Peter Øvig og hesten Frede. Øvig søger praktikant til arbejde med bz-bog
Foto: Stine Maarbjerg

I foråret havde jeg mit livs første praktikant, Philip Róin, og erfaringen var så glimrende, at jeg gerne vil have en elev eller praktikant igen her til efteråret – og en anden eller andre videre frem mod bogudgivelse til april/maj næste år.
Praktikanten vil få mulighed for at følge tilblivelsen af en dokumentarisk bog helt tæt fra research over skrivning og redigering til produktion og udgivelse.
Mit aktuelle bogprojekt handler om firsernes vigtigste oprørsbevægelse, de københavnske BZ’ere, som jeg selv er jævnaldrende med. Bogen har arbejdstitlen BZ – En familiefortælling, og i øjeblikket er jeg formentlig et stykke over halvvejs med en første version af manuskriptet, samtidig med at jeg fortsat laver research.
Du kan læse mere om arbejdet med bogen andre steder her på bloggen (f. eks. 18. november og 2. oktober 2014).

Kendskab til BZ’erne er intet krav, nærmest tværtimod: 24-årige Philip gjorde mig opmærksom på, at hans generation absolut intet ved om BZ – hvad jeg siden har fået bekræftet, når jeg har holdt foredrag for universitetsstuderende og journalistelever. Og det har vist sig at være en styrke at arbejde sammen med en person, der repræsenterer denne potentielle læsergruppe og kan kritisere manus med klare øjne.
Praktiktiden kan være to-tre måneder eller mere, hvis vi arbejder godt sammen. Du kan læse på et relevant studie med indlagt praktik, men det er intet krav. I det hele taget er der ingen andre krav end nysgerrighed, engagement og lyst til at kaste sig ud i arbejdet.
Du skal selv sørge for den nødvendige godkendelse af praktikpladsen, hvis den skal indgå som meritgivende del af dit uddannelsesforløb.
Vi holder møder her hos mig i Gentofte, og ellers kommer du til at arbejde hjemmefra, på Gyldendal, i marken og på Rigsarkivet.

Måske har du særlig interesse for dele af bogprocessen, som kommer til at forløbe nogenlunde således:
September-november: Fortsat research til manus, både interview og kilderesearch i Rigsarkivet.
Oktober-december: Billedresearch.
Januar-marts: Korrektur, redigering, produktion.
April-maj: Lancering og udgivelse.

Hvis du har særlig interesse i web og sociale medier, vil du også komme til at samarbejde med min webredaktør, Tobias Bojlén.

Send nogle ord om dig selv og dine interesser til min redaktør, Janne Breinholt Bak, på [email protected]