Hippierne var 50 år forud
Det var mennesker fra to universer, som nysgerrigt iagttog hinanden, da DSB’s særtog fra København standsede på banegården i Thisted med hvinende bremser og dørene gik op.
Lørdag den 4. juli 1970 blev Thylejren åbnet, danmarkshistoriens største sociale eksperiment med tusindvis af unge hippier som deltagere på en sandet mark nær landsbyen Frøstrup i det nordvestlige Jylland.
I de følgende uger skulle eksperimentet blive årets mest omtalte begivenhed i de danske medier, allerede foromtalen havde været massiv, og mange nysgerrige lokale var blevet lokket til at møde op på banegården i det grå sommervejr.
På perronen havde Thisted-borgerne ventet i flere timer, og de lignede danskere, som de stadig så ud i 1970: Kvinder i plisserede nederdele med hjelme af permanentet hår. Mænd med ganske kort hår, klædt i skjorte og jakke, mange med blød kasket eller hat, præcis som jeg husker min bedstefar.
Ud af toget væltede mennesker fra et univers, hvor både mænd og kvinder havde langt hår, pandebånd eller læderhat, perlehalskæder, bare tæer og sandaler, farvestrålende, løse klæder og batiktrykte sjaler. Nogle havde malet sig i ansigterne, andre bar flag i alle farver. Mellem menneskene så man også hunde, katte, skildpadder, en abe og en hest forlade togvognene.
Det var svært at afgøre, hvem der var dyrene i zoologisk have, og hvem der var tilskuerne. Begge parter lod blikkene løbe op og ned ad den fremmede race på den anden side af togsporet.
Thisted-borgerne veg til side, da hippierne passerede. En langhåret fyr, tæt pakket med tasker, telt og flag, mistede sin læderhat til vinden, og en gråkrøllet dame i snehvid frakke samlede den op. De to smilede til hinanden.
”Mange er nok kommer herned, fordi de regnede med lidt ballade,” sagde en mand fra byen.
”Ja,” lo en kvinde, ”men det blev der altså ikke noget af.”
Ingen vidste det dén dag, men da den planlagte del af eksperimentet på den sandede mark sluttede 74 dage senere, havde Thylejren på godt og ondt været kulminationen, men også afslutningen på tre intensive år med hippieoprør og en eksplosion af nye tanker og visioner.
Min påstand er, at i perioden mellem Anden Verdenskrig og nutiden kan kun den digitale revolution konkurrere med hippieoprøret, når det drejer sig om grundlæggende at forandre det danske samfund. Måske er der intet land i verden, hvor hippiernes tanker har sejret som i Danmark.
Det startede internationalt i Summer of Love 1967. I San Francisco begyndte unge mennesker med langt hår og flagrende klæder i løbet af foråret at holde Love-Ins, hvor de ny beatmusikere spillede, mens en sød duft af weed spredte sig. Californiens guvernør Ronald Reagan beskrev en hippie som en person, der ”klædte sig som Tarzan, havde frisure som Jane og lugtede som aben Cheeta”.
Allerede samme sommer var der Love-Ins i Kongens Have og på Langelinie med Eik Skaløe og Steppeulvene.
Den nye hippiebevægelse havde tre ben, som på samme tid gjorde den både kraftfuld og skrøbelig over for indre erosion:
Filosofien var kærligheden. Love is all you need. Jesus var – helt ud i sin fremtræden – en stamfader for hippierne: Modsat de samtidige marxister og deres tro på en voldelig revolution troede hippierne på kærligheden som en kraft, den enkelte først skulle finde i sig selv og derefter lade sprede sig til andre mennesker som good vibrations.
John Lennon brugte Beatles-millioner på at indrykke annoncer i verdens største aviser med budskabet ”WAR IS OVER – IF YOU WANT IT”. Hvis alle klodens beboere nedlægger våbnene og i stedet elsker hinanden, er krigen forbi, og paradis kan indfinde sig.
Det var en tro på, at den enkelte kan og vil tage ansvar, og det var netop den tro, som krakelerede for mange af hippierne tre år senere på marken i Thy.
Troen på kærligheden havde religiøse toner, og det andet ben i hippieoprøret var de bevidsthedsudvidende eller euforiserende stoffer, der udgjorde en slags kærlighedstroens sakramente. Den blide hash var allerede ankommet med jazzmusikerne, nu fulgte den eksplosive LSD, som enhver ung hippie med respekt for sig selv skulle prøve i den københavnske sommer 1967.
De euforiserende stoffer åbner for adgangen til spirituelle lag i den menneskelige bevidsthed på en langt mere effektiv, for nu ikke at sige brutal, måde end meditation og bøn. På ingen tid kunne teenagere hjemme på værelset få samme oplevelse som munken i Nepal havde søgt på fuld tid i årtier. Oplevelsen var den grundlæggende religiøse, at alt er kærlighed, alt er vibrerende atomer, alt er godt.
Men de bevidsthedsudvidende stoffer har også en pris og en egen dæmoni, og i løbet af de næste tre år besøgte mange unge også de mørkeste egne i sjælen, nogle blev sindssyge, begik drab eller selvmord, andre blev landets første narkomaner.
Stofferne satte fart på oprøret, men blev samtidig dets kulsorte bagside.
Hippieoprørets tredje ben var den psykedeliske musik – The Doors, Jefferson Airplane, Dylan, Hendrix, Joplin – musik og tekst skabt af mennesker, der selv havde haft den bevidsthedsudvidede LSD-oplevelse og beskrev den med voldsom udtrykskraft. Hendrix’ elektriske guitar var orglet, der brusede i hippiernes kirkerum.
Musikken er formentlig årsagen til, at hippiebevægelsen på ganske få uger kunne antænde og omspænde hele den vestlige verden uden hjælp fra et eneste socialt medie. Musikken var overalt, og en ny LP fra Dylan eller Hendrix blev modtaget som bud fra guderne
Idéen til Thylejren opstod også i første omgang som en forestilling om, at også Danmark måtte have en musikfestival som Woodstock, og at den selvfølgelig måtte finde sted i Thy, fordi John Lennon havde betrådt netop den del af Danmark den foregående vinter.
Manden, som mere end nogen anden fik det storstilede eksperiment op at stå, var anarkisten og værtshusrotten, nyligt afdøde Henning Prins. Han var god til at knytte praktiske hjælpere til sig, men visionen var hans: Nu skulle hippietanken omsættes til virkelighed, uden at nogen kunne undskylde sig med det gamle samfunds hæmmende indflydelse, nej, nu skulle et nyt samfund uden ledere og uden én eneste lov sættes i værk – og så måtte man se, om kærligheden som eneste styrende kraft kunne sikre paradis på jord.
Meget få talte pænt om Henning Prins, da jeg for tolv år siden gik i gang med arbejdet med at skrive tusind sider om hippieoprøret og Thylejren. Lejren var hans livsværk, men den blev paradoksalt nok også et ydmygende personligt nederlag, og den efterfølgende alkoholiserede deroute gjorde ham nok ikke altid til et lige omgængeligt menneske. Men for mig var han en begavet og visionær frihedskæmper, en af de store helte, der bør indskrives i danmarkshistorien.
I de år, hvor jeg arbejde på Hippie-bøgerne, slog det mig gang på gang, hvor afsindigt aktive hippierne havde været i de tre år fra 1967 til 70. Forestillingen om en hippie, der efter morgenjointen stener på en madras i en uhumsk lejlighed, har absolut bund i virkeligheden, men i den anden ende var alle dem, som arrangerede koncerter, åbnede butikker, lavede kunst, eksperimenterede med psykoterapi og yoga, dannede kollektiver, dyrkede økologisk, stiftede foreninger, holdt møder, udgav blade og bøger, inviterede til gruppesex, byggede alternative boliger og meget mere.
Ved de første interview var jeg ærlig talt lidt i tvivl, om hippierne simpelthen overdrev deres datidige aktivitetsniveau, men efterhånden som jeg fandt blade og fotos og anden dokumentation fra dengang, måtte jeg indse, at de havde overkommet det næsten uoverkommeligt skabende.
Jeg begyndte at tro på, når de aldrende mænd og kvinder med lys i øjnene fortalte mig, at de tre år havde været som én lang brusende forelskelse.
Det er i disse tre år, lyder min påstand, at en ganske beskeden flok mennesker, måske nogle hundrede, max tusind, i kernetroppen – svarende til antallet af aktive sabotører under Besættelsen – tog de første skridt i en langsom revolution, der i det følgende halve århundrede forandrede Danmark radikalt på næsten alle vigtige områder.
Men inden jeg ridser revolutionens hovedpunkter op, må jeg selvfølgelig lige nævne, at kærligheden ikke vandt i Thylejren. Så hurtigt gik det ikke, selv om mange tog LSD og så det hele klart for sig.
Allerede efter få dage var der bøvl med at få tømt de propfyldte lokumsspande. Kærligheden gjorde det ikke alene.
Mit arbejde, hvor jeg bestræbte mig på at følge eksperimentet dag for dag, blev også en erkendelsesrejse for mig selv, hvor en lang række af de samfundsinstitutioner, som både hippier og marxister har kritiseret som en del af undertrykkelsesapparatet, viste sig som helt nødvendige i et fællesskab af mennesker – hvad enten det var Thylejren tyve-tredive tusind eller Danmarks fem-seks millioner.
Det gjaldt ikke kun fordelen ved skraldemænd og andre aflønnede funktioner, men også tunge institutioner som politi og psykiatri. For hvad gør man, hvis én i fælleskabet stjæler pengekassen fra det supermarked, man har bygget op i fællesskab, når man står uden ledere, love og politi? Og hvad gør man, hvis en LSD-forstyrret galning begynder at true med vold mod kvinder og børn?
Henning Prins bad klogelig ikke politiet komme ind i lejren, men samlede et hold handlekraftige mænd og afleverede den farlige galning til politi og psykiatri udenfor.
Præcis den handling blev hans syndefald. Prins’ rolle var paradoksal, fordi han selv trådte tilbage som leder på eksperimentets første dag, den 4. juli. Men lejrdeltagerne havde brug for en person til at klare de problemer, de ikke selv ville eller kunne tage ansvar for, så anarkisten Prins blev ved med at ordne sagerne, mens oprørere i lejren beskyldte ham for magtbrynde.
Således også på dagen med galningen: Lejrbeboere råbte om hjælp, og da Prins handlede, vendte det meste af lejren sig imod ham, fordi han med vold havde afleveret et magtesløst menneske til politibrutalitet og psykiatrisk fængsel. Kort efter måtte Henning Prins flygte fra lejren.
Prins har over for mig konkluderet, at kærligheden åbenlyst ikke gjorde det alene, men at eksperimentet krævede, at den enkelte tog personligt ansvar. Han vurderede selv – et slag på tasken – at kun fem procent af eksperimentets deltagere levede op til ansvaret.
Prins blev desillusioneret, og jeg har mødt andre gamle hippier, som konkluderer, at alle deres visioner fra 1967 har lidt nederlag i nutidens danske samfund. Jeg mener næsten modsatte:
1. KRITIK
Hippierne har haft kolossal gennemslagskraft med deres antiautoritære tankegang og kritik af enhver leder, institution, regel og norm. Det er iøjnefaldende, at alle de især patriarkalske autoriteter, som hippierne hånede og kritiserede, i dag ikke længere har samme naturgivne og uanfægtede magt, som de havde haft i århundreder op til 1967 – præster, politibetjente, læger, borgmestre, lærere, statsministre, fædre. Fortsæt selv listen.
Som en konsekvens af det antiautoritære er mange mennesker og fag blevet mere kritiske. Inden for mit eget fag fandtes dybdeborende og kritisk journalistisk stort set ikke før slut-60’erne, fortæller ældre kolleger.
2. SEX
Jeg kan huske som tiårig at ligge på væg-til-væg-gulvtæppet året efter Thylejren og se balletten Dødens Triumf med musik af Savage Rose i fjernsynet, mens mine forældre sad i de rødbrune drejelænestole ved kakkelbordet. Det var så afsindig pinligt med de splitternøgne dansere, at jeg lå musestille for ikke at påkalde mig opmærksomhed. Et par år senere onanerede jeg til billederne.
Jeg behøver ikke sige så meget om hippiernes betydning for den seksuelle frigørelse. Jo, det har været på godt og ondt, og jo, det er blevet kommercialiseret. Men et brag af en frigørelse, som bølger og har tilbageslag og anslag og bølger igen.
3. ØKOLOGI
I Thylejren bestod maden mest af brune ris, som på den tid var helt ukendt i parcelhuskvarteret, og på gode dage var der også grønsager i risen. Hippierne var de første uden for Rudolf Steiner-bevægelsen, der begyndte at orientere sig mod, at maden skulle være giftfri og dyrket med hensyntagen til både jorden og dyrene. Mange var vegetarer, og andre omsatte økologien i praksis ved som de første at starte økologiske landbrug, nogle ganske små, andre kæmpestore som Svanholm, der stadig eksisterer.
Fra ingen økologi i supermarkedet i min barndom breder økologien sig stadig nærmest dag for dag, og antallet af unge vegetarer boomer.
4. KLIMA
Hippierne var de første, som begyndte at udbrede tankerne om, at vi skulle passe på jordkloden og ikke svine vand og luft til. Det var en indsigt, de havde fået på LSD, men siden har videnskaben bekræftet den. Mange af hippierne nøjedes ikke med at tænke tanken, men omsatte den også i praksis, og nogle af landets første vindmøller blev bygget i Thy af mennesker, der havde været med i lejren.
I dag er de bedstemødre og -fædre til et nyt klimaoprør.
5. RELIGIØSITET
Hippieoprøret var måske mest af alt et religiøst funderet oprør, og hippierne rejste selv til Indien og Nepal, ikke kun for at hente tjald hjem, men også for at tilegne sig yoga, meditation og andre spirituelle teknikker, som Østen er rig på. Først var de også med den psykoterapeutiske bølge, især i form af gruppeterapeutiske eksperimenter. Yoga var ukendt i mit barndomsland, i dag tilbydes det i den mindste by.
Lige så vigtig er den grunderkendelse, som hippierne fik på LSD, og som også filosoffen Villy Sørensen har formuleret: Religionerne er med deres dogmatik det religiøses værste fjende. Den religiøse oplevelse kan opleves i fællesskaber, ja, men den er i sin natur individuel og kan ikke dogmatiseres.
6. KVINDEKAMP
Dette punkt er et dementi, og så alligevel ikke helt: Jeg har selv forbundet hippier og rødstrømper tæt, og rigtigt er det, at de første rødstrømper var hippier – men kvindeoprøret kom faktisk først, opdagede jeg, da hippieoprøret var ved at være slut i efteråret 1970. Indtil da havde kvinderne ”lavet te til revolutionen”, som nogle af dem skrev samme år, og det var ikke mindst mændene, der havde nydt godt af forbuddet mod småborgerlig jalousi.
”Jeg var en husmor i hippietøj og lavede mad til en masse børn, mens min mand festede med andre kvinder,” som sangeren Maria Stenz fortalte om sit ophold i Thylejren.
Forleden hørte jeg om en afdelingsleder i en stor organisation, der udøver sexchikane mod sine kvindelige ansatte – organisationens ledelse har afvist at gribe ind, og kvinderne må i stedet søge andet arbejde. Den proces, som hippiekvinderne indledte, er langt fra slut.
7. ANTI-MATERIALISME
At kærligheden og det religiøse er vigtigere end det materielle var en grundværdi for hippierne. Det var den værdi – foruden ærligheden – som jeg, parcelhusbarnet, der iagttog, hvor livsvigtigt det var at holde facaden pæn udadtil, især blev tiltrukket af hos hippierne. Hellere kærlighed end et nyt køkken, var et credo for mig, indtil jeg fik et nyt køkken.
Måske har netop denne grundtankegang haft mindre gennemslagskraft i samfundet de forløbne halvtreds år end hippiernes andre tanker. Men i klimabevidste tider må det kun være et spørgsmål om tid, før materiel minimalisme slår igennem hos de unge, som det gjorde hos hippierne.
8. BØRNENE
Jeg har gemt det vigtigste til sidst. Jeg har oplevet det største jordskred i min egen levetid, fra jeg var barn i 1960’erne, før hippierne, til jeg fik børn omkring årtusindskiftet: Som dreng gjorde jeg, hvad min far sagde, jeg havde aldrig fortrolighed ned ham, jeg aner ikke, hvad han tænkte og følte, og jeg fortalte ham aldrig, hvad jeg tænkte og følte. Jeg vil mene, at det er fundamentalt anderledes med min søn og mig.
Jeg ved, at der er børn af hippier, som har dårlige erfaringer med den fri, måske også ansvarsfri, opdragelse i hippiekollektiverne, og ingen tvivl om, at hippier som avantgarde gik for vidt i at betragte børn som selvberoende mennesker, ja, nærmest voksne.
Men det blev en gave for mig som far, at hippierne satte en bølge i gang, hvor man begyndte at betragte børn som mennesker, man kunne tale med og lytte til. I dag er det måske svært at sætte sig ind i, men i århundreder før hippierne var børn ikke mennesker med ret til egne følelser og tanker. Jeg kan huske det.
Halvtreds år er gået, siden det storstilede og mislykkede eksperiment i Thy blev gennemført. Men konsekvensen af, at en flok modige foregangsmænd og -kvinder dengang turde kaste sig ud i eksperimenterne, er et Danmark, som på næsten alle vigtige punkter er et kvantespring bedre for menneskene at leve i.
Forandringerne er stadig i gang, og mon ikke vi mangler endnu et par punkter.
Kronik bragt i Politiken 25. juni 2020.
Køb Hippie-bøgerne signerede i Askes boghandel.