I torsdags til fotografen Per Folkvers bisættelse mindede en af hans unge kolleger mig om, at jeg for mange år siden lavede et interview med Per. Han var noget nær den perfekte interview-person – på én gang bramfri og reflekterende. Jeg har klippet det ind herunder for interesserede.
Vi mindedes også Per Folkver i andel del af gårsdagens udgave af Cavling-komiteen på Radio24Syv, hvor vi havde hans kollega Miriam Dalsgaard på besøg – det kan høres her:
(Foto: Miriam Dalsgaard)
I morgen kører jeg et barn ihjel
(Weekendavisen 28.08.1998)
Angst-samtaler. Den 45-årige fotograf Per Folkver er rædselsslagen for at miste lysten til at tage billeder. Og evnen til at elske.
Af Peter Øvig Knudsen
»MIN angst er at tørre ud. De senere år er jeg blevet overbevist om, at al energi er seksuelt betinget, og angsten handler om, at den drift forsvinder. Tænk, hvis kilden tørrede ud, og jeg simpelthen mistede lysten til at skabe, til at se, til at tage billeder..!«
»Jeg er ikke bange for at stå op om morgenen eller gå ud over åbne pladser, og jeg elsker at holde tale i en forsamling, men jeg bliver ramt af rædsel ved tanken om at miste min energi og evnen til at finde ind til mig selv. Hvad var jeg så? Et tomt hylster, ingenting! Og energien skal altid hentes indefra, man skal aldrig regne med hjælp fra andre«.
»Nogle gange mistænker jeg mig selv for at være på grænsen til det maniodepressive. Den ene dag er jeg forfærdeligt langt nede, trist og ked af det, næste dag kører jeg i femte gear, fuld af nye ideer til projekter og ansøgninger. Jeg tror, svingningerne hænger sammen med driftens styrke. Vi stakkels mænd har jo ikke en aflæselig cyklus som vores kærester, mødre og veninder. Men selv om vi ikke kan aflæse, hvor vi er, i våde menstruationsbind og ægløsninger, er jeg sikker på, at vi også har en cyklus.
Jeg kan i perioder være så liderlig, at jeg bliver tør i munden, og jeg nægter at tro, jeg er den eneste. Vi taler bare ikke så meget om det«.
Hvad sker der, når du har en af nedturene?
»Jeg ser ned i et sort, sort hul. Og der er intet at gøre, for det har sit eget liv og tager sin tid. Jeg kan bare stå og kigge på, mens det dominerer alt og tapper mig for energi. Jeg er lige så afmægtig, som hvis jeg havde spændetrøje på og blev madet. Til gengæld ved jeg, at det går over – jeg må bare vente«.
Hvad gør du?
»Glor ud i luften«. – Og hvis du skal ud på en opgave? »Det er jo fremragende, for så kan jeg glemme min navle en stund. Bergman fortalte for nylig i et interview, hvordan han var kommet over sin kones død ved at skemasætte hver eneste time i sit liv. Han levede alene, som en eremit, men der var ikke et sekund, som ikke var besat. Det var hans måde at glemme«.
Men nede i hullet forestiller du dig, at du ikke kan fotografere igen?
»Som fotograf har jeg en enorm angst for aldrig mere at kunne tage et billede, som er værd at vise frem. Jeg er bange for, at forestillingen om det gode billede bliver inde i mit hoved, og at jeg ikke kan få det ind i apparatet og ud igen – det sidste er faktisk det sværeste. Fotografi er for mig håndværk og intuition, og håndværket skal udføres så godt, at man ikke tænker på billedet som billede, men på hvad der er inde i billedet. Det er den intuition og fornemmelse for håndværket, som jeg er bange for at miste«.
»Du må jo tænke på, at jeg er den eneste, der ved noget om fotografi. Og jeg ved meget. Det er en total selvmodsigelse: På den ene side er jeg stensikker på, at jeg kan noget, som ingen andre kan – på den anden side er jeg rædselsslagen for, at jeg netop ikke kan. Sandsynligvis er det sådan indrettet, at lysten til at handle netop næres af den angst, og hvis jeg ikke havde angsten i mig, kunne det hele være lige meget«.
Hvad siger nedturen til dig?
»Den siger, at det er meget, meget vigtigt at være ked af det. Man kan ikke gå rundt med et skilt, hvor der står, ‘jeg er ked af det’, men jeg kan fortælle mig selv, at det er sundt ikke altid at være i samme stemningsleje. Ligesom det er sundt at råbe. Jeg er ret god til at råbe, og når jeg holder kurser, råber jeg ad folk, så de sidder med håret blæst op ad bagvæggen. I starten synes de selvfølgelig, at jeg er forfærdelig…«
Men det er vanskeligt at se det sunde i nedturen, netop når man er nede.
»Man må bare lade den være. Tror du det ville hjælpe mit hår at smøre en creme på min skaldede isse? Sludder og vrøvl, hårtab kommer indefra. Mine venner kan ikke fortælle mig, at jeg skal komme over min nedtur – gu’ skal jeg da ej, ikke før jeg er parat. Jeg tror, man skal pille så lidt ved sine indvolde som muligt. Man får alligevel aldrig styr på det derinde, så man må have tillid til, at det selv finder ud af tingene. Man må bevare en respekt for sit indre«.
HAR du nogensinde oplevet at miste energien og ikke kunne fotografere?
»Ja. Da min kone Dorte døde af kræft for tre år siden, mistede jeg fuldstændig motivationen til at fotografere. Jeg kunne ikke se nogen som helst grund til at putte film i apparatet og tage et billede. Det gav ingen mening. Tiden siden er gået med at genvinde lysten. Jeg tog stort set ingen billeder i to et halvt, tre år«.
Hvorfor?
»Lommepsykologisk handler det vel om, at jeg havde været udsat for et stort tab, som efterlod et tomt rum. Det var umuligt for mig at befolke det rum med noget, jeg selv skulle skabe. Jeg kan kun fotografere på overskud, og jeg havde intet overskud«.
»Kort tid efter Dortes død underviste jeg i Århus, og jeg stod uden for mig selv og så mig delt op i to halvdele: Den ene var aldeles ude af stand til rent praktisk at fotografere, den anden kunne sagtens mene en masse om at fotografere. Det var fint, at de andre fotograferede, men der var overhovedet ingen grund til, at jeg skulle tage et billede. Jeg kan ikke forklare det. På et tidspunkt overvejede jeg at sælge alle mine kameraer, men man får ikke særlig meget for brugt fotoudstyr, så af ren nærighed gjorde jeg det ikke«.
Kendte du også de sorte huller før Dortes død?
»… Nej, ikke på den måde. Mange ting er blevet anderledes efter hendes død. Jeg blev mindet om, at mennesket ikke er udødeligt. At man snart er stum. Jeg lider ikke af dødsangst, men i modsætning til mine børn, som er 24 og 15, og som ikke behøver tænke sig om konstant, så kommer tiden ikke igen for mig, hvis jeg spilder den på noget værdiløst. Der er så meget meningsløshed inden for fotografi – overfladiskhed, hamrende dygtig smartness, indholdsløs form, ligegyldigt, slimet, upersonligt fotografi. Derfor rammer det mig særlig hårdt, hvis jeg ikke selv er i stand til at gøre det, jeg er lidt god til. Tiden er blevet kostbar«.
Hvad skete der så, da du i efteråret sagde op som billedredaktør på Jyllands-Posten og skulle til at fotografere igen?
»Jeg var rædselsslagen for, at jeg ikke kunne. Det var skrækkeligt. Jeg kunne have levet et redaktørliv på første klasse og tjent gode penge resten af mit liv – hvis de ikke inden da havde fyret mig for hidsighed. Men jeg skulle tilbage til fotografiet. Da jeg havde sagt op, kom den ene efter den anden og sagde, ‘hvor er det modigt!’ Først forstod jeg ingenting, men så gik det op for mig, at hvis de havde muligheden, ville 95 procent af dem holde op med at arbejde i morgen. Sådan har jeg aldrig haft det, for jeg elsker at arbejde, men de sidder med villaer og skilsmisser og nye biler – det er vor tids stavnsbånd. Hvorfor tilkæmper de sig ikke glæden i deres liv i stedet!?«
HVORFOR er det egentlig så forfærdeligt at miste lysten til at fotografere?
»Hvorfor!? Hvad fa’n skal jeg ellers lave i mit liv? Skal jeg blive rødvinsalkoholiker? Sidde federe og dummere, end jeg allerede er, foran fjernsynet?«
At fotografere giver dit liv mening?
»’Her har vi en fattig mand, han lever kun gennem sit fotografiapparat!’ Min evne til at arbejde er identitetsskabende, ja. Men i mit liv de senere år har jeg også været konfronteret med at skulle leve alene, og man må sige meget højt og i versaler: STØRST AF ALT ER KÆRLIGHEDEN! Derefter følger fotografiet. Og så fodbold i fjernsynet, æde, skide og bolle«.
»Lige så determineret jeg er omkring fotografiet, lige så nølende og usikker er jeg omkring kærligheden. Jeg synes, den er vanvittigt svær. Jeg er bange for at miste energien til at fotografere, men jeg er endnu mere bange for at miste evnen til at forglemme mig selv og synke ind i hengivelse«.
Evnen til at elske?
»Ja. Jeg synes, det er meget, meget svært. Det er en banalitet at sige, men hvis man ingenting giver, får man ingenting igen. Så kan man sidde ovre i sit hjørne foran fjernsynet og pille sig selv i navlen – et frygtindgydende perspektiv«.
»Før jeg blev alene, havde jeg været i familie i over tyve år. Jeg har ikke prøvet andet, siden jeg var teenager, og jeg var lige fyldt 21, da mit første barn blev født. Nu har jeg været alene i tre år, og det er langt, langt sværere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Og processen med at lære det er af meget længere varighed, end jeg troede. Jeg er på den ene side sikker på, at man skal være i tosomhed, fordi man giver hinanden mere, end man tager. På den anden side står jeg og ser på mig selv og…«
Og tager dig til hjertet.
»Og kan slet ikke finde ud af det. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre … det skræmmer mig. Så tænker jeg, at tiden må løse det for mig, men det er måske for fejt. Jeg er kommet til kort: Jeg har haft to forhold, begge af over ti års varighed, og jeg havde altid troet, at jeg var god til kærlighed – men det er jeg måske slet ikke. Måske er det kun i min erindring, at jeg var god. Nu skal jeg skabe et nyt forhold, og pludselig opdager jeg til min store overraskelse, at jeg overhovedet ikke er god«.
Til hvad?
»Til at turde kaste mig blindt ud i det«.
Skal man det?
»Det tror jeg. Og så bliver jeg bange for at udvikle mig til en mand, der har nok i sig selv. ‘Jeg har nok i mig selv, og i øvrigt skal jeg lige lave det her meget interessante projekt.’ Jeg ser et skrækscenarie, hvor jeg går halvfed og smådum rundt og passer mig selv uden at turde kaste mig ud i det væsentlige«.
»Jeg har fundet ud af, at jeg elsker at være alene, og mange ægteskaber bryder netop sammen, fordi de to ikke kan finde ud af at lade hinanden være alene. Manden siger, ‘jeg tager lige i sommerhus et par dage’, og kvinden svarer, ‘elsker du mig ikke mere!?’ Ægteskabet bliver et fængsel, hvor man kun er alene de fire-seks minutter, det tager at gå på lokum og skide«.
Du elsker at være alene. Og er bange for at være det.
»Netop. Jeg aner ingenting, men jeg har opdaget nødvendigheden af at være alene, og jeg kender nødvendigheden af at være sammen med en anden. Man kan stå ved vinduet og sige til sin kæreste, ‘sikken det regner og blæser i dag’, og man forventer ikke noget svar. Men at stå ved vinduet og sige det til sig selv giver ingen mening … Du kan ikke skrive det i avisen, men jeg elsker jo kvinden. Det er absurd at være uden det andet køn«.
Men hvorfor er du så bange for at blive fed og dum af at være alene?
»Generelt tager vi jo fejl hver anden gang, og det opdager vi kun, hvis en eller anden fortæller os det. Jeg er bange for at blive for egoistisk. Jeg skal have noget modstand. Jeg er en god tromler, og man skal være højt oppe i gear for at stoppe mig. Jeg siger ikke, ‘synes du ikke, vi skal?’, men ‘kom, nu går vi!’ Det er en skyggeside, som jeg ikke bryder mig om, og som er blevet forstærket med årene. Tænk, hvis jeg bare får lov til at tromle, og ingen siger ‘tag lige brillen på og sæt dig ned et øjeblik’. Tænk, hvis jeg om en måned, når jeg for første gang i mit voksne liv skal flytte alene, sætter mig over i et hjørne af min fine lejlighed og bliver sær«.
ER du bange for, hvem du i virkeligheden er?
»Jeg ved jo ikke, hvem jeg er. Nogle gange er jeg et dumt svin, andre gange – måske – en lille smule kærlig«.
Men hvad ville der ske, hvis du slap kontrollen?
»Jeg ville skrige til jer alle sammen, at I er nogle ugidelige, dumme, borgerlige, tryghedssøgende, leflende røvslikkere. Sådan et banner ville jeg bære gennem gaderne. Og jeg ville mene hvert ord. Er der noget værre end folk, der dukker sig, når chefen går forbi? De har mistet enhver selvrespekt. Eller taget et for stort lån i huset … Men jeg ville nok blive spærret inde«.
»Jeg oplevede engang at miste kontrollen ovre på Jyllands-Posten. Jeg stod midt i redaktionssekretariatet, vildt ophidset, og mærkede, hvordan alle holdt op med at skrive på computerne, og der blev helt stille omkring mig. I nogle sekunder var jeg helt oppe i orkanstyrke, totalt rasende – selvfølgelig på grund af nogle billeder – og samtidig stod jeg ved siden af mig selv og registrerede, hvordan pinligheden bredte sig ud over hele lokalet. Så fik jeg stoppet mig selv og begyndte straks at undskylde. Det rystede mig voldsomt, for det var proppen, som røg af flasken, så al den indespærrede frustration slap ud helt ukontrolleret … Den slags mennesker ryger jo ud fra den ene arbejdsplads efter den anden«.
»I Jylland passerede jeg for nogle år siden en ræv, som var kørt over på en meget smuk måde: Den havde et helt cirkelrundt hul i maven, og ved siden af den lå alle indvoldene ganske fint. Jeg fotograferede dyret, og da en af mine venner havde fødselsdag, forærede jeg ham en stor kopi. Neden under billedet havde jeg skrevet: ‘I morgen kører jeg et barn ihjel’«.
Det kan man ikke sige…
»Eller mene, nej, det er jo forfærdeligt. Men den ubarmhjertige sandhed er, at der bliver kørt et barn ihjel i morgen. Heldigvis er det ikke mig, som gør det, og bank under bordet og tak for det«.
Hvorfor fortæller du den historie?
»Det kan jeg ikke forklare. Det handler vel om angsten for at gøre det mest forfærdelige … I øvrigt er et billede af en død ræv da mere interessant end et billede af en levende. Findes der noget mere kedeligt end et billede af en levende ræv?«
Har du nogensinde været angst, Per?
»Du mener, om jeg er fejl-castet til den her interviewserie? Sikkert. Grundlæggende er jeg fuldstændig sikker på, at det nok skal gå. Ellers var jeg gået ned med flaget, da Dorte døde – eller lige inden. Jeg har oplevet noget af det værste, man kan komme ud for i livet, og efter det kan jeg klare alt. Meget af det brokkeri, man hører overalt, kan jeg slet ikke tage alvorligt. Jeg kan ikke bruge det til noget, jeg gider ikke bruge mine kræfter på det, jeg gider ikke være sammen med de mennesker. De kan passe sig selv og have det så godt«.
Fotograf, født 1953. Medstifter af fotogruppen Ragnarok 1983. Har udstillet på blandt andet Charlottenborg, Svendborg Kunstmuseum, Fotografisk Galleri, Kastrupgård og Museet for Fotokunst og udgivet en række fotobøger, blandt andet ‘Vennerne på vejen’, ‘Begrundet begær’, ‘Rødovre – hvor skal vi bo, hvem skal vi kysse’ og senest, sammen med Tine Bryld, ‘I den bedste mening’ om de forflyttede grønlandske børn. Underviser, kritiker og foredragsholder. Billedredaktør på Jyllands-Posten 1996-97. Samtalen finder sted mandag aften i Folkvers atelier midt i København, hvor han viser billeder af en mus, han et par morgener før fandt halshugget i musefælden.
