TAKNEMMELIGHED 1: PRAKSIS
Jeg er så taknemmelig over modtagelsen af min bog de seneste uger! Både fra journalisterne, mine nærmeste og de første læsere, som allerede sender lange beskeder.
I anledning af Store Bededag vil jeg lige indsparke, at for mig er følelsen af taknemmelighed indgangen til det religiøse. Hver morgen beder jeg til Gud – jeg beder ikke om noget, for det er en takkebøn. Som afslutning på min yoga bøjer jeg mig med panden i stuegulvet og takker Gud for, hvad jeg har fået.
Jeg har gjort det i mindst tyve år, og jeg takker hver dag for det, som først falder mig ind. Selv flere måneder inde i min dybe depression i efteråret 2017 fandt jeg stadig noget at takke for – på den tid især det nærvær og den omsorg, jeg mærkede fra mine nærmeste. Først da psykosen helt havde taget mig i dagene op til min indlæggelse, holdt jeg op med både yoga og takkebøn.
Jeg beder ikke til en bestemt religions Gud. I stuen er jeg omgivet af (fra højre på billedet) den Jesus på korset, jeg en sommer købte i genbrugsbutikken i Rørvig, den Ganesh, visdomsguden, som Tømrer-Claus hjembragte til mig fra Indien, og den håndmalede buddhistiske Mandala, som Janne købte til mig på vores pilgrimsrejse i hippiernes fodspor til den hellige stad Kathmandu.
Min Gud er, kunne man sige med hippiernes ord, den kosmiske kærlighed, som går på tværs af alle menneskenes forestillinger. Jeg tror, at Gud – hvis hun altså overhovedet findes! – ryster mildt overbærende på hovedet af alle religionernes dogmer og moraler.
Døren til Gud er taknemmelighed, og jeg kan anbefale alle at banke på.
Ovenstående er ligesom de følgende tekster også slået op på Facebook, hvor man kan læse kommentarer.
TAKNEMMELIGHED 2: MIN VEN
Det er sjældent, man kan udtrykke sin taknemmelighed over, at en ven har reddet ens liv. Jeg ved heller ikke, om det er sandt, men sådan føles det her bagefter:
Vi var elleve år, da vi blev bedste venner, og 44 år senere var det Niels Mosumgaard – af mig blot kaldet Mos – som havde handlekraften til i januar 2018 at overtale min kæreste og mine andre nære venner til, at det nu var livsnødvendigt at få mig indlagt på en lukket, psykiatrisk afdeling. Det var også Mos, som det trods min intense modvilje lykkedes for at tale mig fra min isolation på arbejdsværelset, ud gennem huset og videre ud i en bil.
I bilen på motorvejen ind mod Rigshospitalet overvejede jeg at kaste mig ud af bilen med 110 km, og ved siden af mig sad Mos og frygtede, at det var præcis, hvad jeg ville gøre.
Et par måneder senere havde elektrochok og god pleje gjort mig rask, og sidste sommer skrev Mos – ikke til offentliggørelse, bare til egen eftertanke – en tekst om at stå ved siden af en ven, som er alvorligt psykisk syg. Jeg fik siden lov til at trykke hans ord som efterskrift til ’Min mor var besat’, og jeg kan allerede mærke, at mange læsere får ny indsigt ved, at synsvinklen pludselig skifter fra den syge til den pårørende.
Mos har, siden vi var elleve, været musiker og komponist – men han kan også skrive! Her et par af mine yndlingssteder fra hans efterskrift:
”Det svære er, at vi, de pårørende, jo ikke på samme måde som den deprimerede og nu raske kan indtage en rolle som helbredt. Vi er jo bare almindelige og må gå videre. Og det gør vi så. Taknemmelige for at livet med vores ven fortsætter.”
”Min personlige og voldsomme oplevelse var, at min ven led af en depression, som tilsyneladende kun havde én udgang, selvmordet. Vi reddede ham ved en personlig indsats og et grundlæggende valg. Men det var også sammen med og i dyb afhængighed af et imødekommende system, der havde etableret en behandling, som faktisk virker. På mange. Ved jeg nu. Det eksistentielle valg har fået en uforklarlig søster, som hedder elektrochok”.
”På den måde er historien om min vens depression også en historie om en forandring af min og hans indgroede måde at forstå tilværelsen på, nemlig fra noget entydigt, svært men tilsyneladende kontrollabelt eksistentielt til noget, som er uden for vores bevidste rækkevidde”.
(Facebook 19. maj 2019)
TAKNEMMELIGHED 3: JOURNALISTERNE
Gennem de seneste seks uger har jeg mødt 25-30 journalister, som har interviewet mig om ’Min mor var besat’. På forhånd var jeg nervøs på grund af bogens pænt personlige emne, men jeg blev snart rolig – og tak for det!
Jeg mødte nemlig kun journalister, som havde læst bogen og forberedt sig grundigt, og alle behandlede mig gennem hele arbejdsprocessen med både respekt og indlevelse. Som ekstra bonus satte de fleste sig selv i spil i samtalerne og fortalte om egne depressioner eller om psykisk sygdom hos familie og venner.
Det var journalister, når de er bedst, og også de færdige interview var fra virkelig gode til rent mesterlige.
Jeg vil vove et øje og nævne et par særligt fornemme eksempler:
Et mesterstykke var Camilla Stockmanns interview i Politiken. Men for mig skete det vigtigste faktisk et par uger tidligere, nemlig den dag, Camilla havde læst min bog færdig og sendte mig en meget personlig mail. Indtil da havde kun venner og forlagsredaktører set manuskriptet, men da jeg læste Camillas mail, blev jeg sikker på, at bogen ville få betydning også for mennesker uden for min egen kreds.
Da jeg læste Merle Baerés interview i Information, fik jeg tårer i øjnene, fordi hun havde personligt mod til at tage et afgørende skridt: Under interviewet havde Merle fortalt, at både hendes farmor, hendes far og hun selv led af depressioner, og jeg opfordrede hende til at tage det med i artiklen. Hun var skeptisk, hendes far ville helst ikke tale om det, hendes arbejdsplads vidste ingenting. Men Merle sprang ud på skrift, og hun gjorde det med stor elegance.
Da Jakob Kjøgx Bohr fra Euroman kom herud, var det noget særligt, fordi hans forældre ikke bare er nære venner – på månedsbladet Press var Morten Bohr mit livs vigtigste læremester, og Ina Kjøgx skrev jeg min første bog om psykiatri og sindssyge sammen med. Da jeg efter fire timer sagde til Jakob, at han måske havde nok på båndet, svarede han: ’Min far har altid sagt, at man aldrig kan få for meget’. En tråd af entusiasme og grundighed blev bundet. Og Jakob skrev sin tekst knivskarpt.
Jeg kunne blive ved. Jeg kunne også nævne erfarne elektroniske journalister som Mette Hybel fra DR1’s 21 Søndag og Cecilie Frøkjær, der laver podcast for Mofibo – de fik begge trods rullende kamera og mikrofon skabt så meget tillid i rummet, at jeg turde blive bevæget.
For slet ikke at tale om alle de fremragende fotografer, der brugte timer i haven og rundt i skoven. Men nu stopper jeg og siger bare – tak!
(Facebook 23. maj 2019)
TAKNEMMELIGHED 4: FAR, MOR OG BØRN
I dag ville min mor være fyldt 83 år. Jeg ville gerne kunne udtrykke taknemmelighed over for hende, men det kan jeg ikke.
Jeg ser på et af de få fotografier, der er taget af os sammen – til min konfirmation på en østjysk kro for lidt over fyrre år siden – og ingen ville ud fra hverken dét eller de andre billeder i familiealbummet kunne ane, hvordan min søster og jeg i virkeligheden havde det.
Om nogle dage skal vores moderne familie holde ’voksenfest’ her i haven for min søn, og hvis jeg sammenligner mit forhold til mine børn med mine forældres forhold til mig, kan jeg til gengæld føle en vældig bølge af taknemmelighed:
Jeg er taknemmelig over, at jeg som stor teenager mødte hippierne og de andre nye voksne, som efter -68 var begyndt at lytte til børn som rigtige mennesker, at respektere deres meninger og behov og i særdeleshed at tale om alt det, man hidtil ikke havde talt om – sloganet hed ’det private er politisk’.
Og jeg er i særdeleshed taknemmelig over at have fået børn, EFTER at hippie-avantgarden indledte det altgennemgribende opgør med de maskuline autoriteter og dermed forandrede forholdet mellem børn og voksne, som jeg mærkede det i skolen allerede først i 1970’erne.
Jeg er simpelthen SÅ taknemmelig over, at jeg har oplevet et kvantespring i graden af nærvær og åbenhed mellem mig og mine børn i forhold til mine forældres generation. Jeg tror, at det er den største og smukkeste forandring af vores samfund i min levetid.
Kære mor. Hvor ville jeg dog ønske, at du havde gennemlevet den forandring, før du fik mig.
(Facebook 3. juni 2019)
TAKNEMMELIGHED 5: KRAFTEN
Jeg har haft lidt svært ved at svare på spørgsmålet om, hvad jeg har fået med fra min mor, eller hvad hun har lært mig. Men da jeg forleden stod i et radiostudie sammen med to andre, der også havde depressioner i bagagen, hørte jeg os flere gange tale om den deprimerede som ‘svag’.
Og det er ikke hele sandheden! Min mor havde en ENORM kraft i sig, også når hun var deprimeret, og jeg kan selv til tider mærke en tilsvarende stor kraft i mig.
Faktisk er det en almindelig misforståelse, at den deprimerede kun er et svagt menneske, for vel fører sygdommen én helt ud til afgrunden af smerte og håbløshed, og vel føler man sig aldeles afmægtig. Men bag sygdommen kan kraften udmærket buldre løs. Og dén kan være afgørende for at føre én ud på den anden side af depressionen.
Som en af de andre i radiostudiet, Iben Foss, sagde undervejs: ”Hvis man skal have en medalje for at løbe et maraton, så skal man også have en medalje for at gennemleve en depression, for det er virkelig en kraftpræstation.”
På Rigshospitalet, hvor psykiaterne gerne ville give mig diagnosen ’bipolar’ – dét som før hed maniodepressiv – indvendte jeg, at jeg da ikke havde haft maniske faser.
”Nej,” sagde en af overlægerne, ”men du har haft en meget alvorlig depression, og samtidig kan du skrive meget tykke bøger – der MÅ være noget mani indover!”
Måske har jeg fået kraften fra min mor, som aldrig selv opdagede, at hun kunne bruge den udadvendt. Måske skal jeg være taknemmelig for at have arvet kraften fra min mor – og for at have lært af hendes eksempel, at man aldrig må gøre sig selv til et offer, for så vender kraften sig destruktivt mod én selv.
(Facebook 19. juni 2019)
TAKNEMMELIGHED 6: LÆSERNE
Hundredvis af breve, mails og beskeder har jeg fået fra boglæsere, siden ’Min mor var besat’ udkom for halvanden måned siden. Det er allerede flere, end jeg i alt har fået efter nogen anden bog.
Vigtigere end antallet er dog indholdet af henvendelserne: Jeg er vant til at få ros, det får jeg også masser af denne gang – og det er jeg vildt taknemmelig for! Tak!!! MEN endnu mere taknemmelig er jeg for åbenheden og de stærke følelser, som stråler ud af brevene:
Deprimerede, som genkender. Pårørende til deprimerede, som genkender. Mennesker med erfaringer fra psykiatrien, som genkender. Og sønner og døtre, der har haft tilsvarende vanvittige mødre, og som ofte har gået med smerten for sig selv, fordi man ikke taler grimt om sin mor, og fordi ingen alligevel ville forstå.
”I din bog om din mor har du også skrevet en bog om vores mor,” som to midtjyske søskende skrev for et par dage siden. ”Bogens ord er vores levede erfaring, som vi kun har haft mellem os søskende, fordi det er umuligt at gengive for andre, at ens mor var utålelig, rædsom, forpestende og fuldstændig håbløs i nære relationer.”
Det begyndte allerede på udgivelsesdagen, da en læser om aftenen skrev, at hun havde købt bogen kl. 11 hos boghandleren i Korsør. ”Mangler de sidste kapitler, men jeg må skrive, rose, græde og forstå. Du har ikke alene skrevet en privat og relevant bog, men også et portræt af netop dine og mine forældres generation. Kæmpestor respekt til dig for at sætte ord på. Jeg kender det hele.”
Siden er det fortsat med mennesker, der på skrift åbner deres hjerte. Jens, der selv har oplevet alvorlig depression, takkede forleden for ”de mange beskrivelser af depressionens dæmoner. Din historie har givet mig en større selvforståelse, og i dine ord fik jeg selv sat så meget på plads.”
Nogle skriver flere sider langt om deres egen eller familiens historie, andre ganske kort. Som nu en kvinde fra Valby: ”Vil bare rose din bog om din mor og dig. Den har givet mig en form for ro og bedre forståelse af min afdøde mor.” Sådan.
Eller Lena fra det sydjyske: ”Hold nu op. Så har jeg læst din bog på én dag. For mig er det den bedste bog, jeg kommer til at læse i år. Den er smuk i al sin grumhed.”
For der jo også dem, som ikke genkender mine historier, men bare fortæller om en læseoplevelse. Marlene skrev for en uges tid siden, at hun blev ”rystet” i sin grundvold. ”Jeg var nærmest ’anspændt’ hele vejen igennem – dybt chokeret og sindssygt spændt på, hvad der ville ske i næste kapitel!”
Jeg vil gerne svare alle, der skriver – og efter at have været uhjælpeligt bagud er jeg i denne uge ved at hente ind på strømmen. Jeg har skrevet tak og tak og tak mange gange hver dag de seneste halvanden måned. Taknemmelighed er måske simpelthen den bedste følelse, så bliv endelig ved med at skrive!
(Facebook 27. juni 2019)
TAKNEMMELIGHED 7: FARMOR OG BEDSTEFAR
Mon ikke mange ulykkelige børn trods alt har et helle – et sted, hvor de ind i mellem oplever øjeblikke af ro og måske endda glimt af glæde. Det håber jeg!
Min søster og jeg havde helle hos vores farmor og bedstefar i det lille, røde hus på Næsbyvej, hvor vi kom hver fredag – og hvor vi også flyttede ned, når mor var indlagt på psykiatrisk hospital.
Farmor var rund og god med forklæde på og serverede franskbrødsmadder med puddersukker. Bedstefar arbejdede i den uendeligt store have, han sagde ikke så meget, men tæt på ham blev jeg svøbt i en kappe af ro. Ingen af dem snakkede nogensinde om vores syge mor, men de øsede af kærlighed.
Og så var der sommerfuglebusken. Når jeg stod lige foran busken, der fra mit synspunkt var høj som et hus, sværmede flokke af sommerfugle på magisk vis om hovedet på mig, og jeg glemte det smertefulde.
I dag har jeg selv tre sommerfuglebuske i haven, og jeg mindes ikke at have set så mange sommerfugle i buskene som denne sommer. Det er jeg også taknemmelig for.
(Facebook 4. september 2019)
TAKNEMMELIGHED 8: HISTORIER PÅ LIV OG DØD
På syvende måned får jeg hver dag breve, mails og beskeder fra berørte læsere af min bog – og det gør mig taknemmelig, igen og igen.
Brevene er hudløse spejlinger af min historie, og gang på gang får jeg et blik ind i ellers hemmelige rum i familier med sindssyge, psykiske overgreb, alkoholisme og ufattelige svigt af børn.
I får et citat fra en mail, hvor en kvinde forleden skrev om en syg og vildt opmærksomhedskrævende mor – og en storebror, der begik selvmord.
Kvinden slutter sin mail:
“For en uge siden var jeg sammen med nogle veninder. De spurgte hvordan det går med min mor. For en gangs skyld var jeg ærlig og fortalte, hvor forfærdelig og utaknemlig min mor er. At jeg bare aldrig kan gøre noget godt nok, til trods for at jeg faktisk kan utrolig mange ting.
En veninde sagde, læs ‘Min mor var besat’ af Peter Øvig.
Dagen efter sad jeg med bogen.
For ca. 10 år siden røg jeg ned med stress i meget slem grad. Det betyder, at jeg nu har flexjob og arbejder 16 timer om ugen. I de 10 år har jeg intet læst. Købt mange aviser, men smider dem ud uden at læse i dem.
Nu til sagen, Peter. Jeg er kommet til side 200 i din bog.
For første gang i mit liv forstår jeg det hele. Det er jo min mor, der står beskrevet i bogen. For første gang føler jeg mig forstået og hel. Jeg er ikke den eneste. For første gang vil jeg kunne rette mit hoved op og med et klart blik kigge frem, kigge ud og se livet og omstændighederne i øjnene.
Ingen har nogensinde kunnet få mig til at forstå det hele, selv ikke mange psykologer.
Jeg er dig dybt taknemlig for, at du skrev bogen. At du kiggede dæmonen i øjnene. Og at du endda tog en tur i det dybe sorte, for at alle vi andre kan forstå vores lidelser. Og bedst af alt, har en mulighed for at slippe dem fri.
TAK PETER.
Jeg lover dig at gøre alt for, at din bog var hele turen værd.”
(Facebook 8. december 2019)
TAKNEMMELIGHED 9: LIVET UDEN CORONA
Det kom bag på mig, at jeg her i dagene efter statsministerens skelsættende tale onsdag aften blev i temmelig miserabelt humør. Selvfølgelig er situationen på mange måder miserabel, men samtidig kan vi dog glæde os over at opleve et land, som i fællesskab og trods gigantiske omkostninger stiller sig solidarisk med de gamle og de svagelige.
Faktisk tror jeg, at mit dårlige humør snarere skyldes en oplevelse af tab og savn af store dele af den dagligdag, jeg holder af. Og det gælder ikke mindst foredragene! Ganske vist har jeg nu talt om min mor, mig og depressionen næsten dagligt i snart et år, men selv om jeg ind i mellem har mærket en udmattelse efter fem foredrag lige så mange dage i træk, var det sgu ikke mindre kærligheds- og meningsfuldt i Psykiatriens Hus i Aarhus i mandags, på Rude Strand Højskole i tirsdag og i Smørum Kulturhus i onsdags (mens statsministeren talte, uden at vi anede det).
Så blev samlejet pludselig afbrudt! Ingen kærlighed med publikum torsdag og fredag og de næste uger eller nok endnu længere …
Og dertil kommer så savnet af at gå til fitness med min søn, til fødselsdagsmiddag i aften, til koncert i Vega, på Hornbækhus med kæresten næste weekend, på café med min datter eller en ven eller en af de mange andre søde mennesker, som gerne vil drikke kaffe osv. osv.
Jeg opdager faktisk, lige i dag, at jeg har et overmåde skønt og menneskefyldt liv, når det meste altså ikke bliver hindret af epidemi. Og det liv er jeg SÅ taknemmelig over!
(Facebook 14. marts 2020)
TAKNEMMELIGHED 10: ÆBLERNE
Jeg er lige vendt hjem til haven, som sgu ligner paradis FØR døden, og jeg er taknemmelig over den overflod af æbler, som et af de oldgamle træer lige ud til skoven er ved at modne færdig. (Eller er det en syndflod…?)
Jeg ved ikke, hvilket træ det er, men det gør Søren Ryge og sikkert også et par af jer – i gamle dage ville man have kaldt det et madæble, sprødt, syrligt, vidunderligt.
Og så har jeg slet ikke nævnt havens andre frugttræer plus dens solbær og hindbær og blåbær og stikkelsbær, som bare kommer helt af sig selv – man skal ikke engang putte frø i jorden og luge.
Det er i sandhed Guds gaver. Og naturligvis også Shivas, Allahs, Frejas, Kybeles, Demeters og alle de andre guder og gudinders foræringer til os. Tak til jer alle!
(Facebook 3. august 2020)
TAKNEMMELIGHED 11: DEN NY FAMILIE
I mange år følte jeg ikke rigtig, at jeg havde en familie. Min kernefamilie var præget af min mors svære psyke, og som min søster har formuleret tragedien, så var vi fire ensomme mennesker, der ikke talte med hinanden om, at vi var ulykkelige.
Længere ude i familien, opdagede jeg senere, syntes stemningen også præget af psykisk sygdom og misbrug, tavshed og hemmeligholdelse.
Siden er der sket noget: Jeg har fået børn og bonusbørn og endnu flere, de er begyndt at få kærester – og efter to (skønne skønne!) 60 års-fødselsdagsfester havde jeg i denne uge inviteret Janne og alle de unge mennesker til Italien.
Gang på gang, når vi plukkede oliven eller vandrede i bjergene eller dansede til Nik&Jay eller sad rundt om det ene langbord efter det andet og spiste og drak prosecco, tænkte jeg: ”Jo, for fanden, jeg HAR fået en familie, vi har selv lavet den, og selv om nogle af os bøvler psykisk, så kan vi tale åbent om det, og noget er lykkedes, for luften er tyk af kærlighed…!”
Det er jeg allermest taknemmelig for.
(Facebook 24. oktober 2021)
TAKNEMMELIGHED 12: JEG BØJER MIG I STØVET
I weekenden så jeg dokumentaren om seksuelle overgreb på TV2, hvor mænd fra min egen generation her i det 21. århundrede har ageret, som om de var slaveherrer.
Lad nu disse dinosaurer segne og uddø. Meget mere interessant er det at fokusere på de kvinder, som nu udviser stort mod ved at fortælle historierne som de var. Dermed rykker de kvindefrigørelsen et kvantespring videre på en måde, som vi vel ikke har set siden 1970’erne.
Og det gælder ikke kun MeToo: I det seneste års tid har jeg mødt en del yngre kvinder, som giver mig en fornemmelse af, at kvindekampen er ved at slå igennem helt ind i selvfølelsen. Kvinderne oplever i sig selv, at de naturligt har samme ret og samme rettigheder som mændene.
Hvis den fornemmelse er rigtig, får alle køn et bedre liv.
Oprindelig troede jeg, at ligestillingen slog igennem med det samme i avantgardekredsene allerede dengang i 70’erne – men da jeg skrev om hippierne, blev jeg chokeret over at opdage, at kønsrollerne selv midt i hippiemiljøet stort set fortsatte uforandret (læs kapitlet ’Lejrens tavse kvinder’ i Hippie 1 med Suzanne Giese og Maria Stenz!)
I den næste generation, min egen, har jeg kunnet konstatere, at mange kvinder stadig ikke føler, at de er så kompetente, som deres bidrag til samfundsfællesskabet ellers tydeligt illustrerer. Ligesom jeg desværre ved, at en del kvinder ikke fik gjort op med seksuel chikane og overgreb på arbejdspladsen, ikke mindst i medieverdenen og på universitetet. De fik ikke sagt fra hver for sig, og de fandt ikke sammen.
Nu er en ny generation af kvinder, de fleste i trediverne, ved at træde i karakter og vise, hvad de dur til. Og de har ikke alene i fællesskab sagt nej til seksuelle overgreb siden Sofie Lindes tale, de tror øjensynligt også hver især mere på sig selv.
Et skønt eksempel: Til en fest på Gyldendal fornylig fik jeg den glæde og ære at sidde mellem de to bestsellerforfattere Lærke Bagger og Gry Jexen, forfattere til ’Strik’ og ’Kvinde kend din historie’ (min datters yndlingsbog) – og lige meget hvordan jeg spurgte, overbeviste deres svar mig om, at de helt ind i maven tror på, at de er totalt fede.
Jeg holdt en lille tale for dem om, at de tilhørte den første generation af kvinder, som har dét niveau af selvtillid, og hvor lykkeligt det er. Da jeg var færdig, bemærkede Gry tørt:
”Du har vist ikke læst min bog…”
Og så trak Lærke mig op i baren og drak mig under bordet i Fernet Branca-shots.
(Facebook 7. december 2021)
