Jesus på korset, Shiva som elefant og buddistisk Mandala
Jesus på korset, købt i en genbrugsbutik i Rørvig, visdomsguden Ganesh og en håndmalet buddhistisk Mandala fra Kathmandu.

TAKNEMMELIGHED 1: PRAKSIS

Jeg er så taknemmelig over modtagelsen af min bog de seneste uger! Både fra journalisterne, mine nærmeste og de første læsere, som allerede sender lange beskeder.
I anledning af Store Bededag vil jeg lige indsparke, at for mig er følelsen af taknemmelighed indgangen til det religiøse. Hver morgen beder jeg til Gud – jeg beder ikke om noget, for det er en takkebøn. Som afslutning på min yoga bøjer jeg mig med panden i stuegulvet og takker Gud for, hvad jeg har fået.
Jeg har gjort det i mindst tyve år, og jeg takker hver dag for det, som først falder mig ind. Selv flere måneder inde i min dybe depression i efteråret 2017 fandt jeg stadig noget at takke for – på den tid især det nærvær og den omsorg, jeg mærkede fra mine nærmeste. Først da psykosen helt havde taget mig i dagene op til min indlæggelse, holdt jeg op med både yoga og takkebøn.
Jeg beder ikke til en bestemt religions Gud. I stuen er jeg omgivet af (fra højre på billedet) den Jesus på korset, jeg en sommer købte i genbrugsbutikken i Rørvig, den Ganesh, visdomsguden, som Tømrer-Claus hjembragte til mig fra Indien, og den håndmalede buddhistiske Mandala, som Janne købte til mig på vores pilgrimsrejse i hippiernes fodspor til den hellige stad Kathmandu.
Min Gud er, kunne man sige med hippiernes ord, den kosmiske kærlighed, som går på tværs af alle menneskenes forestillinger. Jeg tror, at Gud – hvis hun altså overhovedet findes! – ryster mildt overbærende på hovedet af alle religionernes dogmer og moraler.
Døren til Gud er taknemmelighed, og jeg kan anbefale alle at banke på.

Ovenstående er ligesom de følgende tekster også slået op på Facebook, hvor man kan læse kommentarer.

TAKNEMMELIGHED 2: MIN VEN

Det er sjældent, man kan udtrykke sin taknemmelighed over, at en ven har reddet ens liv. Jeg ved heller ikke, om det er sandt, men sådan føles det her bagefter:
Vi var elleve år, da vi blev bedste venner, og 44 år senere var det Niels Mosumgaard – af mig blot kaldet Mos – som havde handlekraften til i januar 2018 at overtale min kæreste og mine andre nære venner til, at det nu var livsnødvendigt at få mig indlagt på en lukket, psykiatrisk afdeling. Det var også Mos, som det trods min intense modvilje lykkedes for at tale mig fra min isolation på arbejdsværelset, ud gennem huset og videre ud i en bil.
I bilen på motorvejen ind mod Rigshospitalet overvejede jeg at kaste mig ud af bilen med 110 km, og ved siden af mig sad Mos og frygtede, at det var præcis, hvad jeg ville gøre.
Et par måneder senere havde elektrochok og god pleje gjort mig rask, og sidste sommer skrev Mos – ikke til offentliggørelse, bare til egen eftertanke – en tekst om at stå ved siden af en ven, som er alvorligt psykisk syg. Jeg fik siden lov til at trykke hans ord som efterskrift til ’Min mor var besat’, og jeg kan allerede mærke, at mange læsere får ny indsigt ved, at synsvinklen pludselig skifter fra den syge til den pårørende.
Mos har, siden vi var elleve, været musiker og komponist – men han kan også skrive! Her et par af mine yndlingssteder fra hans efterskrift:
”Det svære er, at vi, de pårørende, jo ikke på samme måde som den deprimerede og nu raske kan indtage en rolle som helbredt. Vi er jo bare almindelige og må gå videre. Og det gør vi så. Taknemmelige for at livet med vores ven fortsætter.”
”Min personlige og voldsomme oplevelse var, at min ven led af en depression, som tilsyneladende kun havde én udgang, selvmordet. Vi reddede ham ved en personlig indsats og et grundlæggende valg. Men det var også sammen med og i dyb afhængighed af et imødekommende system, der havde etableret en behandling, som faktisk virker. På mange. Ved jeg nu. Det eksistentielle valg har fået en uforklarlig søster, som hedder elektrochok”.
”På den måde er historien om min vens depression også en historie om en forandring af min og hans indgroede måde at forstå tilværelsen på, nemlig fra noget entydigt, svært men tilsyneladende kontrollabelt eksistentielt til noget, som er uden for vores bevidste rækkevidde”.
(Facebook 19. maj 2019)

TAKNEMMELIGHED 3: JOURNALISTERNE

Gennem de seneste seks uger har jeg mødt 25-30 journalister, som har interviewet mig om ’Min mor var besat’. På forhånd var jeg nervøs på grund af bogens pænt personlige emne, men jeg blev snart rolig – og tak for det!
Jeg mødte nemlig kun journalister, som havde læst bogen og forberedt sig grundigt, og alle behandlede mig gennem hele arbejdsprocessen med både respekt og indlevelse. Som ekstra bonus satte de fleste sig selv i spil i samtalerne og fortalte om egne depressioner eller om psykisk sygdom hos familie og venner.
Det var journalister, når de er bedst, og også de færdige interview var fra virkelig gode til rent mesterlige.
Jeg vil vove et øje og nævne et par særligt fornemme eksempler:
Et mesterstykke var Camilla Stockmanns interview i Politiken. Men for mig skete det vigtigste faktisk et par uger tidligere, nemlig den dag, Camilla havde læst min bog færdig og sendte mig en meget personlig mail. Indtil da havde kun venner og forlagsredaktører set manuskriptet, men da jeg læste Camillas mail, blev jeg sikker på, at bogen ville få betydning også for mennesker uden for min egen kreds.
Da jeg læste Merle Baerés interview i Information, fik jeg tårer i øjnene, fordi hun havde personligt mod til at tage et afgørende skridt: Under interviewet havde Merle fortalt, at både hendes farmor, hendes far og hun selv led af depressioner, og jeg opfordrede hende til at tage det med i artiklen. Hun var skeptisk, hendes far ville helst ikke tale om det, hendes arbejdsplads vidste ingenting. Men Merle sprang ud på skrift, og hun gjorde det med stor elegance.
Da Jakob Kjøgx Bohr fra Euroman kom herud, var det noget særligt, fordi hans forældre ikke bare er nære venner – på månedsbladet Press var Morten Bohr mit livs vigtigste læremester, og Ina Kjøgx skrev jeg min første bog om psykiatri og sindssyge sammen med. Da jeg efter fire timer sagde til Jakob, at han måske havde nok på båndet, svarede han: ’Min far har altid sagt, at man aldrig kan få for meget’. En tråd af entusiasme og grundighed blev bundet. Og Jakob skrev sin tekst knivskarpt.
Jeg kunne blive ved. Jeg kunne også nævne erfarne elektroniske journalister som Mette Hybel fra DR1’s 21 Søndag og Cecilie Frøkjær, der laver podcast for Mofibo – de fik begge trods rullende kamera og mikrofon skabt så meget tillid i rummet, at jeg turde blive bevæget.
For slet ikke at tale om alle de fremragende fotografer, der brugte timer i haven og rundt i skoven. Men nu stopper jeg og siger bare – tak!
(Facebook 23. maj 2019)