Blekingegade-kommissionens beretning, som blev offentliggjort i går aftes, ligner mere et forsvarsskrift for PET end en uvildig undersøgelse.
Uden at bringe afgørende nye oplysninger frem, der peger i den retning, konkluderer kommissionen, at PET på alle punkter handlede ”sagligt” og derfor ikke kan kritiseres.
Dette fik i går justitsminister Karen Hækkerup til at konkludere, at vi nu har ”fået svar på de væsentlige spørgsmål, som har været rejst i den offentlige debat.”
I virkeligheden står det mest centrale spørgsmål efter min vurdering stadig vidt åbent: Hvorfor var der ingen, som på baggrund af PET’s store viden om gruppens aktiviteter op gennem firserne, fik sat en stopper for gruppens kriminalitet?
Jeg har svært ved at tro, at kommissionen på forhånd havde besluttet sig for at frikende PET. Mere sandsynligt har de tre jurister i kommissionen tabt overblikket – de er så at sige ’gone native’, som antropologerne kalder det, når en forsker overtager det verdensbillede, som vedkommende skulle undersøge.
Kommissionen foretager en uhyre grundig og detaljeret gennemgang af PET’s konkrete handlemåde gennem firserne, men accepterer på alle væsentlige punkter PET-ledernes forklaringer på sagsforløbets mærkværdige sorte huller.
Måske går det allerede galt, da kommissionen indledningsvis afgrænser sin undersøgelse: Allerede i første kapitel af den næsten 1300 sider store beretning – plus bilag – meddeler kommissionen, at det israelske efterretningsvæsen Mossad’s betydning for sagen ikke vil blive undersøgt. Kommissionen skriver uden nogen argumentation, at ”der ikke er holdepunkter for at antage, at PET’s samarbejde med Mossad” har haft nogen betydning for sagen.
Netop dette spørgsmål ville for mig at se have været et af de væsentligste at få afklaret. Jeg har redegjort for denne opfattelse i min bog Nakkeskuddet, hvorfra man kan læse det relevante afsnit her.
Baggrund:
Som eksempel på kommissions-beretningens problemer vil jeg konkret kommentere den såkaldte Lobeliavej-affære og Daells Varehus-kuppet (beretningens kap. 3.6 og 3.7):
For mig har begivenhederne i det halve år fra sommeren 1986 og frem til Blekingegadebandens såkaldte julekup i Daells Varehus i København i december i særlig grad repræsenteret sagens sorte huller.
Kuppet var dengang danmarkshistoriens hidtil største røveri – og bandens sidste før Købmagergade-kuppet og drabet på en politibetjent to år senere.
Både i Blekingegade-bøgerne fra 2007 og i kort form i ovennævnte uddrag fra Nakkeskuddet dokumenterer jeg disse begivenheder, som indledes med, at en af gruppens medlemmer, Niels Jørgensen, bliver anholdt en juni-nat i 1986 under et forsøg på biltyveri på Lobeliavej på Amager.
Kriminalpolitiets efterforskning afdækker snart, at biltyveriet er alt andet end banalt – den anholdte har i sin taske topprofessionelt tyveriværktøj, en avanceret walkie-talkie svarende til politiets egne og ikke mindst et falsk kørekort. Tekniske undersøgelser af kørekortet afslører, at det er enestående godt lavet, og walkie-talkien, der kræver en særlig købstilladelse, er erhvervet gennem et falsk firma med et tomt kontor på Blegdamsvej og en direktør, som viser sig at være en uvidende jord- og betonarbejder fra Lyngby.
En af de små, men signifikante nyheder i kommissionens beretning er, at det falske kørekort, der blev fundet på Niels Jørgensen, med sikkerhed var produceret af de samme personer, der havde fremstillet et kørekort, som PET fandt seks år tidligere. Dengang havde PET efterforsket en mistanke om, at medlemmerne af Blekingegadebanden stod bag en usædvanlig voldsom kidnapning af et bankdirektørpar og deres otteårige barnebarn to måneder tidligere. Det nyfundne kørekort binder dermed sagen sammen med tidligere, alvorlige mistanker.
Samtidig med efterforskningen mod Niels Jørgensen får PET bekræftet deres mistanke om, at banden har endog meget tætte kontakter til den såkaldte terrorchef i det palæstinensiske PFLP, gruppens arbejdsgiver gennem næsten tyve år. Telefonaflytninger af palæstinensere i Danmark, udført i samarbejde med Mossad, viser, at banden erklærer, at de er parate til at foretage sig hvad som helst for terrorchefen. Kort efter, opdager PET, rejser Niels Jørgensen på besøg i PFLP’s operative hovedkvarter i Damaskus.
I kommissionens rapport konkluderes det, stik imod min ovennævnte gennemgang af sagen, at PET ikke har haft nogen som helst drøftelser med Mossad, heller ikke ved denne lejlighed – bortset fra, at afhøringerne blev oversat fra arabisk af en Mossad-agent, som arbejdede i PET’s hovedkvarter. Men som nævnt har kommissionen allerede indledningsvis meddelt, at Mossads rolle ikke er relevant – og at kommissionen derfor heller ikke har set nærmere på Mossad-agentens rolle hos PET.
Ifølge den kriminalassistent, som ledede efterforskningen af Niels Jørgensens forsøg på biltyveri på Lobeliavej, henvendte PET’s terrorafdeling sig samme dag, som Jørgensen var blevet anholdt, til kriminalpolitiet på Amager og forklarede, at den anholdte var en særdeles interessant person for PET.
Kriminalassistenten fik efter eget udsagn besked af PET på, at han ikke måtte afsløre PET’s interesse for Niels Jørgensen, men hurtigst muligt skulle løslade ham. Senere overtog PET selv efterforskningen og afhentede sagens akter hos kriminalpolitiet på Amager.
Kriminalassistentens version afvises af ledende medarbejdere i PET. Over for kommissionen fortæller de, at PET på ingen måde blandede sig i efterforskningen, endsige overtog den. Og karakteristisk for kommissionens indfaldsvinkel tillægges PET-ledelsen størst troværdighed, skønt ledelsen har rigtig gode grunde til at afvise enhver form for indblanding i efterforskningen. Kommissionen konkluderer, at kriminalassistenten fra Amager må tage fejl.
På trods af de mange ovenfor nævnte opdagelser i kølvandet på Lobeliavej-tyveriet konkluderer kommissionen endvidere, at PET i denne periode ikke fik nye spor at gå efter, og at intet bragte PET nærmere på konkrete beviser for gruppens kriminalitet.
En anden nyhed i beretningen er ellers en opsigtsvækkende rapport, som en PET-medarbejder i kølvandet på disse begivenheder blev bedt om at skrive. Efter at have gennemgået PET’s materiale om bandemedlemmerne skriver medarbejderen en opsummerende rapport, dateret 28. august 1986, hvori han giver et imponerende præcist billede af bandens aktiviteter: Han omtaler de enkelte bandemedlemmer ved navn, deres nære forhold til PFLP, deres rejseaktiviteter og træningsophold hos PFLP i Libanon – og mistankerne om at gruppen har begået både røverier og kidnapninger for PFLP gennem flere år, herunder Lyngby-kuppet tre år tidligere, hvorfra seks millioner kroner blev fundet skjult på to PFLP-medlemmer i en lufthavn i Paris.
PET-rapportens alarmerende konklusion er, at der ”tegner sig et billede af en særdeles professionel og veltrænet gruppe, der mistænkes for at stå bag grov kriminalitet, hvis formål er at yde operationel og logistisk støtte til PFLP’s verdensomspændende terror.”
Medarbejderen tilføjer, at man ”utvivlsomt i den nærmeste fremtid vil opleve en genoptagelse af gruppens tidligere grove kriminalitet.”
Og det er præcis, hvad der kommer til at ske fire måneder senere i Daells Varehus.
Som vidne for kommissionen forklarer den pågældende PET-medarbejder, at han aldrig fik nogens respons på sin rapport. Da han en uge efter afleveringen mødte den daværende operative chef for PET, Per Larsen, bekræftede denne at have modtaget rapporten – men han havde endnu ikke læst den.
Per Larsen, som ellers er blevet grundigt afhørt af kommissionen, bliver ifølge referaterne af afhøringerne aldrig spurgt, om han dengang fik læst rapporten eller drog nogen konsekvenser af den.
Til gengæld får Per Larsen og andre PET-ledere overbevist kommissionen om, at rapporten ikke var særlig velunderbygget, og at konklusionerne måtte stå helt for medarbejderens egen regning.
Ikke desto mindre bruger PET præcis de samme formuleringer om gruppens forventede kriminelle aktivitet til fordel for PFLP, da man på samme tid søger om tilladelse til at rumaflytte en af gruppens medlemmer, Torkil Lauesen. Og da PET senere på efteråret 1986 ophører med at aflytte flere af gruppens medlemmer, lyder den bemærkelsesværdige begrundelse, at gruppen ”er for professionel til, at vi får nævneværdige oplysninger” ud af at aflytte.
Men kommissionen finder ikke, at der er noget at kritisere PET for, heller ikke i denne sag.
Efter kuppet i Daells Varehus i december 1986 sætter kriminalpolitiet alle kræfter ind på at opklare forbrydelsen. To af Politigårdens sværvægtere, Jørn Moos og Niels Bach Christensen, leder på skift efterforskningen. De samme to kom knap to år senere til at lede efterforskningen af Købmagergadekuppet – og fik først et gennembrud, da PET for første gang lagde deres viden om banden frem for dem.
PET-ledelsen hævder i dag, at en medarbejder efter Daells Varehus-kuppet ringede til kriminalpolitiet og gav dem et tip om at kigge nærmere på Blekingegadebandens medlemmer. Hverken Moos eller Bach Christensen hørte dog noget til en sådan henvendelse.
Til gengæld opsøgte Bach Christensen nogle måneder efter kuppet, da efterforskningen var kørt fast, PET for at høre, om de havde noget bud på en topprofessionel forbrydergruppe af mere politisk art.
Både over for mig og over for kommissionen har Niels Bach Christensen forklaret, at PET afviste at have nogen relevant information at dele ud af.
Denne fatale fejl tilgiver kommissionen dog også PET. I en argumentation, som var en forsvarsadvokat værdig, forklarer kommissionen, at Bach Christensen formentlig havde spurgt særligt efter militærpersoner eller politifolk. Derfor var det rimeligt og ganske sagligt, at PET ikke nævnte deres omfattende viden om Blekingegadebanden og mistankerne om ”grov kriminalitet” til fordel for PFLP.
At kommissionens medlemmer således igen og igen ikke alene tillægger PET-lederne den største troværdighed, men ligefrem producerer absurde undskyldninger for deres optræden, virker ikke betryggende på mig.
Lidet betryggende er det også, at kommissionen ikke på noget tidspunkt inddrager den viden, som et af bandens medlemmer, Bo Weimann, har delagtiggjort offentligheden i. Flere steder i beretningen fremgår det, at PET ikke forventede, at en anholdelse af bandens medlemmer ville afholde dem fra at begå fortsat kriminalitet. Bo Weimann siger det modsatte.
Med den indfaldsvinkel er det desværre ikke overraskende, at kommissionen når frem til, at PET hele tiden har handlet strengt sagligt og ikke kan kritiseres.