Egentlig havde jeg ikke forestillet mig, at der skulle komme en to’er til Min mor var besat. Men da Danmark i marts 2020 lukkede ned på grund af corona, afbrød det også min intense foredragsturné rundt i landet, hvor jeg fortalte om min mors og min egen depression.
Det gav tid til eftertanke. Jeg var overrasket over, at folk stadig oplevede det stærkt tabubelagt at lide af psykisk sygdom. Og over hvor meget det påvirkede familierne.
Jeg var også overrasket over, hvor polariserede holdningerne til elektrochok var. Jeg havde selv frygtet den behandlingsform mere end alle næsten alt andet, men havde nu oplevet at blive mirakuløst helbredt fra min dybe, depression. Hvordan kunne krampe-fremkaldende strømstød gennem hjernen bringe mig tilbage til kærligheden – og ikke mindst tilbage til mig selv…?
Jeg har forandret mig efter depressionen og elektrochokket: Jeg husker dårligere, jeg er mere sensitiv og grådlabil. Også mine nærmeste er forandrede af det chok og den angst, som psykisk sygdom medfører.
Der var nok at undersøge og nok at tænke over.
Efter få uger blev jeg sikker på, at jeg skulle skrive en bog, der bragte mine erfaringer og undersøgelser videre til andre. I Min mor var besat havde jeg fortalt historierne om min depressive mor og om min egen indlæggelse på lukket afdeling. Bogen slutter, da jeg blev udskrevet efter endt elektrochok-behandling – og netop dér begynder Jeg er hvad jeg husker.
Jeg blev hurtigt dybt fascineret af elektrochokkets historie: Tusindvis over hele kloden bliver hvert år som jeg mirakuløst helbredt. Men elektrochok er også blevet misbrugt, blandt andet af CIA til brutale eksperimenter med hjernevask.
Lige fra begyndelsen af mine undersøgelser fik jeg en makker, Pernille Frandsen fra Vejle, der har oplevet at få slettet næsten hele sin erindring af elektrochok. Mit liv blev reddet, hendes ødelagt.
Jeg måtte også til hjerneforskerne for at forstå den menneskelige hukommelse, og jeg fandt ud af, at forskerne har erkendt det samme, som jeg selv har anet i mit dokumentariske arbejde, når jeg har interviewet mennesker om dramaer i deres fortid: At vi nogle gange digter vores egen erindring for at skabe en identitet, vi kan lide at leve med.
Måske gælder det også mig selv. I hvert fald undersøger jeg, hvordan den depressive sygdom eller elektrochokkene – det er svært at skelne – har gjort mig til en anden person, end jeg var før.
Under alle omstændigheder kan jeg mærke, at jeg bedre kan lide ham, jeg blev til.
Jeg er hvad jeg husker kan købes signeret med en personlig hilsen i min søns og hans kærestes boghandel her: Booksign
