Massakren mod Charlie Hebdo må være et vendepunkt for debatten om islamisme og ytringsfrihed. Håber jeg.
Lad os for fanden begynde en samtale om, hvad vi kan stille op imod den farligste totalitære bevægelse i vor tid.
Islamisterne kalder sig muslimer, men det er ikke det vigtigste ved dem: Den islamistiske bevægelse er først og fremmest en militant politisk/ideologisk bevægelse, og den bærer alle fascismens kendetegn. Islamisterne kæmper med våben i hånd for en stat, der præcis som den fascistiske vil koncentrere al magt – økonomisk, religiøs, politisk og militær magt – hos en lille gruppe diktatorer.
Islamismen må være den farligste globale, fascistiske bevægelse siden Tysklands nazisme og den sovjetiske kommunisme. Islamisterne kalder sig muslimer, Hitler og Stalin kaldte sig noget andet, men lighederne er langt større end den religiøse forskel: Magtfulde mænd med retorisk geni og en syg tanke om verdensherredømme prøver at piske en massepsykose op hos ikke mindst unge mennesker.
Hitler herskede over en stat med et kolossal militærapparat og kunne rent fysisk tromle ind over nabolandenes grænser. Islamisterne besidder (endnu ikke) samme militærmagt og sender i stedet deres kommandosoldater ind i hjertet af den demokratiske verden for at skabe massiv frygt og dermed underminere deres største fjende – demokratiet.
Nazisterne ville udrydde jøder, handicappede og kommunister. Kommunisterne ville udrydde anderledes tænkende. Islamisterne vil udrydde de vanhellige, hvilket vil sige alle andre end sig selv – jøder, kristne, buddhister, ateister, hinduer og ikke mindst demokratisk sindede muslimer.
For at få samtalen godt i gang, må vi begynde med at blive enige om, at islamister og muslimer IKKE er det samme. Og vi må holde op med at råbe fra hver sin bjergtop og kun lytte efter vores egne råb.
På den højre bjergtop råber nationalisterne, Pia Kjærsgaard & Co., som i fremmedangst og islamofobi gør alle muslimer til fundamentalister. Samtidig har denne højrefløj næsten fået monopol på at kæmpe for det fundamentale i vores demokrati, nemlig den frie ret til at ytre sig, uanset hvem man er enig med eller gør grin med. Og på den bjergtop har de kun fået ekstra medvind siden massakren i onsdags.
På den venstre bjergtop råber (i hvert fald indtil i onsdags) de såkaldt tolerante venstreorienterede og kulturradikale, som må indse, at islamister IKKE tilhører en svag religiøs minoritet, som skal beskyttes mod krænkelser. Den fløj har næsten fået monopol på at tale om dialog og tolerance – og har ikke indset, at tolerance over for fascister er en katastrofe.
Ytringsfriheden er intet værd, hvis den kun gælder pæne og fornuftige ytringer – og ikke omfatter krænkende tegninger og andre yderligheder, vendt mod magtfulde religioner og ideologier, inklusive disses dogmer og profeter.
Lad os mødes nede i kløften mellem de to bjergtoppe og begynde samtalen; os, der stadig er parate til at hjælpe forfulgte mennesker fra krigshærgede områder og leve fredeligt sammen med mennesker fra andre kulturer, uanset deres tro. Og os, der samtidig ikke vil lade ytringsfriheden indskrænke og ikke vil acceptere, at hverken satiretegnere som Kurt Westergaard og dem på Charlie Hebdo eller fornuftige muslimske stemmer som Naser Khader og Yahya Hassan risikerer dødsstraf for at ytre sig.
Ja, lad os sikre ytringsfriheden for selv dem, vi er uenige med, så hverken Pia Kjærsgaard eller Lars Hedegaard risikerer deres liv for at mene, hvad de gør.
I den debat bliver de demokratiske muslimer en vigtig samtalepartner. De må hjælpe os med at få begreberne afklaret, med at få trukket det klare skel mellem muslimer, hvis trosfrihed naturligvis skal være uanfægtet, og de islamister, hvis mål er en fascistisk stat, svøbt ind i religiøs retorik.
Måske bliver det svært at få nationalisterne ned fra deres bjergtop. Men efter i onsdags håber jeg i hvert fald, at dem på venstre top vil komme ned til os andre og begynde at tale om den livsfarlige fundamentalisme, som man skal møde med alt andet end tolerance og dialog.