Hippie

Trods køligt vejr i weekenden blev Thylejrens én uges fødselsdag lørdag aften fejret med høj stemning blandt de nu mellem et og to tusinde beboere. På scenen spillede det nye orkester Gasolin’, der endnu ikke havde udgivet en lp, men som nogle af de københavnske lejrdeltagere kendte fra weekendernes såkaldte Boom-Ins i Farvergade.
Allerede et par dage før havde de fire medlemmer af gruppen været på visit. Gasolin’ havde nogle uger ligget i træningslejr i et lånt hus på Mors, ligesom bassisten Wili Rinsson og guitaristen Franz Beckerlee havde gjort sommeren før. I løbet af efteråret 1969 var først sangeren Kim Larsen og siden trommeslageren Bjørn Uglebjerg kommet til, og nu var de tilbage på Mors for at lave materiale til en engelsksproget lp.
“Vi var vist ikke ligefrem inviteret til at spille i Thylejren,” fortæller Kim Larsen, “men efter nogen tid i træningslejren begyndte vi at kede os med de samme ti sange på mit Valby-engelsk. Og så besluttede vi at tage op til Thylejren. Vores roadie, ‘Hvide’, havde et folkevognsrugbrød, som vi trillede af sted i.”.
Bandmedlemmerne spadserede en tur i lejren og hilste på venner fra Christianshavn. De passerede et fællesmøde, hvor et par mænd råbte i megafon, og bemærkede, at nogle havde fået bygget både butikker og en slags scene midt i området.
“Der var en dejlig rolig og fin stemning over det hele,” husker Wili Jönsson, “og vi så med undrende øjne, at det faktisk kunne lade sig gøre at skabe noget selv. Ellers plejede folk fra det etablerede samfund jo at sige, at vi hippier ikke kunne andet end at ryge græs. Men i Thy dukkede en masse talenter op, ikke mindst musiktalenter, men også tale- og organisationstalenter.”.
En fyr fra musikmiljøet, som de stødte på, mente ikke, der var noget problem i, at Gasolin’-medlemmerne vendte tilbage et par dage senere for at give koncert. Aftalen blev, at de skulle komme igen om lørdagen.
På filmoptagelserne fra Gasolin’s koncert lørdag aften ses en langhåret og fuldskægget Kim Larsen, der med lukkede øjne halvvejs råber sig gennem bandets engelsksprogede sange, mens Wili Jons-son, ligeledes med lukkede øjne, trakterer bassen, og den tidligere avantgardesaxofonist Franz Beckerlee med stor koncentration leger med sin elguitar.

I gotta tell you
I need you so much I could cry

“Jeg var skidegenert, så jeg turde ikke åbne øjnene og se på publikum, når jeg sang,” fortæller Kim Larsen. “Det var i den periode, hvor Franz og Wili havde forbudt mig at spille guitar i orkesteret, fordi de syntes, at det lød ad helvede til. Så jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op med mig selv på scenen.”.
Nede foran tribunen dansede både Provo-Knud, som Wili Jönsson i forvejen kendte fra Christianshavn, og en ung mand med lange krøller, som siden skulle blive trommeslager i bandet.
“Når Franz spillede solo, og det gjorde han tit, turde jeg åbne øjnene lidt,” fortæller Kim Larsen, “og jeg kan huske, at der var en ung hippie, som dansede særlig energisk. Det var Søren Berlev, fandt jeg ud af.”.
Wili Jönsson havde fået en meget kort ledning med til sin bas, og han kunne ikke som vanlig bevæge sig hen til Franz Beckerlee for at få ham til at stoppe en rigeligt lang guitarsolo.
“Da Franz igen var gået i gang med en ti minutters solo,” beretter Kim Larsen, “kom Jönsson hen og råbte ind i øret på mig: ‘Stands ham!’ Så måtte jeg over til Franz og sige, at jeg skulle hilse fra Jönsson og sige, at han skulle standse … De spillede i øvrigt sindssygt højt begge to, så jeg måtte skrige mig igennem.”
Efter koncerten blandede bandmedlemmerne sig med beboerne, og Kim Larsen havnede med en bajer i Heste-Claus’ Øltelt. Teltets vært gjorde et stort indtryk på ham.
“Han var klædt som Christian den Anden og havde en høne på
den ene skulder,” husker Kim Larsen. “Han gik rundt og drak bajere og deklamerede sine digte: ‘Kærlighed på dexedriner’ og ‘La’ os ta’ hul på en ny dame!’ Faktisk var det en af de første gange, jeg mødte den særlige blanding af drukkenbolt og poet, en type ligesom Mogens Mogensen, der senere var med til at skrive en del af Gasolin’s tekster. I Thylejren – og i det hele taget i den tid – var der plads til tosserne. Det karakteriserer altid de frigjorte tider.”
Fra Heste-Claus’ telt endte Kim Larsen sammen med en dame i et af de små telte i lejren, og dermed kom han også til på egen krop at mærke den mørkere side af de frigjorte tider i Thy. Allerede et par dage før havde Niels Holt måttet køre en fjortenårig pige og hendes samlejepartnere til behandling for gonore i Thisted, og efter en uge i lejren begyndte sygdomstilfældene at ligne en epidemi.
“Jeg kom sgu’ hjem fra Thy med en gunnar,” fortæller Kim Larsen. “Først begyndte det at klø, og som den gode Peter Ingemann siger: ‘Klør den i dag, så svir den i morgen.’ Det var som at pisse glasskår. Jeg forhørte mig hos den mere erfarne Bjørn Uglebjerg fra bandet, og han var ikke i tvivl – det var en gunnar. Jeg var ikke nogen don juan dengang – heller ikke dengang – så jeg ved med sikkerhed, at jeg havde den med hjem fra damen i Thylejren.
Jeg måtte gå den tunge gang til klinikken på Rudolph Bergs Hospital, der lå i Tietgensgade lige ved siden af Tivoli. Jeg sneg mig derind og op ad trapperne, fuld af skam. Alle ville jo vide, hvad der var galt med mig, hvis de så mig gå ind. ‘Bare jeg ikke møder nogen, jeg kender,’ tænkte jeg. Så åbnede jeg døren. Inde i venteværelset sad halvdelen af Thylejren og spillede guitar og røg tjald. ‘Hej Kim,’ råbte de alle samen …”

Blandt tilhørerne til Gasolin’s koncert sad en fjortenårig dreng fra Skovlunde, Niels Frid-Nielsen, der var taget til Thy sammen med en kammerat.
Den langhårede Niels havde i parcelhuskvarteret i den københavnske forstad fundet sammen med nogle lidt ældre lilleskoledrenge, der hørte Frank Zappa, Doors og Cream, røg tjald og gik til fester i kommunens socialdemokratiske ungdomsklub. Han indtog ti biblioteksbøger om ugen og havde været igennem det meste af Camus, foruden beatdigterne, Hermann Hesses Steppeulven og alt om anarkiets korte sommer under Den Spanske Borgerkrig. Hans kommunistiske onkel tog ham med til Vietnam-demonstration, hvor han blev blæst baglæns af taleren Ebbe Reichs retorik og karisma.
Allerede som trettenårig havde Niels Flip, som vennerne respektfuldt kaldte ham, fået sine forældre til at betale et abonnement på Superlove, hippiernes førende musikblad med opdaterede skribenter som Hans-Jørgen Nielsen og Erik Thygesen. Niels havde også selv bidraget til bladet med et par entusiastiske indlæg om de nye tider, som var ved at indfinde sig, og ingen kunne læse sig til, at skribenten var en dreng på tretten-fjorten år.
“For mig var ungdomsoprøret en kæmpe stormflod, som gik gennem universet og ville forandre alting,” fortæller Niels Frid-Nielsen. “Jeg slugte alt, hvad jeg kunne få fat i, og læste om Steppeulvene og alle de andre nye bands, om Farvergade, Klub 27, Thylejren. Desværre gik der ingen natbus til Skovlunde, så jeg kunne ikke rigtig tage del i festen inde i København.”
Men sammen med den to år ældre Martin måtte Niels Frid simpelthen af sted til Thylejren. Med forventninger om, som på billederne fra Woodstock, at skulle opleve et uendeligt, bølgende hav af euforiske, smukke mennesker under en varm sol blev han overrasket over at skulle til at slå telt op og sove på den bare jord på den kølige, forblæste græsmark, hvor voksne mennesker bevægede sig tungt og drømmeagtigt omkring.
“Som den forstadsdreng, jeg jo var, gik jeg omkring med meget store øjne og syntes, at alting var lidt smånusset og beskidt. Jeg kunne godt være nervøs for, om tekrusene nu var rene nok til, at det var forsvarligt at drikke af dem. Men samtidig fornemmede jeg historiens sus i det nye samfund.”
En af Niels’ venner var efter sit første lsd-trip endt på psykiatrisk afdeling på Glostrup Hospital. Når Niels besøgte ham, var den højt begavede, kreative ven forvandlet til en tom skal, der hverken kunne tegne eller tale længere. Det havde indgydt ham stor respekt for alle stoffer, der var stærkere end hash, og i lejren blev han både skræmt og fascineret af den Provo-Knud, som han før kun havde læst om.
“Provo-Knud var en slags symbol for hippie tiden, og i lejren var han alle vegne med sine rablende taler og sit flagrende tøj, som han yndede at smide langsomt, som en stripper, der svinger med kludene undervejs. Han blev et skræmmebillede for mig, denne
faraway, vindomsuste skabning, der havde mistet enhver kontakt med omverdenen, ganske givet på grund af alt for meget lsd.”
Fra Gasolin’-koncerten husker Niels Frid-Nielsen også først og fremmest Provo-Knud, dansende foran scenen. De fire tandmedlemmer med den fuldskæggede sanger i forgrunden opfattede han som meget lidt smarte.
“I dag anser jeg Gasolin’ for danmarkshistoriens uden konkurrence største rockband, og Kim Larsen er et fyrtårn i kulturlandskabet, men dengang var jeg på ingen måde imponeret. Stemningen omkring bandet var, at de spillede alle vegne på undergrundsscenen, når ingen andre gad at stille op. De lød mest som en halvdårlig kopi af Rolling Stones, men var da fine nok som baggrundsmusik, når man sad og stenede med vennerne i lejren.”

Provo-Knud var ikke den eneste med hang til at skabe opmærksomhed omkring sig. I timerne efter Gasolin’s optræden fandt det formentlig første voldelige sammenstød sted i Thylejren.
Omkring de lange bænke og borde i Under Nålene ved Karis gård blev der drukket Thy Pilsner, da Peter Louis-Jensen og en flok af de unge kunstnere og slumstormere, han havde bygget en lille teltlejr sammen med, hen mod midnat ankom til stedet. Peter Louis var oplagt til ballade og provokation
I den følgende dags lejravis beskrev Peter Louis med overskriften “Slagsmål mellem aktivist og hippie” selv de kommende timers hændelser, om end han gjorde det stærkt ironisk og med sig selv og kammeraterne i tredje person, omtalt som “en flok anarkister og kapitalrelativister”, der straks “forsøgte at ødelægge den gode stemning” i beværtningen.
“De højtkæftende anarkister havde den frækhed at lave teater med noget så alvorligt som Det ny Samfund. De kaldte samfundet for et aktieselskab! De skabte sig og gjorde sig i den grad til grin ved at optræde umådeholdent. Det var dog et værtshus! Da de havde tømt beværtningen for øl, forlod de teltet for at søge nye slagmarker i Claus’ beværtning.”
Også i Heste-Claus’ Øltelt markerede Peter Louis og hans flok sig straks ved at “hyle og skrige, sådan at almindelige mennesker ikke kunne få ørenlyd,” som han selv skrev. Peter Louis gik i gang med at spørge de tilstedeværende, om de led af forskellige kønssygdomme, og også en ældre dame blev udspurgt.
Heste-Claus forsøgte at dæmpe gemytterne uden det store held. “En nydelig dame, som blev kaldt firkantet marxist af anarkisterne, gjorde sig heldigt bemærket ved at foreslå, at demonstranterne trak sig helt ud af teltet.”
Ifølge Peter Louis forlod flokken, der nu i egen selvforståelse var blevet en form for demonstranter, Heste-Claus’ telt efter at have “lagt teltet yderligere øde ved grimasser og gebærder.” Under Peter Louis’ ledelse spadserede de videre mod, hvad de opfattede som det helligste telt i lejren, Dans Tetelt.

En uge inde i samfundseksperimentet var visse institutioner i Thy-lejren tydeligt markeret. I Under Nålene kunne man få lidt at spise, måske en øl, og supplere med kaffe og galarkakao i sølv- eller guldstyrke hos Tømrer-Claus. I Heste-Claus’ telt blev der først og fremmest indtaget øl, råbt og spillet musik, mens der i Dans Tetelt herskede en ganske anden stemning.
Her skulle man tage skoene af, inden man anbragte sig på de udbredte tæpper og nød sin urtete eller duften af røgelse og galar. Musikalsk udfoldelse var absolut tilladt, men Te-Dan forsøgte at hindre sine gæster i kun at spille kopinumre af Dylan eller andre. Spil din egen musik, lød hans opfordring, spil noget, du aldrig har spillet før, og spil, selv om du ikke kan.
Allerede fra sin tid i København havde Dan Nielsen fået en særlig status i hippiemiljøet. Fra sin omgangskreds i København havde han tilknyttet et par stykker, der ikke blot var faste gæster i teteltet, men også medhjælpere, når det gjaldt om at koge brune ris eller te i gruekedlen, riste galar eller røre i guldkakaoen. Ofte var teteltet åbent til ved fire-femtiden om morgenen.
“Dans Tetelt var et absolut magisk samlingssted,” husker Holger Drews, der blev en af teltets faste gæster. Holger Drews havde allerede i sin barndomsby Helsingør hørt om den vise Dan i København, og en af de første dage i lejren havde han for første gang selv mødt Dan, der gik klædt i den traditionelle marokkanske klædedragt, djellaba, en hellang kjortel med hætte. Holger kendte dragten fra Karens og hans forlovelsesrejse til Marokko.
Holger blev fascineret af Dans karisma, og en af hans opgaver blev at dele de blokke af tørrede figner og dadler, som Dan hentede i Thisted, og sælge dem til teltets gæster. Han solgte også nogle gange staniolpakkerne med Dans færdigmix.
“Dan opdagede hurtigt, at jeg havde nogle særlige evner, nogle specielle energier,” fortæller Holger Drews. “Det er vanskeligt at forklare, men hvis jeg sad over for et andet menneske, kunne jeg få en form for korrespondance med den andens tanker, forklarede Dan mig.”
Det var til dette telt, at Peter Louis og hans flok af opløftede, anarkistiske demonstranter ankom langt ud på natten mellem lørdag og søndag.
Peter Louis var udmærket klar over, hvilket sted han havde valgt til sin næste optræden. Her stod flokken over for “en helligdom, som skulle respekteres og adlydes,” som han selv formulerede det i lejravisen. Provokationen indledtes med, at han nægtede at tage skoene af, da han skulle ind i teltet.
Anarkisterne tog “ikke det ringeste hensyn til den forsamlede gruppe omkring Dans temaskine. De larmede, tog ikke skoene af, spildte øl på de ægte tæpper, som er indkøbt for socialhjælp. Te drak de uden at erlægge penge for det. På et tidspunkt blev det Dan for meget. Han rejste sig. Og slog. En anarkist ned.”

“Af historien kan man lære, at det er vigtigt, at alle, forinden de bevæger sig ind på andre skikkelige menneskers område, grundigt har sat sig ind i de spilleregler, som gælder for de pågældende grupper,” konkluderede Peter Louis i lejravisen. “Der er nok frihed i lejren, men det skal jo ikke blive tøjlesløst, vel? Og sådan skal det være i et velordnet samfund. Det ny Samfund.”
Peter Louis’ brug af ordet anarkist blev imødegået i samme avis af en skribent ved navn Paul-Anker Cederberg. Han kaldte det misbrug af ordet anarkist at bruge det om en “række fulderter og ballademagere”, som var kommet i klammeri med Dan. I det hele taget mente Cederberg, at det var “hul i hovedet” at bruge ordet anarkist om ballademagerne, når nu hele Thylejren var et anarkistisk samfundseksperiment. “Altså skulle anarkister være imod anarkister, vi skulle alle være ballademagere, eller også bruger Peter Louis ordet forkert.”
Dan Nielsen selv har i dag en noget anden erindring om Peter Louis’ besøg i teteltet end anarkistens egen. Han er aldeles sikker på, at Peter Louis og hans flok ikke fik adgang til teltet med skoene på.
“Jeg husker det præcise sted, hvor jeg stod i indgangen til teltet med Peter Louis over for mig. Jeg var selvfølgelig bange, men også urokkelig. Han havde sit forsæt om at bryde min ikke-sko-bestemmelse, og det er nok muligt, at han kom ind i teltet med sin lille flok, men det var garanteret uden sko. Jeg husker det så tydeligt, fordi det var en sejr. Jeg kan også huske, at han skrev noget om det i lejravisen og overdrev sin bedrift. ‘Bralrerøv’, tænkte jeg.
Bestemmelsen om ikke at have sko på i teltet havde i øvrigt intet med hellighed at gøre. Den var simpelthen en beskyttelse mod at få mudder ind på tæpperne, som folk jo sad på. Min modstand mod fyldebøtter skyldtes tilsvarende en omsorg for mine gæster, som meget vel kunne være på syretrip. Den lille enklave af mildhed og fred skulle beskyttes. I dag ville mit telt nok være blevet kaldt et chill out-sted.”

Efter at have læst ovenstående kommer Dan Nielsen alligevel i tvivl om, hvorvidt han greb til vold over for Peter Louis-Jensen den lørdag nat for fyrre år siden.
“Nu er jeg ikke mere sikker på, om jeg ikke alligevel brugte fysisk magt,” skriver han i en mail. “Jeg kan huske, at jeg sagde til ham, at sådan en lejr var fuld af barduner, der holder telte oppe. Og at jeg var en af de barduner, der holdt det telt oppe, han var ved at rende ind i.”