1468818_181713165352739_238241076_n

Når man har fulgt debatten om Pusher Street på Christiania – især siden jeg for halvanden måned siden indrømmede i ’Nakkeskuddet’, at jeg ikke turde skrive en bog om Gaden (se blog 3. maj) – kan det være svært at se løsninger på problemet: Vold, drab og frygt midt i hippie-staden.

Lad mig lige prøve at skitsere, hvordan det er gået i knude for i hvert fald fem involverede grupper, som har placeret sig selv i roller uden fornuftige handlemuligheder:

For det første: Politikerne. Selv om den københavnske overborgmester (og tidligere justitsminister) Frank Jensen forsøger at forklare sine partifæller, at den grasserende kriminalitet og vold omkring hashmarkedet ikke kan standses, før hashhandlen bliver overtaget af staten, hænger politikerne fast.

”Hash fører direkte til hårdere stoffer,” og lignende forældet vrøvl høres stadig fra fremtrædende socialdemokrater, som åbenbart er lammet af angst over risikoen for at miste stemmer til Dansk Folkeparti ved at gå ind for fri hash.

Hykleriet er enormt: Politikerne skåler i fadøl, mens de fastholder, at hash er et farligt narkotikum. Det videnskabelige faktum er, at alkohol ud fra enhver målestok – helbredsmæssig, psykologisk, samfundsmæssig – er mange gange farligere end hash.

For det andet: Politiet. Intet demokrati kan undvære et korps med voldsmonopol til at sørge for overholdelse af landets love. Politiet er tvunget til at bekæmpe hashen, fordi de (heldigvis!) er under demokratisk styre og skal sørge for, at alle borgere overholder de love, Folketinget har vedtaget. Også når loven er tåbelig.

Men pensionerede politifolk, senest tidligere chefpolitiinspektør i København, Per Larsen, erkender gang på gang, at politiet er på en håbløs opgave, fordi efterspørgslen på hash er kolossal.

Men foreløbig er politiet tvunget til at blive ved med at skubbe stenen op på bjerget – for så at se den rulle ned igen.

For det tredje: CA-nitterne. De fleste christianitter er tavse, enten af frygt for de organiserede kriminelle bag Pusher Street, eller fordi de selv eller deres børn har økonomiske interesser i handlen. Nogle af dem vrøvler om, at volden og drabene omkring Gaden skyldes ”politiets pres” … nåh ja, hvor er det synd for rockerne, at politiet tvinger dem ud i vold.

Nogle få heltemodige ‘nitter er på det seneste i Ugespejlet og pressen begyndt at udtrykke sig kritisk over for forholdene i Gaden – og hurra for dem!

Men ingen CA-nitter tør offentligt sige, hvad nogle af dem har hvisket mig i øret: Problemet bliver først løst, når ’nitterne begynder at samarbejde med politiet for at få lukket Pusher Street. Og så må vi samtidig se at få frigivet hashen, selvfølgelig, men det bliver en langvarig kamp.

For det fjerde: Pusherne. De har naturligvis en milliard-omsætning med tilhørende million-profitter at forsvare, så det er ikke underligt, at de – i mere eller mindre anonyme udmeldinger – prøver at male sig selv om til heltemodige frihedskæmpere. For dem er det hele bare en kamp for fri hash, hævder de, og de kender naturligvis intet til vold og drab. Men hvis staten overtog hashhandlen, ville de jo miste deres millioner, så sangen lyder pivfalsk.

For det femte: Hash-rygerne. Vi vil blive ved med at have de glæder, som hashrygningen giver os. Og derfor ser vi gennem fingre med, at hashen skaffes frem til vores joints og piber af de voldeligste forbrydere i kongeriget.

Måske skal vi se på os selv? Det er altid et godt sted at begynde. Hvad med at få dine egne hampefrø i jorden? Eller skaffe dig kontakt med en god økologisk dyrker? ’Rockerfri hash’, hørte jeg nogle foreslå som nyt slogan.

Jeg er med!