“Min kæreste kan godt lide, at jeg tager hende på låret.
Faktisk har vi en fast tradition for, at jeg, når hun kører bilen, skal placere min hånd på hendes lår. Hvis jeg skulle glemme det, siger hun allerede halvvejs nede ad Skovmosevej:
”Nu savner jeg kun én ting …”
Således kan en hånd på låret være udtryk for det smukkeste i livet, kærlighed og lyst. Mens præcis samme handling i en anden sammenhæng kan være noget af det grimmeste: Et magtmenneskes overgreb mod en kvinde, som for at slippe fri af hånden måske risikerer sit job, sit stipendium eller sin karriere.
Imellem de to yderpunkter findes så hele livets brogede spekter af lystfuld flirt og kiksede tilnærmelser.
Hvad magtmændene, senest Frank Jensen, så tydeligt ikke har forstået, er netop magtrelationen til de kvinder, de lægger hånd på eller slikker i øret. Trods undskyldninger synes de dybest set stadig at kategorisere det hele som misforståelser og fejl i festligt lag med formildende omstændigheder som rigelig alkohol og dans.
Kan vi nu slet ikke have det sjovt længere? Kan mænd nu ikke længere flirte og give komplimenter? Er festen slut?
Nej, vi har masser af fest og flirt at se frem til. Det skal blot ikke være mellem mænd med magt og kvinder, som er underlagt dem i arbejdspladsers, partiers eller uddannelsessteders hierarkier. Mænd kan åbenbart blive så vant til at have magt, at de glemmer, at de har kvindernes fremtid i deres hænder. Magtens mænd må feste alt det, de har lyst – med nogle kvinder, som ikke er i deres magt, og som derfor omkostningsfrit kan sige nej til en hånd på låret.
Det handler ikke om at begrænse seksualiteten mellem os, det handler tværtimod om at sætte den fri fra tvang og overgreb.
Vi står midt i en af de smukkeste frihedskampe i vores tid!”


(Tekst bragt af Peter Øvig på Facebook 19. oktober 2020, samme dag som overborgmester Frank Jensen måtte tage sin afsked. Delt over 4000 gange på et døgn.)