BIOGRAFI

Af Pia Andersen Høg og Julie Lystbæk-Hansen (Teksten er med tilladelse taget fra bibliotekernes Forfatterweb).

Journalist Peter Øvig Knudsen har sat sig for at undersøge den moderne danmarkshistories største dramaer og dybeste selvbedrag. Gennem dokumentariske beretninger blotter han det 20. århundredes ømme punkter samt bevægelsers kampe, kærlighed og kontraster. Øvig Knudsen er optaget af, hvad der får mennesker til at overskride samfundets normer.

I ”BZ. Du har ikke en chance – tag den!” beskrev han BZ-bevægelsen i 1980’erne, og i ”Min mor var besat” (2019) udforsker han samfunds- og kønsnormer på et psykologisk plan gennem sin egen mor, som led af depressioner.

Født Den 9. oktober 1961 i Holme ved Aarhus.
Uddannelse Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, 1987.
Debut ”Er du da sindssyg”, 1987.
Litteraturpriser Drassows hæderslegat, 2001. Danmarks Radios Rosenkjærpris, 2004. Henri Nathansens fødselsdagslegat, 2005. BG Banks Det gyldne bogmærke, 2006. Cavling-prisen, 2007. Montanas Litteraturpris, 2008. Læsernes Bogpris, 2008. Den Berlingske Journalistpris, 2008. FUJ-prisen for ‘Fremragende Undersøgende Journalistik’, 2008. ‘Årets Historiske Bog’, 2008. Gentofte Kulturpris, 2012. Den faglitterære Pris fra Dansk Forfatterforening, 2014. Gallo-Prisen, 2020. Landsforeningen Sinds Samfundspris, 2021.
Seneste udgivelse ”Jeg er hvad jeg husker. Efter elektrochokket: Mellem mirakler og mareridt”. Gyldendal, 2021.
Inspiration Per Olov Enquist, Hans Magnus Enzensberger.
Baggrund

’Jeg blev ringet op hjemme tidligt om morgenen, få minutter efter at Købmagergade-røveriet havde fundet sted,’ husker Niels Bach. ’Jeg rakte min kone telefonen og bad hende ringe rundt til mine folk, mens jeg selv tog et bad. De næste tre år så jeg ikke mine børn vokse op. Jeg var aldrig hjemme. Vi arbejdede i døgndrift. Da bølgerne gik højest, havde vi fire hundrede mand i gang. Vi gravede efter drabsvåbenet over hele Sjælland.’ Han holder en lille pause. ’Jeg prøver nok at fortrænge den sag.”
“Blekingegadebanden – Den danske celle”, s. 30
Peter Øvig Knudsen er født i Holme ved Århus. “Min generation er parcelhusgenerationen” skriver han (“Min generation”, side 10), og surfende på velfærdsbølgen voksede han op i et pænt hjem med en far, der var direktør på Århus Amtssygehus, og en mor, der for det meste gik hjemme hos Peter og hans søster. Moderen led af depression, og interessen for smerten inde i mennesket er en rød tråd, der løber gennem store dele af Øvig Knudsens arbejde.
Sin barndom og vejen til journalistfaget har han selv beskrevet ved flere lejligheder. Øvig Knudsen fortæller, at han var et nervøst barn, der ikke turde det, de andre børn turde. Det var først, da han opdagede, hvad han kunne med sproget, at han fik blod på tanden: “Den eneste form for kontakt, jeg havde, var da jeg opdagede, at jeg kunne skrive nogle danske stile, som rørte min lærer. Pludselig opdagede jeg, at jeg kunne udtrykke noget, der kom inde fra mig selv, og så blev et andet menneske berørt.” (“Passioner”, side 204).
I 6.-7. klasse startede han og nogle kammerater et skoleblad; hertil interviewede han præsten og andre prominente personer. Han var grebet, og efter et højskoleophold fortsatte han helt ind på Journalisthøjskolen i Århus, hvor han uddannede sig fra 1983 til 1987. Det var desillusioneringens år, de store ideologier var udtrådte, og mennesket var i centrum. I et dagbogsnotat fra studietiden erklærede Øvig Knudsen, at drivkraften i hans arbejde var at vise verden, at smerten eksisterer; hvilket, på flere måder, stadig er drivkraften i hans arbejde.
I en karriere, der gennem 1980’erne og 90’erne har bragt ham fra månedsbladet Press over dagbladet Information til Weekendavisen, gjorde Øvig Knudsen interviewet til sin genre. Debuten i bogform, “Er du da sindssyg” udkom i 1987 og er skrevet sammen med kollegaen Ina Kjøgx Pedersen. Bogen kortlægger det psykiatriske behandlingssystem og ikke mindst lidende menneskers møde med det.
I sine avisinterviews opholder Øvig Knudsen sig også ofte ved smerten inde i mennesket, og flere er udkommet på bog. I “Børn skal ikke lege under fuldmånen” fra 1995 er det forfatterportrætter, mens det i “Passioner” fra 1998 er stafetsamtaler. I 1996 overfører Øvig Knudsen sin særlige interviewform til tv-mediet i et eksperiment orkestreret af Lars Von Trier. “Marathon” hed projektet, der bestod af 24 timer lange og udmattende interviews med forskellige danske personligheder, blandt andre skuespilleren Jens Okking og politikeren Pia Kjærsgaard.
2001 markerer Øvig Knudsens brede gennembrud og emnemæssige kvantespring; smerten som tema er der stadig. Nu er det historiens smertepunkter, der bliver kortlagt i dokumentarisk form, første gang i beretningen om stikkerlikvideringerne under Anden Verdenskrig, “Efter drabet”. Siden har Øvig Knudsen holdt fast i det historiske og højdramatiske stof, kun med en enkelt afstikker til regulær fiktion i 2003 med romanen “Hilsner til klovnen”.
I 2003 valgte Øvig Knudsen desuden helt at droppe det faste job for at hellige sig forfattergerningen og foredragsaktivitet.

Interviewbøgerne

“Kriteriet for, at jeg laver et interview, er, at det er interessant og væsentligt for mig helt personligt. Og det kan nogle gange betyde, at jeg også rammer nogle andre mennesker særlig dybt. Men det kan selvfølgelig også betyde, at nogle synes, at det er fuldstændig uinteressant.”
Interview med Peter Øvig Knudsen. “Ekshibitionisten”. Center for Journalistik og Efteruddannelse.
Peter Øvig Knudsens første bogudgivelser er alle baseret på den journalistiske genre, han har gjort til sit kendemærke: Interviewet. ’Smertejægeren’ har Carsten Jensen engang kaldt ham, og smerten er et fikspunkt for en lang række samtaler, der dækker mange emner. “Er du da sindssyg” (1987) er et glimt ind i det psykiatriske behandlingssystem og et stykke kritisk journalistik. “Sønner” (1995) og “Min generation” (1997) opholder sig begge ved Øvig Knudsens egen generations udfordringer i mødet med verden. I “Sønner” er det fraværende fædre og manderoller, der er til debat, mens “Min generation” er et meget personligt portræt af dem, der er født omkring 1960 og er vokset op til skepsis, tvivl og ironisk distance.
“Børn skal ikke lege under fuldmånen” (1995) er en serie forfatterportrætter: I timelange samtaler med Henrik Nordbrandt, Suzanne Brøgger, Søren Ulrik Thomsen, Peter Laugesen, Villy Sørensen og Inger Christensen udforsker Øvig Knudsen kunsten og livet bag ved. Øvig Knudsen nærmer sig sine interviewofre ved at dele ud af sig selv. Det er her, hvor interviewets iboende distance stopper og afløses af samtalens nærvær, han når højdepunktet af sit talent. Bogen er vildt anmelderrost, men kritiske røster har også vrænget af Øvig Knudsens behov for at udstille sig selv, hans til tider meget kropslige ekshibitionisme. Men det preller af: “Jeg er ligeglad med, om jeg skubber læsere væk. Jeg laver interviews på den måde, jeg synes er rigtig. Det er døden for både interviewet og journalisten, og også for forfattere i bred forstand, hvis man tænker på, hvordan læsere reagerer, eller hvis man er bange for at støde nogle læsere væk.” (Katrine Hoelgaard Andersen: “Ekshibitionisten”. Interview, Center for Journalistik og Efteruddannelse). Flere af interviewene har fulgt ham siden, blandt andet mødet med Villy Sørensen, som spøger senere i forfatterskabet.
“Passioner” (1998) er stafetsamtaler med atten personer fra kulturlivet anno 1998. Igen er det lange, personlige interviews, men Øvig Knudsen mener selv, at det er hans dårligste bog – et udslag af personlig krise og professionel dovenskab. Herefter forlod han den rene interviewform og kastede sig over det historiske stof.

Efter drabet

“- Jeg ved, at en af mine folk blev skudt ned af én, han var ude for at likvidere. Han sagde vist lige inden, at han ikke kunne få sig selv til at gøre det, og så klikkede hans egen pistol i situationen. Der var en anden med derude, som måtte overtage. Han er i øvrigt en af dem, hvor det pludselig rammer sent i tilværelsen. Han har arbejdet hele sit liv og har ikke tænkt noget eller talt med nogen om, hvad han lavede under besættelsen, men pludselig ramlede det hele ned over ham. Han kunne ikke sove, kunne ikke arbejde og fik dårlige nerver.”
“Efter drabet”, s. 51-52.
“Efter drabet – Beretninger om modstandskampens likvideringer” udkom i 2001. Den markerer et skifte i Peter Øvig Knudsens forfatterskab. Her er intet pilleri i egen eller generationens navle. “Efter drabet” er spændende som en roman og gribende netop fordi, den ikke er det.
Det er en dokumentarisk beretning om et af smertepunkterne i danmarkshistorien, et af de kapitler, der hidtil har været mørkelagt. Under Anden Verdenskrig blev fire hundrede danskere likvideret af andre danskere. Disse drab var praktiske og koldblodige, og hidtil har devisen været: De dræbte var stikkere, drabsmændene var helte, og krigen var slut i 1945. Peter Øvig Knudsens bog går i kødet på modstandsbevægelsen. Den går tæt på de mennesker, eftertiden har gjort til helte og undersøger, hvordan det kan lade sig gøre at leve med drab – ikke sjældent har selvmordet været eneste mulighed.
Via grundigt kildearbejde og interviews kortlægger Øvig Knudsen modstandsbevægelsen og undersøger, hvordan likvideringerne fra 1943 udviklede sig. Blandt andet viser han, at frihedskampen blev imiteret til andre formål, både selvtægt og regulær kriminalitet. Likvideringerne blev ikke beordret fra et centralt sted, og forsvar, retfærdighed, spekulation og impuls flyder sammen i løbet af besættelsestidens sidste to år. Der var intet retsligt efterspil og ingen lutring for de retfærdige drabsmænd anden end den kortsigtede, som fortrængningen tilbyder. Enkelte har lært at leve med deres historie, og de er også med i bogen.
“Efter drabet” viser på ny, at handling under krigens og belejringens undtagelsestilstand rejser svære etiske krav. Drabet eller det at vælge at dræbe er et menneskeligt drama, som har en svimlende eksistentiel dimension. “Efter drabet” er danmarkshistorie fra gråzonerne. Stoffet blev i 2003 til den Robert-belønnede dokumentarfilm “Med ret til at dræbe”. Peter Øvig Knudsen var selv med til at instruere.

Mellemspil: Deroute og terapi

“- De mennesker, som lever de største liv, prøver ikke at presse deres egen vilje igennem, de bøjer sig med et smil! De stiller sig til rådighed. – Men jeg vil da hellere end gerne stille mig til rådighed! Jeg vil enormt gerne kunne skrive igen. Jeg vil hellere end gerne skrive om det allervigtigste og det allersmukkeste. Men i meget lang tid er den store jernport gået ned med et brag, hver gang jeg har nærmet mig de emner. Det er, som om jeg ikke får lov. – Men hvem siger, at du selv har fattet, hvad det vigtige er?”
Peter Øvig Knudsen: “Hilsner fra klovnen”, side 143.
Trods det, at Peter Øvig Knudsens forfatterskab helt naturligt kan snittes midt over med interviewene og nutiden på den ene side og det historiske stof på den anden, er der en klar kontinuitet i hans arbejde. Han bestræber sig på at fortælle de historier, som kaster lys på sorte huller og uskønne pletter – i det enkelte menneske og i den kollektive hukommelse. Den gode historie er afgørende, og han går ganske langt for at nå den, både når han deler erfaringen om sine egne kropslige skavanker med Villy Sørensen, og når han gnaver sig igennem kassevis af arkivmateriale.
Øvig Knudsen er grundig. Hans interviews er umenneskeligt lange og det er som en tålmodig detektiv, han kaster sig over det historiske materiale. Først er der kampene med myndighederne om at opnå adgang til arkiverne. I arbejdet med “Birkedal” måtte han flere gange klage helt op til justitsministeren for at få tilladelse til at se sagen om Danmarks sidste henrettelse. Så er der arbejdet med kilderne og tilrettelæggelsen af oplysningerne i et puslespil, som skal overskues og samles. I arbejdet med bøgerne om Blekingegadebanden er han nået et par skridt længere end både politi og efterretningstjeneste.
Øvig Knudsen vil gerne ridse i lakken på den danske selvopfattelse. Det er dét, der interesserer ham. Motiverne bag menneskers handlinger og menneskers evne til at springe langt uden for pænhedens grænser i presserende sagers tjeneste. Dér ligner modstandsmanden og den militante aktivist hinanden – og sikkert mange flere helt almindelige mennesker: “Vi har en naiv forestilling om, at vi er et fredeligt folkefærd. Vi har ikke rigtig lyst til, at der skulle have været en illegal celle i Danmark. Og så er de endda helt almindelige mennesker. Sønner af embedsmænd, brandmænd og skibsførere. De har ikke en kriminel baggrund. Det tror jeg, der er et vidst ubehag forbundet med. Nøjagtig som vi ikke kan lide, at det er vores egne unger, der løber rundt og kaster med brosten. Det er uforeneligt med vores forestilling om os selv. (…) Jeg vil gerne gøre op med myterne om, hvor fredelige danskerne har været. Forestillingen om dette kølige skandinaviske lune er en smule overdrevet efter min mening.” (Anita Brask Rasmussen: “Voldens sliske”. Interview i Information, 2007-03-09).

Birkedal

“Birkedal kan ikke huske, hvorfor han er fængslet, eller hvad han tidligere i sit liv har foretaget sig. Heller ikke overlægens særlige nysgerrighed i forhold til hans mange elskerinder er han i stand til at tilfredsstille. Selv om overlægen nævner deres navne og prøver at hjælpe hans hukommelse med detaljer om flere af dem, ryster Birkedal blot på hovedet. ( … ) Max Schmidt konkluderer, at Ib Birkedal i virkeligheden har været ’fuldstændig klar og orienteret’ under samtalen. Hukommelsestabet må også efter hans mening antages at være simulation.”
“Birkedal”, s. 297-298.
Med “Birkedal – En torturbøddel og hans kvinder” fra 2004 fortsætter Peter Øvig Knudsen den dokumentariske krigsberetning; her er det danskere i tyskernes tjeneste, der er i fokus.
Som den kulørte undertitel signalerer, er det ikke hardcore krigshistorie. Derimod er det, som det også er i “Efter drabet”, krigens mekanismer omkring mennesket, der interesserer: “Krigen er bare en ramme, hvor mennesket træder i ekstrem karakter” (Michael Holbek Jensen: “Modstandsmanden”. Interview i Journalisten, 2004-11-04). Ib Birkedal Hansen er en ekstrem karakter – fortællingen om ham bygger på politirapporter, retsreferater, breve og i særdeleshed på de psykiatriske rapporter, som chefen for politiets psykiatriske undersøgelsesklinik Max Schmidt udarbejdede i forbindelse med retsopgøret efter krigen.
Bogen tegner et gruopvækkende men ganske patosforladt portræt af grosserersønnen Ib Birkedal Hansen, der gennem besættelsesårene udviklede sig fra at være lidt af en plattenslager til en hastigt forrået torturbøddel. Birkedal var glat og charmerende, havde en flok tro følgesvende i sin gruppe og en lang række elskovsaffærer, der gjorde kvinder til lokkeduer for det hemmelige politi.
Birkedal blev den højest rangerende dansker i Gestapo, og hans henrettelse i 1950 på volden ved Christianshavn blev den sidste i retsopgøret. Retssagen mod Birkedal udgør bogens anden del. Herfra stammer de psykiatriske rapporter. Birkedal, der var blevet anholdt i Tyskland i 1947, virker forstyrret og sindssyg, og de psykiatriske undersøgelser skal klarlægge, om han er egnet til straf. Her spiller kvinderne en central rolle. Psykiateren Max Schmidt er overordentligt interesseret i Birkedals erotiske forhold, og spørgsmålet om, hvorvidt Birkedal simulerer eller reelt er blevet vanvittig står åbent i Øvig Knudsens udlægning. Således føjer endnu en skræmmende problematik sig til portrættet af det grusomme menneske nemlig det faktum, at det er uklart, hvorvidt den danske stat har sanktioneret henrettelsen af en mand, der – ifølge gode retslige principper – ikke var egnet til straf.
Øvig Knudsen opholder sig endnu engang i alle de gråzoner af historien, som den kollektive erindring har udraderet. “Du er forbandet nødt til at fortælle sandheden, hvis du vil have unge mennesker til at interessere sig for besættelsestiden. Mange sidder jo stadig med et billede af Gestapo-manden som et monster i lang sort læderfrakke og modstandsmanden som én, der udfører heltegerninger iført lys cottoncoat. Det er et meget forvrænget billede.” (Michael Holbek Jensen: “Modstandsmanden”. Interview i Journalisten, 2004-11-04).

Blekingegadebanden 1

“I forlængelse af det engagement kan vores grundsyn og motivet bag vores aktiviteter opsummeres sådan: Hvis vi ikke støtter befrielsesbevægelserne og i den støtte går så langt, som det er nødvendigt, så er vi automatisk med til at støtte det modsatte – besættelse og undertrykkelse. Man kommer ikke uden om at tage et ansvar og derpå handle. Der eksisterer ikke et helle, hvor man blot kan forholde sig neutral og passiv.
“Blekingegadebanden 1”, s. 337.
Med “Blekingegadebanden – Den danske celle” fra 2007 udgav Peter Øvig Knudsen endnu et scoop med stof fra den danmarkshistorie. Historien om en radikal gruppe på 1970’ernes yderste venstrefløj rammer perfekt i en tid, hvor radikaliseringens forudsætninger er til debat og mange glemmer, at international terrorisme ikke er opfundet i det 21. århundrede.
Denne bog er første bind af to. Her oprulles gruppens organisering og radikalisering op gennem 1960’erne og 70’erne. I centrum står den excentriske og demagogiske litterat Gotfred Appel. Hans maoistiske organisation KAK (Kommunistisk Arbejderkreds) blev i midten af 60’erne samlingssted for en gruppe unge gymnasieelever, optændt af lede ved imperialismen og det, de så som dens manifestationer, Vietnamkrig og Verdensbank. Med karisma, intellektuelt overskud og argumentatorisk ordkløveri etablerer Appel sig med en stab af proselytter, der er villige til et tage den fysiske kamp og lade Appel om idéerne.

KAK udvikler sig som en sekt, og holdningskomplekset er ikke til debat. Aktiviteterne starter i det små, men hurtigt etablerer Appel kontakter til den Palæstinensiske organisation PFLP, der står centralt i et verdensomspændende terrornetværk, der også tæller Baader-Meinhof-gruppen, De Røde Brigader og Carlos “Sjakalen” . Hos PFLP trænes Æblerne, som gruppen kaldes, i væbnet kamp, og enkelte deltager øjensynligt også i planlægningen af flere af 1970’ernes spektakulære terrorhandlinger. Gruppen knækker dog sidst i 70’erne, og Appels højre hånd, den charmerende og hæmningsløse Holger Jensen, fortsætter arbejdet i spidsen for Æblerne uden Appel i KA (Kommunistisk Arbejdsgruppe). Holger Jensen omkommer ved et trafikuheld, men gruppen samler tråden op. Øvig Knudsen sandsynliggør, at denne gruppe står bag ikke blot postrøveriet i Købmagergade, men også en række andre voldsomme røveri- og kidnapningssager.
Endnu engang docerer Øvig Knudsen stoffet, så det både er historisk lødigt og spændende. Historien om Blekingegadebandens formative år er pakket ind i en rammefortælling om gruppens anholdelse i 1989, og det er lykkedes ham at få et af bandemedlemmerne, ’Stemmen’, til at dele sine tanker om datidens aktioner – stærkt anonymiseret og på helt generelt niveau, forstås. Den egentlige historie, der interesserer Øvig Knudsen, er radikaliseringens betingelser. Spørgsmålet om, hvad der får almindelige mennesker til at begå voldelige handlinger i en abstrakt sags tjeneste.

Blekingegadebanden 2

“Kent Birk var ikke sikker på, at der ikke kunne være flere røvere på stedet, og han kravlede ud ad bildøren, mens han søgte dækning foran motoren. Herfra kunne han se Jesper Egtved ligge på siden med hovedet ved bilens venstre forhjul og fødderne ind mod skoforretningen. Hans ansigt vendte væk fra Kent Birk, som råbte, om han var blevet ramt. Der kom ikke noget svar.”
“Blekingegadebanden 2”, s. 461.
Peter Øvig Knudsens “Blekingegadebanden – Den hårde kerne” afdækker det, læseren har ventet på siden første bind om danmarkshistoriens mest professionelle kriminelle bande: De gerninger, der gjorde Blekingegadebanden til Blekingegadebanden i nationens kollektive hukommelse.
Øvig Knudsen spænder den dramatiske kurve hårdt, og klipper rutineret mellem action i nutidsform og mere udredende passager i datid; alligevel lider lødigheden aldrig overlast. Det er virkelige mennesker, gal aktivisme og skræmte funktionærer, forbrydere og ofre. Det mærker man, og det er vigtigt.
Bogen kortlægger, hvordan inderkredsen i KA (Kommunistisk Arbejderkreds) fortættes og professionaliseres af deres erfaringer gennem 1980’erne. Hovednerven er operationerne, de vellykkede røverier mod pengetransporter i Lyngby i 1983 og Herlev i 1985 og julerøveriet mod Daells Varehus i 1986. Også planer, der aldrig blev realiseret, lægges frem. Hvad der kunne have været en spektakulær kidnapning af en svensk milliardærsøn står centralt. Kulminationen kommer med røveriet mod Købmagergades Postkontor og drabet på den unge betjent Jesper Egtved Hansen. Efterspillet er retssag og dom. Men der er mere kød på skelettet: Øvig Knudsen går tæt på både politi, PET og myndighedsdanmark, og kritikken er krads. Hvorfor blev røverierne ikke efterforsket korrekt, hvorfor greb PET ikke ind tidligere -– de kendte til gruppens eksistens gennem mange år, og hvorfor blev gruppen ikke retsforfulgt for alle de forhold, politiet mente at kunne føre bevis for? End ikke justitsministre går fri. Fra denne vinkel er det et nervøst lille Danmark under pres fra egen terrorangst og større kræfter i udlandet, der tegner sig.
Stærkt er portrætterne af gruppen, ikke så meget som enkeltpersoner, men netop som gruppe. Hovedpersonerne var alle tilsyneladende almindelige mennesker og levede dermed dobbelte liv, som kan virke helt ubegribelige. En helt igennem grænseløs -– og dermed skræmmende -– professionalisme er det indtryk, læseren efterlades med, når det forklares, hvordan gruppen arbejdede fra hovedkvarteret i Blekingegade på Amager. Et mylder at dækadresser, arkiver, navneregistre og alias’er – alt sammen i den højere sags tjeneste. Og ofte var de langt foran politi og efterretningstjeneste både hvad angik deres egen kriminalitet og andres – sidstnævnte i forbindelse med en lyssky handel med en dansk våbenfabrik, der havnede på israelske hænder.
Som i første bind har Øvig Knudsen lange samtaler med ’Stemmen’ – her folder bogens etiske nerve sig ud, og her tegnes portrættet af afsporet idealisme indefra gennem en midaldrende mands selvransagelse. Den ekstreme venstrefløj var ikke for sjov, målet helligede midlerne og hvad der blev set som et flertals frihedskamp måtte gerne koste få mennesker lidelser.

Hippie 1

”Ved andre lejligheder oplevede den unge Peter A.G. også glimt af noget faretruende, der løb som en strøm under den glade hippielejr. “Jeg fornemmede, at der kunne være noget uhyggeligt dæmonisk på spil i de dunkle telte, hvor alle slags stoffer blev indtaget. Lysets sværd kan hurtigt forvandle sig til mørkets.””
”Hippie 1”, s. 366.
Første del af Peter Øvig Knudsens krønike om Thylejren og menneskerne omkring den, ”Hippie 1– Tre år og 74 dage der forandrede Danmark”, 2011, er en tidsmosaik, der er fuld af håb. Blandt de centrale hovedpersoner er Henning Prins og Leif Varmark, som ønsker at etablere et nyt samfund baseret på uindskrænket demokrati ved Frøstrup i Nordjylland i sommeren 1970. Bogen følger – i lighed med andet bind i Hippie-serien – hver enkelt af lejrens dage med kronologien brudt af kapitler om årene forinden. Øvig Knudsens komposition lader ham panorere tilbage til forløberne i USA; beatforfatterne og blomsterbørnene, der samledes i San Francisco i 1967. Deres interesse for at dyrke frugtbarheden i menneskelige relationer uden at lade sig begrænse af, hvorvidt majoriteten fandt fremgangsmåderne civiliserede eller ej, fik en fortsættelse i Thy.
Men Øvig Knudsen introducerer tidligt, at der er en bagside. I begyndelsen af bogen kalder Thylejrens hovedarkitekt Henning Prins begivenheden sit ”livs nederlag”. Når han ser tilbage, er det plagsomt, at deltagerne kom til at opfatte ham som leder, fordi det stred imod hans tanke om, at lejren skulle være antihierarkisk. Desuden skildres de menneskelige omkostninger forbundet med den fri sex, visse hippier var fortalere for. Skuespilleren Maria Stenz fortæller eksempelvis ærligt om jalousien, der var prisen for at have et åbent forhold. Frisind omsættes ikke til praksis uden problemer. Og selv om eksperimentet i Thy skulle være et brud med det eksisterende samfund, krævede folk dagligvarer, og åbningen af noget så konventionelt som et supermarked var ikke til at undgå.
Bogen indkapsler, hvordan omverdenens vaner og institutioner indimellem invaderer drømmen. Politiet kommer forbi og tjekker, om de spiller for høj musik. En præst fra Folkekirken forsøger at prædike kristendommens kærlighedsbudskab, men får en blandet modtagelse, blandt andet fordi kirken ikke ligefrem står for nyskabelse. Paradoksalt nok har hippierne tiltro til netop kærligheden, men i Øvig Knudsens beretning får den modspil af menneskelig galskab og egoisme. Bind et varsler, at lejrdeltageren Provo-Knud vil begå mord, ligesom kunstneren Peter Louis-Jensen foretager de indledende manøvrer for at afsætte Henning Prins som lederfigur.
Øvig Knudsen giver generelt god plads til at lade sine kilder kommentere hændelserne i direkte citater, men det er tydeligt, at han som fortæller har foretaget to valg: Hippie 1 viser fragmenter af det mørke, han lukker op for i andet bind. Og Henning Prins fastholdes i rollen som ”kongen” (forfatterens titel på kapitlet om Prins’ opvækst og ungdom), der kan falde i Thy.

Hippie 2

”Ingen hjerne kan tåle så meget syre, og det var ved at gå galt flere gange, når Knud trippede. Jeg kan huske, at han jagtede en mand rundt i Galleri 101 med en sabel. Manden sprang for sit liv, men alle sad bare og grinede – de fattede ikke alvoren i det.”
”Hippie 2”, s. 169.
Hvor Henning Prins fremstod som Thylejrens omdrejningspunkt i bind et, lader Peter Øvig Knudsen i ”Hippie 2– Den sidste sommer”, 2012, kunstneren Peter Louis-Jensen være den dominerende figur. Louis-Jensen søger et opgør med Prins, eftersom han ikke mener, at lejren er styret tilstrækkeligt af fællesskabet. Men dramatikken udebliver, da Prins forlader lejren af egen vilje – ifølge ham selv fordi han er bange for, at politiet stiller ham til ansvar for en række tyverier i området.
Fra Prins’ exit får portrættet af Louis-Jensen plads. Han er en tvetydig karakter, der er interesseret i nye samfundsstrukturer, men forekommer at have klarere ideer om kunst end politiske målsætninger. Da han og en gruppe ligesindede besætter Hjardemål Kirke tæt ved lejren i august 1970, minder det om en kunstnerisk happening (episoden danner grundlag for en film). Øvig Knudsen lader det være op til læseren at vurdere, hvilke ambitioner der driver Louis-Jensen. Men forfatteren slår en linje fra kirkebesættelsen til Bjørn Nørgaards ofring af en hest samme år – en aktion der flyttede kunstværket fra museet og ud i virkeligheden.
Mens fortællingen i ”Hippie 1” var strammere bundet til Thylejren, tillader Øvig Knudsen i andet bind flere historier i historien. Det inkluderer skildringen af personerne knyttet til kunstnerbroderskabet Eks-Skolen, heriblandt Louis-Jensen og Nørgaard, og disses indbyrdes konkurrence. Bindet demonstrerer dybden i Øvig Knudsens research. Indsigt i juridiske dokumenter bidrager til beskrivelserne af kirkebesættelsen og den lsd-elskende lejrdeltager Knud Rantanens drab på kammeraten Jørgen Salling i 1971. Motivet for drabet fandt Rantanen – kaldet Provo-Knud – i sin fantasi. Selv om det sker året efter lejren, virker det kompositorisk som en del af den mørke understrøm, Øvig Knudsen antydede i første bind. Provo-Knud bliver en illustration af, at den vidtrækkende tolerance i lejren havde sine svagheder; det var tydeligt, at han var sindsforvirret, og hvis nogen havde ringet efter myndighederne i tide, kunne et drab måske være undgået. En anden episode rummer samme gys som Provo-Knuds forbrydelse; den 19-årige Jan, der dræber Lars på 12, som tidligere har besøgt Thylejren.
Øvig Knudsen skyder ikke skylden på de stoffer, de unge tager, eller uansvarlige voksne, men hos læseren slukker tragedierne fornemmelsen af, at tidens eksperimenter er konsekvensløse og bare for sjov. Slutbilledet i bindet er hippiernes uskyldstab. Flokkene af dansende unge har forladt Thylejren, og Peter Louis-Jensen og de tidligere kirkebesættere støder sammen med politiet, da de demonstrerer mod Verdensbanken i september 1970.

Nakkeskuddet

”Jeg har ingen intentioner om at krænke mine medmennesker, tværtimod. Men ikke desto mindre har jeg måttet indse, at jeg ikke altid kan undgå krænkelserne, hvis jeg vil blive ved med at beskrive virkeligheden. Og det vil jeg.”
”Nakkeskuddet”, s. 219.
I ”Nakkeskuddet”, 2014, reflekterer Peter Øvig Knudsen over sin skriftlige produktion fra 1990’ernes portrætinterviews til Hippie-bøgerne. Hovedtemaet er relationen til de menneskelige kilder, han er afhængig af som dokumentarist. Når målet er at afdække tabuiserede områder af Danmarkshistorien, støder det ofte sammen med hensynet til kilden, der kan få ribbet op i ømme erindringer eller ridset sin offentlige anseelse. Bogen er Øvig Knudsens egen introduktion til forfatterskabet, hvori han indkredser de etiske rammer for sin arbejdsmetode.
Gennemgående i fortællingen er hans behov for at konfrontere mennesker med research, der direkte vedrører dem, hvilket giver vidt forskellige udslag. Hustruen til besættelsestidens danske torturbøddel Birkedal – som Øvig Knudsen portrætterer i bogen af samme navn – anser sin ægtemands forbrydelser for at være opspind. Forfatterens udredning af det skete presser hende ikke til en ny erkendelse, hun holder fast i et glansbillede.
Da Øvig Knudsen bruger kunstneren Bjørn Nørgaard som kilde til ”Hippie 2” er mødet mellem dem mere dramatisk. Nørgaard fortryder, at han samarbejdede med forfatteren, fordi hans erindring af hippietiden er præget af kærlighed og en drømmelyst, han savner i Øvig Knudsens faktuelt funderede tekst. Her træder det klart frem, at Øvigs råstof – mundtlige såvel som nedskrevne erindringer – er flydende. Den menneskelige bevidsthed farver hændelser og redigerer detaljer bort. Nørgaard huskede det hele på en anden måde. Ligesom forfatteren selv komprimerer forløb og dyrker dramaet, idet virkeligheden flytter over på papiret. Det er Øvig Knudsen ærlig omkring. Selvkritikken kigger frem, når han diskuterer, om han i for høj grad dyrker sensationen, bl.a. i den voldsomme skildring af relationen mellem kunstneren Peter-Louis Jensen og dennes kone i ”Hippie 2”.
Nakkeskuddet” giver billedet af en forfatter, der i skriveprocessen får en rus af at beskrive vold. Han tror på, at de passager får læserne til at sætte sig i hans hovedpersoners sted. Men han har grænser for, hvor dybt han vil bore, når han møder folk med det ubehagelige. I forbindelse med ”Birkedal” fravælger han eksempelvis at kontakte sønnen til en kvinde, der var indblandet i nazisternes jagt på modstandsfolk under Besættelsen. Sønnen var ikke nødvendig for, at historien kunne fortælles; risikoen for at overskride hans grænser var ikke værd at løbe.

BZ

”Jeg havde intet brugbart i bagagen, jeg havde ingenting gennemført og havde hverken ambitioner eller mål, men midt i dét greb jeg chancen, og få måneder efter havde jeg en familie, et mål og et drive, jeg ikke havde anet eksisterede.
”BZ”, s. 43.
Bål, barrikader og et liv fyldt med kærlighed og fællesskab. Peter Øvig Knudsens bog ”BZ. Du har ikke en chance – tag den. Et familiedrama” (2016) beskriver livet som BZ’er i 1980’ernes Danmark. Livet med fællesmøder, fællesspisning og protester blomstrede op i en sort tid med kold krig og ungdomsarbejdsløshed. Det er en tid, som ifølge Øvig Knudsen er ved at sive ud af den kollektive bevidsthed, hvilket har bidraget til hans motivation til at skrive bogen. Han flirtede selv med bevægelsen som ung, og tankerne om at skrive en bog om BZ dukkede blandt andet op under hans arbejde med Blekingegadebanden, som flere medlemmer af BZ ifølge politiets arkivmateriale havde opsøgt i fængslet.
I ”BZ” tager Øvig Knudsen læseren med i sit graverarbejde for at forstå BZ-bevægelsen og dissekerer mails, facebooktråde, politi- og PET-rapporter, bøger og dokumentarfilm samt cirka 100 tidligere BZ’eres beretninger, omend centrale figurer ikke medvirker.
”BZ” er delt op i et dokumentarisk spor og et nutidsspor, hvor forfatteren, der undervejs er ved at give op flere gange, fokuserer på den store modstand, projektet har mødt. Modstanden kommer fra tidligere BZ’ere, som er bekymrede for, at bogen kun bliver underholdning for borgerskabet, og BZ’erne er skeptiske for Øvigs metoder og at få lagt en radikaliseringsvinkel ned over sig, skriver Øvig.
Det dokumentariske spor starter med besættelsen af rugbrødsfabrikken Rutana på Nørrebro i efteråret 1981. Bogen gennemgår BZ’ernes aktiviteter op gennem firserne, hvor kreativitet, fællesskab og kampen for retten til at bo i frie kollektiver er afgørende. Samtidig beretter flere om eskalerende politivold, og unge helt ned til 14 år smager på både politistave og tåregas. ”At få tæv skaber modstand”, som BZ’eren Erik Sjón formulerer det på side 79. Et eksempel på volden er gadekampene i Ryesgade i 1986, som er præget af raidhuer, barrikader, molotovcocktails og slangebøsser, der kan skyde med brosten.
Ifølge flere kilder, Øvig har talt med, blev BZ-bevægelsen mere og mere sort og autonom, og kreativiteten sivede fra bevægelsen, mener BZ’er Claus Hansen. Nogle var inspireret af den venstreekstremistiske terrororganisation RAF. Alt det medfører traumer for de unge BZ’ere. Nosserne sad helt oppe i maven af angst, som BZ’er Jannik Grage siger i bogen.

Min mor var besat

”Mit grundsyn på mine egne depressioner har altid været, at jeg skulle tage mig sammen, gøre brug af min viljestyrke og gennemføre de handlinger, jeg har besluttet og aftalt. Jeg har gjort det, belært af min mors reaktionsmønster: Jeg synes, hun passivt lod sig synke ind i den depressive tilstand, lagde ansvaret fra sig og efterhånden blev ganske inaktiv.”
”Min mor var besat”, s. 220.
I ”Min mor var besat” (2019) vender Peter Øvig blikket indad, mod sin egen familie og sit eget sind. Omdrejningspunktet for den dokumentariske skildring er Peter Øvigs mor Ellen, og hvordan hendes livslange depression opstod og prægede hende selv og hendes familie.
Peter Øvig er lettet, da hans mor dør, for han føler en tung byrde løftet af sine skuldre. En byrde, som bestod af morens evindelige råb om hjælp, og af den skyldfølelse, som fulgte af hverken at ville eller kunne agere forælder for sin egen mor.
Bogen er inddelt i tre dele, der overordnet set markerer tre stadier i Peter Øvigs proces med at skrive bogen. Den er fortalt af jeg’et Peter Øvig, men som i hans andre bøger er også ”Min mor var besat” opbygget omkring interviews.
Første del starter med Peter Øvigs mors død, som igangsætter hans arbejde med bogen og med at prøve at forstå den person, som han næsten hele livet har forsøgt at holde på afstand. Han får adgang til hendes journaler fra indlæggelserne på psykiatrisk hospital i Risskov, og han taler med sin lillesøster Mette om, hvordan de hver især har oplevet barndommen.
I bogens anden del interviewer han familiemedlemmer, naboer og veninder og tegner gennem dem et portræt af moren og hendes tid, hvor kønsroller var meget mere normbundne end de er i dag; en kvinde, der havde født, havde sin plads i hjemmet og psykisk sygdom var ikke noget, der blev snakket højt om.
Tredje del dykker ned i Peter Øvigs eget sygdomsforløb, som opstår i forlængelse af arbejdet med bogen. Han synker ned i samme dybe depression, som hans mor ofte befandt sig i og må til sidst indlægges. Turen ned i mørket giver ham nye perspektiver på morens sygdom, ansvar og muligheder for handling.
I ”Min mor var besat” blander Peter Øvig den personlige historie med et bredere samfundsmæssigt perspektiv på psykiske lidelser og behandlingen af dem. Med udgangspunkt i både sin egen og sin mors sygdomshistorie gør han sig overvejelser om, hvor grænsen mellem eksistentiel krise og klinisk depression går. Det bliver et filosofisk spørgsmål om, hvornår den syge er ansvarlig for sine egne handlinger, og hvornår handlingsmønstrene er afgjort af nogle biokemiske mekanismer, som man ikke selv er herre over – det som Peter Øvig hos sin mor oplevede som dæmoni.

Genrer og tematikker

Peter Øvig Knudsens beretninger – fra ”Efter drabet” til tvillingeværket om Thylejren – er baseret på de kilder, der var tilgængelige, og hans prioritering af oplysninger former resultatet. I efterskriftet til ”Hippie 1” fremhæver Øvig Knudsen selv den svenske forfatter Per Olov Enquist som inspirationskilde. Enquist arbejder i ”Legionærerne” fra 1969 med Sveriges håndtering af baltiske flygtninge som sit historiske materiale, og Enquist erkender, at hans kortlægning af fortiden kun er én version. Forskellen på Enquist og Øvig Knudsen er, at førstnævnte kalder sin bog en ”roman”, hvilket indikerer, at faktiske begivenheder, der bliver genfortalt, per definition bliver til fiktion.
Den overbevisning har Øvig Knudsen ikke – i forordet til ”Hippie 1” insisterer han på, at det ”er en hundrede procent dokumentarisk beretning.” Til gengæld pointerer han, at ”erindringer er gjort af et uhåndgribeligt stof”, hvilket medfører, at hans mundtlige kilder indimellem husker den samme begivenhed forskelligt. Journalisten i Øvig Knudsen har strakt sig langt for at få informationer bekræftet, men når han inkluderer tvivlstilfældene, rykker han tættere på at være skribenten som myteforstærker. Hippie-bøgerne føles absolut ikke som fiktion, men de rummer en del udsyrede påstande fra folk, så måske er det mest præcist at genrebetegne dem som ”portrætter af den fælles bevidsthed om hippiebevægelsen.”
Voldens ansigter hører til forfatterskabets væsentlige temaer, hvad enten det gælder Blekingegadebandens ekstreme metoder, den danske bøddel Birkedal under Anden Verdenskrig, frihedskæmpere parat til at dræbe i ”Efter drabet” eller BZ-bevægelsens metoder i “BZ”. ”Hippie 2” indeholder den tilfældige vold – sindsforvirrede personer som Provo-Knud, der slår ihjel i en tilstand, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved, om de forstår konsekvenserne af handlingen. Men også den ideologisk motiverede slags, når kunstneren Peter Louis-Jensen og hans tilhængere slås med politiet under demonstrationen mod Verdensbanken – med statens lange arm som den konkrete og kapitalismen som den abstrakte fjende. Øvig Knudsen nævner, at politimotorcykler bliver antændt i gaderne, og blandt de mulige ansvarlige kan være Peter Louis-Jensen, mens en anden kilde mener, at det er Holger Jensen, der involverer sig i Blekingegadebanden.
Dermed zoomer Øvig Knudsen ind på hippiebevægelsens radikale potentiale og forbinder den til den militante venstrefløj, han undersøger i Blekingegade-bøgerne. Til en vis grad skriver Øvig Knudsen Blekingegade-serien ind i efterfølgeren, så de kan anskues som ét værk om oprørere og fantaster.
Et spor i forfatterskabet, der ridses op med Hippie-krøniken, er Øvig Knudsens rolle som efterforskeren, der er synligt til stede. Han viser sig et par gange som ”forfatteren” på besøg hos kilder. Som en skuespiller, der tiltaler publikum under en forestilling, blotlægger han, at der er et maskineri bag historien. Dokumentaristens selvransagelse får fuldt blus i ”Nakkeskuddet”, hvor Øvig Knudsen betoner, at skribenter altid beskærer verden subjektivt, og kilder er fejlbehæftede i større eller mindre grad.
I ”BZ” løber et nutidsspor parallelt med selve det dokumentariske spor. Nutidssporet beskriver den modstand, Øvig Knudsen mødte i forbindelse med projektet, hvor han modtog trusler og ikke fik adgang til centrale kilder i BZ’s inderkreds. Men selvom forfatteren ikke kunne få dem i tale, florerer de alligevel i bogen, og det har givet anledning til skarp kritik af forfatterens metoder. I et interview i Information forklarer Gyda Heding, at hun ikke ønskede at medvirke i bogen, men alligevel optræder hun som en del af et hold meget dominerende kvinder, som ifølge Øvig Knudsen stadig kan få de andre til at ryste på hånden. Hun oplever at være beskrevet som en hovedskurk, de andre BZ’ere er bange for. Forfatteren afviser kritikken: ”Der er ikke noget ærekrænkende eller potentielt injurierende i at placere Gyda Heding som en central og toneangivende person i bz i bogen, som i presseetisk forstand kræver, at hun skal have genmæle,” siger han til Information (Sebastian Stryhn Kjeldtoft: Ufrivillig hovedperson i BZ-bog går i rette med Peter Øvig. Information, 2016-10-27).
Peter Øvig Knudsen citerer derudover private mailkorrespondancer og kommentarer fra lukkede facebookgrupper. ”Jeg er dybt forundret over, at jeg er blevet en af hovedpersonerne i bogen, når jeg nu ikke ønskede at være med i den,” siger tidligere bz’er Martin Sundbøll til Politiken (Henrik Vesterberg: Ufrivillige kilder protesterer over bz-bog. Politiken, 2016-10-05).
Samtidig bruger Øvig Knudsen meget plads på at beskrive, at alle har haft mulighed for at være med i bogen og få deres beskrivelser modificeret. Han skriver blandt andet i en note om interviewene med Jannik Grage, at Grage føler, at volden fylder for meget i teksten om ham. Det retter Øvig Knudsen sig tilsyneladende efter.
I ”BZ” løber et nutidsspor parallelt med selve det dokumentaristiske spor. Nutidssporet beskriver den modstand, Øvig Knudsen mødte i forbindelse med projektet, hvor han modtog trusler og ikke fik adgang til centrale kilder i BZ’s inderkreds. Men selvom forfatteren ikke kunne få dem i tale, florerer de alligevel i bogen, og det har givet anledning til skarp kritik af forfatterens metoder.

Beslægtede forfatterskaber

Fortællestrukturen i Hippie-serien er et patchwork af rekonstruerede scener, reportage, interview og citater fra sange, breve og aviser. Man kunne kalde formen en collage, hvis modsætning ville være en alvidende fortæller, der berettede det hele i samme tone. På de sidste sider af ”Hippie 1” refererer Øvig Knudsen netop til tyske Hans Magnus Enzensbergers dokumentariske collage ”Anarkiets korte sommer” (1972), der forener en mangfoldighed af kildetyper.
Blandt sine danske samtidige har Øvig Knudsen et slægtskab med Tom Buk-Swienty, der tilsvarende er rundet af journalistikken og tager fat i danmarkshistoriens ubehagelige kapitler. Den mislykkede krigsindsats i 1864 bliver udfoldet i ”Slagtebænk Dybbøl” (2008) og ”Dommedag Als” (2010) med det narrative flair, der lokker læserne til, og respekten for detaljen holder kritikken fra historikerkollegaerne borte. Buk-Swienty fortæller om nederlag, som gav Danmark et nationalt mindreværd, mens Øvig Knudsen i ”Efter drabet” tager fat i modstandsbevægelsens likvideringer, der også gjorde ondt, længe efter skuddene lød.
Danske Thorkild Hansen kan desuden ses som en forfader til Øvig Knudsen. I sin slavetrilogi (1967-1970) får Hansen understreget Danmarks medansvar for slavehandlen og de overgreb mod afrikanere, den legitimerede. Som Hansen udviser Øvig Knudsen en interesse for, hvornår moralen skrider. Og variationen mellem historiske oprulninger og reportage fra en nærmere fortid findes både i slavetrilogien og en bog som ”Hippie 2”. Man må dog sige, at Hansen går tættere på fiktionen i sin behandling af fakta, deraf antager hans forfatterskab en hybridkarakter, hvor Øvig Knudsen er en mere nøgtern dokumentarist.
Især Hippie-bindene gør, at man kan drage en parallel mellem forfatteren og en strøm i nyere amerikansk litteratur. Øvig Knudsen giver stemme til et kor af mennesker, der var vidner til afslutningen på 1960erne og starten af 1970erne. Den amerikanske forfatter Dave Eggers har bygget flere dokumentariske beretninger på samtaler med overlevere – men som talerør for færre personer. I bogen ”Zeitoun” (2009) fortæller han historien om, hvordan parret Abdulrahman og Kathy Zeitoun tacklede orkanen Katrina, der ramte New Orleans i 2005. I ”What Is the What” fra 2006 (”Hvad er dette hvad”, 2008) skriver han en slags selvbiografi for Valentino Achak Deng, der har ladet sig interviewe om at vokse op under den anden borgerkrig i Sudan. Mundtlige overleveringer danner også grundlag for bogserien ”Voice of Witness”, som Eggers’ eget forlag McSweeney’s står bag: udgivelser, der peger på manglen på social retfærdighed i USA, blandt andet med en samling fortællinger fra illegale immigranter, ”Underground America” (2008) redigeret af forfatteren Peter Orner.

Bibliografi

Undersøgende journalistik
Øvig Knudsen, Peter:
Er du da sindssyg. 1987. Skrevet i samarbejde med Ina Kjøgx Pedersen. Montage.
Øvig Knudsen, Peter:
Sønner. Jagten på fædrene. 1995. Skrevet i samarbejde med Martin Østergård. Faglitteratur.

Redaktørarbejde
Øvig Knudsen, Peter:
Fejlfarvefortællinger. 1993. Redigeret i samarbejde med Birgitte Kaltoft Lolck. Erindringer.

Interviews
Øvig Knudsen, Peter:
Børn skal ikke lege under fuldmånen. Gyldendal, 1995. Forfatterportrætter.
Øvig Knudsen, Peter:
Min generation. 1997. Interviews.
Øvig Knudsen, Peter:
Passioner. Atten stafetsamtaler. 1998. Interviews.

Dokumentarisme
Øvig Knudsen, Peter:
Efter drabet. Beretninger om modstandskampens likvideringer. Gyldendal, 2001.
Øvig Knudsen, Peter:
Birkedal. En torturbøddel og hans kvinder. Gyldendal, 2004.
Øvig Knudsen, Peter:
Blekingegadebanden 1 – Den danske celle. Gyldendal, 2007.
Øvig Knudsen, Peter:
Blekingegadebanden 2. – Den hårde kerne. Gyldendal, 2007.
Øvig Knudsen, Peter:
Hippie 1: Tre år og 74 dage der forandrede Danmark. Gyldendal, 2011.
Øvig Knudsen, Peter:
Hippie 2: Den sidste sommer. Gyldendal, 2012.
Øvig Knudsen, Peter:
BZ : du har ikke en chance – tag den! : et familiedrama. Gyldendal, 2016.

Erindringer
Øvig Knudsen, Peter:
Nakkeskuddet. Gyldendal, 2014.
Øvig Knudsen, Peter: Min mor var besat – Da jeg mødte depressionens dæmon. Gyldendal, 2019.
Øvig Knudsen, Peter:
Jeg er hvad jeg husker : Efter elektrochokket: Mellem mirakler og mareridt. Gyldendal, 2021.

Fiktion
Øvig Knudsen, Peter:
Hilsner fra klovnen. Gyldendal, 2003.

Film

Med ret til at dræbe. 2003. Instruktion (med Morten Henriksen) af dokumentarfilm.
Testamentet. 2005. Dokumentarfilm med Tage Skou-Hansen.