu var blevet udført af den jævnaldrende Jørgen Jespersen.
Sønnen arvede den jakke, faren havde på under likvideringen, og omtalte den siden som „den med 9 mm-mølhullerne“. Få måneder efter krigen så han for første gang et fotografi af farens lig i Ernst Mentzes ‘5 Aar – Besættelsen i Billeder’.
I interviewet med Jens Branner fortæller Leif Panduro om den følelse af skyld, han siden bar på: „Så er altså alt i forhold til mig forkert? Men hvad kunne jeg gøre for, at min fader var nazist? Alligevel, jeg er opdraget med arvesynden, ansvaret for fædrenes synder. Det er en skyldfølelse som driver en til det yderste, og man får aldrig betalt, derfor er der ikke andet at gøre end at leve med den. Han hed Petersen og jeg Panduro. Men jeg levede altid med den angst for, at det skulle blive opdaget.“
„Til sidst havde jeg skyldfølelse konstant. Jeg behøvede ikke have andre til at fortælle mig det, tak, ikke andre til at slå mig oven i hovedet med det, det kunne jeg selv. Jeg havde skabt mit hemmelige rum, men udvendig blev man til en maske, stiv. Og da har man fortrængt, da tør man ikke længere leve med angstens mange ansigter.“