Hippie

Efter halvanden måned i Thylejren havde Provo-Knud for mange i lejren stadig rollen som den glade, dansende hippieklovn, ligesom han de foregående par år havde haft det i København. Man morede sig over hans lange tekster i lejravisen, hans taler på fællesmødet eller hans stripnumre på scenen.
På filmoptagelser fra lejren kan man se Knud strippe midt i en flok af grinende mennesker, og en af tilskuerne hjælper ham endda med at få tøjet af. På andre optagelser danser han på scenen foran beatgruppen Alrune Rod, kun iført sit hvide lændeklæde og til sidst helt nøgen.
Andre blev dog efterhånden irriteret over, at ‘Knud for sjov’, som han blandt andet kaldte sig, altid skulle fylde så meget, og atter andre, især nogle af de lidt yngre lejrdeltagere, fandt ham foruroligende eller decideret skræmmende: “Denne faraway, vindomsuste skabning, der havde mistet enhver kontakt med omverdenen,” som den dengang fjortenårige Niels Frid-Nielsen beskriver sit “skræmmebillede” fra lejren.
Den dengang syttenårige forsanger i Gnags, Peter A.G. Nielsen, fortæller, hvordan nogle i lejren legede med voldsomt dæmoniske energier, og at deres sammenblanding af hallucinogene stoffer og mytologisk stof kunne få dem til at gå amok i et storhedsvanvid i lys lue. “Jeg oplevede for eksempel, at en mærkelig figur som Provo-Knud omtalte nogle mennesker som ‘det sorte Helvede’.”
Provo-Knud overnattede i et af de store militærtelte i nærheden af scenen, hvor han havde indrettet sig med en sovepose og en redningsvest. En af hans sovefæller i teltet var den fjortenårige Gini McGrail, der var taget af sted fra København med en flok skolekammerater -“Jeg fatter ikke, hvordan min mor gav mig lov,” som hun siger i dag.
“Selv i denne flok af hippier, hvor vi alle sammen røg hash og tog stoffer, opfattede jeg Provo-Knud som meget mærkelig,” fortæller Gini McGrail, “og efterhånden blev jeg bange for ham. Jeg kunne mærke alle hans langt ude-udstrålinger, når han turede ud i galakserne. Han talte meget til mig om alle de syretrips, han havde taget, og om at han var konge af et helt univers. Han elskede jo at være nøgen, og fysisk var han meget pågående over for mig. Nogle af mine venner prøvede et par gange at tale ham lidt ned, men det var umuligt at trænge igennem.”
En del af Provo-Knuds venner fra kredsen omkring Klub 27 havde også slået sig ned i lejren. Af et par presenninger og græstørv havde de bygget en form for telt eller hule.
På initiativ af den tidligere cafindehaver fra Hutlihut, Gyuri Fabian, fik gruppen stablet en forretning på benene, hvor der både blev solgt varm mad og frugt. I en tohjulet vogn kunne frugt og vandmeloner også køres rundt og sælges andre steder i lejren eller på stranden.
Mens Gyuri stod for det forretningsmæssige, blev madlavningen klaret af hans gode ven, den 24-årige tjenerudlærte Jørgen Salling, kaldet Cola.
“Jeg var den udadvendte, Cola var den indadvendte, der gjorde arbejdet,” som Gyuri Fabian i dag fortæller.
Cola hørte også til Provo-Knuds nærmeste vennekreds. De to havde kendt hinanden i et par år og en tid boet sammen i et kolonihavehus i haveforeningen Stjernen på Amager.
Efter at Klub 27’s lokaler i Ryesgade var blevet lukket, boede Cola og en del af de øvrige medlemmer af ’27-familien’ nu i en gammel spejderhytte ved Frederik 7.s Vej i Tokkekøb Hegn, et skovområde syd for Store Dyrehave ved Allerød.
Cola havde gennem sine forældre, der var gamle kommunister, fundet frem til hytten og fået lov til at låne den af DKU, Danmarks Kommunistiske Ungdom. Med økonomisk bistand til koks og el fra Kofoeds Skole på Christianshavn havde femten-tyve unge indrettet sig i hytten. Blandt dem var foruden Cola også Gyuri Fabian og bassisten Tommy ‘Bas’ Pedersen.
“I Tokkekøb boede mest folk, der havde levet et par år i hippiemiljøet i København uden at have et fast sted at bo,” fortæller Tommy
Bas i dag. “De fleste havde taget lidt for meget lsd og hutlede sig
igennem på forskellig vis. Vi havde splittet det indre af hytten ad og
byggede hver især vores egne værelser i stedet for den store sovesal.”
For flere af de københavnske hippier og junkier var det en lise at komme ud i naturen. Ikke langt fra hytten lå en mægtig stendysse, Kongedyssen, som var et yndet mål for beboerne. Inde under den store dæksten kunne man tænde hashpiben og skabe en ganske særlig stemning.
I hytten havde Cola hurtigt fået rollen som den praktiske organisator, en slags vicevært for stedet, og han lavede hver dag mikromakromad til de andre. Hans køkken var indrettet, så opvask og andre gøremål altid blev foretaget i samme retning, som solen drejede rundt, og han eksperimenterede med selv at fremstille forskellige fornødenheder, for eksempel ved at lave sæbe af fermenterede æbleskaller.
Det var også Cola, der stod for bagning af groft, syrnet brød, og nogle gange kørte Gyuri til København og byttede de nybagte brød for nye vareforsyninger i landets første helsekostbutik, Råkostdepotet.
En af de faste gæster fra Klub 27-kredsen var den syttenårige sandalmager Alex Kaufmann, som husker, hvordan Cola gemte små stykker brød i udhulede træstammer, så man altid kunne få sig lidt at spise under en tur i skoven.
“Cola var et meget stille, ydmygt og givende mennesker,” husker Alex Kaufmann. “For det meste kom der en masse mennesker i Tokkekøb Hegn, og han servicerede diskret dem alle med stor elegance.”
Cola havde også junket stoffer, men var i modsætning til flere af de andre i hytten holdt op. Siden begyndelsen af 1969 havde han været kæreste med den nittenårige Jytte, der kort før Thylejren havde opdaget, at hun var gravid.
Provo-Knud kom af og til på besøg hos Cola og vennerne i hytten og overnattede. Gyuri Fabian, der havde kendt Knud fra midt i tresserne, forklarede siden politiet, at Knud var meget gavmild og tit stillede sin invalidepension til rådighed for vennerne.
Han opfattede Knud som “ualmindelig god af sig” og “ikke i stand til at slå en flue ihjel”.
Under en tur hjem til København midt under Thylejren havde Provo-Knud på Dag 25, den 29. juli 1970, henvendt sig på politistationen i Antonigade. Han ville anmelde et mord, som var blevet begået halvanden måned tidligere ved hippiehytten i Tokkekøb Hegn.
Den myrdede skulle være Knuds ven Jan Pedersen, kaldet Jan P., og morderen en anden ven ved navn Cola.
“Hvis det ellers interesserer dig at bremse udflippede mordere,” som Provo-Knud noterede i en håndskrevet lap til betjenten. “Find hellere det lig i en fart, inden vandet går i forrådnelse i Tokkekøb.”
Knud mente, at det skulle gå hurtigt med opklaringen, hvis ikke politiet ville opleve, at “Sharon Tate bliver en realitet her.” Den gravide skuespiller Sharon Tate, gift med instruktøren Roman Polanski, var et år før sammen med fire venner blevet myrdet af medlemmer af Manson-sekten.
Politibetjenten kendte Provo-Knud som “narkoman”, noterede han i sin rapport. Men da betjenten kunne konstatere, at det påståede drab havde relation til et “ligfund” i en sø i Tokkekøb Hegn, sendte han alligevel Knuds brev og rapporten videre til drabsafdelingen på Politigården.
Et par måneder senere fandt en kriminalbetjent tid til at afhøre Provo-Knud om sagen. Knud forklarede, at han om sommeren i en drøm havde set, at det var Cola, som druknede vennen Jan P. i en sø i Tokkekøb Hegn.
Kriminalbetjenten konstaterede, at den 22-årige Jan Pedersen ganske rigtigt var druknet i Tokkekøb Hegn den 13. juni, men at sagen var blevet rubriceret som et såkaldt “narkodødsfald” uden mistænkelige omstændigheder. Betjenten karakteriserede Provo-Knuds anmeldelse som en “tvangstanke” og gjorde ikke mere ved sagen.
Sagsakterne om den druknede Jan Pedersen, som tidligere havde været kæreste med Helene Ree, blev først igen fundet frem fra arkiverne, da Knud nogle måneder senere begik et drab samme sted.
Af akterne fremgik det, at Jan Pedersen sammen med omkring ti andre unge mennesker fra Klub 27-kredsen midt i juni havde tilbragt en weekend i DKU-hytten i Tokkekøb Hegn. Ved solnedgangstid havde en del af dem taget nogle musikinstrumenter med ned til badestedet Storedam.
Med i flokken var foruden Jan Pedersen også Jørgen Salling, kaldet
Cola, samt Gyuri Fabian, hans ekskæreste Lis og et par stykker til. De havde sunget og spillet og røget en chillum, mens solen gik ned, og månen stod op. Desuden havde Jan taget et lsd-trip.
Pludselig hørte de et stort plask og så, at Jan var sprunget i vandet. Da han var svømmet lidt ud, standsede han op og tog en vest eller noget andet tøj af, inden han i måneskinnet svømmede videre ud over søen. Han forsvandt ud af syne, da han svømmede ind i skyggen fra nogle store træer på den modsatte bred.
Først havde de andre troet, at Jan for sjov ville svømme over til den modsatte bred, men kort efter hørte de nogle prustelyde ude fra vandet. Derpå stilhed, igen prustelyde, og så stilhed.
Både Gyuri og en ven, kaldet Vetter, smed tøjet og svømmede ud mod stedet. De kunne ikke finde Jan nogen steder, heller ikke inde på søkanten. Vandet var meget koldt, og da Gyuri havde fået kramper i benene det sidste stykke, turde de ikke svømme tilbage, men løb rundt om søen.
I mellemtiden havde Cola hos en nabo fundet en telefon og havde ringet efter Falck.
Gyuri ringede også til en overlæge fra Frederiksberg Hospital, der havde en form for tilsyn med de unge fra Klub 27. Hun kørte straks mod hytten og ankom, samtidig med at redningsfolk fra Falck-Zonen bjærgede liget af Jan Pedersen.
Alle de tilstedeværende fortalte samme historie om, hvordan Jan pludselig var svømmet ud, og intet ved liget tydede på, at personen havde været udsat for vold.

Nogle uger efter dødsfaldet havde Cola slået sig ned i Thylejren sammen med de andre fra kredsen omkring hytten i Tokkekøb.
Cola var lidt af en enegænger, husker Holger Drews, der dengang var kæreste med Karen Grue. Nogle gange gik han rundt om morgenen og samlede papirstumper, ølkapsler og skodder på lejrområdet. Det var svært at blive klog på, hvad der foregik i hovedet på Cola, syntes Holger.
Holger Drews husker også, at han var lidt misundelig på Provo-Knud, fordi han i modsætning til Holger altid blev inviteret med, når Tokkekøb-folkene skulle ryge den store ‘jordhooka’ – en underjordisk konstruktion til at ryge hash.
“Men Knud følte sig forsmået, fordi han gerne ville bestemme i
lejren og være konge af landet nordenfjords. Men det kunne ikke lade sig gøre, dels fordi han var finsk, dels fordi han havde spist for meget lsd, og dels fordi han altid gik i lændeklæde. Vi blev en slags rivaliserende, oplevede jeg. I løbet af lejren traf han en beslutning om at slå det ondeste menneske i verden ihjel – og jeg fik at vide, at jeg var et af de mulige ofre.”
Også Henning Prins fortæller, at han stod på en af Provo-Knuds lister. En dag kort før Thylejren var Knud som så mange gange før kommet ind på Det ny Samfunds kontor i Huset for at snakke. Han viste Prins en tegning, han havde lavet af Paradis – “en snorlige flod og nogle ubehjælpsomme træer, det var ikke videre tillokkende.”
Knud bad ham kigge på bagsiden af tegningen.
“Dér har jeg skrevet alle dem op, som skal med mig i Paradis,” forklarede Knud.
Øverst stod navnet på hans bedste ven, Cola, og som nummer syv eller otte stod Prins selv.
“Det er vel nok pænt af dig,” sagde Henning Prins og håbede, at Knud snart ville smutte igen.
Først efter drabet på Cola erkendte Henning Prins, hvilke konsekvenser det kunne have fået at stå på Provo-Knuds liste.
“Det gik op for mig, at Knud ville hjælpe alle os på listen på vej til Paradis,” fortæller Prins. “Og at han ville begynde med sin bedste ven.”

Slog du Satan ihjel?

Et halvt år efter Dag 0:
Provo-Knud vil befri verden fra det onde

Hey Knud, hvor går du hen?
Kniven blinker i din hånd

På Gasolins anden lp-plade, Gas 2 fra 1972, er det undtagelsesvist ikke Kim Larsen, men Wili Jønsson og Franz Beckerlee, der synger Balladen om Provo-Knud. Det var også Jønsson og Beckerlee, der havde skrevet sangen med en vis inspiration fra Hey Joe, Jimi Hendrix’ gennembrudssang.
Både Jønsson og Beckerlee kendte Provo-Knud fra miljøet omkring Sofiegården på Christianshavn, og han hørte til gruppens tidligste fans: Da Gasolin i slutningen af 1969 fik lov til at spille deres første koncerter til Boom-Ins i Farvergade, dansede Knud som en af de få foran scenen, og siden fulgte han med rundt til bandets koncerter og smed tøjet.
“Det var et stort chok for os at høre, at Provo-Knud havde dræbt Cola,” husker Wili Jønsson. “Vi blev både rasende og forvirrede: Var det her bagsiden af stofferne? Eller var det hans eget krøllede sind, som havde udløst vanviddet?”

Hey Knud, hvad gør du nu?
Er du nu på rette vej?

Provo-Knud dukkede første gang op i medierne i et interview i B.T. i februar 1967, hvor de unge ‘provoer’ fik stemme. Anledningen var, at fem provoer dagen før havde været i Byretten i København, tiltalt for gadeuorden, idet de i januar var steget på en sporvogn på Rådhuspladsen og havde nægtet at betale.
“Vi vil demonstrere og demonstrere. Tale og tale, så folk til sidst
vågner op af deres sløvhed,” fortalte den 26-årige ‘Provo-Knud’ til
B.T. efter retsmødet. “Vi kæmper for frihed og fred. Vi er klar over,
at det bliver en lang kamp, hvis vi skal have alle de stupide med
os.
Retssagen, som B.T. betegnede som “den første af sin art herhjemme”, fik særlig kulør, fordi den såkaldte provopræst Harald Søbye fra tilhørerpladserne højlydt havde kommenteret sagens gang. Til sidst måtte han føres ud af salen af to betjente.
Den danske provobevægelse var blevet skudt fra start måneden før, da hovedfiguren blandt de hollandske provoer, Jasper Grootveld, havde besøgt Danmark. Efter at have smidt tøjet sammen med Grootveld var den 21-årige Ole Griinbaum fra den ene dag til den anden i pressen blevet de danske provoers chefideolog.
Griinbaum havde mødt de danske provoer hjemme hos Anders Müller. Provobevægelsen var dog på intet tidspunkt en fast organisation, men en blandet flok af frihedssøgende unge med tilholdssted omkring Storkespringvandet og Nikolaj Plads og en hang til euforiserende stoffer. Alle kunne kalde sig provoer, og en af dem hed Knud.
Provo-Knud, der i B.T. titulerede sig “digter og kunstmaler uden fast bopæl”, forklarede, at han opfattede sig selv som en moderne profet.
Knud var født i Finland i begyndelsen af Anden Verdenskrig og døbt Knud Matti Rantanen. Han voksede op på et børnehjem, og “det ødelægger folk. Man lukker sig inde og bliver menneskesky,” som han selv har forklaret.
Som barn blev Knud adopteret af en klosterfuldmægtig fra Faxe Ladeplads, som dog døde et par år senere. Efter syvende klasse arbejdede han på et savskæreri, og som femtenårig tog han ud at sejle og boede i perioder i Stockholm, Rotterdam og Singapore, inden han sidst i halvtredserne slog sig ned i København.
Efter to år i ungdomsfængsel levede han af forefaldende arbejde, blandt andet som stolemaler i Zoologisk Have – og, efter eget udsagn, af at sælge malerier og digte. 11965 udgav han for egen regning samlingen Menneskeliv med rimede digte, klassisk sat op og bogtrykt på ‘stribet antik’-papir i fem hundrede eksemplarer.

En del af Provo-Knuds indtægter stammede dog også fra handel med hash og andre hallucinogene stoffer. Knud boede i de sanerings‑
modne ejendomme ved Sofiegården og blev midt i tresserne en del af det lokale pushermiljø
I 1966 prøvede han for første gang lsd, forklarede han siden under en politiafhøring. Han understregede, at lsd ikke burde indtages af mennesker, men kun af engle. Selv havde han som guden Brahman ret til at tage stoffet.
På et tidspunkt, forklarede Knud, havde han drukket flydende lsd i en dosis, der svarede til 25 almindelige lsd-trips, og ved den lejlighed havde han gennemlevet flere inkarnationer og en krig mod sakserne, der endte med, at han blev dræbt af sine egne.
Siden dengang havde han jævnligt taget lsd, af ham selv anslået til mellem halvfjerds og hundrede trips om året.
Af Knud Rantanens papirer fremgår det, at han i 1964 havde forsøgt at begå selvmord med gas og var blevet indlagt på Bispebjerg Hospital. Fire år senere fik han tildelt invalidepension med diagnosen skizofreni.
Både Jydske Tidende og Kolding Folkeblad kunne i april 1967 berette, at provoerne nu også var nået til Jylland: En ung københavner, der kaldte sig Provo-Knud, var kommet til Kolding for at udbrede det nye budskab. På Axeltorv havde han, klædt i fløjlsbukser og ternet jakke, omkranset et stykke af pladsen med toiletpapir og med sin tale skabt opløb af især unge mennesker med lidt kortere hår end han selv.
En enkelt politibetjent dukkede også op på torvet og fik sig en fredsommelig snak med Provo-Knud.
Pressen stillede også, da et par hundrede langhårede unge i begyndelsen af august samme år samledes til en af de første Love-ins på Langelinie i København. Steppeulvene spillede – og blev ved med at spille, selv om Eik Skaløe på grund af lidt for meget syre forlod bandet midt i en sang – og Helle Hellmann rapporterede i Politiken, at “jorden gungrede, træerne skælvede, og dansen gik blandt hippies, provoer, vildmænd og blomsterbørn.”
Blandt de dansende var Provo-Knud, nu noget mere langhåret end i Kolding, og da han råbende trak op i trøjen og blottede sit maveskind og nøgne bryst, klikkede pressefotografernes kameraer. Et af billederne havnede tredive år senere på forsiden af Niels Martinovs bog Ungdomsoprøret i Danmark.
Efter at have siddet nogle uger i fængsel for hashhandel fortalte
Provo-Knud i marts 1968 Ekstra Bladet om, hvordan hash- og narkotikamarkedet i København blev professionaliseret. ‘Vi bliver ødelagt af narkogangstere’, lød overskriften.
“Tidligere kom hashen ind i landet i beskedne portioner i turisternes rygsække, men nu synes byen nærmest at være oversvømmet med stof,” fortalte Provo-Knud. “Blandt de unge i kliken har der i månedsvis været rygter om, at ‘Mafiaen’ har overtaget markedet – og noget tyder på, at det er sandt, når man ved, hvor mange sydlændinge der er blandet ind i narkotikahandelen.”
Provo-Knud fortalte, at han selv havde følt sig truet af udlændinge og ikke længere turde komme visse steder i byen, blandt andet på Jazzhus Montmartre, som han betegnede som et af tidens største narkotikamarkeder. Han havde sågar prøvet at blive taget med på “en køretur” af mørklødede personer. De havde givet ham en indsprøjtning af et eller andet stof, som gjorde ham bevidstløs, og havde smidt ham af i udkanten af København. Selv opfattede han det sådan, at han skulle have en lærestreg.
Knud havde selv været så langt ude i en lsd-rus, at han som en protest mod Vietnam-krigen havde planlagt at sejle en båd ud i Øresund for at overhælde kroppen med benzin og brænde sig selv af. Men et par venner hindrede ham i at udføre aktionen.
Bagefter havde Knud besluttet ikke alene at stoppe med at tage stoffer, men også at indlede en oplysningskampagne for at få andre til at leve et sundere liv.
“Jeg føler, at det er min pligt at gøre det. Jeg har været en af de varmeste fortalere for hashens frigivelse, og jeg er ikke i tvivl om, at mit eksempel har været medvirkende til, at cirka hundrede mennesker i dag hutler sig gennem tilværelsen som subsistensløse i København -kun interesseret i, hvor de skal få deres næste sprøjte fra!”
Knud havde samlet en gruppe andre unge omkring sig i en nedlagt vævestue i Prinsessegade på Christianshavn, forklarede han, og gruppen havde fået trykt en pjece med oplysninger om farerne ved narkotika.
“Vi kan ikke kalde os for blomsterbørn, så længe vi ligger i skidtet bedøvet af hash og lsd. Vi håber, at vi med tiden, når narkotikaproblemet er løst, kan iværksætte en kampagne på mere universel basis. Det skal være en kærlighedskampagne, og dens mål skal være tolerance.”
I løbet af 1968 og de følgende to år blev Provo-Knud en kendt skikkelse i det københavnske hippiemiljø, først i Galleri 101, siden som fast gæst i Klub 27 og endnu senere til Boom-Ins i Farvergade.
Han trådte op på scenen, når et band spillede, og bidrog med bongotromme eller på sin piccolofløjte, eller han dansede blot med til musikken. Med tiden blev hans striptease hovednummeret: Når han gik på scenen, var han iført et særligt lændeklæde, som ifølge Peder Bundgaard mest af alt lignede en forvokset ble, og under dansen røg lændeklædet langsomt af.
“Knud var et ekshibitionistisk menneske, som benyttede enhver lejlighed til at sætte sig selv i centrum,” fastslår Alex Kaufmann, der kom de samme steder som Provo-Knud. “Selv i den lille loftslejlighed, jeg havde i Fredensgården, begyndte han at smide tøjet, hvis vi sad et par stykker og jammede.”
Efterhånden syntes nogle af christianshavnervennerne, at det blev sværere at komme i kontakt med Knud. Han levede mere og mere i sin egen verden, og ingen troede på, at Knud skulle være holdt op med at tage lsd, som han havde påstået i Ekstra Bladet.
“Knud talte i metaforer og meget associativt, og det kunne være ganske svært at følge med,” fortæller Wili Jønsson.
Da Jønsson boede i en loftslejlighed ved siden af Sofiegården, kom Provo-Knud af og til og sov på en madras eller lavede lidt mad.
“Når han stod og lavede mad i mit køkken, kunne han nogle gange tale helt almindeligt, så måske legede han også lidt med at være en særling. På den anden side var det tydeligt, at han havde taget alt for mange syretrips, og han kunne være temmelig ukontrollabel. Jeg var lidt nervøs for at lade ham være alene i lejligheden, for det var ikke altid, han huskede at slukke for gassen.”

Efter Thylejren rykkede Provo-Knud ligesom mange andre lejrdeltagere ind i Huset i Magstræde, hvor ‘det skønne rum’ blev både sovesal, hjem og handelscentral for alskens stoffer.
Flere husker, hvordan Knud i efteråret og vinteren efter Thylejren fremstod mere og mere aggressiv, og hvordan hans tanker blev sortere. Nogle har set ham fægte omkring med en sabel, andre oplevede ham løbe rundt med sin røde kniv i Huset og lege sherif. Til formålet havde Knud købt en sherifstjerne i en legetøjsforretning.
En gang imellem måtte folk smide ham ud, når han kom på besøg i kollektiverne på Christianshavn og blev for voldsom.
Efter Thylejren var Knud begyndt at tale om, at Cola havde dræbt den fælles ven Jan Pedersen.
“Cola har dræbt Jan P.,” råbte han efter at have bemægtiget sig mikrofonen under en koncert i Skovlundehallen, hvor hippierne holdt ‘Kom sammen-fester’. Også Cola var til stede i hallen, men valgte straks at fordufte. Som sherif i Huset smed Knud også flere gange Cola ud fra stedet.
Beskyldningerne mod Cola blev imidlertid ikke taget seriøst i miljøet, og ifølge vennen Gyuri Fabian tog også Cola selv truslerne ganske roligt.
“Alle i Huset vidste, at Knud af og til levede i en drømmeverden,” som Gyuri Fabian dengang fortalte politiet, “men ingen havde tænkt sig den mulighed, at han ville gøre alvor af sine trusler mod Cola.”
“Knud kom i stigende grad til at lide af helt syrede vrangforestillinger,” fortæller Tommy Bas i dag. “Han forførte sig selv ind i nogle forestillinger om, at han var en slags gud, og man kan sagtens kritisere os andre for, at vi ikke fik ham stoppet i tide. Men de fleste grinte bare ad ham som en slags hippiernes pauseklovn.”
Sidst på vinteren begyndte Knud at drømme, at Cola også havde dræbt hans tidligere kæreste, Berit. I drømmene endte det med, at han selv skød Cola med et jagtgevær. Han kunne ikke forstå drømmene anderledes, end at han måtte dræbe Cola.
“Det, jeg drømmer, er virkelighed,” som han siden forklarede i retten.
Knud havde i sommeren 1967 på Jazzklub Montmartre mødt den attenårige norske Berit, der var på ferie i København. I løbet af aftenen havde han skrevet “små søde digte” til hende, og de havde tilbragt natten sammen i Sofiegården. Ved den lejlighed var Berit blevet gravid, opdagede hun, da hun var vendt tilbage til Trondhjem.
I efteråret 1969 havde Knud besøgt hende og den halvandet år gamle søn i Norge, ligesom Berit et par gange tilfældigt havde mødt ham i København. Men hun havde ikke lyst til at blive kæreste med Knud, selv om han tilbød at sørge for både hende og barnet.
Allerede under besøgene i København var Knud blevet mere og mere mærkelig, og under hans ophold i Trondhjem havde Berit opfattet det sådan, at Knud var “syg på sjælen”. Han begyndte først
at kalde sig Guds søn, siden havde han under et spil skak fortalt, at han i virkeligheden selv var Gud, og at deres fælles barn derfor var Guds søn.
Til sidst havde hun bedt ham rejse hjem til Danmark.
Da politiet under drabssagen fandt frem til Berit i Norge, mindedes hun ikke nogensinde at have hørt om eller mødt Cola. Hun havde ingen forklaring på, hvorfor Knud skulle kunne tro, at hun selv var død, endsige at Cola havde dræbt hende. Hun opfattede Knud som et meget roligt menneske og havde aldrig oplevet ham vred eller voldelig.
Politiet fik lov til at tage kopier af de breve, som Knud havde sendt til hende i Norge.
“Kære Berit”, skrev Knud i efteråret 1970 i et langt brev, hvor han fortalte, at han havde tilbragt sommeren i Thylejren.
“Der var tusinder af Hippier, vi var en hel by. Jeg var Sherif ‘for fun’. Jeg danser, spiller og maler sommetider. Jeg har oplevet mange gode visioner i den sidste tid. Snart må jeg igen være Brahman Gud, men jeg tænker mig, at jeg bagefter vil have fri bevægelsesfrihed i hele Universum. Men først må jeg have nedkæmpet den eneste virkelig onde her og i himlen (men det er mit problem). Jeg er blevet gode venner med David Kristian (The lord of peace ‘Kristus’). Vi har ofte mødt hinanden og festet sammen her i København og på et landsted ved navn Friheden.”
Om deres fælles søn skrev Knud, at han snart måtte anbringes et sikkert sted, så “den onde modstander” ikke kunne få fat på ham. Hvis en hippie ved navn Jens, lidt yngre og højere end Knud, skulle kontakte Berit, måtte hun ikke tro på ham. Han var den onde.
Knud opfordrede til, at hun af og til fortalte sønnen, at han var Guds søn. “Du må forberede dig på, at det kan blive nødvendigt at rejse med ham til ørkenen en dag. Han skal måske snart regere. Aum.”
I december modtog Berit endnu et brev, hvor Knud meddelte, at han ofte tænkte på sin elskede søn og på “dig min elskede og vor søns hellige moder”, og at han ville forsøge at komme på julebesøg i Trondhjem. Han forklarede, at han var aktivist i Huset, istandsatte gamle huse, holdt møder, lavede aviser og i det hele taget arbejdede for menneskehedens og klodens velbefindende.
“Vi har nu størstedelen af folkets sympati. Jeg har givet regeringen
og kapitalisterne en ultimativ frist til nytårsaften til at tilbagegive jordens goder til folket frit og med glæde. Så får vi se til den tid.”

En nat midt i februar 1971 drømte Knud igen, at Cola dræbte Berit ved at drukne hende i Sortemosen, ikke langt fra hytten i Tokkekøb Hegn. I drømmen havde Knud hørt Berit kalde på hjælp og råbe hans eget navn. Men Cola havde svaret, at Knud var inde i København og ikke kunne komme hende til undsætning.
Efter den drøm besluttede Knud, at det nu var tid for at slå Cola ihjel. I et sådant tilfælde gjaldt kun en lov: Liv for liv. I de følgende dage forsøgte han at skaffe sig et jagtgevær, så han kunne skyde Cola ligesom i drømmene. Han opsøgte blandt andre slumstormerne i Jægergården på Nørrebro, men ingen kunne skaffe ham et skydevåben.
Den følgende søndag tog han endnu et lsd-trip.
“Når man tager lsd,” forklarede han siden politiet, “kan det sammenlignes med et stort bål, der brænder 12 til 24 timer. Herefter ligger der en portion gløder med lidt aske henover. Hvis der nogle dage efter opstår en storm i sindet, vil den feje asken væk, og bålet vil blusse op igen.”
Mandag aften, fortalte Knud, diskuterede han det forestående drab med en vismand, en inder ved navn Shree Paul, der af og til kom i Huset. Vismanden havde rådet ham til at tage den med ro. Men, konkluderede Knud, som fredselskende yogi kunne han selvfølgelig ikke sige andet.
Jesper Sølling, der året før havde været direktør for hippiestedet i Farvergade, sov sammen med Provo-Knud i ‘det skønne rum’ i Huset natten til tirsdag den 23. februar 1971 — i almanakken kaldet ‘Hvide Tirsdag’.
Jesper Sølling husker, at Knud, da han tog af sted om morgenen, medbragte sin elskede, svenske Mora-kniv med rødt skæfte. Knivfabrikken Mora of Sweden har siden det syttende århundrede fabrikeret knive til jagt, fiskeri og udendørsliv, kendetegnet ved deres ekstraordinære skarphed og holdbarhed. ‘En kniv for livet’, lyder et reklameslogan.
Efterladt ved hans vante soveplads i ‘det skønne rum’ lå Knuds ejendele tilbage — et uldtæppe, en laset jakke, to par skjorter, en sweater, et par overtræksbukser, nogle frimærker og notater samt
en arbejdstegning over indretningen af Huset. På bagsiden af tegningen havde han skrevet “I am going to kill that one who killed my wife.”
I lommen havde Knud et fotografi af sig selv og Berit ved Storkespringvandet, sit pas, en rød kalenderbog, et medlemskort til Skandinavisk Helsestudio, en orange lsd-pille i sølvpapir, en hashkage, en pakke Look-cigaretter, en lommelygte, fire breve suppepulver og en pakke Seitan hvedegluten til at lave vegetarisk kød. I en læderrem om livet havde han Mora-kniven, og på hans brune silkeforede vest under den sorte vindjakke sad sherifstjernen.
Knud tog linje 6 fra Huset til Hans Knudsens Plads, hvor han ved nitiden skiftede til en DSB-bus mod Hillerød. Han stod af ved Kirkeltekrydset på Kongevejen og gik ad den grusbelagte Frederik 7.s Vej ind i skoven ved Tokkekøb Hegn.
Inde i hytten kunne han ikke finde Cola på hans værelse, men han bemærkede, at flere af de andre, blandt andet Charme, lå og sov. Da han gik udenfor, så han vennen stå alene ved bålpladsen.
Med fotografiet af Berit i hånden gik han over mod Cola.

Jørgen Salling alias Cola var tirsdag morgen stået op før alle andre i hytten. Han havde været ude at samle brænde, så han i det gode vejr kunne stege brune ris til morgenmaden på bålpladsen.
En måned før var Cola blevet far, men barnets mor, den nittenårige Jytte, havde slået op med Cola et par uger før fødslen, fordi han insisterede på, at den skulle gennemføres inde i skoven uden jordemoder og lægehjælp. I stedet var Jytte flyttet hjem til Herning for at føde.
For det meste var Colas madlavning baseret på ris og andre vegetariske ingredienser. Også da hans mor og far, som boede i det københavnske Nordvestkvarter, to dage før havde været på søndagsbesøg i hytten, havde han serveret mikromakromad.
Cola opdagede først Knud, da han stod ved siden af ham, forklarede Provo-Knud senere politiet. Knud rakte fotografiet af sig selv og Berit frem mod ham og spurgte, om han kendte kvinden.
Inden Cola nåede at svare, stak Knud en dolk hårdt ind i venstre side af ham.
“Jeg stak efter hjertet,” forklarede Knud senere. “Jeg var jo ikke kommet for at stikke ham i hånden.”
Knivstikket gik gennem venstre nyre, bughinden, mavesækken og leveren og ind i mellemgulvsmusklen.
Stærk blødende lykkedes det Cola at flygte ud på vejen og over til nabohuset, hvor keramikerægteparret Margrethe og Palle Dybdahl boede. Parret kendte hippierne, som de af og til lånte lidt penge.
“Knud har stukket mig. Han kommer,” hviskede Cola til Palle Dybdahl, inden han sank sammen inden for døren.
I det samme hørte Palle Dybdahl løbende trin, der nærmede sig, og han skyndte sig at låse døren.
Knud prøvede at sparke døren ind, og Palle Dybdahl slæbte møbler hen foran den. Gennem et vindue kunne ægteparret se Knud løbe rundt udenfor med en blodig kniv i hånden.
Knud skreg og “udstødte uhyggelige lyde”, mens han løb rundt om huset og forsøgte at komme ind.
Mens Margrethe Dybdahl ringede til politiet, forsøgte Knud at trænge ind i værkstedet, der lå i forlængelse af huset.
“Jeg gør jer ikke noget,” råbte Knud. “Jeg vil have fat i Cola. Han har dræbt min kone. Han skal dræbes. Han er selv morder.”
Kort efter ankom politi og ambulance til stedet. Ambulancefolkene fandt Jørgen Salling liggende i en blodpøl på gulvet i værkstedet.
På gårdspladsen udenfor løb Knud rundt, stadig med den blodige dolk i hånden.
“Han har dræbt min kone, nu skal han dø. Jeg håber, at han kradser af,” råbte Knud og lo hysterisk.
Han afleverede frivilligt dolken til politibetjentene, da de bad om den.
“Jeg håber, du dør af det,” råbte Knud flere gange, da Cola blev båret ind i ambulancen.
Jørgen Salling døde kort efter, klokken 10.38 på Centralsygehuset i Hillerød af indre blødninger.
Beboerne i nabohytten var blevet vækket af sirenerne, men da de fandt ud af, at et drama havde fundet sted ved keramikernes hus, var både Cola og Knud allerede blevet kørt væk.
En eller anden fortalte Tommy Bas, at Knud havde danset ekstatisk, da politiet nåede frem til gerningsstedet.
Knud blev kørt til politistationen i Hillerød, hvor han opgav sin adresse som Det ny Samfunds “funktionærbolig” i Huset og sin stilling som “sherif” samme sted. Han forklarede, at Cola havde
dræbt hans kone, og at liget kunne findes i Sortemosen i Tokkekøb Hegn.
“Det er det eneste rigtige, jeg har gjort,” gentog han flere gange. Gud havde givet ham opgaven, og han havde i løbet af natten drømt hele forløbet omkring drabet.
Straks efter at Knud Rantanen var blevet afhørt ved et grundlovsforhør, blev han tvangsindlagt på Statshospitalet i Nykøbing Sjælland.
“Det var godt, jeg fik taget livet af ham,” sagde han til betjentene i ambulancen på vej mod Nykøbing. “Vejret blev godt bagefter! Vejret blev godt bagefter.”

Vinden suser, Provo-Knud
var du Allah eller Gud?
Du som dansed’ og sang
hvem hører nu din fløjtes klang?

Hey Knud, her står vi nu
hvad gør de nu ved dig?
Hey Knud, slog du Satan ihjel
eller var det dig selv?