Hun lyttede. Døren til Toves værelse stod på klem, og når den otteårige pige om aftenen lå i sin seng med tilbageholdt åndedræt, kunne hun høre lydene fra sin storesøsters værelse på den anden side af gangen.
Hver aften sagde han godnat til pigerne på børnehjemmets første sal. ‘Plejefar’, som pigerne skulle kalde Solgårdens forstander, plejede at komme ind på begge søstrenes værelser, når de var gået i seng, for at lade sine hænder glide op under deres natkjoler.
Men i den seneste tid var der foregået noget andet og mere ovre på storesøsters værelse. ‘Plejefar’ brugte ikke vold eller tvang. Han overtalte den elleveårige Margit med løfter om belønninger og fordele.
Tove hadede de lyde, der fulgte efter overtalelsen.

Ekkoet af de overgreb, og af tusindvis af andre mod udsatte børn i samfundets varetægt, er blevet fortrængt og tiet ihjel årti efter årti.
I mere end et halvt århundrede har Oskar Plougmand ærgret sig over, at han ikke dengang som statslig inspektør afslørede forstanderens systematiske overgreb mod pigerne på Solgården. Han havde kunnet mærke, at noget var helt galt på det kristne børnehjem, men det lykkedes ham ikke at få pigerne til at fortælle.
Det er min ven Hans Horst, selv tidligere børnehjemsbarn, som har insisteret på, at jeg skal træffe „børnenes helt“, som han kalder Oskar Plougmand.
Besøget er et led i Hans’ langvarige forsøg på at få mig overtalt til at skrive en bog om seksuelle overgreb på danske børnehjemsbørn.
Oskar Plougmand fortæller, at han i 1970 som nyuddannet psykolog var blevet ansat i Direktoratet for Børneforsorgen som inspektør. Hans opgave var at rejse rundt for at sikre børnenes trivsel på omkring hundrede børnehjem i hele landet på et tidspunkt, hvor mange af hjemmene stadig var domineret af autoritær disciplin, hån, vold og overgreb mod børnene.
Umiddelbart kan hans metode lyde selvindlysende, men ikke desto mindre indledte han ifølge Hans en revolution i dansk børneforsorg: Som den første inspektør nogensinde nøjedes Oskar Plougmand ikke med at spise frokost med forstanderen og spørge ham, hvordan børnene havde det. Han insisterede på selv at tale med børnene.

Det første, jeg lægger mærke til hos den tårnhøje, gamle mand, er hans barneblå øjne. Da Hans og jeg besøger Oskar i hans hus i Charlottenlund i efteråret 2016, er han 82 år, og jeg husker det ovale stuebord, som jeg har siddet ved utallige gange siden, og som hver gang er dækket på forhånd. Til sidst sætter Oskar den sorte termokande med kogende vand ind ved siden af neskaffen og den altid rigelige forsyning af kager.
Mine notater fra det første besøg er blevet væk, men jeg mindes, at Oskar og Hans taler længe om Hans’ børnehjemstid, hvor en socialrådgiver i årevis udøvede grove, seksuelle overgreb mod drengene.
Men derudover har især én af Oskars mange historier fra den dag bidt sig fast:
Oskar fortæller, hvordan det ikke altid lykkedes ham at blotlægge, hvad der foregik af overgreb på et børnehjem, selv om han havde en stærk mistanke. I begyndelsen af 1970’erne besøgte han det stærkt missionske børnehjem Solgården i vestjyske Tarm, og han kunne mærke på de generte og tavse piger, han mødte, at der foregik et eller andet forkert på hjemmet.
Oskar var så sikker i sin sag, at han efter at have diskuteret mistanken med sin chef i København vendte tilbage til børnehjemmet sammen med en kvindelig jurist fra Børneforsorgen, da han håbede, at en kvinde ville kunne lirke historien ud af pigerne.
Men det lykkedes hverken ham selv eller juristen at få pigerne til at afsløre, hvad der plagede dem.
Næsten 35 år senere udkom en erindringsbog, skrevet af en tidligere anbragt på Solgården, og her kunne Oskar til sin forfærdelse læse, at hemmeligheden gik ud på, at børnehjemmets forstander systematisk forgreb sig seksuelt på pigerne. Han havde blandt andet indført en regel om, at pigerne skulle sove uden trusser under natkjolen.
Senere skulle det vise sig, at både piger fra børnehjemmet og unge, kvindelige ansatte allerede dengang havde forsøgt at råbe op om det seksuelle misbrug, men uden at det fik nogen som helst konsekvenser for forstanderen. Alle historierne var blevet benægtet, fortiet og begravet i tavshed. Mens overgrebene fortsatte.
Et par af pigerne havde en dag samlet mod til at gå ned til den lokale politibetjent i Tarm for at anmelde overgrebene, men de var blevet afvist. Betjenten troede ikke på pigernes beretning. Han kendte jo selv forstanderen, og en pæn mand som ham kunne aldrig finde på at gøre den slags.

Et par måneder før mit og Hans’ besøg hos Oskar har instruktøren Jesper W. Nielsen haft premiere på sin prisbelønnede spillefilm Der kommer en dag, som baserer sig på de skrækindjagende historier om medicinske eksperimenter, ydmygelser, vold og seksuelle overgreb på børnehjemmet Godhavn i Tisvildeleje.
Filmen følger to fiktive brødre, der bliver anbragt på et børnehjem, hvis autoritære og aggressive forstander, spillet med vanlig pondus af Lars Mikkelsen, sidst i filmen forbløffet opdager, at han har mødt en kraftfuld modstander i en ung inspektør fra Børneforsorgen. Virkelighedens Oskar Plougmand blev i filmen spillet af en urokkelig David Dencik.
Hans, som jeg lærte at kende for mange år siden gennem en fælles ven, har engageret sig intenst i de såkaldte godhavnsdrenges årelange kamp for at få en undskyldning fra staten for de rædsler, de har været udsat for. Spillefilmen, forklarer Hans, har betydet et kæmpe rygstød for kampen.
Det seneste år er Hans så småt begyndt at fortælle mig om sine egne barndomsoplevelser.
Som tidligere BZ’er var han en af dem, jeg talte med, da jeg skrev en bog om 1980’ernes københavnske BZ-bevægelse, og hurtigt gik det op for mig, at BZ-bevægelsen også rummede ganske mange børnehjemsbørn – trettenfjorten-femten-årige, der simpelthen var stukket af fra institutionerne og havde fundet et fristed blandt andre purunge teenagere i de besatte huse på Nørrebro.
Hans fortalte mig om sine år på drengehjemmet ‘Skorpeskolen’, der under det officielle navn Det Kongelige Opfostringshus havde ligget uden for Helsingør. Det gjorde indtryk på mig, at både volden og de seksuelle overgreb, som han selv og hans kammerater havde været udsat for, havde stået på i årevis og forekom nærmest organiserede.
For eksempel fortalte Hans, hvordan hjemmets socialrådgiver udvalgte nogle af de nytilkomne drenge til først at flytte ind i hans private lejlighed i Helsingør for at blive tilpasset livet som elev på Skorpeskolen. Herunder ikke mindst at seksuelle ydelser var en naturlig del af drengenes dagligdag.
Nogle af socialrådgiverens kolleger på drengehjemmet kendte til sagen, fortalte Hans, men de greb aldrig ind for at standse misbruget. Overgrebene fortsatte derfor gennem ikke mindre end ti år, indtil socialrådgiveren blev dræbt, da han en dag kørte galt i sin bil og blev slynget ud gennem forruden.
Bagefter lød rygterne, at et par af drengene på Skorpeskolen havde fikset bilens bremser for at stoppe overgrebene.

Historierne står i kø for at blive fortalt, og Hans er parat til at hjælpe. Men jeg er i tvivl, om jeg vil kunne fortælle noget nyt: Godhavnssagen er nu foruden dokumentarfilm, romanen Drengen fra Godhavn og al presseomtalen også skildret i en spillefilm, der kommer til at nå et stort publikum.
Hans argumenterer med, at danskerne let kunne forledes til at tro, at Godhavn har været en isoleret og enkeltstående skandale. Han er sikker på, at de seksuelle overgreb har været langt mere udbredte, omfattende og organiserede, end nogen af os hidtil har turdet se i øjnene.
Men der er også en anden grund til min skepsis over for bogprojektet, og den er både psykologisk og dramaturgisk: Historien kan ved første øjekast ligne en nedslående og kulsort historie uden et eneste lyspunkt.
Vil nogen kunne holde ud at læse en bog om det allermest nedrige, uhyggelige og traumatiserende fænomen i den menneskelige tilværelse: Voksnes organiserede seksuelle udnyttelse af de svageste børn – børn, som disse voksne har i deres varetægt, netop fordi ingen andre viser børnene omsorg.
I samtalerne med den altid ukuelige Hans følger nu det argument, som førte til besøget hos Oskar: Hans fortæller, at virkelighedens Daniel Dencik stadig lever og nærmest er nabo til mig. Han vil straks kunne arrangere et møde med en forkæmper for børnenes sag på niveau med selveste Peter Sabroe.
Ham kender jeg. På Østbanetorvet i min fødeby, Århus, står en statue af politikeren og journalisten Peter Sabroe, som i begyndelsen af 1900-tallet vakte national opsigt ved at afsløre de elendige forhold for de fattigste børn – ikke mindst dem, som boede på landets børnehjem.
Helten fra vores tid hedder Oskar, siger Hans. Oskar Plougmand.
Jeg har aldrig hørt navnet før.
„Men altså, Peter … Oskar Plougmand er den største helt i danmarkshistorien siden Sabroe!“

Da jeg seks år senere kører ned til Oskar, lidt ud på aftenen påskelørdag 2022, fordi han gerne vil give mig sin nye bog, hænger en enorm fuldmåne lige foran mig over træerne langs Jægersborg Allé. Formentlig vil det betyde, at jeg kommer til at sove dårligt i nat.
Mit første møde med Oskar er blevet indledningen til et forhåbentlig livsvarigt venskab af en ganske særlig karakter, som jeg kun har oplevet én gang før.
Første gang hed min nye ven Lis Bomhoff, frihedskæmper under Anden Verdenskrig i tæt samarbejde med et par af de mest berømte og mytologiserede modstandsfolk, Flammen og Citronen. Ligesom Oskar havde hun sat alt ind på at kæmpe mod en autoritær og grusom magtanvendelse.
87-årige Lis, som jeg blot skulle have interviewet en enkelt gang til en bog om modstandsbevægelsens likvideringer, boede ligesom Oskar i Charlottenlund og blev hurtigt ikke blot en nær ven, men også en naturlig del af vores familie og en elsket gæst til børnefødselsdage og juleaftener.
Det er min hensigt og min drøm at blive gammel lige så åndsfrisk og livslysten som Lis og Oskar. Lis døde i en alder af 102, kort før jeg mødte Oskar, og hos ham har jeg derfor kunnet fortsætte mine studier af, hvordan man bevarer et ungt sind i en aldrende krop. Min foreløbige konklusion er, at det åbne engagement i andre og især yngre mennesker, den levende nysgerrighed, er et fællestræk hos mine to modne forbilleder.
Jeg drejer fra Jægersborg Allé og til højre ved boghandelen. Et stykke forbi stationen ligger Oskars hus ‘Lille Dimon’ sammen med et par andre gamle småhuse på den ene side af vejen, mens rigmandskvarterets nyere palæer dominerer på den anden side.
„Det var hurtigt!“ siger den nu 87-årige mand med hævede øjenbryn, da jeg åbner døren og træder ind i entréen efter et enkelt bank. „Jeg har knap nået at sætte vand over, siden du ringede.“
„En elbil er et lyn,“ bemærker jeg.
Som sædvanlig har Oskar dækket op ved spisebordet i det midterste af stueetagens rum. I det halve værelse mod vejen har Oskar kontor og forlag, i stuen mod haven er hans søn på besøg og ligger på sofaen med sin mobil. På husets førstesal bor Oskars datter og hendes søn for tiden.
Jeg rækker Oskar den tyveårige Haidar Ansaris netop udkomne digtsamling Institutionaliseret, mit eget eksemplar, som jeg greb på stuebordet på vej ud ad døren. Oskar har interesseret sig for institutionsanbringelser af børn, siden han blev ansat i Børneforsorgen i 1970. Ja, eller måske snarere lige siden han som barn oplevede sin elleveårige lillebror blive anbragt på et børnehjem.
„Nej, den er jeg virkelig glad for!“ Oskar bladrer i bogen med et af sine store smil.
„Forfattere bytter jo bøger,“ siger jeg. „Men du har allerede fået så mange af mine …“
Oskar griber et udklip fra Information på skrivebordet. Det er en anmeldelse af Institutionaliseret, og han har lavet temmelig mange røde understregninger i teksten.
„Den er jeg virkelig glad for!“ gentager han.
Oskar er allerede begyndt at læse i bogen, mens jeg mikser min egen neskaffe.
„Digtsamlingen er jo kontroversiel,“ siger jeg, „fordi Haidar fortæller meget direkte og uden undskyldninger om sin egen brug af grov vold.“
Oskar ser op fra bogen.
„Ja, det er netop det fine. Vi skal jo have det at vide, som det er! Det er godt, de historier kommer frem.“
På tallerkenen mellem os ligger et par hindbærsnitter og en svensk mandelmazarin, som Oskar har købt på en udflugt til Malmø med søn og barnebarn.
„Jeg ved jo, du er vild med hindbærsnitter …“
Oskar henter sin bog til mig. Han har allerede cyklet over til mig med den nogle dage tidligere, men jeg var ikke hjemme.
Bogforsiden er en skulptur af drivtømmer og halvrustent jern, som hans bror lavede i sluttresserne, og som nu hænger over sofaen i den tilstødende stue. Dage vi aldrig glemmer hedder bogen, med undertitlen Beretninger fra Børne(for)sorgen.
I bogen fortæller 25 tidligere børnehjemsbørn deres historier, og det er den niende bog, Oskar har skrevet om anbragte børn, siden han for små tyve år siden udgav sine egne erindringer, En inspektør banker på, om sit arbejde i Børneforsorgen.
På nær en tidligere bog om hans erfaringer som børnehjemsforstander på Pallisbjerg i Vestjylland er alle Oskars bøger udkommet på eget forlag, Dimon.
„Forlaget er opkaldt efter huset her, som blev bygget af en cigargrosserer i 1882. På Færøerne er der to øer, som hedder Dimon – Lille Dimon og Store Dimon, og jeg holder af at fortælle historien om, at cigargrossereren var dybt forelsket i en pige fra Lille Dimon og derfor opkaldte huset efter øen.
På et tidspunkt var der én, som forsøgte at ødelægge min historie ved at oplyse, at der aldrig har været nogen fastboende på Lille Dimon. Men jeg tror nu ikke, man kan være sikker på, at der ikke engang har boet en fårehyrde, som fik en sød datter …“
Oskar har signeret bogen til mig på en af de første sider: „Jeg er heldig og glad for at kende dig! Tak for hjælpen undervejs!“ På samme side står trykt et citat fra verdens største fysiker, Albert Einstein: „Der er to forhold, jeg finder uendelige: Universet og den menneskelige dumhed – om end jeg ikke er sikker på det førstnævnte.“
Oskar ser mig lige i øjnene:
„Jeg tror, du kan have nytte af beretningerne i bogen til din nye bog. Ud af de 25 historier er der syv, hvor hovedpersonen beretter om seksuelle overgreb. Jeg tror desværre, det står meget, meget værre til med misbrug på børnehjemmene, end vi overhovedet har fattet indtil nu. Da jeg var inspektør, var emnet totalt fortrængt, men selv i dag er der et kæmpe isbjerg under overfladen!“
Jeg bladrer i bogen. Mine øjne bliver fanget af overskriften ‘Det glædeligste minde’. En 67-årig mand, der som barn har boet fem år på et stort børnehjem, fortæller, at hans bedste oplevelse på hjemmet var hans konfirmation: „Først var vi i den lokale kirke med forældrene. Så fik vi den dag god mad. Institutionen gav os hver en kuffert i gave, og vi fik fri i to dage.“
Det er imidlertid den efterfølgende passage med ‘Den mest smertefulde oplevelse’, som rammer mig i maven. Den fandt sted, da drengen en dag kastede op og blev anbragt på børnehjemmets sygestue. Lægen, som også var institutionens psykiater, blev tilkaldt, beretter den 67-årige.
„Han bad mig lægge mig på siden. Han tog handsker på og noget creme, og så stak han en finger langt og hårdt op.
Jeg skreg af smerte.
Han elskede at pille.“

Allerede i forsommeren 2017, året efter at vi har mødt hinanden, inviterer Oskar mig til et af de såkaldte havemøder, som jeg siden har deltaget i hvert år.
I Oskars baghave mødes en lørdag eftermiddag i den tidlige sommer et meget bredt spektrum af mennesker med personlig eller faglig indsigt i livet på børnehjemmene. Alt, hvad han ejer af haveborde og stole, er stillet sammen til et langbord ned over græsplænen, og indledningsvis går Oskar rundt bag os og lægger sine store hænder på vores skuldre, mens han med retorisk generøsitet præsenterer hver enkelt for resten af forsamlingen.
På forhånd har Oskar besluttet, hvem der skal holde oplæg, fordi de er på vej med nye bøger, erindringer eller videnskabelige rapporter, eller bare fordi han har lyst til at høre dem fortælle. Havemøderne giver derfor mulighed for at opleve en unik blanding af personlig bekendelse, den nyeste forskning og alt derimellem.
Hovedparten af deltagerne er gamle børnehjemsbørn, heriblandt de to centrale godhavnsdrenge Poul-Erik Rasmussen og Arne Roel Jørgensen, hvis mangeårige indsats for at oplyse om de grusomme forhold på børnehjemmet senere resulterer i en statsministeriel undskyldning på nationens vegne.
En anden gæst, jeg møder på mit første havemøde, er journalisten, arkivaren og den tidligere PET-agent Frede Farmand, der præsenterer en bog om sin opvækst på et kristent børnehjem i Odense. Hans erindringer viser til forsamlingens gru, at hjemmet fungerede som et regulært bordel for fine herrer fra byens overklasse.
Men på havemøderne sørger Oskar også for at invitere yngre, tidligere anbragte som for eksempel David Adrian Pedersen, formand for organisationen De Anbragtes Vilkår, og min gode ven Lisa Blond, medstifter af Joannahuset for børn, der er løbet hjemmefra.
De tidligere institutionaliserede diskuterer anbringelser med et udvalg af de førende forskere på feltet – en professor fra Aalborg Universitet, en seniorforsker fra VIVE, børneforskningens nestor, nu afdøde Per SchultzJørgensen, og lederen af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, historikeren Sarah Smed. Hun har været med til at gøre museet til et samlingssted for tidligere børnehjemsbørn, der gerne vil have kastet lys over deres barndoms ofte traumatiske historie.
Sarah Smed har på et tidspunkt fortalt mig, at hun allerede havde hørt Oskar Plougmands navn nævnt med ærefrygt mange gange og derfor var noget nervøs, da hun første gang skulle møde ham på museet for ti år siden.
„Oskar gik rundt på museet og fortalte og fortalte,“ beretter Sarah, „og jeg ville bare gerne have kunnet stikke et USB-stik direkte ind i hans hjerne. Et par år senere, inden havemøderne gik i gang, mødte jeg den private Oskar, levemanden, til en frokost hjemme hos ham. At lære ham at kende er som at blive ved med at pakke en gave ud – der kommer bare mere og mere til syne.
Næsten halvfems år gammel bliver han ved med at forsyne faget og uddannelsessektoren med dokumentation om anbringelser. Jeg har en næsegrus beundring for hans dedikation og livskraft!“

En af de personer, som til havemøderne gør et uudsletteligt indtryk på mig, er Peer Balken. Oskar præsenterer ham første gang ved at fortælle, at han gennem sin barndom har boet på ikke mindre end 26 forskellige børnehjem, herunder Godhavn, hvilket efter Oskars vurdering er dansk rekord.
Nu hjælper Peer, fortsætter Oskar, med hans næste bogudgivelse på Dimon, Forstandere der ville en forskel, idet Peer rejser rundt i landet og fotograferer de børnehjem, som er omtalt i bogen.
Med sin magre krop, nikotingule negle og lædervest ligner Peer en tidligere landevejsridder eller måske et menneske med erfaringer som stofmisbruger. Han viser sig at have været begge dele.
Nogle år senere kan Oskar på et havemøde fortælle, at Peer i lighed med andre af godhavnsdrengene har fået erstatning af den danske stat for de overgreb, han har været udsat for. Men det særlige ved Peers historie er, at han med det samme beslutter, at erstatningen på 300.000 kroner ikke skal gå til at supplere hans egen invalidepension, men i stedet skal komme børnene til gode på nogle af de børnehjem, hvor han selv har boet.
I de følgende år rejser Peer rundt i landet, dels for at opspore sin egen fortid, dels for at iagttage, hvordan hjemmene har brugt hans penge til for eksempel indkøb af nye fodboldmål på Godhavn. Peer Balken har på samme måde finansieret renoveringen af skolestuen på forsorgsmuseet i Svendborg.
Peer Balken er et menneske, der har besluttet sig for at fortælle, hvad han har været udsat for, hvilket stadig er uhyre sjældent i hans generation af mænd. I de år, jeg har kendt Peer, har jeg kunnet følge, hvordan han hvert år på havemøderne har lukket mere og mere op for at berette om sine traumer: Foran forsamlingen af forskere og forfattere i Oskars have tør han efterhånden læse op af sine digte og beretninger om barndommens glæder, gru og seksuelle overgreb.
En af de historier, jeg husker, hedder ‘Far gør ovnen ren’. Den handler om en dag, han sammen med sin mor, Muddie, og storebror, Ian, kom hjem til den lille lejlighed i anden baggård i Absalonsgade på københavnske Vesterbro.
Peer læser, med let rystende hænder, om sig selv i tredje person:
„Han vil aldrig glemme den 29. juli 1960. Han stod foran deres hoveddør sammen med Muddie og Ian. Muddie undrede sig over, at døren var låst, og rodede efter nøgler, så hun kunne låse dem ind.
Da de stod i den lille, aflange gang og kunne kigge ud i køkkenet til højre, udbrød han spontant:
‘Se Muddie. Far gør ovnen ren!’
Han kunne jo se sin far, der lå med overkroppen inde i gasovnen. Peer undrede sig over, at Muddie skubbede dem begge ud i opgangen og sagde til Ian:
‘Gå over til Annie og bliv der, til jeg kommer!’“

Bagefter fortæller Peer mig, at han husker, at han var køkkendreng på Godhavn den dag for halvtreds år siden, da Børneforsorgens inspektør skulle komme på besøg. Til køkkenpersonalets bestyrtelse bad inspektøren om at spise sammen med drengene i spisesalen i stedet for som alle de andre inspektører at få frokosten serveret på forstanderens kontor.
Den nye inspektør, som varslede de moderne tider, hed Oskar Plougmand.
„De seneste ti år har Oskar betydet meget for mig,“ forklarer Peer. „Han har hevet mig ind i sit liv og givet mig en følelse af at være værdifuld.“

Nu har vi allerede tre helte til at lyse op i den mørke fortælling: To tidligere børnehjemsbørn, der ikke tier. Og inspektøren, som brød tavsheden og indledte en revolution.
Historien kan begynde.