Som den første BZ’er har Bo Damgaard Asmussen skrevet sin mening om min bog og lagt den ud i BZ’ernes fælles Facebook-gruppe som et brev til kammeraterne fra dengang. Jeg har fået lov til at bringe den her:
“Kære alle sammen
Jeg har tyret Bogen igennem, som en af dem der har valgt at bidrage.
Og jeg siger det med det samme: Bogen er ikke en nedgangs-historie i mine øjne, det er en udviklings-fortælling!
Jeg synes titlen, “Et Familiedrama” passer supergodt og jeg synes det er en virkelig god bog. Måske skulle den også have beholdt den gamle arbejdstitel: En Kærlighedshistorie.
Jeg har naturligvis svært ved at læse bogen særlig objektivt, for jeg har jo kendt til og oplevet ganske meget, lidt fra 83 og op til, lad os sige, 87-88.
At læse bogen fra en ende af gav mig en god genfortælling af tiden frem til 83. Jeg vidste jo en hel del af det der var sket i begyndelsen, men det var godt at få nogle flere sider, dvs. menneskene, med.
Da 83 så begyndte, hvor jeg tog mine første spæde skridt ind i bevægelsen, kunne jeg godt mærke mit hjerte slog noget hårdere og der var noget der rørte på sig! Og den oplevelse er der nok også andre der vil have.
Jeg er vild med alle de “små indslag” der fortæller historien om en bevægelse med ægte mennesker og mange facetter. Jeg synes det gav en menneske-bog om en menneske-bevægelse.
Jeg fik mig specielt nogle gode grin af Schmidts “analyse” af Ryesgades udvikling og Muffes totalt tiltede, spontane beretning. Jeg er sku nok mest til det ironiske, sjove og rodede. Og de to beretninger er lige nu favoritterne!! Al magt til den frie tanke og den tankeløse “lev-livet”. Kunst og Punk! Det var sku sjov læsning.
Jeg synes Bogen giver gode sobre beskrivelser af det der foregik, og naturligvis kan den ikke beskrive følelsen af at være BZer, men jeg synes den gør en hel del gode forsøg. Ja, der vil være nogle der læser en historie om en voldelig bevægelse, men Øvig gør altså et hæderligt forsøg på at fortælle hvad der faktiske skete indenfor. Her er specielt Simons beretning god!
Mens jeg læste den første tredjedel, blev jeg egentlig lidt irriteret over at der var så megen vægt på nutidssporet, men jeg synes Øvig runder godt af og de der vælger IKKE at deltage står værdigt tilbage, med fornuftige forsvar for deres beslutninger uden at have tabt ansigt eller have virket sure. Andre vil måske læse det anderledes, men jeg kan ikke i bogen finde grunde til at kritisere dem der har valgt at holde sig ude eller dem der har bidraget, og det mener jeg faktisk er Øvigs fortjeneste.
Det gik meget tydeligt op for mig som læser, efter Øvigs gennemgang af sine snakke med de ret mange mennesker der er med i bogen, at der er nogle mennesker der der virkelig har lagt deres liv i det her og som, både i egen forståelse og reelt, har bragt store ofre, og derfor har svært ved at fortælle om det.
Jeg ved ikke om “man” har kæmpet den “rigtige” kamp hele vejen, men der er ar på sjælen og dybe forhold til andre, og det har jeg en hel del respekt for at man ønsker at passe på.
Specielt Martin synes jeg sku forklarer godt hvorfor han ikke er med og viser en person med egne tanker, følelser og stærke bånd til andre mennesker. Måske er det farvet af, at jeg godt kan lide Martin, selv om jeg ikke har snakket med ham i +30 år.
Bogen var lige pludselig en erindringsbog for mig som genfortalte historien om VIRKELIG MANGE af de mennesker jeg mødte, og som jeg stadig tænker positivt tilbage på, selv om de har valgt andre veje end jeg selv.
Her tænker jeg på: Lina, Simon, Peter, Gyda, Torsten, Mikkel, Hans, Claus, Pernille, Pernille, Muller, Henrik, Henrik, Henrik, Louise, Louise, Ulrik, Mette, Johnny, Johnny, Jan, Steen, Bo, Robert, Martin, Martin, Martin, Søren, Jon, John, Claes, Mads….. der kommer flere til de næste dage, som alle har sat sig fast i min erindring.
Jeg føler mig godt repræsenteret og jeg er ikke en af dem der, efter at have læst Bogen, begræder at BZ blev til noget andet end jeg havde lyst til, jeg kunne jo for fanden bare være blevet og gjort noget ved det!
Jeg synes den giver et loyalt billede af de mennesker der har været BZ i alle årene og deres bevægegrunde, både dem der valgte at holde sig ude af Bogen, dem der har bidraget og dem der stadig ser sig som BZere.
Har man bidraget til BZ, så synes jeg bogen viser at alle kan være stolte af at de sku da prøvede (prøver), at gøre verdenen til et bedre sted at leve og kæmpe for plads til liv, frihed og retfærdighed.
Jeg siger det lige igen: Bogen er ikke en nedgangs-historie, det er en udviklings-fortælling.
Med venlig hilsen
Bo Damgaard Asmussen”
