Jesus på korset, Shiva som elefant og buddistisk Mandala
Jesus på korset, købt i en genbrugsbutik i Rørvig, visdomsguden Ganesh og en håndmalet buddhistisk Mandala fra Kathmandu.

TAKNEMMELIGHED 1: PRAKSIS

Jeg er så taknemmelig over modtagelsen af min bog de seneste uger! Både fra journalisterne, mine nærmeste og de første læsere, som allerede sender lange beskeder.
I anledning af Store Bededag vil jeg lige indsparke, at for mig er følelsen af taknemmelighed indgangen til det religiøse. Hver morgen beder jeg til Gud – jeg beder ikke om noget, for det er en takkebøn. Som afslutning på min yoga bøjer jeg mig med panden i stuegulvet og takker Gud for, hvad jeg har fået.
Jeg har gjort det i mindst tyve år, og jeg takker hver dag for det, som først falder mig ind. Selv flere måneder inde i min dybe depression i efteråret 2017 fandt jeg stadig noget at takke for – på den tid især det nærvær og den omsorg, jeg mærkede fra mine nærmeste. Først da psykosen helt havde taget mig i dagene op til min indlæggelse, holdt jeg op med både yoga og takkebøn.
Jeg beder ikke til en bestemt religions Gud. I stuen er jeg omgivet af (fra højre på billedet) den Jesus på korset, jeg en sommer købte i genbrugsbutikken i Rørvig, den Ganesh, visdomsguden, som Tømrer-Claus hjembragte til mig fra Indien, og den håndmalede buddhistiske Mandala, som Janne købte til mig på vores pilgrimsrejse i hippiernes fodspor til den hellige stad Kathmandu.
Min Gud er, kunne man sige med hippiernes ord, den kosmiske kærlighed, som går på tværs af alle menneskenes forestillinger. Jeg tror, at Gud – hvis hun altså overhovedet findes! – ryster mildt overbærende på hovedet af alle religionernes dogmer og moraler.
Døren til Gud er taknemmelighed, og jeg kan anbefale alle at banke på.

Ovenstående er ligesom de følgende tekster også slået op på Facebook, hvor man kan læse kommentarer.

TAKNEMMELIGHED 2: MIN VEN

Det er sjældent, man kan udtrykke sin taknemmelighed over, at en ven har reddet ens liv. Jeg ved heller ikke, om det er sandt, men sådan føles det her bagefter:
Vi var elleve år, da vi blev bedste venner, og 44 år senere var det Niels Mosumgaard – af mig blot kaldet Mos – som havde handlekraften til i januar 2018 at overtale min kæreste og mine andre nære venner til, at det nu var livsnødvendigt at få mig indlagt på en lukket, psykiatrisk afdeling. Det var også Mos, som det trods min intense modvilje lykkedes for at tale mig fra min isolation på arbejdsværelset, ud gennem huset og videre ud i en bil.
I bilen på motorvejen ind mod Rigshospitalet overvejede jeg at kaste mig ud af bilen med 110 km, og ved siden af mig sad Mos og frygtede, at det var præcis, hvad jeg ville gøre.
Et par måneder senere havde elektrochok og god pleje gjort mig rask, og sidste sommer skrev Mos – ikke til offentliggørelse, bare til egen eftertanke – en tekst om at stå ved siden af en ven, som er alvorligt psykisk syg. Jeg fik siden lov til at trykke hans ord som efterskrift til ’Min mor var besat’, og jeg kan allerede mærke, at mange læsere får ny indsigt ved, at synsvinklen pludselig skifter fra den syge til den pårørende.
Mos har, siden vi var elleve, været musiker og komponist – men han kan også skrive! Her et par af mine yndlingssteder fra hans efterskrift:
”Det svære er, at vi, de pårørende, jo ikke på samme måde som den deprimerede og nu raske kan indtage en rolle som helbredt. Vi er jo bare almindelige og må gå videre. Og det gør vi så. Taknemmelige for at livet med vores ven fortsætter.”
”Min personlige og voldsomme oplevelse var, at min ven led af en depression, som tilsyneladende kun havde én udgang, selvmordet. Vi reddede ham ved en personlig indsats og et grundlæggende valg. Men det var også sammen med og i dyb afhængighed af et imødekommende system, der havde etableret en behandling, som faktisk virker. På mange. Ved jeg nu. Det eksistentielle valg har fået en uforklarlig søster, som hedder elektrochok”.
”På den måde er historien om min vens depression også en historie om en forandring af min og hans indgroede måde at forstå tilværelsen på, nemlig fra noget entydigt, svært men tilsyneladende kontrollabelt eksistentielt til noget, som er uden for vores bevidste rækkevidde”.
(Facebook 19. maj 2019)

TAKNEMMELIGHED 3: JOURNALISTERNE

Gennem de seneste seks uger har jeg mødt 25-30 journalister, som har interviewet mig om ’Min mor var besat’. På forhånd var jeg nervøs på grund af bogens pænt personlige emne, men jeg blev snart rolig – og tak for det!
Jeg mødte nemlig kun journalister, som havde læst bogen og forberedt sig grundigt, og alle behandlede mig gennem hele arbejdsprocessen med både respekt og indlevelse. Som ekstra bonus satte de fleste sig selv i spil i samtalerne og fortalte om egne depressioner eller om psykisk sygdom hos familie og venner.
Det var journalister, når de er bedst, og også de færdige interview var fra virkelig gode til rent mesterlige.
Jeg vil vove et øje og nævne et par særligt fornemme eksempler:
Et mesterstykke var Camilla Stockmanns interview i Politiken. Men for mig skete det vigtigste faktisk et par uger tidligere, nemlig den dag, Camilla havde læst min bog færdig og sendte mig en meget personlig mail. Indtil da havde kun venner og forlagsredaktører set manuskriptet, men da jeg læste Camillas mail, blev jeg sikker på, at bogen ville få betydning også for mennesker uden for min egen kreds.
Da jeg læste Merle Baerés interview i Information, fik jeg tårer i øjnene, fordi hun havde personligt mod til at tage et afgørende skridt: Under interviewet havde Merle fortalt, at både hendes farmor, hendes far og hun selv led af depressioner, og jeg opfordrede hende til at tage det med i artiklen. Hun var skeptisk, hendes far ville helst ikke tale om det, hendes arbejdsplads vidste ingenting. Men Merle sprang ud på skrift, og hun gjorde det med stor elegance.
Da Jakob Kjøgx Bohr fra Euroman kom herud, var det noget særligt, fordi hans forældre ikke bare er nære venner – på månedsbladet Press var Morten Bohr mit livs vigtigste læremester, og Ina Kjøgx skrev jeg min første bog om psykiatri og sindssyge sammen med. Da jeg efter fire timer sagde til Jakob, at han måske havde nok på båndet, svarede han: ’Min far har altid sagt, at man aldrig kan få for meget’. En tråd af entusiasme og grundighed blev bundet. Og Jakob skrev sin tekst knivskarpt.
Jeg kunne blive ved. Jeg kunne også nævne erfarne elektroniske journalister som Mette Hybel fra DR1’s 21 Søndag og Cecilie Frøkjær, der laver podcast for Mofibo – de fik begge trods rullende kamera og mikrofon skabt så meget tillid i rummet, at jeg turde blive bevæget.
For slet ikke at tale om alle de fremragende fotografer, der brugte timer i haven og rundt i skoven. Men nu stopper jeg og siger bare – tak!
(Facebook 23. maj 2019)

TAKNEMMELIGHED 4: FAR, MOR OG BØRN

I dag ville min mor være fyldt 83 år. Jeg ville gerne kunne udtrykke taknemmelighed over for hende, men det kan jeg ikke.
Jeg ser på et af de få fotografier, der er taget af os sammen – til min konfirmation på en østjysk kro for lidt over fyrre år siden – og ingen ville ud fra hverken dét eller de andre billeder i familiealbummet kunne ane, hvordan min søster og jeg i virkeligheden havde det.
Om nogle dage skal vores moderne familie holde ’voksenfest’ her i haven for min søn, og hvis jeg sammenligner mit forhold til mine børn med mine forældres forhold til mig, kan jeg til gengæld føle en vældig bølge af taknemmelighed:
Jeg er taknemmelig over, at jeg som stor teenager mødte hippierne og de andre nye voksne, som efter -68 var begyndt at lytte til børn som rigtige mennesker, at respektere deres meninger og behov og i særdeleshed at tale om alt det, man hidtil ikke havde talt om – sloganet hed ’det private er politisk’.
Og jeg er i særdeleshed taknemmelig over at have fået børn, EFTER at hippie-avantgarden indledte det altgennemgribende opgør med de maskuline autoriteter og dermed forandrede forholdet mellem børn og voksne, som jeg mærkede det i skolen allerede først i 1970’erne.
Jeg er simpelthen SÅ taknemmelig over, at jeg har oplevet et kvantespring i graden af nærvær og åbenhed mellem mig og mine børn i forhold til mine forældres generation. Jeg tror, at det er den største og smukkeste forandring af vores samfund i min levetid.
Kære mor. Hvor ville jeg dog ønske, at du havde gennemlevet den forandring, før du fik mig.
(Facebook 3. juni 2019)

TAKNEMMELIGHED 5: KRAFTEN

Jeg har haft lidt svært ved at svare på spørgsmålet om, hvad jeg har fået med fra min mor, eller hvad hun har lært mig. Men da jeg forleden stod i et radiostudie sammen med to andre, der også havde depressioner i bagagen, hørte jeg os flere gange tale om den deprimerede som ‘svag’.
Og det er ikke hele sandheden! Min mor havde en ENORM kraft i sig, også når hun var deprimeret, og jeg kan selv til tider mærke en tilsvarende stor kraft i mig.
Faktisk er det en almindelig misforståelse, at den deprimerede kun er et svagt menneske, for vel fører sygdommen én helt ud til afgrunden af smerte og håbløshed, og vel føler man sig aldeles afmægtig. Men bag sygdommen kan kraften udmærket buldre løs. Og dén kan være afgørende for at føre én ud på den anden side af depressionen.
Som en af de andre i radiostudiet, Iben Foss, sagde undervejs: ”Hvis man skal have en medalje for at løbe et maraton, så skal man også have en medalje for at gennemleve en depression, for det er virkelig en kraftpræstation.”
På Rigshospitalet, hvor psykiaterne gerne ville give mig diagnosen ’bipolar’ – dét som før hed maniodepressiv – indvendte jeg, at jeg da ikke havde haft maniske faser.
”Nej,” sagde en af overlægerne, ”men du har haft en meget alvorlig depression, og samtidig kan du skrive meget tykke bøger – der MÅ være noget mani indover!”
Måske har jeg fået kraften fra min mor, som aldrig selv opdagede, at hun kunne bruge den udadvendt. Måske skal jeg være taknemmelig for at have arvet kraften fra min mor – og for at have lært af hendes eksempel, at man aldrig må gøre sig selv til et offer, for så vender kraften sig destruktivt mod én selv.
(Facebook 19. juni 2019)

TAKNEMMELIGHED 6: LÆSERNE

Hundredvis af breve, mails og beskeder har jeg fået fra boglæsere, siden ’Min mor var besat’ udkom for halvanden måned siden. Det er allerede flere, end jeg i alt har fået efter nogen anden bog.
Vigtigere end antallet er dog indholdet af henvendelserne: Jeg er vant til at få ros, det får jeg også masser af denne gang – og det er jeg vildt taknemmelig for! Tak!!! MEN endnu mere taknemmelig er jeg for åbenheden og de stærke følelser, som stråler ud af brevene:
Deprimerede, som genkender. Pårørende til deprimerede, som genkender. Mennesker med erfaringer fra psykiatrien, som genkender. Og sønner og døtre, der har haft tilsvarende vanvittige mødre, og som ofte har gået med smerten for sig selv, fordi man ikke taler grimt om sin mor, og fordi ingen alligevel ville forstå.
”I din bog om din mor har du også skrevet en bog om vores mor,” som to midtjyske søskende skrev for et par dage siden. ”Bogens ord er vores levede erfaring, som vi kun har haft mellem os søskende, fordi det er umuligt at gengive for andre, at ens mor var utålelig, rædsom, forpestende og fuldstændig håbløs i nære relationer.”
Det begyndte allerede på udgivelsesdagen, da en læser om aftenen skrev, at hun havde købt bogen kl. 11 hos boghandleren i Korsør. ”Mangler de sidste kapitler, men jeg må skrive, rose, græde og forstå. Du har ikke alene skrevet en privat og relevant bog, men også et portræt af netop dine og mine forældres generation. Kæmpestor respekt til dig for at sætte ord på. Jeg kender det hele.”
Siden er det fortsat med mennesker, der på skrift åbner deres hjerte. Jens, der selv har oplevet alvorlig depression, takkede forleden for ”de mange beskrivelser af depressionens dæmoner. Din historie har givet mig en større selvforståelse, og i dine ord fik jeg selv sat så meget på plads.”
Nogle skriver flere sider langt om deres egen eller familiens historie, andre ganske kort. Som nu en kvinde fra Valby: ”Vil bare rose din bog om din mor og dig. Den har givet mig en form for ro og bedre forståelse af min afdøde mor.” Sådan.
Eller Lena fra det sydjyske: ”Hold nu op. Så har jeg læst din bog på én dag. For mig er det den bedste bog, jeg kommer til at læse i år. Den er smuk i al sin grumhed.”
For der jo også dem, som ikke genkender mine historier, men bare fortæller om en læseoplevelse. Marlene skrev for en uges tid siden, at hun blev ”rystet” i sin grundvold. ”Jeg var nærmest ’anspændt’ hele vejen igennem – dybt chokeret og sindssygt spændt på, hvad der ville ske i næste kapitel!”
Jeg vil gerne svare alle, der skriver – og efter at have været uhjælpeligt bagud er jeg i denne uge ved at hente ind på strømmen. Jeg har skrevet tak og tak og tak mange gange hver dag de seneste halvanden måned. Taknemmelighed er måske simpelthen den bedste følelse, så bliv endelig ved med at skrive!
(Facebook 27. juni 2019)