Foredrag

Peter Øvigs foredrag eftråret 2020
Øvig i Skanderborg nov. 2019

Peter Øvig holder gerne foredrag om sine bøger – eller om emner på tværs af bøgerne.

Skriv til ham via Kontakt eller henvend dig til hans bookingbureau Forfatterforedrag (se kontaktinfo nederst på siden).

Da jeg blev sindssyg
I januar 2018 blev Peter Øvig indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling på Rigshospitalet og fik diagnosen ’svær psykotisk depression’. Efter en serie elektrochok blev han to måneder senere udskrevet uden tegn på sindssyge. Men rejsen tilbage til hverdagen og familien blev alligevel lang.
Med udgangspunkt i sin nye bog, Jeg er hvad jeg husker, som udkom i 2021, fortæller Peter Øvig i dette foredrag om at bevæge sig ind i den dybe depression og om at blive underkastet en behandlingsform, elektrochok, som han frygtede mere end stort set alt på jorden – men som skulle vise sig mirakuløs.
Peter Øvig beskriver, hvordan han fik sit særdeles kritiske syn på psykiatrien vendt på hovedet. Og især beretter han om at opdage, at han efter sygdommen er blevet en anden.

Overgreb mod børnehjemsbørn
Allerede for mange år siden fortalte en af Peters Øvigs venner om at blive seksuelt misbrugt, da han som barn var anbragt på Det Kongelige Opfostringshus ved Helsingør. Øvig begyndte at undersøge sagen – og blev forfærdet.
I dette foredrag fortæller forfatteren på baggrund af sin bog, Dem der ikke tier, om hvor udbredte og organiserede de seksuelle overgreb var, også på andre børnehjem. En af historierne handler om det missionske børnehjem Solgården i Tarm, hvor forstanderen i 27 år i træk misbrugte de små piger – og slog hårdt ned på alle klager og anmeldelser.
Foredraget betoner, hvor vigtigt det er at få talt om det skamfulde og traumatiserende, der er overgået børn i statens varetægt, og om ikke at vende ryggen til, når overgreb som disse finder sted.

Min mor var besat
I november 2016 døde Peter Øvigs mor. Allerede samme dag besluttede forfatteren, at han ville skrive en bog om sin deprimerede mor. Også bogens titel stod lysende klar for ham: Min mor var besat.
I foredraget fortæller Peter Øvig om at vokse op som barn af en psykisk syg, ligesom han giver et billede af de mange andre traumatiske hemmeligheder bag de pæne facader i barndommens parcelhuskvarter.
Men han beretter også om, hvordan noget begyndte at gå i skred i ham selv, da han under arbejdet med bogen fik adgang til sin mors psykiatriske journaler, og han selv røg ind i en alvorlig depression – præcis som sin mor.
Da han efter to måneders psykiatrisk indlæggelse og syv elektrochok blev udskrevet, havde han ændret sit syn på moren, hendes sygdom og psykiatrien.

BZ – firsernes ungdomsoprør
BZ-bevægelsen var for 1980’erne, hvad frihedskæmperne var for 40’erne, hippierne for 60’erne og marxisterne for 70’erne. På baggrund af sin nyeste bog ’BZ. Du har ikke en chance – tag den!’ trækker Peter Øvig tråde tilbage til de tidligere generationers oprør og fortæller den dramatiske historie om kampen for et ungdomshus, der i løbet af nogle år udviklede sig til voldsomme gadekampe i København.
Peter Øvig fortæller også om arbejdet med bogen, der blev udfordret af, at den gamle inderkreds i bevægelsen opfordrede alle andre BZ’ere til at boykotte bogprojektet.

Nakkeskuddet – og andre historier om at beskrive virkeligheden
Foredrag omkring de overvejelser og udfordringer, der er forbundet med at fortælle virkeligheden.

Hippie 1 og 2
Peter Øvig Knudsens bøger: “Hippie 1 – Tre år og 74 dage der forandrede Danmark” og “Hippie 2 – den sidste sommer” følger dag for dag det store eksperiment med at skabe et nyt samfund på en mark ved landsbyen Frøstrup i Thy i sommeren 1970. Peter Øvig Knudsen beretter i dette foredrag om eksperimentet, der varede i 74 dage og havde rod i hippie-bevægelsen, som eksploderede over hele den vestlige verden med Summer of Love i 1967, og som de følgende tre år satte spørgsmålstegn ved alle normer og regler, ja, alt velkendt i det danske samfund.

Hippie – et koncertforedrag
Allerede under arbejdet med det første bind af Hippie-bøgerne besluttede Peter Øvig at indspille en lydbogsudgave i samarbejde med Tømrer-Claus, der ud over at være en af hovedpersonerne i bøgerne også er en central figur i det danske musikmiljø siden tresserne. Resultatet blev to lydbøger, hvor Peter Øvig læser op, og Tømrer-Claus har komponeret og indspillet musikken specielt til teksten.
Sammen med klaviaturspilleren Marianne Sonntag opfører Peter Øvig og Tømrer-Claus gode historier fra lydbogen live, og ind i mellem fortæller de begge om hippietiden set med to generationers øjne.

Frihedskamp og ungdomsoprør
Forfatteren Peter Øvig Knudsen trækker en rød tråd gennem sine dokumentariske bøger om de store dramaer i nyere Danmarkshistorie – fra besættelsestidens frihedskamp, som også var et ungdomsoprør, til hippiebevægelsen, Blekingegadebanden og BZ.
Oprørerne begynder som idealister, men når de overskrider grænsen til vold og kriminalitet, kan begivenhederne risikere at komme ud af kontrol. Og idealisterne bliver i værste fald kynikere eller fundamentalister.
Med historier fra sine bøger diskuterer Peter Øvig i foredraget, hvad forskellen er på frihedskæmpere og terrorister. Og hvornår vi selv bruger ’det gode formål’ til at retfærdiggøre uetiske handlinger.
Foredraget kan også holdes i en særlig udgave for gymnasier og højskoler med vægt på, at oprørerne altid har været ganske unge mennesker.

Blekingegadebanden
Peter Øvig Knudsen giver i dette foredrag et indblik i tilblivelsen og historien om “Blekingegadebanden”. Bøgerne følger bandemedlemmernes historie gennem mere end tyve år – fra gruppen vokser ud af ungdomsoprøret og Vietnam-bevægelsen sidst i tresserne og gennem næsten tyve års kriminalitet, kulminerende med kuppet mod postkontoret i Købmagergade i København i november 1988.

Siden udgivelsen har bøgerne vakt voldsom debat, og efter krav fra et flertal af de politiske partier har regeringen indvilget i at nedsætte en særlig Blekingegade-undersøgelseskommission, hvis ikke PET-kommissionen trænger til bunds i sagen.

Dokumentarisme
At skrive om virkeligheden er langtfra uproblematisk. Under arbejdet med sine bøger om besættelsestiden, Blekingegadebanden og Hippie-oprøret er Peter Øvig Knudsen igen og igen stødt på vidt forskellige beretninger om de samme begivenheder. Det tvinger den dokumentariske forfatter til at vælge, hvilke versioner han finder mest troværdige – og bagefter må han stå til regnskab for sine valg.
Med eksempler fra sin omfattende research diskuterer Peter Øvig, hvad vi som mennesker egentlig kan huske fra vores eget liv, og hvad vi foretrækker at glemme. Og han spørger, om vi overhovedet kan fortælle sandfærdigt om fortiden.

Bookning af foredrag hos Forfatterforedrag.dk:
Telefon: 35121299, mail: [email protected]