THE DANISH CASE

Censureret af Apple og Facebook
Bogens blogindlæg

Den dokumentariske bog, “Hippie”, om det store danske hippie-eksperiment i sommeren 1970, skrevet af den prisvindende forfatter Peter Øvig knudsen blev fjernet fra iBookstore og App Store på grund af de 40 år gamle fotografier af hel- eller halvnøgne hippier, og siden censurerede også Facebook billederne.

De censurerede billeder, taget af Danmarks førende fotografer, blev efterfølgende delt på sociale medier verden over i protest.

Denne forkortede engelske udgave af tobindsværket henvender sig til et international publikum, der her får mulighed for at læse historien bag billederne.

Læs forordet om The Danish Case, som censursagen mod bogen blev kaldt i EU-Parlamentet. I sitets arkiv findes blogindlæg omkring sagen, der senest er blevet taget op i dokumentarfilmen Facebookistan.

For de ucensurerede fotografier besøg
thedanishcase.dk

De censurerede billeder

Hippie - de dokumentariske billeder med Facebook og Apple censur

Forord til bogen The Danish Case

Forord

Jo, måske var vi naive, ligesom hippierne var det med deres vision om kærlighed og fred på jorden fyrre år tidligere. Vi forestillede os, at nettet med dets sociale medier og Apple med dets nye iPad måtte være de perfekte platforme for at skabe en digital bog, der rummede mange flere dimensioner end papirbogen. Og var de nye medier og Steve Jobs firma ikke netop børn af hippiebevægelsen med en fælles vision om at dele viden og sprede kunst ud til alle mennesker på kloden?
Allerede da jeg i 2009 var begyndt at skrive en bog om de danske hippier og deres stort anlagte, sociale eksperiment, den såkaldte Thy-lejr i sommeren 1970, blev de digitale ambitioner sat højt:
Omkring et bål med bobler og røg blev et par af mine venner, min redaktør og jeg dén sommer enige om, at et værk om hippierne i sagens natur krævede mere end blot bogstaver på papir.

For hvordan skulle man alene i tekst kunne beskrive sentressernes brogede og farverige ungdomsoprør mod alle etablerede normer — meget af oprøret blev jo for eksempel formuleret i musik af navne som Doors, Lennon og Hendrix.
De nye digitale udgivelsesformer måtte give mulighed for at inddrage billeder, film, lyd og musik i en ebog.
Rundt om bålet var vi også enige om, at det ville være helt i hippiernes ånd at inddrage den nyeste teknologi: De eksperimenterede med at frembringe nye lyde fra instrumenterne, især den elektriske guitar, og de benyttede som nogle af de første den nye smalfilmsteknik og nye trykteknikker til at skabe kunst og nå langt ud med deres budskab om kærlighed og fred.
I samarbejde med mit forlag, Gyldendal, der er Danmarks største, stiftede jeg og to specialister fra den digitale kommunikationsverden, Christian Kirk Muff og Jens Lauritsen, derfor et firma, som skulle udvikle den mest avancerede multimediale ebog. Firmaet kaldte vi Hippieselskabet.
Billeder var fra begyndelsen ikke bare en integreret del af projektet, men næsten et udgangspunkt: Idéen om at beskrive hippieoprøret gennem historien om den eksperimenterende lejr i Thy opstod, da jeg så et fotografi fra det særtog, som fra København bragte de første hippier op til lejrområdet i det nordvestligste Danmark. Billedet viste en dansende kvinde, der var iført en ganske særlig kjole med to huller til brysterne.
Kjolen så jeg et symbol på tidens frihedstrang og glade opgør med alle normer, og fra dette symbol ville bogen om hippierne kunne folde sig ud.
Billedet var taget af en af Danmarks højst respekterede fotografer fra perioden, Gregers Nielsen, og på Det Kongelige Bibliotek i København opdagede bogens billedredaktør, Poul Rasmussen, en glemt skat. Det viste sig nemlig, at Gregers Nielsen havde opholdt sig det meste af sommeren 1970 i Thylejren og taget hundredevis af billeder, som nu lå i en kasse på biblioteket.
Gregers Nielsen unikke fotografier fra lejren blev omdrejningspunkt for billedhistorien i bogen, suppleret med et stort dokumentarisk billedmateriale fra arkiverne og med Poul Rasmussens portrætfotografier af bogens hovedpersoner fra nutiden.
I min research tog jeg også udgangspunkt i nogle af fotografierne og søgte historierne bagved. Det lykkedes mig således at finde frem til kvinden, der havde syet sig en kjole med huller til de nøgne bryster, Karen Grue, og høre hendes beretning om lejren.

Musikken var et andet kernepunkt for os. Under et af mine interview med en af Thy-lejrens hovedpersoner, Claus Pedersen — i Danmark kendt som musiker og komponist under navnet Tømrer-Claus — opstod ideen til simpelthen at sætte bogen i musik: Uden langvarige overvejelser gik Claus i gang med at komponere musik til en lydbogsudgave af værket.
De følgende to år voksede bogen til et tobindsværk på over 1100 sider, og sideløbende komponerede Tømrer-Claus, hvad der skulle ende med at blive næsten 32 timers original musik til min oplæsning af teksten.
Vi er endnu ikke blevet præsenteret for et tilsvarende projekt noget sted i verden.

I 2010 fandtes endnu kun en ebogslæser, som var i stand til at afspille lyd og musik — Apples iPad, der netop var blevet introduceret på det danske marked. Både iPadens brugervenlighed og Apples oprindelige filosofi om at dele viden og kultur passede perfekt til vores multimediale hippiebog.
App’en skulle integrere tekst, billeder, oplæsning og musik. Vores mål var for eksempel, at brugeren uden problemer skulle kunne veksle mellem at læse teksten på skærmen og lytte til lydbogen: Når man sad i sin lænestol, kunne man læse bogen, og når man siden skulle tage opvasken eller køre på arbejde, slog man med et enkelt klik over på lydbogen for at fortsætte oplevelsen af bogen fra det sted, man var nået til. Og omvendt.
I oktober 2011 udkom første bind af Hippie som papirbog, lydbog, ebog og App til iPad. Især var vi stolte af App’en, som vi mente var den første i verden, der kombinerede en ebog med både tekst, billeder, oplæsning og originalt komponeret musik. I den danske presse blev App’en omtalt som et eksempel på fremtidens digitale bog.
Snart fik vi dog et varsel om de problemer, som skulle komme.

Muligheden for at skifte mellem tekst og oplæsning kan være svær at forklare, og derfor besluttede vi at lave en gratis App med de første tre kapitler af bogen i både tekst, lyd og musik.
Pludselig meddelte vores direktør, Jens Lauritsen, imidlertid, at App Store havde afvist at distribuere den gratis App med henvisning til firmaets regler om “nøgenhed og pornografisk indhold”.
Vi kiggede længe på billederne, som også er de første i den følgende ebog. Jo, i to tilfælde kunne man se nøgne kropsdele: Det ene billede viste et par, der nyder en smøg uden for Thy-lejrens badehus. Det andet er kvinden med den særlige kjole.
Vi kendte naturligvis Apples regler om at undgå pornografi, men vi så ikke fotografierne som pornografiske og havde svært ved at se, hvordan man skulle udgive en rigt illustreret, dokumentarisk bog om hippierne, for hvem et frit forhold til menneskekroppen var en hovedsag, uden at vise fotografier af hippier.
Vi skrev til App Store, men har hverken dengang eller siden modtaget et svar på spørgsmålet.
Det gik op for os, at vores investering i at udvikle ebogen som en App til iPad havde været risikabel: App’en kunne ikke bruges på andre ebogslæsere eller tablets, og den kunne ikke distribueres gennem andre kanaler end App Store. Hvis Apple forbød vores fuldlængde App, ville vi ikke kunne sælge ét eneste eksemplar mere af selskabets flagskib.
I første omgang undgik vi derfor presseomtale af sagen og holdt vejret. Men der skete ikke mere, og vores Hippie-App var stadig til salg i App Store gennem vinteren og foråret 2012.
Vi gik også stille med sagen i næste omgang: I foråret 2012 åbnede Apple deres iBook Store i Danmark med salg af almindelige ebøger. Vi sendte vores ordinære ebogsudgave af Hippie / ind til den nye ebogshandel. Kort efter indløb en meddelelse om, at iBook Store ikke ville forhandle bogen på grund af stødende fotografier.
Vi diskuterede i Hippieselskabet, om vi simpelthen kunne fjerne de omstridte fotografier fra ebogen. Det blev vi enige om at afvise: Stiltiende at underlægge sig censur ville kompromittere min kunstneriske integritet som forfatter.

I oktober 2012 udkom andet bind af Hippie, igen som både papirbog, lydbog, ebog og App. App’en var til vores lettelse uden problemer blevet godkendt til salg i App Store. Til gengæld nægtede Apples anden netbutik, iBook Store, igen at forhandle ebogsudgaven
Måske var vi i en stemning af let overmod, efter at også Hippie 2 var blevet modtaget positivt af både anmeldere og brugere i alle sine formater. I hvert fald besluttede vi, inspireret af hippierne selv, at bruge humorens og satirens midler: I stedet for at fjerne de omstridte fotografier, ville vi gennemføre en tydelig selvcensur af ebogen ved at tildække præcis de kropsdele, som vakte anstød hos de puritanske amerikanere.
Kunne vi bruge Apples eget æble-logo til formålet? Det risikerede at indbringe os en uinteressant sag om misbrug af et varemærke. På Google fandt vi i stedet et fotografi af et æble uden rettighedsbeskyttelse — netop et skinnende blankt, rødt æble præcis som dét, vi forestillede os, at Eva havde fristet Adam med i Paradisets Have.
Snart var æblet i forskellige størrelser placeret i de to bind på alle de 47 fotografier, som viste forbudte kropsdele — baller, bryster og kønsorganer.
Et udvalg af fotografierne kan både med og uden æble-censur ses på vores website www.thedanishcase.dk
En ny udgave af de to ebøger med æblecensurerede fotografier blev indsendt til godkendelse hos iBook Store. Selv kaldte vi projektet for ‘Operation Æble’ og grinede en del.
Glæden blev endnu større, da udgaven blev godkendt og fra 1. november kom til salg i iBook Store.
Vi udsendte straks en pressemeddelelse og lagde billederne på nettet. I løbet af 24 timer var sagen omtalt i ikke bare danske, men også skandinaviske medier, hvorfra den bredte sig til resten af Europa og USA. Man kan sige, at vi således selv var ansvarlige for, at Apple blev gjort opmærksom på sagen.
Den følgende weekend, fire dage efter at den æble-censurerede udgave var kommet til salg, opdagede vi, at den igen var forsvundet fra iBook Store, uden at vi havde modtaget nogen besked endsige en begrundelse.
Sagen vakte stor opsigt, også blandt danske politikere. Flere medlemmer af både det nationale parlament, Folketinget, og af Europaparlamentet rejste med det samme sagen, og også den danske kulturminister bebudede, at han ville tage kontakt til EU-kommissionen og til sine ministerkolleger i de andre EU-lande.
Få dage senere strammede Apple skruen. En uge inde i november ringede en ansat fra Apples hovedkvarter i Californien til Hippieselskabets direktør og meddelte, at vores ucensurerede App‑
udgaver af hippie-bøgerne nu ville blive fjernet også fra App Store. Det var ikke muligt at få svar på, om en censur af fotografierne ville afhjælpe problemet.
“Jeg var oprigtigt i tvivl, om jeg i virkeligheden talte med en robot,” som Jens Lauritsen forklarede.
Vores smil stivnede, og latteren blev noget tør i halsen, da vi måtte indse, at Hippieselskabets mest ambitiøse udgivelse ikke længere ad nogen som helst kanal kunne sælges, distribueres eller købes. Apple havde effektivt forhindret en fortsat udbredelse af fremtidens digitale bog.
Det er formentlig overflødigt at tilføje, at vi ikke siden har fået svar på klager og henvendelser til Apple.

Sagen har efterfølgende vakt fortsat debat, både i Danmark og i resten af Europa. Den bliver brugt som eksempel på det principielle, demokratiske problem, at et amerikansk firma skal kunne afgøre, at en anmelderrost, dokumentarisk dansk bog ikke skal kunne købes i sin mest avancerede form i Danmark, på trods af at ikke én eneste bruger her i landet har givet udtryk for, at bogen er det mindste stødende, endsige pornografisk.
Jeg har kunnet glæde mig over bred støtte, både fra den danske offentlighed og fra det danske journalistforbund, de nordiske forfatterforeninger og senest de 300.000 europæiske journalister i European Federation of Journalists, der i et åbent brev har bedt EU-Kommissionen gribe ind i sagen.
Blandt EU-politikerne i Bruxelles har censursagen fået tilnavnet “The Danish Case”, ikke fordi det er en enestående sag, men fordi censuren mod hippie-bøgerne for første gang har ført til en principiel debat om ytringsfrihed i en globaliseret verden, hvor amerikanske koncerner i stigende omfang distribuerer også national kunst og kultur.
Ikke mindst den danske, liberale EU-parlamentariker Morten Løkkegaard, der er næstformand i Europaparlamentets Kulturudvalg, har været aktiv. På Kulturudvalgets vegne har han skrevet til Apple — uden at modtage noget svar — ligesom det i maj 2013 lykkedes ham at få to repræsentanter for Apple Europa til at deltage i et møde med ham i Parlamentet.
Da Apples repræsentanter under mødet bladrede i hippie-bøgerne, gav de udtryk for, at indholdet indiskutabelt var “pornografisk”. Efter mødet havde Apple-repræsentanterne ingen kommentarer til den ventende presse.
Steve Jobs, der har erklæret sin taknemmelighed til sine indsigter på lsd, er død, og det samme synes at være sket for Apples erklærede mål om at sprede viden og kultur til verdens folk.
Både på bogens website www.hippienu.dk og på min Facebook-profil har jeg løbende orienteret om sagens udvikling. Således også midt i april 2013, hvor jeg kunne fortælle nyheden om, at Europaparlamentets Kulturudvalg gik ind i sagen på min side.
På Facebook illustrerede jeg nyheden med et klip fra den nationale danske tv-kanal TV2, der viste nogle af de bortcensurerede fotografier — http://hippienu.dk/node/380?tax=12
Næste morgen var både tv-klippet og min tekst fjernet af Facebook med en meddelelse om, at opslaget overtrådte Facebooks regelsæt.
Mine følelser illustreres af mit udråb på min Facebook-side samme dag: “Jeg er blevet censureret i en censur-sag!!! Hvad skal jeg gøre?! !?! ! Hvordan skal vi tale sammen?! HJÆÆÆÆÆÆLP!”
Tre dage senere blev jeg en sen eftermiddag blokeret fra min egen Facebook-profil i 24 timer. Begrundelsen lød, at et billede på min tidslinje overtrådte reglerne. Det viste sig at være fotografiet af kvinden med den særlige kjole fra 1970 — et fotografi, der befandt sig mange måneder tilbage på min tidslinje.
Samtidig bad Facebook mig fjerne alle andre elementer fra min side, som var i konflikt med reglerne. I modsat fald ville jeg permanent blive “deaktiveret” fra Facebook.
Samme aften gennemgik jeg samtlige billeder på min tidslinje og fjernede beskæmmet og med blødende hjerte en del fotografiske kunstværker, blandt andet et af Helmut Newtons smukke kvindeportrætter, som en ven havde lagt op på min side.
Jeg overvejede længe, om jeg også skulle fjerne forsiden af min egen bog, Hippie 1, hvor en bar kvindenumse kan skimtes.
Da jeg efter 24 timer igen fik adgang til min egen side, sluttede jeg mit indlæg om hændelsen:
“Orwell troede i sin bog ‘1984’, at det ville blive staten, der gennemkontrollerede alt, men Facebook og Apple er i fuld gang med at få os til at censurere os selv, vores bøger, billeder, spil og samtaler med hinanden. Jeg er fuld af stærke, blandede følelser.”
De blandede følelser skyldtes, at jeg på den ene side fik lyst til i protest at forlade Facebook, ligesom jeg året før havde besluttet aldrig igen at købe et Apple-produkt. På den anden side ville jeg dermed gå glip af en meget vigtig kommunikation med mine læsere, som blandt andet havde bidraget til researchen til hippie-bogen ved at henvise mig til kilder, jeg ikke selv havde kunnet opspore. Også vores website, som er integreret med Facebook, ville blive værdiløst for mig, hvis jeg ikke længere havde adgang til Facebook.
Jeg besluttede at blive.
Efter denne begivenhed har jeg censureret mig selv på Facebook og undladt på noget tidspunkt at bringe fotografier fra min bog. I stedet har jeg flere gange valgt at illustrere nyheder om censursagen med et kunstværk, nemlig Magrittes billede af en pibe med teksten “dette er ikke en pibe”
Inspireret af denne sentens indledte en netaktivist ved navn Tobias Bojlén Hartman en aktion, hvor han skrev “this is not porn” hen over et fotografi af badende hippier fra bogen. Billedet, der kan ses på aktionens site www.thisisnotporn.info, er siden blevet delt på Facebook af tusinder af mennesker over hele verden — og i de fleste tilfælde blevet fjernet af Facebooks kontrolenhed, som også har straffet med blokeringer af mange brugere.
Da jeg i juni selv skrev om aktionen og delte et link til sitet med mine Facebook-venner, blev opslaget fjernet, og jeg blev endnu en gang blokeret fra min egen side og truet med endelig “deaktivering”.
Også i dette tilfælde fik jeg overvældende støtte fra offentligheden, fra pressen, journalistforbundet og flere danske politikere. Men mine muligheder for at informere om censursagen via de sociale medier er til gengæld meget begrænsede, når både fotografier, links og tekst fortsat bliver fjernet af Facebook.
Den følgende tekst fra hippie-bøgerne er et forsøg på at give offentlighed, presse og politikere uden for Danmark mulighed for at sætte sig ind i baggrunden for den censur, som Apple og Facebook har udøvet.

Enkelte billeder fra bogen er blevet vist i medier over hele verden, men teksten har hidtil kun været tilgængelig på dansk. Med støtte fra Statens Kunstråd har jeg derfor fået oversat en del af bøgerne, svarende til en fjerdedel af den oprindelige tekst.
Ved udvalget af tekst har jeg koncentreret mig om dag for dag at fortælle historien om det store eksperiment i Thy i sommeren 1970 og har til gengæld fjernet de mange person- og baggrundshistorier, som måske især havde interesse for et dansk publikum.
På billedsiden har vi valgt at koncentrere os om Gregers Nielsens reportagefotografier fra lejren med både nøgne og fuldt påklædte hippier, fordi disse billeder især har givet anledning til debatten. Desuden har vi inkluderet et par af bogens øvrige dokumentariske fotoserier og et udvalg af Poul Rasmussens portrætter af bogens hovedpersoner i dag.
Ebogen her vil således, er det mit håb, kunne læses som en historie om, hvad der kan ske med mennesket og fællesskabet, når alle normale regler og normer for et par måneder sættes ud af kraft. Og hvad der kan ske, når et amerikansk firma et halvt århundrede senere finder begivenheden anstødelig.

Peter Øvig Knudsen, september 2013

Besøg arkivet for hippienu.dk

I arkivet er der også adgang til alle filmene og billederne, der blev delt/lavet i forbindelse med udgivelserne. Det var dengang Facebook var et relativt nyt fænomen, og det blev da også et af værktøjerne til at samle de forskellige historier i bøgerne. Facebook kommentarerne fra dengang (på hjemmesiden), som også kan læses i arkivet, blev et samlingssted for hippiehistorier. På den ene side hjalp de nye sociale medier med tilblivelsen af bogen, men på den anden side endte det med, at både Facebook og Apple censurerede begge hippiebøger. Og sådan står det stadig til den dag i dag. Det kan du læse mere om på siden for The Danish Case.