Til Politiken har jeg skrevet en kronik om min taknemmelighed og respekt for de tidligere BZ’ere, som har trodset risikoen for ubehagelige konsekvenser og fortalt deres erindringer og eftertanker om tiden som unge oprørere i 80’erne:
“Dette skriv er ikke en trussel”
Efter måneders intens debat om min bog om BZ sidder jeg tilbage med en lyst til at hylde de modige stemmer, som fortæller deres historier.
DE SENESTE TO ÅR har jeg lært en gruppe mennesker at kende, som er både modigere og mere parate til selvrefleksion end stort set alle, jeg før har mødt.
De er midaldrende som jeg selv, men ellers er det svært at få øje på fællestræk i deres nutidige liv: Nogle af dem er højtuddannede, andre har knap fuldført folkeskolen. Nogle har i deres voksne liv fulgt de accepterede stier og har som jeg selv villa og børn i forstæderne, mens andre har gjort sig mangeårige erfaringer med vold, kriminalitet eller junk.
Alligevel søger de mod hinanden og har især gennem dette efterår mødtes igen og igen for i timevis – og med en åbenhed og lydhørhed, jeg aldrig før har oplevet – at berette om erfaringer, de gjorde sig som teenagere for mere end 35 år siden i 1980’ernes københavnske BZ-miljø. Nogle gange er beretningerne så rørende, at øjnene bliver blanke rundt om bordet, andre gange ruller latteren i så voldsomme bølger, at jeg får ondt i mellemgulvet.
Fælles for dem – og for stort set alle andre BZ’ere, jeg har talt med – er nemlig en genopdagelse af, hvor stor betydning fortidens fællesskab har haft for deres liv, for deres identitet og personlige værdier. Ikke én taler om at have fortrudt, at de for en tid brød med samfundets normer og love, for i dag kan de se, at det gav dem en unik oplevelse af den kolossale kraft, et fællesskab af handlende unge kan rejse.
Allerede dengang var de vidt forskellige: Nogle var børnehjemsbørn eller vilde drenge, som var blevet sendt på Tvind-skole, andre havde forladt flossede hippiefamilier eller oplevede som jeg selv et savn efter kærlighed i middelklassens parcelhuse.
I BZ mødte de, hvad mange af dem kalder en ny familie. De oplevede pludselig at bo sammen med andre børn og unge, som de delte værdier og drømme med, og som også var villige til at gå langt for at finde mere meningsfulde måder at leve på. Flertallet fik i de år venner for livet.
Men de har også gennem de seneste to år haft en fælles erfaring, der for de fleste kom som et chok: At en kreds af deres gamle BZ-kammerater, som dengang havde en toneangivende rolle, stadig 35 år senere var parate til at gå endog meget vidt for at hindre dem i at bidrage med deres erindringer til en dokumentarisk bog.
SOM FJORTENÅRIG meldte jeg mig ind i Amnesty International, og siden har jeg kun oplevet en stigende beundring for de mennesker, der har det særegne mod til at sige deres mening på trods af konsekvenserne.
Også her i landet kan det i nogle sammenhænge, trods demokrati og ytringsfrihed, kræve stort mod at hæve stemmen. I de senere år har vi især hørt disse modige stemmer fra muslimske miljøer, først fra digteren Yahya Hassan og siden især fra en række yngre kvinder, som på den mest beundringsværdige vis har trodset risici som ekskludering fra deres familier, offentlig udskamning og vold, for at fortælle om deres egne oplevelser af social kontrol og undertrykkelse i de miljøer, hvor de er vokset op.
Noget mere overraskende er det, at en lille kreds af ofte veluddannede mennesker, hvoraf de fleste har deres på det tørre, med tilsvarende metoder har forsøgt at hindre deres gamle BZ-fæller i at tale med en forfatter.
Allerede i foråret 2014, inden jeg overhovedet havde besluttet at skrive min bog,
udsendte kredsen et åbent brev, hvori de opfordrede alle andre gamle BZ’ere til at boykotte mit arbejde. Brevet forsikrede, at ”dette skriv er ingen trussel”, hvad man naturligvis kun skriver, hvis man truer.
Men da modstanden et par måneder senere eskalerede med oprettelsen af en lukket Facebook-gruppe, skabtes samtidig en modreaktion, som jeg ikke tøver med at kalde en form for frihedskamp: Tidligere BZ’ere begyndte at henvende sig til mig for at erklære, at de ikke ville underlægge sig den gamle inderkreds’ forsøg på at bevare kontrollen over historien.
”Hold kæft, jeg håber du skriver den bog om BZ. Jeg lader mig ikke kue, bare fordi jeg har en anden mening end dem, der råber højt,” som en af frihedskæmperne, Claus Hansen, dengang skrev til mig.
OVER HUNDREDE BZ’ere henvendte sig de følgende måneder til mig med samme budskab.
En del trak sig dog igen. Nogle forklarede, at de risikerede, at omgangskredsen snævrede ind, og at de ikke ville blive inviteret til den næste 50 års fødselsdag. Et par stykker blev simpelthen stillet over for et ultimatum fra gamle venner om at vælge venskabet eller bogen.
Derfor har det for den enkelte BZ’er været et afgørende, personligt valg, om man gerne ville fortælle sin historie. Nogle har vaklet i et år eller mere, inden de traf valget.
Undervejs viste det sig da også, at det langt fra blev trygt og omkostningsfrit at medvirke i bogen.
En dag ringede en af deltagerne eksempelvis til mig for at få et godt råd, fordi hun var blevet nervøs ved at bo alene i sit hus. Hun havde oplevet retorikken accelerere til et niveau, hvor dem, som ”taler med Øvig” kaldtes ”stikkere” og ”forrædere”, og hun vidste, at den slags formuleringer i dele af miljøet tidligere havde sanktioneret anvendelse af vold.
En anden medvirkende fortalte, hvordan han hen over køledisken i den lokale Irma havde mødt en af de gamle kammerater, og i første omgang blev glad ved gensynet. Men da den anden opdagede, at han hørte til dem, som ”taler med Øvig”, vendte situationen sig til et chokerende voldsomt, verbalt overfald, der satte sig i kroppen på ham i ugevis.
Jeg har selv undervejs fået smadret mit arbejdsværelses tre store ruder mod skoven med stenkast i en kommandoaktion ved højlys dag, og jeg har hørt andre historier, som af hensyn til de involveredes sikkerhed ikke kan fortælles, men som inkluderer de mest usle tilråb og trusler.
EFTER BOGENS UDGIVELSE har nogle af de ikke-deltagende BZ’ere i pressen og ikke mindst i stormfulde Facebook-debatter benægtet, at der har været udøvet nogen form for social kontrol, og hævdet, at alle har været frit stillet til at udtale sig til bogen.
Undervejs fik påstandene et par af de modigste frihedskæmpere til at tage til genmæle. Ud fra sine egne oplevelser slog osteopaten Janne Høyrup på Facebook fast, at ”der har været udøvet massiv social kontrol fra en gruppe få, men dominerende gamle BZ’ere imod bl.a. mig og alle andre, der ikke rettede ind.” Hun tilføjede, at hun har ”mistet respekten for en række mennesker, som jeg førhen beundrede. Ikke på grund af bogen. Men på grund af deres modbydelige opførsel eller deres stiltiende accept af den sociale kontrol.”
En anden, filminstruktøren Mariella Harpelunde Jensen, skrev, at der i BZ stadig herskede ”en sær og syg kultur, som undertrykker den frie tanke, det frie initiativ og det frie personlige udtryk med en temmelig voldsom kraft. Denne kultur har en sær og sælsom dynamik, beslægtet med sekter, gamle broderskaber og religiøse bevægelser. Den er ikke konstant, den er ikke altid bevidst, men den er ikke desto mindre meget stærk, især måske fordi den ofte ikke er sig selv bevidst, og fordi den udøves på en måde, som rammer så hårdt og nådesløst ind i gamle relationer, fine bekendtskaber og sågar venskaber. Det er ærgerligt, beklageligt og trist. Og mest af alt er det så elendigt, at mange vender det blinde øje til, når den er i gang.”
Sammenligningen med sektens socialpsykologiske mekanismer har jeg selv fundet oplagt. Ikke fordi sektbegrebet på nogen måde er dækkende for BZ, men fordi netop den sociale kontrol er velkendt fra religiøst fundamentalistiske sammenhænge.
En af de BZ’ere, som selv henvendte sig, men efter flere søvnløse nætter trak sig igen af frygt for at komme i ”bad standing”, forklarede mig, hvordan han selv som erhvervsleder med familie og børn i Jylland alligevel stadig havde sit BZ ”logeemblem” siddende under jakkesættet. At fortælle sin historie trods boykotten svarede til, skrev han i en mail, ”at række min hånd med logeemblemet ud over en dyb og mørk brønd. Du beder mig give slip og se det forsvinde. Jeg ved ikke, hvad der bagefter vil ske. Men jeg ved, at jeg vil stå alene, nøgen, uden fortid og uden identitet. Det kan du ikke bede mig om.”
DA JEG SKREV OM BLEKINGEGADEBENDEN, forklarede det tidligere medlem, Bo Weimann, hvordan det lykkedes gruppens ideologiske faderfigur, Gotfred Appel, at udnytte præcis de samme mekanismer til at styre sine unge kamptropper ved at skabe en vældig frygt for at blive ekskluderet af fællesskabet – at blive ”sat på græs”, som det hed.
Men et endnu mere tankevækkende fænomen end sektens indre sammenhængskraft er måske det modsatte, nemlig den enkeltes, frihedskæmperens, løsrivelse fra kraften:
Hvordan frigjorde Bo Weimann sig, i modsætning til de øvrige bandemedlemmer, så han for nogle uger siden på Albertslund Bibliotek i et dybt personligt foredrag kunne give os andre et indblik i, hvordan teenageårenes sunde trang til identitet og meningsfylde kan opfyldes af et fanatisk fællesskab i så høj grad, at individet begynder at handle mod sine egne etiske værdier.
Bo Weimann indledte, kort før vi mødte hinanden for tolv år siden, en erkendelsesrejse for at kunne forklare sin teenagedatter, hvordan han i sin ungdom fandt det ganske naturligt at planlægge forbrydelser, som inkluderede potentielt traumatiserende overgreb på andre mennesker. De erkendelser gør ham til en undtagelse i Blekingegadebanden, ligesom det i andre fanatiske grupper og fundamentalistiske sekter er undtagelsen, at nogen gør oprør.
Som da Kari Tetzschner, der var med til at starte BZ, ville forklare mig, hvorfor hun ikke sagde fra over for de toneangivende, efterhånden som hun mente, at volden tog overhånd med jernstænger og brandbomber: ”Det stred mod alt i mig, men jeg sagde ikke noget. Jeg havde ikke modet til, som Lars Grarup havde gjort, at stille mig op på et fællesmøde og sige fra.”
Måske er det største mysterium ikke, at fællesskabet på godt og ondt er stærkere end den enkelte, men snarere at nogle mennesker faktisk formår at sætte sig op mod det, når deres egen etiske overbevisning strider mod de herskende normer.
Da jeg for femten år siden interviewede frihedskæmperne fra besættelsestiden, søgte jeg efter en overbevisende forklaring på, hvad der havde fået dem til som ganske unge at træffe et livsfarligt valg. Men forgæves, indtil en af de gamle kæmpere, forfatteren Tage Skou-Hansen, svarede, at der netop ikke findes en rationel grund.
”Ikke fordi der ikke er masser af gode grunde,” sagde han, ”for der er jo ikke andet. Men gode grunde alene gør det ikke.”
Og så klappede den gamle mand sig på maven. For det er dér, følelsen kommer fra – følelsen af, at noget er for meget, og at man simpelthen ikke vil finde sig i det. Derfra, fra dette ”hampre sted i sig selv”, som han sagde, kommer de heftige følelser, som får frihedskæmperen til at handle på trods af risikoen og måske også på trods af almindelig fornuft.
SIDST I OKTOBER sad jeg endnu en gang sammen med en flok af de frihedskæmpere, som valgte at lade deres stemme lyde i min bog, rundt om en samling caféborde på Sabines Cafeteria i indre København. Nogle timer tidligere havde seks af dem optrådt for et par hundrede tilhørere i Pressen i Politikens Hus og fortalt nogle af de vigtige historier fra dengang.
Claus Hansen havde forsøgt at forklare, at man kan komme fra en baggrund i betonforstæderne, der gør det mindre unaturligt, at han dengang valgte at kaste en toiletkumme ned i hovedet på en flok politibetjente ved Mekanisk Musik Museum. Og Henrik ’Tud’ fortalte om at stikke af fra en dysfunktionel hippiefamilie som fjortenårig, og om efter en tid i Pusher Street at møde fællesskabet under besættelsen af rugbrødsfabrikken Rutana, hvor han fra at føle sig som absolut ingenting voksede til at være en vigtig del af noget meget stort.
”Jeg oplevede ikke længere kun at være et ’jeg’, men at blive et ’vi’,” som han sagde, ”og vi’et kunne noget sammen, som ingen af os kunne hver for sig.”
Til sidst rejste et par teenagere sig op nede i salen og spurgte, hvordan de selv kunne komme til at mærke det sus, som de hørte i beretningerne. Og Maria Exner – engang Miram, en af ”troldeungerne fra Slotsgade” – sluttede aftenen med en brandtale til de unge om at finde sammen i handlende fællesskaber.
Nu sad jeg sammen med Mariella og kiggede rundt blandt de femten BZ’ere, der lænede sig mod hinanden i intens samtale over de store fadøl på Sabines. Pludselig kunne vi begge mærke hvor unik en erkendelsesrejse, de midaldrende mennesker rundt om bordene deltog i. Hver enkelt havde opdaget noget nyt om sig selv i mødet med de andre.
”Jeg har ALDRIG oplevet en gruppe mennesker være så VILDT lydhøre over for hinanden,” hviskede Mariella, ”vi vil simpelthen bare have DET HELE med, når en af de andre fortæller.”
Vi blev enige om, at det sikkert kun ville være én gang i vores liv, at vi ville få lov til at opleve en proces af denne opløftende art, og vi sad lidt og mærkede taknemmeligheden.
Tænk, sagde vi til hinanden, hvad de BZ’ere, som ikke ville medvirke, er gået glip af. Og så skålede vi for alle de modige stemmer.
Kronikken blev bragt i Politiken lørdag den 3. december 2016 og kan også læses på her på politiken.dk
