Et nyt manuskript er blevet printet ud for første gang – og det skal fejres

Efter netop at have tilbragt en uge i en hytte ved havet med at læse hele manus igennem fra en ende af, tør jeg godt kalde det ’en bog’.

Ganske vist ikke lige den bog om ’elektrochok mellem mareridt og mirakel’, som jeg havde tænkt mig at skrive – undervejs blev den mere og mere personlig, kom til også at handle om livet efter sindssygen, om erindring og identitet, og så måtte fosteret have nyt navn ( – selv om den stadig indeholder nogle benhårde historier om hjernevask og tortur).

Jeg forestiller mig, at bogen udkommer til september…

Dog: Først skal det benhårde backingband og mit forlag læse, derpå mine børn (de hårdeste kritikere, jeg har!), så de medvirkende og endnu et par kloge hoveder. Meget kan endnu ske.

Men lige nu skal det fejres: For tre år siden var jeg indlagt på psykiatrisk afdeling og VIDSTE, at jeg aldrig ville komme til at skrive en bog igen. Nu har jeg FANDEME skrevet bog nr. 2 post-psykose.

Tak, skæbne.