I dag udkommer min nye bog ’Nakkeskuddet’ – men allerede for et par uger siden, lige da bogen landede fra trykkeriet, sendte jeg den i al hast ud til en flok læsere, som jeg har respekt for. Det er en vane, jeg har fået, for når anmeldelsernes dom så falder på udgivelsesdagen, har jeg allerede modtaget en lille vifte af andre syn på bogen…
Således fik jeg forleden brev fra en af mine egne skribent-idoler, Klaus Rifbjerg. Og hvis nogen tror, at Store-Klaus ikke længere kan slå fyndigt med halen, så hør lige slutningen på hans brev om ’Nakkeskuddet’:
”Glimrende at du fortæller læseren, at du bruger pot til at afklare skriveprocessen med. Men tænk hvis du var gået tættere på dig selv og forstod, at skriveprocessens sveddråber i inspirationens øjeblik ikke kun handlede om eufori, men også om din erotiske henrykkelse over al modbydeligheden.”
Den jævnaldrende kæmpe Niels Barfoed er måske inde på noget af det samme i sin knivskarpe anmeldelse i dagens Politiken. Han afviser mine pæne tanker om, at de mange grusomme detaljer i bøgerne er nødvendige for at tvinge læseren til refleksion: ”Den holder ikke. Øvigs egen private voldsfascination kan han ikke redde ved at spænde den for den belærende morals vogn.”
Og også Nils Gunder Hansen hæfter sig i sin anmeldelse (som jeg er meget glad for!) i Kristeligt Dagblad ved, at jeg undervurderer skribentens skriverus: Også den dokumentariske forfatter kan komme til at føle sig ”som en skabergud, der frembringer en helt ny verden med sine egne hænder. Det kan være noget af en kold tyrker at træde ud af skrivekammeret og erfare, at andre altså ser på stoffet på en helt anden måde – og har ret til det, fordi det er virkelighed og ikke en opdigtet verden.” Læs det hele her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/2014-05-08-skribentens-rus-og-de-andres-liv
Måske indrømmer jeg selv det hele i denne lille film af Poul Rasmussen og Johan Tobias Bojlén Hartman, som har premiere netop – nu: